onsdag den 25. november 2015

Eksamens snak

Flere års udvikling har båret frugt og jeg kan stolt sige, at jeg er begyndt at klare eksamener, rigtig godt. Sommeren 2014 skulle jeg til min første karakter-eksamen, siden gymnasiet, og på pædagogstudiet. Hvilket jeg var enormt spændt på. Og det endte med et 10-tal og en masse ros i forhold til min refleksionsevne. Dog lige en pegefinger at sætte på, at jeg manglede noget teori.

Jeg gik også til eksamenen, med troen på, at eksaminator og censor vil mig det bedste. Så når de spurgte mig om noget, var det ikke for at ødelægge det for mig, men for at frembringe mere af den viden, de følte jeg kunne. Derfor tillod jeg mig også at spørge dem, om de kunne formulere spørgsmålet igen. Tanken: Det her er for min egen skyld, gjorde genklang i mit hoved og jeg gik derfra med en enorm lettelse og glæde over, at jeg kunne gå der fra - ikke kun med en god karakter - men med en følelse af, at have overvundet mig selv.

Den selv samme følelse blomstrede op hos mig, inde i selve eksamenslokalet, i går. Efter flere dage (siden torsdag) med eksamenslæsning, for at skabe bred viden og forståelse omkring nærmest alting og ingenting, følte jeg mig mere eller mindre rundtosset. Ja faktisk også en anelse usikker. Da jeg, efter 4½ times søvn, stod i forberedelseslokalet og trak det spørgsmål, som jeg skulle arbejde med, gik jeg helt i stå. For jeg kunne sige så mange ting - ja faktisk alting - men samtidig følte jeg, at jeg havde glemt de vigtigste ting.

Men da jeg kom ind i eksamenslokalet, hvor censor først sad alene, følte jeg mig så velkommen og det var en enormt hyggelig oplevelse. Jeg var ret usikker og nervøs i de første minutter, hvor jeg selv stod for 'fremlæggelsen'. Jeg ville nå at sige så mange ting, så hurtigt som muligt, men var også tvivl om, om jeg sagde de rigtige ting. Men da diskussions-delen begyndte, havde vi hvad jeg følte var en nem og let samtale. Lidt ligesom at snakke med min vejleder. Selvfølgelig med et vis pres. For der var jo konsekvenser ved de forkerte svar (lavere karakter). Men jeg snakkede. Jeg snakkede helt enormt meget. Men det gik. Og jeg gik ud derfra med en følelse af at have glemt at definere begreberne, glemt at sige mere end hvad jeg sagde. Ja selv nu her kan jeg komme i tanker om alle mulige ting, som jeg også kunne have sagt. Problemet er bare....

At jeg ikke kunne have gjort det meget bedre. For jeg fik sgu 12. Mit første mundtlige 12-tal, nogensinde! Og jeg kan slet ikke fatte det, selv ikke selvom jeg sidder og skriver det ned, nu her. Det er en underlig følelse. For jeg er pisse stolt af mig selv og jeg er så småt begyndt at fatte, at jeg faktisk er rigtig dygtig. Jeg er åbenbart kompetent inden for de her fag. Så med tre karaktergivende eksamener på bagen; et 10-tal, et 7-tal og et 12-tal vil jeg sige, at jeg har rykket mig flere meter, siden gymnasietiden. Og jeg er virkelig stolt af den udvikling. Jeg er for en gang skyld en af de "gode" i klassen!

Men når det så er sagt, så kunne jeg nok heller ikke have trukket et bedre spørgsmål, at arbejde med. Så klogskaben og dygtigheden kommer også i spil, i forhold til, at jeg havde en interesse for emnet. Så det hele har været en god blanding. Men jeg føler at jeg har fortjent det. Jeg har for en gang skyld knoklet og præsteret ud fra, nærmest, bedste evne. Og jo mere jeg synker det ind, jo mere har jeg lyst til at stræbe efter at være den flittige, gode studerende. Jeg kan jo godt!

Så hurra for mig, vælger jeg at sige. Jeg har været god.
Carpe diem!

2 kommentarer:

  1. Du har ikke bare været god, du har været helt vildt god!

    SvarSlet
  2. Tak Louise. Jeg kan stadigvæk ikke fatte, at jeg for en gang skyld fik topkarakter.

    SvarSlet