tirsdag den 7. april 2015

4. April


Google knew what was up og det var faktisk rigtig sjovt at se google-søgemaskinen skrive "Tillykke Michelle!" til mig. Hele dagen var en underlig dag. Jeg vågnede hjemme, alene, hvilket jeg ikke er så vant til, på min fødselsdag. Men det var nu ret hyggeligt at starte dagen i mit eget tempo.
I det hele taget var det en fødselsdag med blandede følelser.
Men noget af det bedste var, at jeg blev ringet op af en fantastisk studieveninde, hvis far gav en suveræn elguitar-fødselsdagssang-solo og de råbte "tillykke!". Så stod jeg der i solskinsvejret med tårer i øjnene og blev så glad! Kombineret med hindbærsnitte + min brummende kat, var det egentlig en ret perfekt start på mit 24. forår.
Senere susede jeg mod Ringsted for at spise fødselsdagsfrokost i selskab med min mor, stedfar og søster - og her kom min stedbror også forbi. Det var hyggeligt og super dejligt at være omringet af den nærmeste familie, på sin fødselsdag og lige have lidt fødselsdags-fornemmelse for sig selv. Her fik jeg også lidt gaver - en masse nyt og lækkert tøj! (Blandt andet jakken jeg havde på, senere på aftenen).
For om aftenen skulle det ikke længere (kun) handle om mig. Min farfar (som også har fødselsdag den 4. April) holdt kæmpe 80 års fødselsdag og jeg er m e g e t imponeret over, hvordan de ældre kan svinge så vildt med hofterne!



Men her er jeg så. 24 år gammel og det eneste jeg ønsker mig, er en Roskilde Festival billet.
Voksen? Nej tak, ikke helt (endnu).
Jeg ser frem til endnu en sommer blandt dejlige medmennesker der gør livet værd at leve. Og jeg er glad for min familie, der altid forstår mig, selv når jeg er dum og træls. Min søde  lillesøster der stopper op, giver mig en krammer og sætter Bamses Fødselsdagssang på, i stedet for at sige, at jeg er en klaphat, når jeg bliver mut midt i make-up-og-tøj-krisen. Jeg elsker hende (og resten af familien) for at forstå, at jeg til tider er kompliceret og sensitiv, og jeg er glad for den måde de tackler mig på!

Så på trods af en lidt ambivalent fødselsdag, så sidder jeg nu tilbage med en kæmpe glædes-følelse, for jeg har de bedste venner og den dejligste familie, der er guld værd.

Så hurra for mit 24. forår - det er spændende at blive ældre og lige nu kan jeg ikke rigtig se længere frem end i nuet og det er egentlig en ret lækker følelse, ikke at stræbe efter fremtiden men at leve i nuet. På det punkt er jeg blevet lidt voksen.

Carpe Diem!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar