fredag den 6. november 2015

Én uge

Fredag formiddag, for en uge siden, sad Hera og jeg og kiggede ud af vinduet sammen, for sidste gang i vores tilværelse sammen.

Efter nogle hektiske dage hvor krop og sind kørte i gearet "praktisk gris", gik det pludselig op for mig, at jeg ikke længere skulle putte med hende om aftenen eller falde over hende, foran køleskabet i køkkenet. Jeg skulle aldrig mere nyde hendes finde silhuet i vinduet, når hun sad og kiggede ud på 'verden' eller bliver irriteret over hendes drillerier, så som at stjæle pålægget på min rugbrødsmad eller bide i mine ledninger. Det gik pludselig op for mig, at det liv jeg har haft de sidste to år, her hvor jeg bor nu, men også de sidste tre år som katteejer, ikke vil være det samme mere.

Det har været tre rigtig dejlige, men også bekymrende år, vi har gennemgået. Med flere flytninger, en usikker økonomi og en ustabil hverdag i forhold til mine fritidsaktiviteter og familieorienterede begivenheder, føler jeg, at jeg har svigtet hende utroligt meget. Derfor var denne beslutning det bedste jeg kunne gøre, for at sikre hende noget stabilt.

Alligevel er det noget af det hårdeste jeg har gjort. Og da vi gik over til bilen med alle hendes ting, for til sidst at hente hende i transportkassen. Og da jeg sad med hende på skødet, på vej til hendes nye hjem, var det svært at holde tårerne tilbage. Vi ankom, efter cirka en halv times kørsel, til hendes nye hus med en masse rum og en fin have med fugle, som hun kan kigge på fra flere vinkler. Hun indtog huset med storm og undersøgte det hele på bedste, modige kattemanér. Hun formåede endda at vælte tørrestativet og bare glo på tøjet på gulvet, for at gå et andet sted hen og snuse videre.

 

Hun kravlede rundt blandt nogle kasser og jeg fangede lige dette billede af hende, hvor hun lige kigger frem, midt i udforskningen af hendes nye hjem. Jeg synes det var helt fantastisk at se, hvor livlig og nysgerrig hun var, på at undersøge alle kroge i huset. Og jeg kunne bare mærke, da jeg så hende, at dette var den helt rigtige beslutning, for os begge to.

Jeg blev kørt til stationen og da jeg krammede farvel med den nye ejer, begyndte vi begge to at græde og hun lovede mig, at hun nok skulle passe godt på "min" missekat. Jeg græd hele vejen hjem i toget og da jeg kom hjem til lejligheden igen, var det den underligste følelse, nogensinde, at hun ikke sad i vinduet i dørene og kiggede, da jeg kom hjem.

Jeg synes vitterligt hun er den bedste kat man nogensinde kunne ønske sig og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun kan bidrage med ny energi, underholdning og kærlighed hos den nye familie.
Og jeg er heller ikke i tvivl om, at de nye ejere vil forkæle hende til evig tid og passe og pleje hende, som en hver kat nogensinde har fortjent. Men det er virkelig hårdt, at måtte stå der og se på alt det, som jeg ikke selv kan give hende og vide, at et andet hjem og en anden familie kan gøre det bedre, end en selv.

Jeg har snakket i telefon med de nye ejere flere gange, efterfølgende og vi har snakket om Hera og jeg lægger pludselig mærke til, hvor meget jeg egentlig kender hende. Jeg har ikke tænkt over hvor meget jeg kender min kat, men når de spørger om ting eller fortæller om hendes hverdag, går det pludselig op for mig hvor meget sin egen hun er og hvor fantastisk en kat hun er. Med sin levende og energiske personlighed har hun indtaget deres hjem, som havde det altid været hendes. Jeg har modtaget billeder af hende, hvor hun ligger i sengen, som den herlige lille puttefis hun er. Det er helt underligt at se "min" kat ligge der, i "fremmede" menneskers seng og vide, at hun kommer aldrig tilbage til min seng og putter, igen. Men det er en rar følelse, at jeg må følge med på sidelinjen og se, at hun har det godt, der hvor hun er.

Og nu har jeg så sovet hjemme, for første gang, siden hun flyttede. Jeg sov rigtig uroligt og vågnede hele tiden for at se om hun lå i sengen eller undrede mig over, hvorfor jeg ikke kunne høre hende. Det var underligt at hun ikke fulgte efter mig ud på toilettet og det er mærkeligt at alle hendes ting ikke længere er her. Jeg har pludselig fået så meget plads.

Men nu er det hele ikke kun gråt og trist. For jeg tog også dette valg, for at ændre min tilværelse, så jeg ikke længere skulle have den dårlige samvittighed hængende over hovedet. Og jeg kan også mærke de positive sider af forandringen. Og jeg har besluttet mig for, at det også er okay at være glad og lettet, ved min beslutning. For ellers så skulle jeg ikke have taget den. Jeg er glad for at jeg ikke længere svigter hende, jeg er glad for at vide, at der er nogen der ser til hende, jeg er glad for, at jeg ikke skal bekymre mig, i forhold til hende, når jeg ikke er hjemme, men også i forhold til nogle af de ting jeg laver herhjemme. Og så er det en lettelse, ikke at stå alene med ansvaret om hende. Så det er med meget blandede følelser, at jeg sidder herhjemme, både glad og ked af det, ved tanken om ikke at have min skønne kat mere.

Ambivalente følelser der fylder kroppen. Glæden over at kunne åbne vinduerne helt, uden at tænke "åh nej, hun løber ud" og glæden ved at have mine ledninger fremme og ikke frygte, at hun bider dem i stykker. Men også det triste ved, ikke at have en fjollet kat til at underholde en med sine katlige krumspring eller hendes dejlige spinden og putteglade humør. Det er en underlig tid, men jeg kan mærke, inderst inde, at det er det bedste for alle parter.
Specielt når hovedet heller ikke er skruet ordentligt på - som en kammerat så fint beskrev mit tunge humør og nedtrykte sind. Jeg glæder mig til at være oven på igen og jeg glæder mig til at besøge Hera, der hvor hun bor nu, og se hende igen og se hvordan hun trives, det nye sted.

Carpe Diem


2 kommentarer: