onsdag den 9. september 2015

Den bedste udgave af dig selv

Som pædagog bliver jeg fortalt, at vi har muligheden for at lære børnene, at blive den bedste udgave af sig selv. At vores arbejde og vigtige kompetencer er, at støtte børnene der hvor de er, men samtidig også rykke deres grænser og aflæse dem, således at de bliver den bedste udgave af sig selv - på flere tænkelige måder.

Jeg vil også gerne være den bedste udgave af mig selv. Siden jeg startede valgmodulet Natur Og Udeliv har jeg virkelig rykket grænser og afprøvet mig selv, på flere forskellige måder. Jeg overvandt delvist min frygt for højder, i en Go-High-bane på Møns Klint, jeg har holdt en fugleedderkop og i sommerferien, på en ferie med min søster og fars familie, prøvede jeg en stor (og v i l d) rutsjebane. Det på trods af, at jeg hele tiden havde sagt, at dén skulle jeg slet ikke op i. Men jeg gjorde det og efter en tur, så skulle jeg i hvert fald prøve en gang til. Så det gjorde vi!
Jeg elsker at sejre over mig selv. Jeg er et konkurrencemenneske, men ikke i samspil med andre, kun i forhold til mig selv. Dog er jeg også et menneske der søger meget anerkendelse - nok fordi jeg har det godt med at få at vide, at jeg gør det godt. Tværtimod omvendt, så har jeg det knap så godt - i situationen - når jeg får at vide, at jeg gør fejl. Men når jeg først har slugt skideballen, rettelsen eller de ris jeg nu har fået, så synes jeg selv, at jeg er god til at reflektere over det og modtage det. Især hvis det er berettiget. Og det er det for det meste...

Jeg har de sidste m a n g e måneder været ekstremt ærgerlig over, at jeg ikke kan passe de bukser, som jeg købte sidste sommer. Jeg kan slet ikke få dem over lårene. Altså jeg har taget på. Som i en del. Selvom nogen nok ikke vil tro eller synes at det var da på tide. Men jeg har faktisk haft det rigtig trist med det. Ikke fordi jeg som sådan føler mig grim, men mere fordi at jeg har tabt til tøjet i skabet. Og fordi at pengene ikke rækker til nyt tøj endnu en gang. Ja og fordi at jeg samtidig med, at jeg har taget på, også er holdt op med at løbe. Så det er hele to fiaskoer i én. Det har jeg bokset lidt med og det har påvirket selvværdet en del. Men nu er jeg begyndt at træne i fitness centeret, på sådan... Rimelig stabil basis. Hvorved at energien og humøret atter bliver godt. Jeg nyder de ømme muskler jeg får og jeg elsker hver gang jeg kan tage lidt flere kg. (Ja, ja, jeg ved godt at jeg liiige er begyndt igen, men det føles nu virkelig lækkert alligevel!)
Og i dag har jeg været ude på min første løbetur i flere måneder. Så jeg er totalt oven på lige nu og helt høj ved tanken om, at jeg løb for at løbe. Jeg lod hovedets mange tanker flyde rundt og få frit spil, i mens jeg løb med solnedgangen. Det føltes fantastisk og det var lige det, som min stressede hjerne og trætte krop havde brug for.

Så jeg blev enig med mig selv om, at den bedste udgave af mig selv ikke nødvendigvis kommer, med mange kilometer på benene eller med stramme jeans, men når jeg får taget mig sammen til at løbe, fordi min krop bliver glad og fordi tankerne får frit spil. Især de dårlige. Jeg føler, at når jeg har en god dag på løbeturen, så kan alt andet være lige meget. Og det er ikke vigtigt om jeg løber tre eller ti kilometer, men bare det at jeg kommer af sted og får koblet af. Det er det vigtige. For så kan jeg se mig selv i øjnene senere og min hjerne bliver lige så glad, som min krop. Jeg har brug for at have det fantastisk med mig selv igen og det får jeg, når jeg bruger min krop.
For når jeg er glad for mig selv og magter mig selv, så kan jeg også nemmere være der for dem jeg holder af. I den seneste tid har jeg faktisk svigtet nogle nære venner og det er også en fiasko for mig. For jeg nyder ikke at sige fra eller ikke at kunne være der for dem. Men mit overskud har været i bund. Men nu er det som om det vender igen.
Jeg er helt og aldeles klar over, at løbeturene er gode for mig, på mange måder, men problemet er nogle gange bare, hvordan jeg skal komme i gang. Specielt når humøret passer bedre med at begrave sig under dyner og gemme mig. Endvidere påvirkes mit humør også enormt meget af vejret og i dag var det solskin. Men hvad med når det bliver mørkere og k o l d e r e. Går jeg så helt i stå igen, med løberiet? Jeg håber det ikke...

Nå, men da jeg efter sommerferien og i begyndelsen af dette modul fandt ud af, at de mørke tanker var kommet lidt tilbage og at overskud, energi, glæde osv., var røget langt tilbage i baghovedet, frygtede jeg en masse ting. Jeg frygtede at skubbe folk omkring mig, langt - eller længere - væk. Jeg frygtede at jeg ville ryge ned i et hul, hvis jeg ikke stoppede op og mærkede efter og jeg frygtede, at jeg ikke var god nok. En masse dumme tanker. Samtidig med at jeg kiggede ind i klædeskabet på de jeans, som jeg ikke længere kan få over lårene. En masse nedbrydende tanker, som jeg ikke kommer nogle vegne med. Men nu er bøtten endnu engang vendt og det er virkelig rart at finde ud af, at jeg kan helt selv. Uden medicin eller psykologhjælp. Hvor længe det holder af gangen, det ved jeg ikke, men endnu en succes er i hus og det er dem jeg lever højt på.

Så den bedste udgave af mig selv, er den hvor jeg er smilende og glade mig, der kan komme op om morgenen, holde af og om andre og være glad for livet.
Men små skridt ad gangen, bliver jeg nødt til at gentage for mig selv. Det er til tider svært at erkende, at man er rimelig skrøbelig og nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke var så møg hamrende sensitiv, men det er jeg og jeg skal lære at elske, at jeg ikke er en hård skal.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar