torsdag den 22. oktober 2015

En svær og smertelig beslutning

Jeg har taget en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde troede jeg skulle tage. Jeg har valgt at give Hera et nyt hjem, hvor hun forhåbentligt kan udfolde sig som den fantastiske, legesyge, energiske, søde, kælne, charmerende kattefrøken, hun nu en gang er. Jeg kan ikke rumme tanken om, at jeg ikke har en sikker fremtid eller en stabil hverdag, hverken økonomisk, boligmæssigt eller tidsmæssigt. Jeg ville aldrig give hende væk, hvis ikke det er fordi jeg mener, at det er det absolut rigtige at gøre.


 Men jeg er ulykkelig. Ulykkelig helt ind til marv og ben. Det har været en beslutning, der er blevet tænkt over i en længere periode. Med idéer til at undgå den, men i sidste ende er jeg sikker på, at det ikke kan være anderledes. Jeg har hverken pladsen eller økonomien til at varetage det (store) ansvar det er, at have en kat. Uanset hvor meget kærlighed jeg har for hende og hvor meget jeg ville undgå, at skulle give afkald på den kærlighed og på hende, så tvivler jeg ikke et sekund på, at en anden familie vil passe godt på hende.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at andre vil elske hendes sociale, imødekommende sind med energi til leg og fjollerier. Eller hendes kærlige putteri, når hun kravler helt tæt på og nærmest ind under huden på en. Og jeg vil savne hende noget så grusomt og jeg havde vitterligt ikke troet, at det var på denne måde vores forhold skulle ende. Men jeg kan heller ikke bære, at jeg ved hun ikke trives og udlever det katteliv, som hun fortjener. Hun er en kat med enormt meget energi og livsglæde, som fortjener at finde et større hjem med mennesker, der kan give hende al den opmærksomhed, som hun fortjener.

Hvilket jeg ikke er i stand til, hundrede procent, i den situation jeg står i, nu og her.

Det smerter mit hjerte og jeg ved der vil komme delte meninger omkring det her, men mest af alt så håber jeg, at folk vil forstå, at dette ikke er den rareste beslutning, men det jeg mener er den bedste. Og jeg mener, at det vigtigste jeg kan gøre for Hera, det er at give hende et godt liv. Og hvis jeg ikke kan give hende det selv, så må jeg finde nogle andre der kan varetage den rolle bedre, end jeg. Uanset hvor meget kærlighed jeg har for min allersødeste pelsklump, så kan jeg ikke tilbyde hende mere af det her eller tilbyde hende den usikre fremtid, jeg selv går i møde. For jeg ved ikke en gang hvor jeg selv skal bo, når studiet er færdigt. Og hvad hvis jeg ikke kan finde et sted, hvor husdyr må være, eller hvis jeg kommer til at få færre penge, end jeg har nu? 
Jeg synes det hele er virkelig tragisk, men samtidig føler jeg også en lettelse ved, at jeg måske snart har afsluttet den dårlige samvittighed jeg bærer rundt på, i forhold til hendes bedste.

Jeg går nogle enormt nedtrykte dage i møde og jeg glæder mig til, at jeg har sendt hende af sted, så vi kan få afsluttet dette kapitel af hendes liv. Jeg ønsker hende det bedste og det værste jeg ved er, at jeg ikke er god nok.
Jeg vil savne hende i min hverdag og det bliver enormt hårdt, ikke at skulle have hende til morgen- og aftenputning, snakke med hende, lege med hende, være irriteret og frustreret over hende, drille hende, blive drillet af hende.... Hun har været i mit liv i 3 år og selvom det måske ikke er længe, er det nok til at vi har stablet et forhold på benene. Derfor ved jeg også, at hun ikke trives, sådan som hun har det. For jeg kan mærke, at der er ting der går hende på, som jeg ikke kan gøre noget ved.

Jeg er så evigt taknemmelig for alle dem der lytter til mig i forhold til mine følelser. Jeg er taknemmelig over dem der hjælper mig, i forhold til at finde det perfekte kattehjem, til verdens bedste Heramis.

Indtil det rigtige hjem er fundet, vil jeg nyde de sidste kramme-putte-dage vi har, sammen.