onsdag den 9. september 2015

Den bedste udgave af dig selv

Som pædagog bliver jeg fortalt, at vi har muligheden for at lære børnene, at blive den bedste udgave af sig selv. At vores arbejde og vigtige kompetencer er, at støtte børnene der hvor de er, men samtidig også rykke deres grænser og aflæse dem, således at de bliver den bedste udgave af sig selv - på flere tænkelige måder.

Jeg vil også gerne være den bedste udgave af mig selv. Siden jeg startede valgmodulet Natur Og Udeliv har jeg virkelig rykket grænser og afprøvet mig selv, på flere forskellige måder. Jeg overvandt delvist min frygt for højder, i en Go-High-bane på Møns Klint, jeg har holdt en fugleedderkop og i sommerferien, på en ferie med min søster og fars familie, prøvede jeg en stor (og v i l d) rutsjebane. Det på trods af, at jeg hele tiden havde sagt, at dén skulle jeg slet ikke op i. Men jeg gjorde det og efter en tur, så skulle jeg i hvert fald prøve en gang til. Så det gjorde vi!
Jeg elsker at sejre over mig selv. Jeg er et konkurrencemenneske, men ikke i samspil med andre, kun i forhold til mig selv. Dog er jeg også et menneske der søger meget anerkendelse - nok fordi jeg har det godt med at få at vide, at jeg gør det godt. Tværtimod omvendt, så har jeg det knap så godt - i situationen - når jeg får at vide, at jeg gør fejl. Men når jeg først har slugt skideballen, rettelsen eller de ris jeg nu har fået, så synes jeg selv, at jeg er god til at reflektere over det og modtage det. Især hvis det er berettiget. Og det er det for det meste...

Jeg har de sidste m a n g e måneder været ekstremt ærgerlig over, at jeg ikke kan passe de bukser, som jeg købte sidste sommer. Jeg kan slet ikke få dem over lårene. Altså jeg har taget på. Som i en del. Selvom nogen nok ikke vil tro eller synes at det var da på tide. Men jeg har faktisk haft det rigtig trist med det. Ikke fordi jeg som sådan føler mig grim, men mere fordi at jeg har tabt til tøjet i skabet. Og fordi at pengene ikke rækker til nyt tøj endnu en gang. Ja og fordi at jeg samtidig med, at jeg har taget på, også er holdt op med at løbe. Så det er hele to fiaskoer i én. Det har jeg bokset lidt med og det har påvirket selvværdet en del. Men nu er jeg begyndt at træne i fitness centeret, på sådan... Rimelig stabil basis. Hvorved at energien og humøret atter bliver godt. Jeg nyder de ømme muskler jeg får og jeg elsker hver gang jeg kan tage lidt flere kg. (Ja, ja, jeg ved godt at jeg liiige er begyndt igen, men det føles nu virkelig lækkert alligevel!)
Og i dag har jeg været ude på min første løbetur i flere måneder. Så jeg er totalt oven på lige nu og helt høj ved tanken om, at jeg løb for at løbe. Jeg lod hovedets mange tanker flyde rundt og få frit spil, i mens jeg løb med solnedgangen. Det føltes fantastisk og det var lige det, som min stressede hjerne og trætte krop havde brug for.

Så jeg blev enig med mig selv om, at den bedste udgave af mig selv ikke nødvendigvis kommer, med mange kilometer på benene eller med stramme jeans, men når jeg får taget mig sammen til at løbe, fordi min krop bliver glad og fordi tankerne får frit spil. Især de dårlige. Jeg føler, at når jeg har en god dag på løbeturen, så kan alt andet være lige meget. Og det er ikke vigtigt om jeg løber tre eller ti kilometer, men bare det at jeg kommer af sted og får koblet af. Det er det vigtige. For så kan jeg se mig selv i øjnene senere og min hjerne bliver lige så glad, som min krop. Jeg har brug for at have det fantastisk med mig selv igen og det får jeg, når jeg bruger min krop.
For når jeg er glad for mig selv og magter mig selv, så kan jeg også nemmere være der for dem jeg holder af. I den seneste tid har jeg faktisk svigtet nogle nære venner og det er også en fiasko for mig. For jeg nyder ikke at sige fra eller ikke at kunne være der for dem. Men mit overskud har været i bund. Men nu er det som om det vender igen.
Jeg er helt og aldeles klar over, at løbeturene er gode for mig, på mange måder, men problemet er nogle gange bare, hvordan jeg skal komme i gang. Specielt når humøret passer bedre med at begrave sig under dyner og gemme mig. Endvidere påvirkes mit humør også enormt meget af vejret og i dag var det solskin. Men hvad med når det bliver mørkere og k o l d e r e. Går jeg så helt i stå igen, med løberiet? Jeg håber det ikke...

Nå, men da jeg efter sommerferien og i begyndelsen af dette modul fandt ud af, at de mørke tanker var kommet lidt tilbage og at overskud, energi, glæde osv., var røget langt tilbage i baghovedet, frygtede jeg en masse ting. Jeg frygtede at skubbe folk omkring mig, langt - eller længere - væk. Jeg frygtede at jeg ville ryge ned i et hul, hvis jeg ikke stoppede op og mærkede efter og jeg frygtede, at jeg ikke var god nok. En masse dumme tanker. Samtidig med at jeg kiggede ind i klædeskabet på de jeans, som jeg ikke længere kan få over lårene. En masse nedbrydende tanker, som jeg ikke kommer nogle vegne med. Men nu er bøtten endnu engang vendt og det er virkelig rart at finde ud af, at jeg kan helt selv. Uden medicin eller psykologhjælp. Hvor længe det holder af gangen, det ved jeg ikke, men endnu en succes er i hus og det er dem jeg lever højt på.

Så den bedste udgave af mig selv, er den hvor jeg er smilende og glade mig, der kan komme op om morgenen, holde af og om andre og være glad for livet.
Men små skridt ad gangen, bliver jeg nødt til at gentage for mig selv. Det er til tider svært at erkende, at man er rimelig skrøbelig og nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke var så møg hamrende sensitiv, men det er jeg og jeg skal lære at elske, at jeg ikke er en hård skal.

tirsdag den 1. september 2015

Én måned

... fyldt med en enorm lettelse og ægte glæde.


Det er nemlig så længe, at vi har været officielle! Efter længere tid med at holde det hemmeligt - eller i hvert fald gøre et forsøg - og finde ud af "rigtigt" og "forkert" i vores liv, er det endelig kommet ud til folket. I morgen har vi vores første kærestedag, hvilket vi har valgt skal fejres med tosomhed og kæresteting, såsom at tage ud og spise og nyde god mad og fantastisk selskab (altså hinandens).

Jeg glæder mig helt vildt! Faktisk overdrevet meget. For det er fantastisk at kunne råbe højt om sine følelser og være ærlig om sig selv og sit liv.
Jeg frygtede virkelig, at det aldrig blev til noget, og at alt det jeg var bange for, ville sætte en stopper for "os". Men vi tog springet og nu står vi her, som et rigtigt kærestepar.

Jeg har i en længere periode opgivet alt håb om mit "drømme forhold". At det aldrig kunne blive til virkelighed. Men nu står jeg her og er kæreste med en fyr, som jeg virkelig har det godt sammen med. På den der nyforelskede-tryghedsskabende-glædesgivende-barnlige-fjollefyldte-voksenagtige måde. Hvor jeg, samtidig med at jeg er kæreste, også får lov til at være MIG. På min helt egen Misse-agtige måde, hvor jeg kan skabe mig som den barnlige person jeg nu engang er. Jeg kan ændre hår i tide og utide, jeg kan gå i det helt forkerte tøj, snakke om prutter og babyer, som det passer mig og ja, bare være Misse på ægte og ærlig vis.

Jeg lærte ham at kende, for 2,5 år siden. Dengang havde jeg aldrig troet, at vi på nogen måde ville blive så gode venner, som vi er blevet. Gennem fællesskab, venskab og studie kom vi tættere på hinanden og blev faktisk en slags bedste venner, der var der for hinanden når livet var på tværs, tog ud og spiste, festede igennen, tog til koncerter, havde samme interesser og i det hele taget bare var meget sammen, som rigtig gode venner nu engang er.
Ja, faktisk var vi ikke rigtig klar over hvad hinanden følte (for hinanden). Udover venskabets positive energier. Og pludselig skete der et eller andet, som åbenbart fik os tættere sammen og sandheder kom på bordet, hvorved ærligheden overfor mig selv også blev tydeligere. Efter en masse bøvl og usikkerhed, efterfulgt af frygten for at miste det nyopståede, kan vi nu kysse på hinanden, som et ægte kærester. Hvilket jeg er ovenud himmelhøj over!

Tænk engang at have mødt en personlighed, som man har det så godt sammen med, som jeg har det med ham. At kunne skråle løs til Shu Bi Dua eller disney-musik, danse løs hele natten lang, drikke os i hegnet UDEN at blive uvenner, læse lektier og reflektere over studiet, spille computer sammen, men hver for sig, se film i massevis, være helt vildt barnlige, lave mad sammen og opleve nye retter.... Jeg kan sige de allermest forkerte ting og stadigvæk føle mig helt rigtig, bare fordi det er sådan han får mig til at føle!
Jeg kan ægte og ærligt være lige præcis den JEG har lyst til at være og stadigvæk føle mig holdt af. Og selvom det måske lyder som en selvfølge, så vil jeg bare lige sige, at i visse tilfælde er det bare ikke sådan! Jeg føler mig legende let om hjertet med rødmende kinder og en kæmpe lille-pige-forelskelse. Det er skønt og jeg fortryder intet, når jeg nu mærker for fantastisk alting er.

Jeg niver mig stadigvæk i armen, fordi det hele stadigvæk er så nyt og uvirkeligt. Vi må godt - måske ikke for alle - men vi har givet os selv lov og det er det vigtigste. Og det er bare så rart at være sammen med en, der magter mig for den jeg er og holder af mig, selv med morgenhår og mascara i hele ansigtet.
Jeg er ægte glad hele vejen fra hjertekuglen og ud i kroppen.