søndag den 19. juli 2015

Ægte glad


Storsmilende indefra og ud. Sådan har jeg det virkelig fortiden og dette er takket være de mennesker jeg omgås. For et år siden vidste jeg ikke, at det var muligt at have det sådan her, men jeg føler mig bare så levende og glad. Jeg føler mig velkommen i mit eget hjem og jeg føler mig som mig selv, og det er sådan her jeg vil have det! Så på trods af kuller og distræthed, så har jeg det virkelig godt.

Jeg har haft den skønneste weekend, omringet af utroligt søde og imødekommende mennesker. Fredag var jeg til fest med mennesker jeg ikke rigtig kender, men blev budt velkommen på bedste vis og jeg hyggede mig gevaldigt! Jeg tog af sted med en god ven og fyren der får mig til at føle mig let og levende, hvilket slet ikke er en dårlig kombination. Jeg lå først hjemme i min seng klokken 07 lørdag morgen, men det var det hele værd. Også selvom jeg vågnede op få timer senere og følte, at hele mit liv var ødelagt og tænkte "jeg gør det aldrig igen", som er en gentagelse, hver gang kroppen har det ringe. Men efter en tur med hovedspring mod kummen, var kroppen parat til at sove videre. Senere om lørdagen drog vi mod København, atter en gang. Til søde menneskers spisedate, i Nordvest. Her blev der fyldt rødvin i glassene og nusset med verdens smukkeste baby, der får æggestokkene til at skrige af iver for, at lave min egen. Det er utroligt hvad andres nuttede yngel kan gøre, men hende her har simpelthen så meget charme, samt de skønneste øjne, så jeg kan ikke modstå hende. Og når hun smiler til mig, så går der en eller anden underlig følelse igennem kroppen på og jeg bliver blød i knæene. Jeg er virkelig skruk. Men heller ikke mere, end at jeg nyder det barnefri liv og at kunne vende tilbage til min egen lejlighed, hvor jeg kan være enlig kattekvinde til min kattebaby.

Jeg nyder mere og mere tilværelsen, i takt med at ting er kommet op til overfladen og at jeg ikke skal spekulere over hverdagen eller de ting der er i den. Som tiden går slapper jeg mere og mere af og det føles alt sammen så rigtigt og godt.
I morgen starter atter en dag i børnehaven og jeg ser frem til at passe på de søde børn, deltage i deres lege, støtte deres lege, men også lære af dem og blive væltet om kuld af deres fantastiske idéer og gå-på-mod. Det er fedt at være tilbage, uden at skulle være der som praktikant, men faktisk føle sig som en pædagog!

Livet er ikke det værste og fortiden så kan jeg virkelig mærke pulsen. Jeg er ægte glad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar