onsdag den 25. november 2015

Eksamens snak

Flere års udvikling har båret frugt og jeg kan stolt sige, at jeg er begyndt at klare eksamener, rigtig godt. Sommeren 2014 skulle jeg til min første karakter-eksamen, siden gymnasiet, og på pædagogstudiet. Hvilket jeg var enormt spændt på. Og det endte med et 10-tal og en masse ros i forhold til min refleksionsevne. Dog lige en pegefinger at sætte på, at jeg manglede noget teori.

Jeg gik også til eksamenen, med troen på, at eksaminator og censor vil mig det bedste. Så når de spurgte mig om noget, var det ikke for at ødelægge det for mig, men for at frembringe mere af den viden, de følte jeg kunne. Derfor tillod jeg mig også at spørge dem, om de kunne formulere spørgsmålet igen. Tanken: Det her er for min egen skyld, gjorde genklang i mit hoved og jeg gik derfra med en enorm lettelse og glæde over, at jeg kunne gå der fra - ikke kun med en god karakter - men med en følelse af, at have overvundet mig selv.

Den selv samme følelse blomstrede op hos mig, inde i selve eksamenslokalet, i går. Efter flere dage (siden torsdag) med eksamenslæsning, for at skabe bred viden og forståelse omkring nærmest alting og ingenting, følte jeg mig mere eller mindre rundtosset. Ja faktisk også en anelse usikker. Da jeg, efter 4½ times søvn, stod i forberedelseslokalet og trak det spørgsmål, som jeg skulle arbejde med, gik jeg helt i stå. For jeg kunne sige så mange ting - ja faktisk alting - men samtidig følte jeg, at jeg havde glemt de vigtigste ting.

Men da jeg kom ind i eksamenslokalet, hvor censor først sad alene, følte jeg mig så velkommen og det var en enormt hyggelig oplevelse. Jeg var ret usikker og nervøs i de første minutter, hvor jeg selv stod for 'fremlæggelsen'. Jeg ville nå at sige så mange ting, så hurtigt som muligt, men var også tvivl om, om jeg sagde de rigtige ting. Men da diskussions-delen begyndte, havde vi hvad jeg følte var en nem og let samtale. Lidt ligesom at snakke med min vejleder. Selvfølgelig med et vis pres. For der var jo konsekvenser ved de forkerte svar (lavere karakter). Men jeg snakkede. Jeg snakkede helt enormt meget. Men det gik. Og jeg gik ud derfra med en følelse af at have glemt at definere begreberne, glemt at sige mere end hvad jeg sagde. Ja selv nu her kan jeg komme i tanker om alle mulige ting, som jeg også kunne have sagt. Problemet er bare....

At jeg ikke kunne have gjort det meget bedre. For jeg fik sgu 12. Mit første mundtlige 12-tal, nogensinde! Og jeg kan slet ikke fatte det, selv ikke selvom jeg sidder og skriver det ned, nu her. Det er en underlig følelse. For jeg er pisse stolt af mig selv og jeg er så småt begyndt at fatte, at jeg faktisk er rigtig dygtig. Jeg er åbenbart kompetent inden for de her fag. Så med tre karaktergivende eksamener på bagen; et 10-tal, et 7-tal og et 12-tal vil jeg sige, at jeg har rykket mig flere meter, siden gymnasietiden. Og jeg er virkelig stolt af den udvikling. Jeg er for en gang skyld en af de "gode" i klassen!

Men når det så er sagt, så kunne jeg nok heller ikke have trukket et bedre spørgsmål, at arbejde med. Så klogskaben og dygtigheden kommer også i spil, i forhold til, at jeg havde en interesse for emnet. Så det hele har været en god blanding. Men jeg føler at jeg har fortjent det. Jeg har for en gang skyld knoklet og præsteret ud fra, nærmest, bedste evne. Og jo mere jeg synker det ind, jo mere har jeg lyst til at stræbe efter at være den flittige, gode studerende. Jeg kan jo godt!

Så hurra for mig, vælger jeg at sige. Jeg har været god.
Carpe diem!

tirsdag den 10. november 2015

Optursmis

Jeg er Kvinde med stort K de her dage. Eller, i hvert fald når jeg ser på mine blogindlæg. For de skifter da godt nok i humør.
Men i dag er jeg bare helt vildt glad. En ægte optursmis!
Efter en rar mandag med fitness og en god løbetur, er humøret forbedret rigtig meget i dag. Det gør virkelig noget ved mig, at få brugt min krop og også bare tanken om min krops udseende (som jeg går op i). Og det er fedt at mærke, hvor meget det også gør, for humøret, den efterfølgende dag.

Derudover var jeg også på forbesøg, på mit praktiksted, i dag. Det var simpelthen en fantastisk følelse. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med at udarbejde mine læringsmål og bruge mit hoved, i forhold til at sammensætte teori og praksis. Bare det, at indgå i den daglige praksis og komme med mine egne inputs og idéer. Jeg må fylde lige så meget  jeg vil og det vil der ikke blive set skævt til, fik jeg at vide. Så det er en fed start! Jeg er både nervøs og spændt for den kommende praktik og jeg håber, at jeg kommer til at passe ind i personalegruppen og ind i den daglige rytme. Det er altid underligt, at skulle starte et nyt sted. Men det bliver rigtig interessant og jeg krydser fingre for mig selv, i den periode.

Og apropros at krydse fingre, så skal der virkelig krydses fingre, den næste tid. For jeg har nemlig en udsigt til to jobsamtaler, hvilket også booster selvværdet. For så er det jeg reklamerer med, i forhold til mig selv, godt nok til at fange folks interesse. Så må vi bare håbe, at jeg kan følge det til dørs. Nu hvor min sidste jobsamtale ikke blev til et egentligt job. Men måske var det "held i uheld". For mavefornemmelsen ændrede sig og jeg var egentlig ikke så trist, da jeg modtog afslaget.

Så pt er bøtten vendt, hvilket virkelig også var på tide. Jeg er så glad for de mennesker jeg har omkring mig og det gælder alt, lige fra at folk er søde og sørge for, at mine sko ikke blæser væk, når der er lovet stormvejr og jeg ikke selv er hjemme, til at afværge krisen. Eller at jeg kan kysse på min kæreste, når jeg har brug for det og spise chokolade med ham, bare fordi...
Eller at jeg kan ringe til min mor i tide og utide, i forhold til mine daglige "problemer" og behov. Og at hun er super god til at vende situationen og hjælpe mig. Eller at min kære mormor kontakter mig, for at fortælle at der kommer en film i aften, som hun ved jeg gerne vil se. Det er sådanne små ting, i min hverdag, der er med til at skabe et helheds-lykke-billede, for mig. At føle sig elsket/holdt af på flere forskellige måder. Jeg er det hele evigt taknemmelig. Så når jeg er allermest trist og træt, så er det rart at vide, at (min) verden er med mig.
Også selvom, at når jeg står i situationen, så kan jeg slet ikke mærke det. Og har mest af alt lyst til at grave mig ned under min dyne og stortude, indtil der kommer nogen og reder mig. Men nu har jeg lært, at når jeg selv klarer ærterne, så får jeg det største selvværdsboost nogensinde. Og det er den følelse jeg vil forholde mig allermest til. Dog skal jeg liiiiiige have en 'person' til at fortælle mig: "Du kan godt". Og hvem den person er, er forskelligt.
Nogle gange er det en avisartikel der fortæller mig, at lykken er et valg, andre gange er det, når jeg grædende ringer til en ven / min mor / kæresten / min søster og gennem samtalen med dem, finder lyset for enden af tunnellen. Det lyder måske lige til eller total åndssvagt. Men det er sådan min virkelighed er. Og det gør mig glad at vide, at jeg har lært at gøre brug af de muligheder.

Vigtigst af alt, så er det en lettelse at have lært, at bede om hjælp. Og det har været en svær erkendelse, at jeg ikke kan alting selv. For nogle ting rækker mine egne evner eller kompetencer bare ikke til og så er det vigtigt at trække på det overskud og de evner, som andre indeholder.
Sådanne mennesker er guld værd. Og man finder ud af, at de faktisk også gerne vil hjælpe, når de kan.


Carpe Diem!

mandag den 9. november 2015

Jeg glæder mig

 Jeg glæder mig til at være færdiguddannet. Jeg glæder mig til, ikke at have en svingende indkomst og til at have mere overskud, end underskud, på kontoen. Og humøret...
Jeg glæder mig til at være færdig og "voksen". Og når jeg så endelig bliver det, så savner jeg sikkert studielivet, med de fleksible hverdage og til tider "behovet" for en sygedag. Ja jeg kommer nok til at savne studielivet helt ekstremt. For jeg har udviklet mig enormt meget og jeg nyder det samarbejde jeg til tider oplever og de mennesker, hvis synspunkter inspirerer mig helt vildt. Men økonomisk set, så glæder jeg mig til at være færdiguddannet.

For lige nu er jeg bare bitter, harm, sur og træls. Træls over ikke at være ansvarlig nok, i forhold til mine penge og bitter over, at banken er nogle røvhuller, som blærer sig med en forstående rådgiver til et ungt menneske som mig, der står i sådan en situation som jeg gør... Men så alligevel bare siger, at de ikke kan hjælpe. Og ja, det er sgu nok min egen skyld og jeg kan bare tage en tudekiks - og tage mig sammen - men jeg synes det er noget værre lort. Og jeg er virkelig bitter. 

Så nu kommer der lige det her sure opstøds indlæg og sådan er det bare.

Så nu sidder jeg herhjemme trøstespiser blue jeans og er samtidig ret glad for livet. Og for at have lært at råbe højt, når jeg har brug for hjælp, i stedet for at grave mig ned og være ked af det. Og kører i ring eller i en dyster, negativ, nedadgående spiral. Nej jeg er heldigvis blevet lidt bedre, hvis jeg altså skal rose mig selv, og det skal man altså nogle gange. Ja og så er jeg bare heldig at have nogle virkelig fantastiske mennesker omkring mig, til at gribe mig så godt de kan og til at lytte til mine frustrationer. Jeg er virkelig taknemmelig! Så det er jo den positive vinkel på hele denne her lorte situation. Men det er også okay. For alt i alt så har jeg det faktisk rigtig godt. Bortset fra at kontoen er lort og at jeg kunne grave mig ned resten af November og hele December med og ikke komme ud, før Januar blomstrende smiler til mig og siger "hej" med sine frostbidte kinder og alle januarudsalgene, som lokkende vinker mig ind i deres lune butikker, hvorefter jeg grædende må gå ud igen og erkende, at jeg faktisk ikke mangler noget. Andet end at spare op.

Ja, livet byder på mange ting og mange flere ting, i forskellige boldgader, end jeg egentlig havde forestillet mig. Og for at quote Louise: Så byder livet på mange lorte og lagkager...! Og med dette vil jeg afslutte mit sure opstød og komme videre i teksten.

Carpe Diem

fredag den 6. november 2015

Én uge

Fredag formiddag, for en uge siden, sad Hera og jeg og kiggede ud af vinduet sammen, for sidste gang i vores tilværelse sammen.

Efter nogle hektiske dage hvor krop og sind kørte i gearet "praktisk gris", gik det pludselig op for mig, at jeg ikke længere skulle putte med hende om aftenen eller falde over hende, foran køleskabet i køkkenet. Jeg skulle aldrig mere nyde hendes finde silhuet i vinduet, når hun sad og kiggede ud på 'verden' eller bliver irriteret over hendes drillerier, så som at stjæle pålægget på min rugbrødsmad eller bide i mine ledninger. Det gik pludselig op for mig, at det liv jeg har haft de sidste to år, her hvor jeg bor nu, men også de sidste tre år som katteejer, ikke vil være det samme mere.

Det har været tre rigtig dejlige, men også bekymrende år, vi har gennemgået. Med flere flytninger, en usikker økonomi og en ustabil hverdag i forhold til mine fritidsaktiviteter og familieorienterede begivenheder, føler jeg, at jeg har svigtet hende utroligt meget. Derfor var denne beslutning det bedste jeg kunne gøre, for at sikre hende noget stabilt.

Alligevel er det noget af det hårdeste jeg har gjort. Og da vi gik over til bilen med alle hendes ting, for til sidst at hente hende i transportkassen. Og da jeg sad med hende på skødet, på vej til hendes nye hjem, var det svært at holde tårerne tilbage. Vi ankom, efter cirka en halv times kørsel, til hendes nye hus med en masse rum og en fin have med fugle, som hun kan kigge på fra flere vinkler. Hun indtog huset med storm og undersøgte det hele på bedste, modige kattemanér. Hun formåede endda at vælte tørrestativet og bare glo på tøjet på gulvet, for at gå et andet sted hen og snuse videre.

 

Hun kravlede rundt blandt nogle kasser og jeg fangede lige dette billede af hende, hvor hun lige kigger frem, midt i udforskningen af hendes nye hjem. Jeg synes det var helt fantastisk at se, hvor livlig og nysgerrig hun var, på at undersøge alle kroge i huset. Og jeg kunne bare mærke, da jeg så hende, at dette var den helt rigtige beslutning, for os begge to.

Jeg blev kørt til stationen og da jeg krammede farvel med den nye ejer, begyndte vi begge to at græde og hun lovede mig, at hun nok skulle passe godt på "min" missekat. Jeg græd hele vejen hjem i toget og da jeg kom hjem til lejligheden igen, var det den underligste følelse, nogensinde, at hun ikke sad i vinduet i dørene og kiggede, da jeg kom hjem.

Jeg synes vitterligt hun er den bedste kat man nogensinde kunne ønske sig og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun kan bidrage med ny energi, underholdning og kærlighed hos den nye familie.
Og jeg er heller ikke i tvivl om, at de nye ejere vil forkæle hende til evig tid og passe og pleje hende, som en hver kat nogensinde har fortjent. Men det er virkelig hårdt, at måtte stå der og se på alt det, som jeg ikke selv kan give hende og vide, at et andet hjem og en anden familie kan gøre det bedre, end en selv.

Jeg har snakket i telefon med de nye ejere flere gange, efterfølgende og vi har snakket om Hera og jeg lægger pludselig mærke til, hvor meget jeg egentlig kender hende. Jeg har ikke tænkt over hvor meget jeg kender min kat, men når de spørger om ting eller fortæller om hendes hverdag, går det pludselig op for mig hvor meget sin egen hun er og hvor fantastisk en kat hun er. Med sin levende og energiske personlighed har hun indtaget deres hjem, som havde det altid været hendes. Jeg har modtaget billeder af hende, hvor hun ligger i sengen, som den herlige lille puttefis hun er. Det er helt underligt at se "min" kat ligge der, i "fremmede" menneskers seng og vide, at hun kommer aldrig tilbage til min seng og putter, igen. Men det er en rar følelse, at jeg må følge med på sidelinjen og se, at hun har det godt, der hvor hun er.

Og nu har jeg så sovet hjemme, for første gang, siden hun flyttede. Jeg sov rigtig uroligt og vågnede hele tiden for at se om hun lå i sengen eller undrede mig over, hvorfor jeg ikke kunne høre hende. Det var underligt at hun ikke fulgte efter mig ud på toilettet og det er mærkeligt at alle hendes ting ikke længere er her. Jeg har pludselig fået så meget plads.

Men nu er det hele ikke kun gråt og trist. For jeg tog også dette valg, for at ændre min tilværelse, så jeg ikke længere skulle have den dårlige samvittighed hængende over hovedet. Og jeg kan også mærke de positive sider af forandringen. Og jeg har besluttet mig for, at det også er okay at være glad og lettet, ved min beslutning. For ellers så skulle jeg ikke have taget den. Jeg er glad for at jeg ikke længere svigter hende, jeg er glad for at vide, at der er nogen der ser til hende, jeg er glad for, at jeg ikke skal bekymre mig, i forhold til hende, når jeg ikke er hjemme, men også i forhold til nogle af de ting jeg laver herhjemme. Og så er det en lettelse, ikke at stå alene med ansvaret om hende. Så det er med meget blandede følelser, at jeg sidder herhjemme, både glad og ked af det, ved tanken om ikke at have min skønne kat mere.

Ambivalente følelser der fylder kroppen. Glæden over at kunne åbne vinduerne helt, uden at tænke "åh nej, hun løber ud" og glæden ved at have mine ledninger fremme og ikke frygte, at hun bider dem i stykker. Men også det triste ved, ikke at have en fjollet kat til at underholde en med sine katlige krumspring eller hendes dejlige spinden og putteglade humør. Det er en underlig tid, men jeg kan mærke, inderst inde, at det er det bedste for alle parter.
Specielt når hovedet heller ikke er skruet ordentligt på - som en kammerat så fint beskrev mit tunge humør og nedtrykte sind. Jeg glæder mig til at være oven på igen og jeg glæder mig til at besøge Hera, der hvor hun bor nu, og se hende igen og se hvordan hun trives, det nye sted.

Carpe Diem