torsdag den 22. oktober 2015

En svær og smertelig beslutning

Jeg har taget en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde troede jeg skulle tage. Jeg har valgt at give Hera et nyt hjem, hvor hun forhåbentligt kan udfolde sig som den fantastiske, legesyge, energiske, søde, kælne, charmerende kattefrøken, hun nu en gang er. Jeg kan ikke rumme tanken om, at jeg ikke har en sikker fremtid eller en stabil hverdag, hverken økonomisk, boligmæssigt eller tidsmæssigt. Jeg ville aldrig give hende væk, hvis ikke det er fordi jeg mener, at det er det absolut rigtige at gøre.


 Men jeg er ulykkelig. Ulykkelig helt ind til marv og ben. Det har været en beslutning, der er blevet tænkt over i en længere periode. Med idéer til at undgå den, men i sidste ende er jeg sikker på, at det ikke kan være anderledes. Jeg har hverken pladsen eller økonomien til at varetage det (store) ansvar det er, at have en kat. Uanset hvor meget kærlighed jeg har for hende og hvor meget jeg ville undgå, at skulle give afkald på den kærlighed og på hende, så tvivler jeg ikke et sekund på, at en anden familie vil passe godt på hende.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at andre vil elske hendes sociale, imødekommende sind med energi til leg og fjollerier. Eller hendes kærlige putteri, når hun kravler helt tæt på og nærmest ind under huden på en. Og jeg vil savne hende noget så grusomt og jeg havde vitterligt ikke troet, at det var på denne måde vores forhold skulle ende. Men jeg kan heller ikke bære, at jeg ved hun ikke trives og udlever det katteliv, som hun fortjener. Hun er en kat med enormt meget energi og livsglæde, som fortjener at finde et større hjem med mennesker, der kan give hende al den opmærksomhed, som hun fortjener.

Hvilket jeg ikke er i stand til, hundrede procent, i den situation jeg står i, nu og her.

Det smerter mit hjerte og jeg ved der vil komme delte meninger omkring det her, men mest af alt så håber jeg, at folk vil forstå, at dette ikke er den rareste beslutning, men det jeg mener er den bedste. Og jeg mener, at det vigtigste jeg kan gøre for Hera, det er at give hende et godt liv. Og hvis jeg ikke kan give hende det selv, så må jeg finde nogle andre der kan varetage den rolle bedre, end jeg. Uanset hvor meget kærlighed jeg har for min allersødeste pelsklump, så kan jeg ikke tilbyde hende mere af det her eller tilbyde hende den usikre fremtid, jeg selv går i møde. For jeg ved ikke en gang hvor jeg selv skal bo, når studiet er færdigt. Og hvad hvis jeg ikke kan finde et sted, hvor husdyr må være, eller hvis jeg kommer til at få færre penge, end jeg har nu? 
Jeg synes det hele er virkelig tragisk, men samtidig føler jeg også en lettelse ved, at jeg måske snart har afsluttet den dårlige samvittighed jeg bærer rundt på, i forhold til hendes bedste.

Jeg går nogle enormt nedtrykte dage i møde og jeg glæder mig til, at jeg har sendt hende af sted, så vi kan få afsluttet dette kapitel af hendes liv. Jeg ønsker hende det bedste og det værste jeg ved er, at jeg ikke er god nok.
Jeg vil savne hende i min hverdag og det bliver enormt hårdt, ikke at skulle have hende til morgen- og aftenputning, snakke med hende, lege med hende, være irriteret og frustreret over hende, drille hende, blive drillet af hende.... Hun har været i mit liv i 3 år og selvom det måske ikke er længe, er det nok til at vi har stablet et forhold på benene. Derfor ved jeg også, at hun ikke trives, sådan som hun har det. For jeg kan mærke, at der er ting der går hende på, som jeg ikke kan gøre noget ved.

Jeg er så evigt taknemmelig for alle dem der lytter til mig i forhold til mine følelser. Jeg er taknemmelig over dem der hjælper mig, i forhold til at finde det perfekte kattehjem, til verdens bedste Heramis.

Indtil det rigtige hjem er fundet, vil jeg nyde de sidste kramme-putte-dage vi har, sammen.

4 kommentarer:

  1. Søde dame, det siger så meget om dit væsen og din kærlighed til Hera, at du vil give hende et bedre hjem. Jeg håber det bedste for jer begge.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Louise. Jeg føler mig som den værste katteejer. Det er virkelig ikke et valg jeg er stolt af eller glad ved, men jeg er sikker på, at Hera har brug for at hjem med udgang til have. Jeg har i flere år tænkt på, om hun nogensinde egnede som som indekat og jeg er blevet mere og mere sikker på, at hun er en kat der har brug for højt til loftet, at kunne klatre i træer, fange fugle, jagte insekter (måske endda mus). Og så er hun en kat der har brug for at kunne bevæge sig, nogle gange i højt gear, hvilket hun bestemt ikke kan på mine små kvadratmeter.

      Det kan godt være at folk ikke forstår, hvordan jeg kan give hende væk, når jeg holder så meget af hende, Men det er netop fordi jeg holder af hende, at jeg gør det. Jeg har ikke råd til at have hende, sådan som økonomien hænger sammen. Jeg har knap nok råd til at have mig selv. Jeg kan ikke byde hende det. Det er møg svært, men jeg ved ikke om der går 1 år eller 7 år, før jeg kan skabe de rammer, som jeg føler hun har brug for. Og det er mange år og usikre år, hvilket jeg ikke synes udgør et lykkeligt katteliv. Hun vil gennemleve en stor omvæltning i starten, men det er sgu ikke fordi jeg har tilbudt hende bedre kår. Jeg har også flyttet meget rundt, de tre år jeg har haft hende. Og jeg ved ikke om jeg kommer til at flytte 1 gang eller flere gange, efter denne lejlighed. Så hvad kan jeg egentlig tilbyde hende??

      Lige nu sidder hun og meower efter fuglene, hun kan se gennem vinduet. Det bliver rart at realisere den oplevelse for hende. Måske får jeg lov til at få et billede af hende, i aktion.

      Ja det blev en lang smøre. Men jeg har så mange tanker og følelser omkring det her. Og det er pisse hårdt, men jeg er sikker på at det er det helt rigtige. På trods af, at jeg ville ønske jeg kunne have haft hende, resten af hendes liv...

      Slet
  2. Alt mulig forståelse for din beslutning og din smerte. Tror kun man virklig kan forstå det når man selv har kat/katte som jeg også har sagt til min kæreste hvis vi nogensinde er nødt til at gå fra hinanden er han eller jeg nødt til at tage begge katte vi kan ikke skille dem ad nu de alligevel har kendt hinanden så længe... Ved du elsker Hera og kun ønsker det bedste for hende. Krydser fingre for at du finder den helt rigtige familie til din fantastiske kat.
    knus
    Anja (fra Trehøje)

    SvarSlet
  3. Nej det er virkelig svært at tage en beslutning for et dyr, som man ikke kan spørge om, hvordan det egentlig har det. Men jeg kunne bare se nogle signaler, der ligesom viste, at hun ikke var tilfreds med sin tilværelse. Og det er bestemt ikke rart at se på de signaler og vide, at du er den skyldige og den eneste der kan ændre på det. Og der var mange ting jeg gerne ville ændre på, men pt er jeg ikke i stand til det. Så derfor måtte det gå den vej. Jeg elsker Hera af hele mit hjerte og som du skriver, ja så ønsker jeg det bedste for hende. Og jeg tror at hun er kommet et sted hen, der er det helt rigtige for hende.

    Tak for din kommentar Anja og undskyld det sene svar. Jeg havde ikke set den før nu. Tak for tankerne.

    SvarSlet