tirsdag den 10. november 2015

Optursmis

Jeg er Kvinde med stort K de her dage. Eller, i hvert fald når jeg ser på mine blogindlæg. For de skifter da godt nok i humør.
Men i dag er jeg bare helt vildt glad. En ægte optursmis!
Efter en rar mandag med fitness og en god løbetur, er humøret forbedret rigtig meget i dag. Det gør virkelig noget ved mig, at få brugt min krop og også bare tanken om min krops udseende (som jeg går op i). Og det er fedt at mærke, hvor meget det også gør, for humøret, den efterfølgende dag.

Derudover var jeg også på forbesøg, på mit praktiksted, i dag. Det var simpelthen en fantastisk følelse. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med at udarbejde mine læringsmål og bruge mit hoved, i forhold til at sammensætte teori og praksis. Bare det, at indgå i den daglige praksis og komme med mine egne inputs og idéer. Jeg må fylde lige så meget  jeg vil og det vil der ikke blive set skævt til, fik jeg at vide. Så det er en fed start! Jeg er både nervøs og spændt for den kommende praktik og jeg håber, at jeg kommer til at passe ind i personalegruppen og ind i den daglige rytme. Det er altid underligt, at skulle starte et nyt sted. Men det bliver rigtig interessant og jeg krydser fingre for mig selv, i den periode.

Og apropros at krydse fingre, så skal der virkelig krydses fingre, den næste tid. For jeg har nemlig en udsigt til to jobsamtaler, hvilket også booster selvværdet. For så er det jeg reklamerer med, i forhold til mig selv, godt nok til at fange folks interesse. Så må vi bare håbe, at jeg kan følge det til dørs. Nu hvor min sidste jobsamtale ikke blev til et egentligt job. Men måske var det "held i uheld". For mavefornemmelsen ændrede sig og jeg var egentlig ikke så trist, da jeg modtog afslaget.

Så pt er bøtten vendt, hvilket virkelig også var på tide. Jeg er så glad for de mennesker jeg har omkring mig og det gælder alt, lige fra at folk er søde og sørge for, at mine sko ikke blæser væk, når der er lovet stormvejr og jeg ikke selv er hjemme, til at afværge krisen. Eller at jeg kan kysse på min kæreste, når jeg har brug for det og spise chokolade med ham, bare fordi...
Eller at jeg kan ringe til min mor i tide og utide, i forhold til mine daglige "problemer" og behov. Og at hun er super god til at vende situationen og hjælpe mig. Eller at min kære mormor kontakter mig, for at fortælle at der kommer en film i aften, som hun ved jeg gerne vil se. Det er sådanne små ting, i min hverdag, der er med til at skabe et helheds-lykke-billede, for mig. At føle sig elsket/holdt af på flere forskellige måder. Jeg er det hele evigt taknemmelig. Så når jeg er allermest trist og træt, så er det rart at vide, at (min) verden er med mig.
Også selvom, at når jeg står i situationen, så kan jeg slet ikke mærke det. Og har mest af alt lyst til at grave mig ned under min dyne og stortude, indtil der kommer nogen og reder mig. Men nu har jeg lært, at når jeg selv klarer ærterne, så får jeg det største selvværdsboost nogensinde. Og det er den følelse jeg vil forholde mig allermest til. Dog skal jeg liiiiiige have en 'person' til at fortælle mig: "Du kan godt". Og hvem den person er, er forskelligt.
Nogle gange er det en avisartikel der fortæller mig, at lykken er et valg, andre gange er det, når jeg grædende ringer til en ven / min mor / kæresten / min søster og gennem samtalen med dem, finder lyset for enden af tunnellen. Det lyder måske lige til eller total åndssvagt. Men det er sådan min virkelighed er. Og det gør mig glad at vide, at jeg har lært at gøre brug af de muligheder.

Vigtigst af alt, så er det en lettelse at have lært, at bede om hjælp. Og det har været en svær erkendelse, at jeg ikke kan alting selv. For nogle ting rækker mine egne evner eller kompetencer bare ikke til og så er det vigtigt at trække på det overskud og de evner, som andre indeholder.
Sådanne mennesker er guld værd. Og man finder ud af, at de faktisk også gerne vil hjælpe, når de kan.


Carpe Diem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar