tirsdag den 5. januar 2016

Fanget i sit eget hoved



Jeg er en person der har rigtig mange tanker. Faktisk alt for mange, hvis jeg selv skal sige det. Jeg kan overtænke enhver situation og blive helt paranoid, ked af det eller bekymret. Blot det, at skulle forberede mig til skole, sørge for at alt er pakket til arbejdet, at jeg ikke lige har fået vasket op, vasket tøj eller andet. Jeg er en person der går latterligt meget op i, hvad andre mon tænker, mener eller synes om mig. Eller måske ikke går op i, men tænker over det.
Og egentlig er det en yderst åndssvag følelse at gå rundt med. Desuden er det slet ikke vigtigt. Men det munder bare ud i utallige selvhadsfølelser, negative tanker om mit udseende, tøjkriser, ja til tider jalousi. For hvis jeg ikke er god nok til mig selv, eller føler mig god nok i andres øjne, hvordan kan jeg så være god nok, til f.eks. min kæreste?
Hvilket er en virkelig dum og destruerende følelse. Ja, den ødelægger ikke kun ens følelse om en selv, men kan ødelægge et helt forhold og så er det jo ikke nogen andres skyld, end ens egen, at det gik i vasken. Derfor er den følelse også noget jeg arbejder med og jeg øver mig i, at sige tingene når de er der. Så det ikke hober sig op og der dermed bliver skabt en fjollet situation.
Endvidere udgør alle de her følelser et enormt usikkert jeg, som ikke er rart at være. Jeg bliver nemt i tvivl om min egen identitet og denne usikkerhed gør også, at jeg til tider siger de forkerte ting, gør de forkerte ting eller bare helt lader være med at gøre noget. Den kan være så ubehagelig, at jeg mest af alt har lyst til at grave mig dybt ned under dyner og puder, og aldrig mere komme op igen.
Men det er endnu en destruerende følelse.
I det hele taget har jeg det med, at prøve at gøre alt for, IKKE at opleve de her følelser. Og det gør jeg tit ved, at prøve at glemme mig selv. Enten i form af alt for mange aftaler eller sørge for, at planlægge min dag fuldstændig, så der ikke opstår tomrum. Det er ikke fordi jeg ikke kan holde ud, bare at være mig - og så er det alligevel også at lyve for mig selv. For jeg kan godt lide at være Misse og bare slappe af med en god bog eller se en film. Men problemet er det, at jeg har svært ved at koncentrere mig, længere tid ad gangen. For jeg vil gerne have kontakt med andre. Det er som om, at når det bliver for stille, så bliver jeg "nervøs". For så tænker jeg over alt muligt.

Jeg har tit tænkt på, hvordan jeg mon var så god til at fordybe mig i bøger og tegninger, som barn. Men jeg tror måske det var fordi, at der stort set altid var nogen hjemme. Som begyndende teenager elskede jeg at komme hjem til et tomt hus. Men jeg vidste også, at der kom nogen hjem senere. Hvilket gjorde mig tryg.
I dag kom følelsen også. Den begyndte ved. at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med aftensmaden. Pludselig havde jeg drukket to kopper kakao, spist yum-yum nudler og ædt noget chokolade. Hvorefter jeg fik dårlig samvittighed, netop fordi jeg i forvejen ikke er så glad for mit udseende. Samtidig begyndte jeg også at tænke over, at jeg også skal huske at lave madpakke til arbejdsdagen i morgen, samt i seng i ordentlig tid, så jeg ikke er for træt. Jeg tænkte også, at jeg egentlig burde arbejde mere på skoletingene, i forhold til praktikken. Pludselig kunne jeg ikke overskue andet end følelsen af træthed og min lejligheds kulde overtog mig.
Heldigvis ringede min lillesøster og efter en samtale med min hende, hvor vi snakkede om forskelilge ting og jeg ytrede mine følelser, blev det hele lettere. Nu har jeg forfattet hele det her indlæg, jeg har smurt madpakke og jeg har taget opvasken. Og dermed kan jeg også fortælle en af løsningerne på alt det her.  For når jeg siger mine følelser højt, er det som om, at det lettere alt inde i mig. Måske er det også derfor, at jeg i 'tidernes morgen' fik lyst til at blogge.
Og derfor fik jeg lyst til at skrive dette indlæg. Omkring frygten for at være alene hjemme. Følelsen af at overtænke selv de mindste situationer. Jeg er ikke glad for ensomheden.

Når jeg er sammen med min kæreste kan jeg sagtens ligge inde i hans seng og se TV, mens han er inde i stuen. Uden at mægle et ord med ham eller skrive over Facebook, med venner.
Men når jeg er herhjemme, så har jeg nærmest telefonen i hånden, konstant. Det er ikke særlig rart, ikke at have kontakten. Og jeg føler det er belastende og usundt.
Jeg googlede "jeg kan ikke lide at være alene" og der kom et debatindlæg op, som jeg faktisk nød at læse. For jeg er ikke alene om denne, i mine øjne tåbelige følelse. Der er andre der har det ligesom mig. Men jeg øver mig! Jeg øver mig rigtig meget.
Spøjst nok er ensomhedsfølelsen blevet hjulpet lidt på veje, efter jeg har givet Hera et nyt hjem. Det er som om, at efter hun er blevet adopteret til en anden familie, så er min dårlige samvittighed forsvundet. Og dermed er der en negativ følelse mindre, at gå rundt med. Så på trods af at hun var et yderst dejligt selskab og at jeg virkelig savner hende, så har det hjulpet, at hun ikke er her mere.
For dertil blev der også skabt en masse tunge tanker, som udgjorde en tung og trættende hverdag.

Da jeg vaskede op, tidligere, tænkte jeg på hvor meget energi jeg dagligt bruger på, at minde mig selv om, at fokusere på de positive ting. At gøre ting i min hverdag, som gør mig glad. Jeg skal rose mig selv, fremfor at finde de negative ting. Jeg skal - undskyld mit franske - skide hul i, at jeg har ædt chokolade til aften og ikke løbet en tur.
 For jeg har også gjort nogle gode ting i dag. Jeg tog i skole og fik styr på skolesituationen, jeg har været til planlægningsmøde som studentervejleder, jeg har vasket op, snakket i telefon med min fantastiske lillesøster og søde kæreste, snakket med min mor og jeg har det faktisk rigtig godt. Jeg kom hjem til min egen, lille lejlighed, som jeg faktisk har savnet lidt.
Og inderst inde kan jeg mærke, at jeg faktisk har brug for, at være alene lidt. Men det er bare som om, at der er noget inde i mig, som skaber en anden følelse.
Måske er det fordi, at der først var tiltænkt nogle andre ting i dag. At jeg skulle have trænet med min kæreste og derefter sovet sammen med ham, men på grund af sygdom så kunne det ikke blive til noget. Og det med forandring er jeg bestemt ikke god til.
Jeg har det med at finde tryghed i planlægning, men problemet er så bare, at jeg kan gå helt i stykker, når det planlagte så ikke sker, alligevel.
Hvilket igen er en "åndssvag" ting. Men jeg øver mig. Jeg øver mig på daglig basis. Det er bare ubehageligt, at være fanget i sit eget hoved, på den her måde.

Og jeg håber, at hvis andre har det lige sådan, så kan de bruge mit blogindlæg til at forstå, at de ikke er alene om deres overtænkende personlig.
Jeg øver mig i at acceptere, at det er sådan jeg er. Jeg øver mig i, at prøve at italesætte det og jeg øver mig i, at sige til mig selv, at jeg bestemt ikke er forkert, fordi jeg har det sådan her. Det er ikke en fejl. Og som jeg så fint har set beskrivelser af folk med ADHD: "Det er ikke en systemfejl, men et andet styresystem" - og sådan er mit hoved simpelthen også.

Tænk, at jeg i en alder af snart 25, stadigvæk kan føle at jeg opfører mig som et lille barn. Nogle vil nok mene at jeg skaber mig, eksempelvis når jeg ikke får min vilje. Men det er ikke fordi jeg vil have min vilje. Det er fordi jeg til tider er utryg ved tingene, når jeg ikke ved hvordan de kommer til at ske.
Jeg vil meget gerne vide hvad der skal foregå eller hvad det handler om, for ellers bliver jeg nervøs, til tider angst. Det er demotiverende, det er drænende, det er ubehageligt og jeg bremser mig selv helt vildt meget. Jeg ser tit på andre og tænker: Jeg ville ønske, at jeg havde deres gå-på-mod. Men det har jeg bare ikke. Og jeg håber at folk der læser det her, på en eller anden måde også kan forstå mig. At jeg hver dag faktisk kæmper med umådeligt mange tanker. Og at de tanker kan være så ekstreme og fylde så meget, på én gang, at jeg kollapser inde i mit hoved og ikke ved om jeg skal gå eller stå og derfor bare går i dvale. Nogle gange med tårer, andre gange med vrede eller frustration.

Men hver dag prøver jeg at finde nogle positive ting at fastholde mig selv i. Det kan godt være de først dukker op, efter jeg er dykket lidt. Men når de så kommer frem, så rejser jeg mig med stolthed. For så kunne jeg (næsten) selv. Og så har jeg atter en gang sejret over mit eget hoved. Hvilket er den største sejr i hele mit liv!

6 kommentarer:

  1. Jeg ville gerne skrive en masse kloge ting her,men energien er der ikke.
    Bare vid, at du er den bedste dig, der findes.

    Mener det er ham der dr seuss der har skrevet
    Today you are you, that is truer than true. There is noone alive who is youer than you.

    *kram*

    SvarSlet
    Svar
    1. Nårh. Det er virkelig sødt. Tak Louise. Du er virkelig også den bedste dig, som at der findes! Og jeg er glad for, at du læser med. Jeg føler at du ved hvad jeg føler. Det er rart. Og lidt trist.

      *kram* til gode dig

      Slet
    2. Jeg kan (heldigvis?) ikke genkende det hele, men det gør det jo ikke mindre virkeligt for dig :*

      Slet
    3. Heldigvis! <3 Men næ nej, det gør det ej. Det er jo heller ikke lige kritisk hver dag. Altså nogle perioder kan være enormt slemme. Blandt andet da jeg var enormt angst og deprimeret, hvilket jeg slet ikke er, i samme grad, længere. Men jeg har tydeligvis nogle 'rester' af samme følelser og problemer, i kroppen. Hvilket jeg slås med dagligt. Og øver mig i, at være glad og tilfreds, uden bekymringer. Det er bare ikke altid så nemt.

      Slet
  2. Du er bestemt ikke alene Misse! Jeg er selv en overtænker, en som har svært ved ændringer i planlægningen, en som spejler mig i andre og ville ønske jeg havde nogle af deres egenskaber.

    Som Louise skriver, så er du (Ja vi alle) den bedste dig som der findes :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej jeg tænkte bestemt nok, at jeg ikke er alene om de her tanker og måske er det også derfor, at jeg gerne ville ytre dem. Samtidig med, at det er rart at komme ud med.

      Louise har ret. Det er rart. :) Tanker til dig, også!

      Slet