mandag den 7. december 2015

December er gået i gang

Og det er atter en tid med blandede følelser.
Af glæde, nysgerrighed, nervøsitet, sorg, smerte, spænding og et lille drys julestemning. For når ret skal være ret, så er jeg faktisk slet ikke i julestemning, i år.
Jeg har ikke hørt en eneste julesang og ej heller set et eneste afsnit julekalender. Det føles en smule fladt.

Den 1. december påbegyndte jeg den første dag, af det næste halve år, af mit liv. Min tredje og sidste praktik er startet og indtil videre synes jeg rigtig godt om stedet. Jeg er atter en gang kommet i vuggestue og det passer mig faktisk rigtig fint, men jeg var lidt ærgerlig, i begyndelsen, da jeg ikke har prøvet at være i børnehave. Og fordi der er en kæmpe forskel på førskole børnene og så de helt yngste vuggestuebørn. Men jeg har nogle super rare kollegaer, der gerne vil vise mig hvordan dagligdagen hænger sammen, hvilke børn jeg arbejder med og så videre. Jeg føler mig meget velkommen og folk gør en dyd af at sige hej til hinanden, når man møder ind om morgenen eller ser hinanden i løbet af dagen. Det føles super godt og jeg kan godt lide det arbejdsmiljø.

Men december byder også på andre følelser. For i år er det (allerede) 3 år siden, at min kære morbror gik bort. Og i år føles det anderledes, end sidste år. Det er som om, at jeg er meget mere følsom omkring det og han popper op i mine tanker, på en helt anden måde, end for bare et år siden. Jeg troede faktisk ikke, at det ville blive "værre", men i år er det som om han virkelig mangler.
Jeg snakkede med min mor om det, i telefonen, og hun har det på samme måde. Hun mener, at det er fordi det så småt begynder at gå op for en, at han ikke kommer tilbage. Hvilket smerter og brænder ualmindeligt meget i mit hjerte. Og det er som om, at jeg virkelig kan huske alle minderne, meget mere tydeligt, end for blot et år siden. Som om afstanden gør, at man får et større blik på, hvilken tom plads der er kommet, i familien. Og det gør ondt.

Så endnu en gang er december fyldt med alt muligt blandet, i hvert fald på følelses- og oplevelsesfronten. Jeg er sikker på, at det nok skal blive en god julemåned med alt hvad den indeholder. Og jeg er så heldig, at jeg har en fantastisk familie som lytter til mig og støtter mig, hele vejen igennem. En sød mor der snakker med mig når følelserne flyder over og dejlige sparringspartnere, i form af studiekammerater (og kæreste). Jeg er sørme en heldig en!
Derudover bliver dette halve år en kæmpe oplevelse og udvikling, for mit vedkommende, som jeg glæder mig til at gennemleve og udvikle mig selv, igennem. Det bliver super spændende og med garanti også hårdt, i forhold til at det pædagogiske arbejde også er et personligt felt. Men jeg kan lide den følelse jeg får, når jeg gennemfører og dermed kan evaluere og reflektere over egen praksis og se den person, jeg ender ud med at blive.

Carpe Diem!

onsdag den 25. november 2015

Eksamens snak

Flere års udvikling har båret frugt og jeg kan stolt sige, at jeg er begyndt at klare eksamener, rigtig godt. Sommeren 2014 skulle jeg til min første karakter-eksamen, siden gymnasiet, og på pædagogstudiet. Hvilket jeg var enormt spændt på. Og det endte med et 10-tal og en masse ros i forhold til min refleksionsevne. Dog lige en pegefinger at sætte på, at jeg manglede noget teori.

Jeg gik også til eksamenen, med troen på, at eksaminator og censor vil mig det bedste. Så når de spurgte mig om noget, var det ikke for at ødelægge det for mig, men for at frembringe mere af den viden, de følte jeg kunne. Derfor tillod jeg mig også at spørge dem, om de kunne formulere spørgsmålet igen. Tanken: Det her er for min egen skyld, gjorde genklang i mit hoved og jeg gik derfra med en enorm lettelse og glæde over, at jeg kunne gå der fra - ikke kun med en god karakter - men med en følelse af, at have overvundet mig selv.

Den selv samme følelse blomstrede op hos mig, inde i selve eksamenslokalet, i går. Efter flere dage (siden torsdag) med eksamenslæsning, for at skabe bred viden og forståelse omkring nærmest alting og ingenting, følte jeg mig mere eller mindre rundtosset. Ja faktisk også en anelse usikker. Da jeg, efter 4½ times søvn, stod i forberedelseslokalet og trak det spørgsmål, som jeg skulle arbejde med, gik jeg helt i stå. For jeg kunne sige så mange ting - ja faktisk alting - men samtidig følte jeg, at jeg havde glemt de vigtigste ting.

Men da jeg kom ind i eksamenslokalet, hvor censor først sad alene, følte jeg mig så velkommen og det var en enormt hyggelig oplevelse. Jeg var ret usikker og nervøs i de første minutter, hvor jeg selv stod for 'fremlæggelsen'. Jeg ville nå at sige så mange ting, så hurtigt som muligt, men var også tvivl om, om jeg sagde de rigtige ting. Men da diskussions-delen begyndte, havde vi hvad jeg følte var en nem og let samtale. Lidt ligesom at snakke med min vejleder. Selvfølgelig med et vis pres. For der var jo konsekvenser ved de forkerte svar (lavere karakter). Men jeg snakkede. Jeg snakkede helt enormt meget. Men det gik. Og jeg gik ud derfra med en følelse af at have glemt at definere begreberne, glemt at sige mere end hvad jeg sagde. Ja selv nu her kan jeg komme i tanker om alle mulige ting, som jeg også kunne have sagt. Problemet er bare....

At jeg ikke kunne have gjort det meget bedre. For jeg fik sgu 12. Mit første mundtlige 12-tal, nogensinde! Og jeg kan slet ikke fatte det, selv ikke selvom jeg sidder og skriver det ned, nu her. Det er en underlig følelse. For jeg er pisse stolt af mig selv og jeg er så småt begyndt at fatte, at jeg faktisk er rigtig dygtig. Jeg er åbenbart kompetent inden for de her fag. Så med tre karaktergivende eksamener på bagen; et 10-tal, et 7-tal og et 12-tal vil jeg sige, at jeg har rykket mig flere meter, siden gymnasietiden. Og jeg er virkelig stolt af den udvikling. Jeg er for en gang skyld en af de "gode" i klassen!

Men når det så er sagt, så kunne jeg nok heller ikke have trukket et bedre spørgsmål, at arbejde med. Så klogskaben og dygtigheden kommer også i spil, i forhold til, at jeg havde en interesse for emnet. Så det hele har været en god blanding. Men jeg føler at jeg har fortjent det. Jeg har for en gang skyld knoklet og præsteret ud fra, nærmest, bedste evne. Og jo mere jeg synker det ind, jo mere har jeg lyst til at stræbe efter at være den flittige, gode studerende. Jeg kan jo godt!

Så hurra for mig, vælger jeg at sige. Jeg har været god.
Carpe diem!

tirsdag den 10. november 2015

Optursmis

Jeg er Kvinde med stort K de her dage. Eller, i hvert fald når jeg ser på mine blogindlæg. For de skifter da godt nok i humør.
Men i dag er jeg bare helt vildt glad. En ægte optursmis!
Efter en rar mandag med fitness og en god løbetur, er humøret forbedret rigtig meget i dag. Det gør virkelig noget ved mig, at få brugt min krop og også bare tanken om min krops udseende (som jeg går op i). Og det er fedt at mærke, hvor meget det også gør, for humøret, den efterfølgende dag.

Derudover var jeg også på forbesøg, på mit praktiksted, i dag. Det var simpelthen en fantastisk følelse. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med at udarbejde mine læringsmål og bruge mit hoved, i forhold til at sammensætte teori og praksis. Bare det, at indgå i den daglige praksis og komme med mine egne inputs og idéer. Jeg må fylde lige så meget  jeg vil og det vil der ikke blive set skævt til, fik jeg at vide. Så det er en fed start! Jeg er både nervøs og spændt for den kommende praktik og jeg håber, at jeg kommer til at passe ind i personalegruppen og ind i den daglige rytme. Det er altid underligt, at skulle starte et nyt sted. Men det bliver rigtig interessant og jeg krydser fingre for mig selv, i den periode.

Og apropros at krydse fingre, så skal der virkelig krydses fingre, den næste tid. For jeg har nemlig en udsigt til to jobsamtaler, hvilket også booster selvværdet. For så er det jeg reklamerer med, i forhold til mig selv, godt nok til at fange folks interesse. Så må vi bare håbe, at jeg kan følge det til dørs. Nu hvor min sidste jobsamtale ikke blev til et egentligt job. Men måske var det "held i uheld". For mavefornemmelsen ændrede sig og jeg var egentlig ikke så trist, da jeg modtog afslaget.

Så pt er bøtten vendt, hvilket virkelig også var på tide. Jeg er så glad for de mennesker jeg har omkring mig og det gælder alt, lige fra at folk er søde og sørge for, at mine sko ikke blæser væk, når der er lovet stormvejr og jeg ikke selv er hjemme, til at afværge krisen. Eller at jeg kan kysse på min kæreste, når jeg har brug for det og spise chokolade med ham, bare fordi...
Eller at jeg kan ringe til min mor i tide og utide, i forhold til mine daglige "problemer" og behov. Og at hun er super god til at vende situationen og hjælpe mig. Eller at min kære mormor kontakter mig, for at fortælle at der kommer en film i aften, som hun ved jeg gerne vil se. Det er sådanne små ting, i min hverdag, der er med til at skabe et helheds-lykke-billede, for mig. At føle sig elsket/holdt af på flere forskellige måder. Jeg er det hele evigt taknemmelig. Så når jeg er allermest trist og træt, så er det rart at vide, at (min) verden er med mig.
Også selvom, at når jeg står i situationen, så kan jeg slet ikke mærke det. Og har mest af alt lyst til at grave mig ned under min dyne og stortude, indtil der kommer nogen og reder mig. Men nu har jeg lært, at når jeg selv klarer ærterne, så får jeg det største selvværdsboost nogensinde. Og det er den følelse jeg vil forholde mig allermest til. Dog skal jeg liiiiiige have en 'person' til at fortælle mig: "Du kan godt". Og hvem den person er, er forskelligt.
Nogle gange er det en avisartikel der fortæller mig, at lykken er et valg, andre gange er det, når jeg grædende ringer til en ven / min mor / kæresten / min søster og gennem samtalen med dem, finder lyset for enden af tunnellen. Det lyder måske lige til eller total åndssvagt. Men det er sådan min virkelighed er. Og det gør mig glad at vide, at jeg har lært at gøre brug af de muligheder.

Vigtigst af alt, så er det en lettelse at have lært, at bede om hjælp. Og det har været en svær erkendelse, at jeg ikke kan alting selv. For nogle ting rækker mine egne evner eller kompetencer bare ikke til og så er det vigtigt at trække på det overskud og de evner, som andre indeholder.
Sådanne mennesker er guld værd. Og man finder ud af, at de faktisk også gerne vil hjælpe, når de kan.


Carpe Diem!

mandag den 9. november 2015

Jeg glæder mig

 Jeg glæder mig til at være færdiguddannet. Jeg glæder mig til, ikke at have en svingende indkomst og til at have mere overskud, end underskud, på kontoen. Og humøret...
Jeg glæder mig til at være færdig og "voksen". Og når jeg så endelig bliver det, så savner jeg sikkert studielivet, med de fleksible hverdage og til tider "behovet" for en sygedag. Ja jeg kommer nok til at savne studielivet helt ekstremt. For jeg har udviklet mig enormt meget og jeg nyder det samarbejde jeg til tider oplever og de mennesker, hvis synspunkter inspirerer mig helt vildt. Men økonomisk set, så glæder jeg mig til at være færdiguddannet.

For lige nu er jeg bare bitter, harm, sur og træls. Træls over ikke at være ansvarlig nok, i forhold til mine penge og bitter over, at banken er nogle røvhuller, som blærer sig med en forstående rådgiver til et ungt menneske som mig, der står i sådan en situation som jeg gør... Men så alligevel bare siger, at de ikke kan hjælpe. Og ja, det er sgu nok min egen skyld og jeg kan bare tage en tudekiks - og tage mig sammen - men jeg synes det er noget værre lort. Og jeg er virkelig bitter. 

Så nu kommer der lige det her sure opstøds indlæg og sådan er det bare.

Så nu sidder jeg herhjemme trøstespiser blue jeans og er samtidig ret glad for livet. Og for at have lært at råbe højt, når jeg har brug for hjælp, i stedet for at grave mig ned og være ked af det. Og kører i ring eller i en dyster, negativ, nedadgående spiral. Nej jeg er heldigvis blevet lidt bedre, hvis jeg altså skal rose mig selv, og det skal man altså nogle gange. Ja og så er jeg bare heldig at have nogle virkelig fantastiske mennesker omkring mig, til at gribe mig så godt de kan og til at lytte til mine frustrationer. Jeg er virkelig taknemmelig! Så det er jo den positive vinkel på hele denne her lorte situation. Men det er også okay. For alt i alt så har jeg det faktisk rigtig godt. Bortset fra at kontoen er lort og at jeg kunne grave mig ned resten af November og hele December med og ikke komme ud, før Januar blomstrende smiler til mig og siger "hej" med sine frostbidte kinder og alle januarudsalgene, som lokkende vinker mig ind i deres lune butikker, hvorefter jeg grædende må gå ud igen og erkende, at jeg faktisk ikke mangler noget. Andet end at spare op.

Ja, livet byder på mange ting og mange flere ting, i forskellige boldgader, end jeg egentlig havde forestillet mig. Og for at quote Louise: Så byder livet på mange lorte og lagkager...! Og med dette vil jeg afslutte mit sure opstød og komme videre i teksten.

Carpe Diem

fredag den 6. november 2015

Én uge

Fredag formiddag, for en uge siden, sad Hera og jeg og kiggede ud af vinduet sammen, for sidste gang i vores tilværelse sammen.

Efter nogle hektiske dage hvor krop og sind kørte i gearet "praktisk gris", gik det pludselig op for mig, at jeg ikke længere skulle putte med hende om aftenen eller falde over hende, foran køleskabet i køkkenet. Jeg skulle aldrig mere nyde hendes finde silhuet i vinduet, når hun sad og kiggede ud på 'verden' eller bliver irriteret over hendes drillerier, så som at stjæle pålægget på min rugbrødsmad eller bide i mine ledninger. Det gik pludselig op for mig, at det liv jeg har haft de sidste to år, her hvor jeg bor nu, men også de sidste tre år som katteejer, ikke vil være det samme mere.

Det har været tre rigtig dejlige, men også bekymrende år, vi har gennemgået. Med flere flytninger, en usikker økonomi og en ustabil hverdag i forhold til mine fritidsaktiviteter og familieorienterede begivenheder, føler jeg, at jeg har svigtet hende utroligt meget. Derfor var denne beslutning det bedste jeg kunne gøre, for at sikre hende noget stabilt.

Alligevel er det noget af det hårdeste jeg har gjort. Og da vi gik over til bilen med alle hendes ting, for til sidst at hente hende i transportkassen. Og da jeg sad med hende på skødet, på vej til hendes nye hjem, var det svært at holde tårerne tilbage. Vi ankom, efter cirka en halv times kørsel, til hendes nye hus med en masse rum og en fin have med fugle, som hun kan kigge på fra flere vinkler. Hun indtog huset med storm og undersøgte det hele på bedste, modige kattemanér. Hun formåede endda at vælte tørrestativet og bare glo på tøjet på gulvet, for at gå et andet sted hen og snuse videre.

 

Hun kravlede rundt blandt nogle kasser og jeg fangede lige dette billede af hende, hvor hun lige kigger frem, midt i udforskningen af hendes nye hjem. Jeg synes det var helt fantastisk at se, hvor livlig og nysgerrig hun var, på at undersøge alle kroge i huset. Og jeg kunne bare mærke, da jeg så hende, at dette var den helt rigtige beslutning, for os begge to.

Jeg blev kørt til stationen og da jeg krammede farvel med den nye ejer, begyndte vi begge to at græde og hun lovede mig, at hun nok skulle passe godt på "min" missekat. Jeg græd hele vejen hjem i toget og da jeg kom hjem til lejligheden igen, var det den underligste følelse, nogensinde, at hun ikke sad i vinduet i dørene og kiggede, da jeg kom hjem.

Jeg synes vitterligt hun er den bedste kat man nogensinde kunne ønske sig og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun kan bidrage med ny energi, underholdning og kærlighed hos den nye familie.
Og jeg er heller ikke i tvivl om, at de nye ejere vil forkæle hende til evig tid og passe og pleje hende, som en hver kat nogensinde har fortjent. Men det er virkelig hårdt, at måtte stå der og se på alt det, som jeg ikke selv kan give hende og vide, at et andet hjem og en anden familie kan gøre det bedre, end en selv.

Jeg har snakket i telefon med de nye ejere flere gange, efterfølgende og vi har snakket om Hera og jeg lægger pludselig mærke til, hvor meget jeg egentlig kender hende. Jeg har ikke tænkt over hvor meget jeg kender min kat, men når de spørger om ting eller fortæller om hendes hverdag, går det pludselig op for mig hvor meget sin egen hun er og hvor fantastisk en kat hun er. Med sin levende og energiske personlighed har hun indtaget deres hjem, som havde det altid været hendes. Jeg har modtaget billeder af hende, hvor hun ligger i sengen, som den herlige lille puttefis hun er. Det er helt underligt at se "min" kat ligge der, i "fremmede" menneskers seng og vide, at hun kommer aldrig tilbage til min seng og putter, igen. Men det er en rar følelse, at jeg må følge med på sidelinjen og se, at hun har det godt, der hvor hun er.

Og nu har jeg så sovet hjemme, for første gang, siden hun flyttede. Jeg sov rigtig uroligt og vågnede hele tiden for at se om hun lå i sengen eller undrede mig over, hvorfor jeg ikke kunne høre hende. Det var underligt at hun ikke fulgte efter mig ud på toilettet og det er mærkeligt at alle hendes ting ikke længere er her. Jeg har pludselig fået så meget plads.

Men nu er det hele ikke kun gråt og trist. For jeg tog også dette valg, for at ændre min tilværelse, så jeg ikke længere skulle have den dårlige samvittighed hængende over hovedet. Og jeg kan også mærke de positive sider af forandringen. Og jeg har besluttet mig for, at det også er okay at være glad og lettet, ved min beslutning. For ellers så skulle jeg ikke have taget den. Jeg er glad for at jeg ikke længere svigter hende, jeg er glad for at vide, at der er nogen der ser til hende, jeg er glad for, at jeg ikke skal bekymre mig, i forhold til hende, når jeg ikke er hjemme, men også i forhold til nogle af de ting jeg laver herhjemme. Og så er det en lettelse, ikke at stå alene med ansvaret om hende. Så det er med meget blandede følelser, at jeg sidder herhjemme, både glad og ked af det, ved tanken om ikke at have min skønne kat mere.

Ambivalente følelser der fylder kroppen. Glæden over at kunne åbne vinduerne helt, uden at tænke "åh nej, hun løber ud" og glæden ved at have mine ledninger fremme og ikke frygte, at hun bider dem i stykker. Men også det triste ved, ikke at have en fjollet kat til at underholde en med sine katlige krumspring eller hendes dejlige spinden og putteglade humør. Det er en underlig tid, men jeg kan mærke, inderst inde, at det er det bedste for alle parter.
Specielt når hovedet heller ikke er skruet ordentligt på - som en kammerat så fint beskrev mit tunge humør og nedtrykte sind. Jeg glæder mig til at være oven på igen og jeg glæder mig til at besøge Hera, der hvor hun bor nu, og se hende igen og se hvordan hun trives, det nye sted.

Carpe Diem


torsdag den 22. oktober 2015

En svær og smertelig beslutning

Jeg har taget en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde troede jeg skulle tage. Jeg har valgt at give Hera et nyt hjem, hvor hun forhåbentligt kan udfolde sig som den fantastiske, legesyge, energiske, søde, kælne, charmerende kattefrøken, hun nu en gang er. Jeg kan ikke rumme tanken om, at jeg ikke har en sikker fremtid eller en stabil hverdag, hverken økonomisk, boligmæssigt eller tidsmæssigt. Jeg ville aldrig give hende væk, hvis ikke det er fordi jeg mener, at det er det absolut rigtige at gøre.


 Men jeg er ulykkelig. Ulykkelig helt ind til marv og ben. Det har været en beslutning, der er blevet tænkt over i en længere periode. Med idéer til at undgå den, men i sidste ende er jeg sikker på, at det ikke kan være anderledes. Jeg har hverken pladsen eller økonomien til at varetage det (store) ansvar det er, at have en kat. Uanset hvor meget kærlighed jeg har for hende og hvor meget jeg ville undgå, at skulle give afkald på den kærlighed og på hende, så tvivler jeg ikke et sekund på, at en anden familie vil passe godt på hende.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at andre vil elske hendes sociale, imødekommende sind med energi til leg og fjollerier. Eller hendes kærlige putteri, når hun kravler helt tæt på og nærmest ind under huden på en. Og jeg vil savne hende noget så grusomt og jeg havde vitterligt ikke troet, at det var på denne måde vores forhold skulle ende. Men jeg kan heller ikke bære, at jeg ved hun ikke trives og udlever det katteliv, som hun fortjener. Hun er en kat med enormt meget energi og livsglæde, som fortjener at finde et større hjem med mennesker, der kan give hende al den opmærksomhed, som hun fortjener.

Hvilket jeg ikke er i stand til, hundrede procent, i den situation jeg står i, nu og her.

Det smerter mit hjerte og jeg ved der vil komme delte meninger omkring det her, men mest af alt så håber jeg, at folk vil forstå, at dette ikke er den rareste beslutning, men det jeg mener er den bedste. Og jeg mener, at det vigtigste jeg kan gøre for Hera, det er at give hende et godt liv. Og hvis jeg ikke kan give hende det selv, så må jeg finde nogle andre der kan varetage den rolle bedre, end jeg. Uanset hvor meget kærlighed jeg har for min allersødeste pelsklump, så kan jeg ikke tilbyde hende mere af det her eller tilbyde hende den usikre fremtid, jeg selv går i møde. For jeg ved ikke en gang hvor jeg selv skal bo, når studiet er færdigt. Og hvad hvis jeg ikke kan finde et sted, hvor husdyr må være, eller hvis jeg kommer til at få færre penge, end jeg har nu? 
Jeg synes det hele er virkelig tragisk, men samtidig føler jeg også en lettelse ved, at jeg måske snart har afsluttet den dårlige samvittighed jeg bærer rundt på, i forhold til hendes bedste.

Jeg går nogle enormt nedtrykte dage i møde og jeg glæder mig til, at jeg har sendt hende af sted, så vi kan få afsluttet dette kapitel af hendes liv. Jeg ønsker hende det bedste og det værste jeg ved er, at jeg ikke er god nok.
Jeg vil savne hende i min hverdag og det bliver enormt hårdt, ikke at skulle have hende til morgen- og aftenputning, snakke med hende, lege med hende, være irriteret og frustreret over hende, drille hende, blive drillet af hende.... Hun har været i mit liv i 3 år og selvom det måske ikke er længe, er det nok til at vi har stablet et forhold på benene. Derfor ved jeg også, at hun ikke trives, sådan som hun har det. For jeg kan mærke, at der er ting der går hende på, som jeg ikke kan gøre noget ved.

Jeg er så evigt taknemmelig for alle dem der lytter til mig i forhold til mine følelser. Jeg er taknemmelig over dem der hjælper mig, i forhold til at finde det perfekte kattehjem, til verdens bedste Heramis.

Indtil det rigtige hjem er fundet, vil jeg nyde de sidste kramme-putte-dage vi har, sammen.

onsdag den 9. september 2015

Den bedste udgave af dig selv

Som pædagog bliver jeg fortalt, at vi har muligheden for at lære børnene, at blive den bedste udgave af sig selv. At vores arbejde og vigtige kompetencer er, at støtte børnene der hvor de er, men samtidig også rykke deres grænser og aflæse dem, således at de bliver den bedste udgave af sig selv - på flere tænkelige måder.

Jeg vil også gerne være den bedste udgave af mig selv. Siden jeg startede valgmodulet Natur Og Udeliv har jeg virkelig rykket grænser og afprøvet mig selv, på flere forskellige måder. Jeg overvandt delvist min frygt for højder, i en Go-High-bane på Møns Klint, jeg har holdt en fugleedderkop og i sommerferien, på en ferie med min søster og fars familie, prøvede jeg en stor (og v i l d) rutsjebane. Det på trods af, at jeg hele tiden havde sagt, at dén skulle jeg slet ikke op i. Men jeg gjorde det og efter en tur, så skulle jeg i hvert fald prøve en gang til. Så det gjorde vi!
Jeg elsker at sejre over mig selv. Jeg er et konkurrencemenneske, men ikke i samspil med andre, kun i forhold til mig selv. Dog er jeg også et menneske der søger meget anerkendelse - nok fordi jeg har det godt med at få at vide, at jeg gør det godt. Tværtimod omvendt, så har jeg det knap så godt - i situationen - når jeg får at vide, at jeg gør fejl. Men når jeg først har slugt skideballen, rettelsen eller de ris jeg nu har fået, så synes jeg selv, at jeg er god til at reflektere over det og modtage det. Især hvis det er berettiget. Og det er det for det meste...

Jeg har de sidste m a n g e måneder været ekstremt ærgerlig over, at jeg ikke kan passe de bukser, som jeg købte sidste sommer. Jeg kan slet ikke få dem over lårene. Altså jeg har taget på. Som i en del. Selvom nogen nok ikke vil tro eller synes at det var da på tide. Men jeg har faktisk haft det rigtig trist med det. Ikke fordi jeg som sådan føler mig grim, men mere fordi at jeg har tabt til tøjet i skabet. Og fordi at pengene ikke rækker til nyt tøj endnu en gang. Ja og fordi at jeg samtidig med, at jeg har taget på, også er holdt op med at løbe. Så det er hele to fiaskoer i én. Det har jeg bokset lidt med og det har påvirket selvværdet en del. Men nu er jeg begyndt at træne i fitness centeret, på sådan... Rimelig stabil basis. Hvorved at energien og humøret atter bliver godt. Jeg nyder de ømme muskler jeg får og jeg elsker hver gang jeg kan tage lidt flere kg. (Ja, ja, jeg ved godt at jeg liiige er begyndt igen, men det føles nu virkelig lækkert alligevel!)
Og i dag har jeg været ude på min første løbetur i flere måneder. Så jeg er totalt oven på lige nu og helt høj ved tanken om, at jeg løb for at løbe. Jeg lod hovedets mange tanker flyde rundt og få frit spil, i mens jeg løb med solnedgangen. Det føltes fantastisk og det var lige det, som min stressede hjerne og trætte krop havde brug for.

Så jeg blev enig med mig selv om, at den bedste udgave af mig selv ikke nødvendigvis kommer, med mange kilometer på benene eller med stramme jeans, men når jeg får taget mig sammen til at løbe, fordi min krop bliver glad og fordi tankerne får frit spil. Især de dårlige. Jeg føler, at når jeg har en god dag på løbeturen, så kan alt andet være lige meget. Og det er ikke vigtigt om jeg løber tre eller ti kilometer, men bare det at jeg kommer af sted og får koblet af. Det er det vigtige. For så kan jeg se mig selv i øjnene senere og min hjerne bliver lige så glad, som min krop. Jeg har brug for at have det fantastisk med mig selv igen og det får jeg, når jeg bruger min krop.
For når jeg er glad for mig selv og magter mig selv, så kan jeg også nemmere være der for dem jeg holder af. I den seneste tid har jeg faktisk svigtet nogle nære venner og det er også en fiasko for mig. For jeg nyder ikke at sige fra eller ikke at kunne være der for dem. Men mit overskud har været i bund. Men nu er det som om det vender igen.
Jeg er helt og aldeles klar over, at løbeturene er gode for mig, på mange måder, men problemet er nogle gange bare, hvordan jeg skal komme i gang. Specielt når humøret passer bedre med at begrave sig under dyner og gemme mig. Endvidere påvirkes mit humør også enormt meget af vejret og i dag var det solskin. Men hvad med når det bliver mørkere og k o l d e r e. Går jeg så helt i stå igen, med løberiet? Jeg håber det ikke...

Nå, men da jeg efter sommerferien og i begyndelsen af dette modul fandt ud af, at de mørke tanker var kommet lidt tilbage og at overskud, energi, glæde osv., var røget langt tilbage i baghovedet, frygtede jeg en masse ting. Jeg frygtede at skubbe folk omkring mig, langt - eller længere - væk. Jeg frygtede at jeg ville ryge ned i et hul, hvis jeg ikke stoppede op og mærkede efter og jeg frygtede, at jeg ikke var god nok. En masse dumme tanker. Samtidig med at jeg kiggede ind i klædeskabet på de jeans, som jeg ikke længere kan få over lårene. En masse nedbrydende tanker, som jeg ikke kommer nogle vegne med. Men nu er bøtten endnu engang vendt og det er virkelig rart at finde ud af, at jeg kan helt selv. Uden medicin eller psykologhjælp. Hvor længe det holder af gangen, det ved jeg ikke, men endnu en succes er i hus og det er dem jeg lever højt på.

Så den bedste udgave af mig selv, er den hvor jeg er smilende og glade mig, der kan komme op om morgenen, holde af og om andre og være glad for livet.
Men små skridt ad gangen, bliver jeg nødt til at gentage for mig selv. Det er til tider svært at erkende, at man er rimelig skrøbelig og nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke var så møg hamrende sensitiv, men det er jeg og jeg skal lære at elske, at jeg ikke er en hård skal.

tirsdag den 1. september 2015

Én måned

... fyldt med en enorm lettelse og ægte glæde.


Det er nemlig så længe, at vi har været officielle! Efter længere tid med at holde det hemmeligt - eller i hvert fald gøre et forsøg - og finde ud af "rigtigt" og "forkert" i vores liv, er det endelig kommet ud til folket. I morgen har vi vores første kærestedag, hvilket vi har valgt skal fejres med tosomhed og kæresteting, såsom at tage ud og spise og nyde god mad og fantastisk selskab (altså hinandens).

Jeg glæder mig helt vildt! Faktisk overdrevet meget. For det er fantastisk at kunne råbe højt om sine følelser og være ærlig om sig selv og sit liv.
Jeg frygtede virkelig, at det aldrig blev til noget, og at alt det jeg var bange for, ville sætte en stopper for "os". Men vi tog springet og nu står vi her, som et rigtigt kærestepar.

Jeg har i en længere periode opgivet alt håb om mit "drømme forhold". At det aldrig kunne blive til virkelighed. Men nu står jeg her og er kæreste med en fyr, som jeg virkelig har det godt sammen med. På den der nyforelskede-tryghedsskabende-glædesgivende-barnlige-fjollefyldte-voksenagtige måde. Hvor jeg, samtidig med at jeg er kæreste, også får lov til at være MIG. På min helt egen Misse-agtige måde, hvor jeg kan skabe mig som den barnlige person jeg nu engang er. Jeg kan ændre hår i tide og utide, jeg kan gå i det helt forkerte tøj, snakke om prutter og babyer, som det passer mig og ja, bare være Misse på ægte og ærlig vis.

Jeg lærte ham at kende, for 2,5 år siden. Dengang havde jeg aldrig troet, at vi på nogen måde ville blive så gode venner, som vi er blevet. Gennem fællesskab, venskab og studie kom vi tættere på hinanden og blev faktisk en slags bedste venner, der var der for hinanden når livet var på tværs, tog ud og spiste, festede igennen, tog til koncerter, havde samme interesser og i det hele taget bare var meget sammen, som rigtig gode venner nu engang er.
Ja, faktisk var vi ikke rigtig klar over hvad hinanden følte (for hinanden). Udover venskabets positive energier. Og pludselig skete der et eller andet, som åbenbart fik os tættere sammen og sandheder kom på bordet, hvorved ærligheden overfor mig selv også blev tydeligere. Efter en masse bøvl og usikkerhed, efterfulgt af frygten for at miste det nyopståede, kan vi nu kysse på hinanden, som et ægte kærester. Hvilket jeg er ovenud himmelhøj over!

Tænk engang at have mødt en personlighed, som man har det så godt sammen med, som jeg har det med ham. At kunne skråle løs til Shu Bi Dua eller disney-musik, danse løs hele natten lang, drikke os i hegnet UDEN at blive uvenner, læse lektier og reflektere over studiet, spille computer sammen, men hver for sig, se film i massevis, være helt vildt barnlige, lave mad sammen og opleve nye retter.... Jeg kan sige de allermest forkerte ting og stadigvæk føle mig helt rigtig, bare fordi det er sådan han får mig til at føle!
Jeg kan ægte og ærligt være lige præcis den JEG har lyst til at være og stadigvæk føle mig holdt af. Og selvom det måske lyder som en selvfølge, så vil jeg bare lige sige, at i visse tilfælde er det bare ikke sådan! Jeg føler mig legende let om hjertet med rødmende kinder og en kæmpe lille-pige-forelskelse. Det er skønt og jeg fortryder intet, når jeg nu mærker for fantastisk alting er.

Jeg niver mig stadigvæk i armen, fordi det hele stadigvæk er så nyt og uvirkeligt. Vi må godt - måske ikke for alle - men vi har givet os selv lov og det er det vigtigste. Og det er bare så rart at være sammen med en, der magter mig for den jeg er og holder af mig, selv med morgenhår og mascara i hele ansigtet.
Jeg er ægte glad hele vejen fra hjertekuglen og ud i kroppen.


fredag den 31. juli 2015

Forandring fryder

"Ej det gør du ikke", "dit lange hår er så flot", "du har sådan et flot hår", "du kommer til at fortryde det" osv. - jeg har fået mange kommentarer, når jeg har nævnt for folk, at jeg vil klippe mit lange hår af. Men jeg har også længe tænkt, at jeg ikke skal være langhåret for alle andres skyld. 



Forandring fryder... Er der nogen der siger... Og efter at have lavet en mental plus-og-minus-liste over at være langhåret, nåede jeg frem til den endelige beslutning. "Jeg skal klippes korthåret". Derfor sad jeg her, klokken 14:00, i onsdags. En beslutning jeg slet ikke har fortrudt på noget som helst tidspunkt. Jeg er virkelig glad for mit valg og med 100 likes på facebook, en masse kommentarer både der, på instagram og i virkeligheden, så er mit valg virkelig blevet bekræftet. Ikke at det er andres holdning der tæller, men det føles da skønt med mange komplimenter. Især kommentaren "hvor er du modig!" er blevet genbrugt. Jeg føler mig lidt modig, men jeg synes slet ikke det har været svært at sige farvel til de lange lokker, for jeg havde virkelig brug for en ændring. Nu har jeg en ... FRISURE! Og jeg føler mig lækker.

 Frisøren var rigtig ærgerlig over, at vi ikke fik taget et før-og-efter-billede af mig, men hun synes til gengæld det var en super fed opgave, at skulle skabe noget ud af mit store, tykke hår.


Selv efter "hestehalen" var klippet af og jeg sad tilbage med pagehåret, der skulle klippes til min kort-hårs-frisure, lå der enormt meget hår på gulvet. Frisøren kommenterede det også: "Ja det kan godt være du synes, at du er blevet korthåret, men du har stadigvæk vildt meget hår på hovedet". (At leve med et stort, tykt hår, kan til tider være misundelsesværdigt, men det er virkelig også en last, ind i mellem!)
Alle i salonen snakkede med og synes det var enormt sejt og roste mit udseende bagefter. Det var faktisk en enormt fed følelse, og jeg troede slet ikke, at alle ville være så meget oppe at køre over det. Men gjort er gjort og jeg har slet ikke fortrudt og jeg føler ikke, at der er noget der mangler. Jeg føler en lettelse og en har en "jeg er lækker" fornemmelse.

Livet er simpelthen for kort til en lang-hårs-frisure. Jeg frygter ikke længere den form for forandring.. Jeg havde for bare et år siden, aldrig nogensinde troet, at jeg skulle være så korthåret her, så kort tid efter. At turde tage springet. I dag er jeg virkelig glad for forandringen og det nye look - det giver mig en følelse, af "en ny start". Hvilket føles helt igennem fantastisk. Og så er der mange plusser i forhold til at være korthåret.
Det koster slet ikke så meget, at farve det
Det tager kortere tid at tørre (og at vaske)
Det fælder ikke på samme måde
Børnene bruger det ikke til at komme op fra gulvet
Det kan sættes helt vildt
Det er lettere at sætte
Det er ikke særligt tungt
Det er ret frækt (synes jeg selv)
- Jeg kunne komme på meget mere... Men jeg tror godt, at I kan forstå min pointe.

Så velkommen til den korthårede Misse. Jeg er ægte glad og stort tilfreds med mit "nye" udseende.



Nu kan jeg også passe mine huer igen!


Carpe Diem!

tirsdag den 21. juli 2015

En dejlig mæthedsfornemmelse

Jeg er netop hjemvendt, ekstremt mæt og flad af grin, efter en aften i selskab med en veninde, jeg for nyligt har stiftet bekendtskab med. Vi er kommet mere og mere i kontakt og jeg synes hun virker rigtig nice. Jeg er mæt på flere måder og det skaber en dejlig fornemmelse i hele systemet. Det er super fedt at have gode bekendtskaber her hvor jeg bor, og det glæder mig at jeg gang på gang, det sidste halve års tid, har mødt suverænt skønne mennesker, der er med til at gøre mit liv unikt og meningsfyldt. Jeg er simpelthen høj på livet og det gør mig lykkelig, inden i, at jeg gennem disse mennesker også lærer mig selv bedre at kende. For jeg får ligesom også bekræftet, at jeg er en personlighed, som folk kan lide.

Jeg har virkelig hygget mig her til aften, med hjemmelavet svamperagout og svinemørbrad, gåsevin og kattesnak hen over bordet, da vores største fælleskærlighed er vores kattebabyer. Hun har blandt andet passet mit kære kræ, mens jeg drak mig i hegnet, på Roskilde. Det var så hyggeligt at tilbringe aftenen hos hende og jeg følte mig mere end velkommen.

Det er bare fedt at jeg kan være mig selv og jeg føler virkelig, at MISSE blomstrer mere og mere op, og at JEG er mig og jeg nyder virkelig at være den person, som jeg elsker at se mig selv som.
Dette kommer også til udtryk fortiden, i pædagogfaget, da jeg har vikartimer der hvor jeg var i praktik. Og jeg kan mærke at jeg slet ikke er usikker, men virkelig udfører jobbet som den fagperson jeg er, med et touch af den personlighed jeg har. Det føles fantastisk og jeg har fornyet energi, på en helt igennem fed måde.
Jeg er mig og jeg er stolt af mig selv!

søndag den 19. juli 2015

Ægte glad


Storsmilende indefra og ud. Sådan har jeg det virkelig fortiden og dette er takket være de mennesker jeg omgås. For et år siden vidste jeg ikke, at det var muligt at have det sådan her, men jeg føler mig bare så levende og glad. Jeg føler mig velkommen i mit eget hjem og jeg føler mig som mig selv, og det er sådan her jeg vil have det! Så på trods af kuller og distræthed, så har jeg det virkelig godt.

Jeg har haft den skønneste weekend, omringet af utroligt søde og imødekommende mennesker. Fredag var jeg til fest med mennesker jeg ikke rigtig kender, men blev budt velkommen på bedste vis og jeg hyggede mig gevaldigt! Jeg tog af sted med en god ven og fyren der får mig til at føle mig let og levende, hvilket slet ikke er en dårlig kombination. Jeg lå først hjemme i min seng klokken 07 lørdag morgen, men det var det hele værd. Også selvom jeg vågnede op få timer senere og følte, at hele mit liv var ødelagt og tænkte "jeg gør det aldrig igen", som er en gentagelse, hver gang kroppen har det ringe. Men efter en tur med hovedspring mod kummen, var kroppen parat til at sove videre. Senere om lørdagen drog vi mod København, atter en gang. Til søde menneskers spisedate, i Nordvest. Her blev der fyldt rødvin i glassene og nusset med verdens smukkeste baby, der får æggestokkene til at skrige af iver for, at lave min egen. Det er utroligt hvad andres nuttede yngel kan gøre, men hende her har simpelthen så meget charme, samt de skønneste øjne, så jeg kan ikke modstå hende. Og når hun smiler til mig, så går der en eller anden underlig følelse igennem kroppen på og jeg bliver blød i knæene. Jeg er virkelig skruk. Men heller ikke mere, end at jeg nyder det barnefri liv og at kunne vende tilbage til min egen lejlighed, hvor jeg kan være enlig kattekvinde til min kattebaby.

Jeg nyder mere og mere tilværelsen, i takt med at ting er kommet op til overfladen og at jeg ikke skal spekulere over hverdagen eller de ting der er i den. Som tiden går slapper jeg mere og mere af og det føles alt sammen så rigtigt og godt.
I morgen starter atter en dag i børnehaven og jeg ser frem til at passe på de søde børn, deltage i deres lege, støtte deres lege, men også lære af dem og blive væltet om kuld af deres fantastiske idéer og gå-på-mod. Det er fedt at være tilbage, uden at skulle være der som praktikant, men faktisk føle sig som en pædagog!

Livet er ikke det værste og fortiden så kan jeg virkelig mærke pulsen. Jeg er ægte glad.

torsdag den 16. juli 2015

Distræt mis

Lige fortiden er jeg ret distræt. Og fortiden er faktisk en meget længere periode. Det er alt lige fra vaskekort til regninger der forsvinder fra mig. Derudover så dør elektronikken og derfor har jeg været nødsaget til, at købe en ny mobiltelefon. Igen. På afbetaling.
Jeg føler jeg er bagud med billedredigering, tjekke min mail, rydde op herhjemme (selvom at jeg ugen efter Roskilde fik nikket lejligheden en ordentlig rengørings-skalle), jeg er træt og udkørt. Alligevel har jeg fundet overskud til at løbe og har allerede løbet to gange, i denne uge. Det føles godt. Men jeg er sådan lidt dum-distræt og hoved og hænder arbejder ikke helt sammen. Jeg får ikke rigtig gjort alt det jeg gerne vil eller fordybet mig ordentligt i computerspil, kreative processer eller boglæsning. Måske er det fordi der er andre ting der fylder lidt for meget i mit hoved...

For jeg har nemlig mødt en person, som jeg synes er noget af det sødeste. Og jeg har længe gerne ville formuler mig omkring det, men på grund af en masse bøvl og ballade, så er det ikke kommet op til overfladen. I hvert fald ikke før nu. Men nu er jeg ikke længere bange for at sige det højt eller frygter, at nogen skal finde ud af det, hvorefter der kan opstå en tredje verdens krig. Selvom alting stadigvæk kan virke bøvlet, så synes jeg virkelig det er helt igennem fantastisk og den følelse der suser rundt inden i mig, den føles ægte og ærlig, og det er jeg så lykkelig over. Så måske har min distræthed noget med det at gøre og måske er jeg bare sommerkulret og skoletræt. I hvert fald så har jeg lidt svært ved at overskue, at skolen snart starter igen (uge 33) og at jeg skal være voksen og ansvarlig overfor egen læring, når jeg egentlig hellere vil slikke sol med en god bog - hvilket jeg gjorde i dag (og det var første gang i jeg ved ikke hvor lang tid, at jeg rent faktisk holdt fokus) - eller tjene en masse penge, til min alt for dyre luksusliv. Som egentlig bare er fis i en hornlygte, for jeg har ikke noget luksusliv, men jeg kan godt lide at lade som om.

Sommeren føles i hvert fald godt og solen er kommet tilbage, hvilket jeg kan mærke på mine solbrændte lår og arme, her til aften. Det er rart at have påbegyndt "brun mig" projektet og jeg håber på, at jeg kan få meget mere kulør på kroppen (og måske få læst lidt mere bog), inden studiet starter igen.

Hele næste uge skal jeg arbejde i børnehaven og jeg glæder mig til det. Jeg har været på arbejde i går og i dag. I går var en svær opstart og jeg var lige så distræt og tung i kroppen, som jeg føler mig lige nu. Jeg havde svært ved at komme i gang på min otte timers vagt og det føltes som lang tid, før klokken var fire. Men i dag har jeg virkelig nydt det og i morgen skal jeg næsten ikke være der. Så er det weekend og med den venter lidt fest, samt søde mennesker, bestående af gode venner, veninder, den smukkeste baby og en sødling, som jeg holder meget af. Det glæder jeg mig virkelig til!

Jeg burde få blogget lidt mere, men det har været en kombination af, ikke helt at kunne finde de rigtige ord frem, samle tankerne ordentligt og så det hemmelige liv, som jeg lidt føler jeg har levet, på grund af al tumulten. Jeg har faktisk frygtet at skrive noget på bloggen, men nu føler jeg lidt, at jeg skal vende tilbage til den person jeg nu en gang er, som elsker at tage billeder, berette om mit på godt og ondt, samt skrive løs om alting og ingenting.

Jeg håber lidt jeg har været savnet, for jeg savner at blogge.....

tirsdag den 16. juni 2015

Solskin i mit sind



Sommerferiefølelsen bobler i hele kroppen og får hele kroppen til at grine. Især efter en lækker Distortion-weekend for snart fjorten dage siden og en selskabelig søndag med venner på Refshaleøen. Det føles så godt at fjolle rundt med gode venner og bare være et voksent barn med hang til kærlighed og kolde øl.

Jeg har så mange dejlige mennesker i mit liv og med dem, hvordan skulle jeg så kunne være ked af det? Jeg er virkelig glad fortiden og der er solskin i mit sind. Jeg kan virkelig mærke hvordan søde mennesker, solskin, højt til loftet og en lille fornemmelse af frihed, er med til at gøre humøret højt og skubbe dumme tanker væk.

Jeg glæder mig virkelig til ferie og festival og jeg er så småt ved at være klar til en uges fjollerier og en forlænget weekend med spændende ny musik, alt sammen i selskab med nogle af de flinkeste mennesker jeg kender. Jeg har virkelig fået mig en fantastisk vennekreds her i Roskilde og jeg sætter virkelig pris på tilværelsen med dem. Jeg tror aldrig jeg flytter herfra. Jeg elsker livet her og jeg er så glad for, at jeg for cirka tre et halvt år siden, valgte at flytte hertil.

 Livet er smukt! Carpe Diem
 

søndag den 31. maj 2015

Today I choose happiness

Eksamenen er overstået, lige så er praktikken. Jeg kan slet ikke forstå at der "allerede" er gået et halvt år. Da jeg havde min første dag i praktikken den 1. December tænkte jeg, at der er længe til jeg skal skrive opgave og til eksamen.
Jeg husker da jeg trådte ind på stuen og mødte min vejleder for første gang. En kvinde der virkelig har gjort et indtryk på mig og hjulpet mig med at udvikle mig som professionel- og privatperson.

Efter en lang periode i fortvivlelse, stress, sygdom, frustration er jeg kommet glad, lykkelig, stærkere og forandret ud på den anden side. Det er vitterligt ikke for sjov at folk taler om, at denne uddannelse forandrer os. Det tror jeg virkelig på, nu.
Da vi startede fik vi at vide, at mange af os nok ikke ville have den samme kæreste eller de samme venner gennem uddannelsen og for mit vedkommende er det sandt. Jeg har forandret mig.
I Januar havde jeg svært ved at overskue noget som helst af mit liv og i Februar var det ikke bedre. Jeg overvejede at droppe ud og skifte uddannelse, for jeg troede virkelig ikke at jeg kunne klare det. Nu her, efter eksamenen og ved praktikkens afslutning, har jeg en helt anderledes fornemmelse af det hele. Jeg har sejret og jeg kan være meget stolt af mig selv!
Jeg er en (alt for) følsom personlighed som skal lære at skabe et skjold, for ikke at bryde sammen og det skjold kan jeg ikke skabe alene. Jeg har fundet ud af en masse om mig selv i løbet af det halve år jeg har gennemlevet. Det er fascinerende hvordan man lærer noget om sig selv, midt i alt det negative. Og nu her, i denne skrivende stund, føler jeg en kæmpe lykkefølelse og en glæde helt ind i knoglerne. Min krop vil grine og det er helt igennem fantastik. Jeg er stolt af mig selv og den jeg udvikler mig til. Men jeg har ikke kunne gøre noget af alt dette alene. Jeg har en masse mennesker omkring mig, mange af dem i praktikken, som har været der for mig, men også venner og familie, der har været enormt lyttende, forstående, beroligende og rare ved mig, når jeg har haft det skidt, men også delt oplevelserne med mig, når jeg har været allermest glad. Jeg er meget taknemmelig!

Vi holdte fællessamling for mig i institutionen, hvor vi sang sange, jeg blev kåret til ridder af institutionen og jeg fik en kappe med håndaftryk og navne på, af børn og voksne, som jeg har haft den største tilknytning til. Jeg fik en spændende bog af min vejleder og et sødt kort med et fint og betydende billede. Jeg er virkelig rørt over alt det de mennesker har gjort for mig - været lyttende, forstående, konstruktive, ærlige, hjælpsomme og virkelig passet på mig. Jeg har været meget heldig at møde så venlige medarbejdere, der har modtaget mig med åbne arme og støttet mig i alt hvad jeg har foretaget mig. Det var så hårdt at sige farvel og jeg er virkelig glad for, at institutionen ligger så tæt på hvor jeg bor, at jeg nemt kan besøge dem.
"Vi har også lært meget af dig" sagde de til mig og den indgangsvinkel har jeg slet ikke haft. Jeg tænkte virkelig på, hvad de mon kunne lære af mig og jeg blev glad for at høre, at jeg også har haft den effekt på dem. Det har været en lærerig tid og jo mere jeg tænker over det, jo mere forstår jeg nu, alt det jeg har lært og hvor meget jeg har rykket mig.

Min mor sagde til mig i telefonen forleden, at hun også kan mærke min udvikling, på en positiv måde, hvilket jeg er enormt glad for. Det føles godt at andre også kan se det. Men vigtigst af alt, at jeg selv kan mærke det, helt ind i sindet. Jeg er på rette spor - og tænk at have været smådeprimeret, stresset og fortvivlet i så lang tid, og pludselig er bøtten (atter en gang) vendt og jeg kan nu se tilbage på en tid med "kampe" og tænke: Jeg vandt, igen!
Jeg bliver aldrig træt af at vinde og jeg må blive ved med at huske på, at der altid vil komme nedture, men når jeg kommer ud på den anden side, så er jeg endnu stærkere og endnu mere lykkelig, end jeg var før.

Today I choose happiness!

Carpe Diem!

mandag den 25. maj 2015

Pt er jeg verdens dårligste blogger og sådan må det jo være....
Jeg har simpelthen for travlt med alt muligt andet og jeg orker ikke rigtig tage billeder fortiden. Alligevel kommer der lige en kedelig, lille update:

Praktikken slutter på fredag, der er eksamen onsdag, jeg afleverede opgave den 13. og jeg har svært ved at forstå, at det hele allerede er slut.

Men jeg er gået i total feriemode og det er ret farligt for sommerferien starter først i uge 27 og der er længe til. Men Roskilde Billetten er i hus og jeg glæder mig så meget!
 

tirsdag den 14. april 2015

Glimt fra weekenden




Det her utroligt flotte forårsvejr, der nærmest duftede lidt af sommer, indbød til en hyggelig dag, aften og nat i selskab med meget rare mennesker, rosé, bål og bobler. Ja og oste-bacon-pølser fra Aldi, ej at forglemme!!








Lørdag stod på fødselsdagsfejring af min søde lillebror, hvor jeg prøvede at være kreativ i form af et hjemmelavet fødselsdagskort. (Mine kreative evner skal virkelig udvikles, ha ha!)
Fejringen foregik i selskab med min dejlige familie og det var skønt med lidt søster-hygge-tid og at se familien, samt selvfølgelig at fejre det 7-årige fødselsdagsbarn.









Og så fik jeg lov til at være rosékat hele to dage i træk, den weekend, hvilket jeg virkelig nød godt af!
Jeg savner allerede weekendens fine forårsfornemmelser og at lege, at det er sommer. Men sommer kommer, det kan jeg mærke på hele min krop - og det føles godt!

Carpe Diem!

mandag den 13. april 2015

Fødselsdagsgaver med muligheder og et drys af drømme

Når man har fødselsdag bliver man begavet og jeg tror godt jeg ved hvad gaverne skal bruges på. Jeg har i hvert fald nogle drømme...


Blandt andet denne lækre sag, som jeg virkelig gerne vil have fingrene i - og den er næsten også hjemme, med god støtte i form af værdifuldt papir, fra familien af.

Derudover er der også nogle andre, lidt mere personlige drømme og idéer.
Dog kommer det til at koste dyrt og der skal virkelig spares. Jeg ved slet ikke om jeg er kvinde nok til opgaven!?

Jeg er røget ind i en periode der skriger på forandring og hvad det er i mit, der gør at jeg har lyst til at galopere af sted, det ved jeg ikke helt. Men jeg har en eller anden fjollet friheds-følelse, som jeg bare har lyst til at give vinger og lade mig selv flippe ud.
For jeg er (kun) 24 år - og som dem på arbejdet hele tiden siger "åh så ung"...

Derfor overvejer jeg kraftigt at få lavet en piercing i næsen. Jeg saaaaaaavner mine læberinge, men jeg tror det er lidt for "hårdt" til mig og derfor tænker jeg, at det kunne være lidt lækkert med en ring i næsen.

Og når der er penge til det, så skal jeg til efteråret også have udført tatoverings-drømmen! Det bliver simpelthen en nødvendighed.


Hovedet af denne flotte kat, tænker jeg, ville være super lækker at have på mit venstre lår!
Tegningen er tegnet af bloggeren Maija. Dog ikke specifikt til mig, men jeg har købt tegningen og er total solgt og virkelig forelsket i tanken om, at få realiseret drømmen og forevige "Misse" på min krop, med denne lidt 'syrede' kat.

Sidst, men ikke mindst, så vil jeg også meget gerne have farvet mit hår meget mere lilla. Så jeg er ved at finde ud af, hvordan jeg bedst muligt gør det, uden at ødelægge det for meget.
Jeg har hørt meget kritik i forhold til at have farvet mit hår. En forælder havde kommenteret det og sagt "hvad har du lavet ved dit hår" og en kollega sagt "alle vil dø for dit hår, og så farver du det lilla". Men ærlig talt så gør det bare noget inden i mig, som giver mig en endnu større lyst til, at farve det lilla. Så når jeg finder ud af en måde at få det gjort på og når jeg har skrabet nok penge sammen, så bliver det også til en realitet - og jeg GLÆDER mig!

Carpe Diem!

tirsdag den 7. april 2015

4. April


Google knew what was up og det var faktisk rigtig sjovt at se google-søgemaskinen skrive "Tillykke Michelle!" til mig. Hele dagen var en underlig dag. Jeg vågnede hjemme, alene, hvilket jeg ikke er så vant til, på min fødselsdag. Men det var nu ret hyggeligt at starte dagen i mit eget tempo.
I det hele taget var det en fødselsdag med blandede følelser.
Men noget af det bedste var, at jeg blev ringet op af en fantastisk studieveninde, hvis far gav en suveræn elguitar-fødselsdagssang-solo og de råbte "tillykke!". Så stod jeg der i solskinsvejret med tårer i øjnene og blev så glad! Kombineret med hindbærsnitte + min brummende kat, var det egentlig en ret perfekt start på mit 24. forår.
Senere susede jeg mod Ringsted for at spise fødselsdagsfrokost i selskab med min mor, stedfar og søster - og her kom min stedbror også forbi. Det var hyggeligt og super dejligt at være omringet af den nærmeste familie, på sin fødselsdag og lige have lidt fødselsdags-fornemmelse for sig selv. Her fik jeg også lidt gaver - en masse nyt og lækkert tøj! (Blandt andet jakken jeg havde på, senere på aftenen).
For om aftenen skulle det ikke længere (kun) handle om mig. Min farfar (som også har fødselsdag den 4. April) holdt kæmpe 80 års fødselsdag og jeg er m e g e t imponeret over, hvordan de ældre kan svinge så vildt med hofterne!



Men her er jeg så. 24 år gammel og det eneste jeg ønsker mig, er en Roskilde Festival billet.
Voksen? Nej tak, ikke helt (endnu).
Jeg ser frem til endnu en sommer blandt dejlige medmennesker der gør livet værd at leve. Og jeg er glad for min familie, der altid forstår mig, selv når jeg er dum og træls. Min søde  lillesøster der stopper op, giver mig en krammer og sætter Bamses Fødselsdagssang på, i stedet for at sige, at jeg er en klaphat, når jeg bliver mut midt i make-up-og-tøj-krisen. Jeg elsker hende (og resten af familien) for at forstå, at jeg til tider er kompliceret og sensitiv, og jeg er glad for den måde de tackler mig på!

Så på trods af en lidt ambivalent fødselsdag, så sidder jeg nu tilbage med en kæmpe glædes-følelse, for jeg har de bedste venner og den dejligste familie, der er guld værd.

Så hurra for mit 24. forår - det er spændende at blive ældre og lige nu kan jeg ikke rigtig se længere frem end i nuet og det er egentlig en ret lækker følelse, ikke at stræbe efter fremtiden men at leve i nuet. På det punkt er jeg blevet lidt voksen.

Carpe Diem!


onsdag den 25. marts 2015

Rutsjebanetur igennem overskud og underskud


Da jeg vågnede en time før mit væggeur, i morges, efter en dårlig nattesøvn med en masse hoste, krampe i det ene ben, toiletbesøg og en opmærksomhedskrævende kat, var jeg overhovedet ikke oplagt til at skulle bruge hovedet en hel dag.
Faktisk var jeg lidt ked af det. Men efter lidt tid i sengen efterfulgt af et langt bad, kom jeg ligesom i lidt bedre humør. Efter den første kop kaffe var stemningen lagt og jeg gik glædeligt mod studiet.


Jeg har nemlig været på indkald i dag og der blev fjollet utroligt meget, grundet overtræthed og ja, så drak jeg en m a s s e kaffe. Men humøret har holdt hele dagen og jeg har faktisk fået noget ud af den. Både personligt og fagligt - og det er vigtigt med en balance af begge dele!



Jeg har nemlig det sidste stykke tid haft en begyndende stress-følelse, blandt andet på grund af dagligdagen i praktikken og et energiniveau der ikke har været tilstrækkeligt i forhold til lektierne hjemme. Jeg synes virkelig det har været en rutsjebanetur gennem overskud og underskud, men jeg er så småt oven på, igen. I går skulle jeg have været til et møde, som jeg blev nødt til at fravælge af personlige årsager, hvilket jeg er yderst tilfreds med i dag. Så jeg slog hjernen fra, tog en lur, drak lidt kaffe og fik nedskrevet nogle ting i forbindelse med praktikken. Derefter lod jeg så aftenen bestå af kødsovs og gaming. Det var så fedt!



Her til aften var der personalemøde hvor jeg selv føler, at jeg som studerende kom godt på banen og vist, at jeg er en engageret studerende der gerne vil det her.
Om mine kollegaer tænker det samme, det ved jeg ikke, men jeg fik sagt nogle ting og selvom noget af det var negativt, så er jeg glad for at jeg sagde det højt. Jeg kan mærke at humøret er meget anderledes fra i går. Jeg har en større, positiv selvfølelse og er mere glad. Det er meget hurtigt skiftende, det kære humør, men sådan er jeg nok bare. I morgen står det på endnu et møde, men denne gang i bestyrelsen hvor jeg bor. Jeg er spændt på om jeg kan bidrage med noget konstruktivt der, for lige fortiden er jeg godt mæt af praktik og studie.


Men påsken nærmer sig. Det betyder koncert og fest om en uge, samt fødselsdag om lidt over en uge, hvilket jeg glæder mig helt vildt meget til. Og mit største ønske i år er en Roskilde Festival billet!

Carpe Diem!

onsdag den 18. marts 2015

Camera Cat



I går var en rigtig ærgerlig dag på arbejdet og jeg var super træls i humøret, da jeg tog derfra. Men en tur til Nørrebro med mit spejlreflekskamera som rejsekammerat, vendte humøret. (Det er utroligt hvad et kamera kan gøre ved humøret).
Så fik jeg også klaret mit frivlligjob som jeg desværre har forsømt lidt på grund af travlhed i forhold til praktikken.

Da turen var ved at være slut og jeg var ved at være noget gennemkold, slog jeg et smut forbi Assistens Kirkegården. Her besøgte jeg min savnede morbrors gravsted. Det står så fint med blomster, perleplader, en plante med en CD og andet intern og personligt, der gør gravstedet mere hyggeligt og levende, end sørgeligt. Hvor jeg dog savner den mand noget så grufuldt. Men det er rart at smerten ikke er hjerteskærende på samme måde, som da det var helt tæt på. Det føles skønt at kunne komme forbi og gå derfra uden at være helt tung og trist i sindet.

Så dagen endte ganske rart, på trods af en dårlig start. God man havde tidligt fri og kunne komme lidt væk fra det hele og bruge dagen på andet end pædagogik og refleksioner - det var godt med noget afbræk i hverdagens daglige rytme.
Hvor jeg dog glæder mig til sommer!

søndag den 8. marts 2015

Venindehygge og lørdag aftens spontanitet

Lige nu er kroppen ramt af tømmermænd og træthed, men jeg er ovenpå efter en alt for fed lørdag.


Jeg startede dagen tidligt med min sofaløve og dyre programmer på DR1. En sød ven kommer forbi med morgenbrød og hygger lidt, mens dyre programmerne fortsat kører i TV'et, efterfulgt af en gammel dokumentar om Grønland. Så er dagen startet.
Da han bevæger sig hjemad, gør jeg mig klar til gadekattestreger i selskab med bedsteveninden.
Vi mødes til en kop kaffe og bevæger hos dernæst mod Roskilde Havn, for at lege lidt med mit kamera, nyde det milde forårsvejr og drikke en enkelt. Senere bliver vi spontant inviteret til koncert på Gimle og derfor inviterer vi en kammerat til aftensmad, hvorefter vi alle tre bevæger os mod Gimle. Her mødes vi med vennen, der kom forbi med morgenbrød og sammen festede vi igennem til bands, jeg slet ikke kendte eller havde hørt om før. Men det var en mindeværdig oplevelse!
Vi skrålede og dansede til Disneyfigur-udklædte bandmedlemmer der sørgede for den perfekte stemning, med fantastisk lyd og sang. Det var et uforglemmeligt øjeblik for en sand Disneyfan som jeg.
Efterfølgende skiftede hele aftenen genre og der var bass-arm-hop-amok-musik i massevis, fyret af, af bandet Dødspop Patruljen. Da jeg først hørte navnet, frygtede jeg noget twisted popmusik, der havde fået en dødsmetaleffekt, men tværtimod. Publikum blev mødt af en kvinde, energisk, spinkel og charmerende med en Mø-lignende fletning, stor halskæde og stram, blå kjole. Vi blev så forelskde i hende og hun fangede virkelig publikum i samspil med hendes mandlige medvokal og det resterende band der formåede at genskabe tidens techno-pop på bedste manèr. Jeg har seriøst ondt i mine lægmuskler og nakke, efter alt for megen hopperi, og er stadigvæk fedtet i håret, efter at have svedt øl og gin& tonic ud af kroppen, med alt for meget dans og alt for få pauser. Det er helt igennem en aften der ikke ryger i glemmebogen lige foreløbig. Og endda i selskab med de bedste mennesker, der helt uventet mødte op.

Billederne fra havneturen må uploades senere, for hovedet er simpelthen for træt. Jeg vil nyde min spindetrold og Harry Pitter i TV, mens jeg varmer mig på minderne fra weekenden.


Hvordan har din weekend været?

Carpe Diem!

tirsdag den 3. marts 2015

Det er svært at komme ordentligt i gang med læsningen, i forhold til sammenkobling af teori og praksis. I en længere periode har jeg været fyldt op af træthed i forhold til hverdagen og at se en rød tråd igennem praktikforløbet og at sammenholde studielivet med det at være ansat i en institution.
 Jeg har været en doven studerende, men nu må nok være nok! Derfor har jeg brugt eftermiddagen på Juul og Jensen, i forhold til teori om relationer, dialog, kommunikation og ansvarlighed. (Samt nogle andre teoretikere) Det er yderst spændende og det har haft en positiv effekt på hjernegymnastikken og ligesom skabt et flow. Og tænk at jeg endda stadigvæk kan sidde ved computeren og læse, kun oplyst af det naturlige lys fra solen! Jeg er så glad for det kommende forår!
Men når foråret er slut, glæder jeg mig til Juni hvor praktikken er overstået!
Nok mest på grund af alt det skriftlige lige nu, et 2/3-møde der kommer til at foregå om 16 dage og aflevering af læringsmål til læreren, som meget gerne skal kunne give mening, forklares og forsvares til mødet. Men som tiden går, har jeg mere og mere erfaring fra dagligdagen med i baggagen. (Det skulle jeg også helst have). Derfor er det meget nemmere at læse teorien, når jeg ved hvordan den har været udført, eller manglet, i praksis. Refleksion, refleksion, refleksion...
Jeg er virkelig stor fan af teorien i forhold til pædagoguddannelsen og synes at det er enormt spændende, at reflektere over praksis. Det er til tider svært at være anerkendende og nærværende, men til tider hjælper det med noget teoretisk baggrund, til at ændre og udvikle sig i situationen, i forhold til situationer og pædagogiske aktiviteter. Derudover er min institution også et dejligt sted at være, med dejlige kollegaer som fungerer som gode sparringspartnere der støtter mig. Jeg lærer så meget af deres håndtering af dagligdagen.
At jeg fik ros af min leder i dag, hjælper bestemt også på situationen og min egenfølelse, omkring min position: "Vi kommer til at savne dig, du er en gæv pige" sagde hun, da vi var alene. Jeg er stolt af mig selv, på trods af mange fejl. For jeg ved, at jeg kan klare det her. Jeg har klaret den triste og negative periode, over vinteren, så selvfølgelig skal jeg nok bestå praktikken. Jeg er bare ved at kløjs lidt i min perfektionisme i forhold til det skriftlige, men skidt pyt. Jeg kan argumentere for mine valg, hvilket er en suveræn egenskab (synes jeg selv).

Ja den her smører udviklede sig lidt i en retning, jeg ikke helt ved hvor fører hen. Men jeg tror bare jeg har fået tankestrømmen i gang, på grund af læsning af teori. Hokus pokus, pædagoglivet kom i fokus. Jeg er atter engang glad og tilfreds med mit valg af uddannelse - og jeg er nok bare begyndt at fatte, at hvis jeg skal klare det her, må jeg yde en kæmpe indsats selv, for at blive en dygtig pædagog, både på det faglige, men også det praktiske plan. Men jeg ville ikke kunne klare det her, uden et godt praktiksted og/eller søde medstuderende, der sørger for at holde kampgejsten oppe. Det er så rart at have mødt sådanne dejlige og kloge mennesker.

Carpe Diem!

torsdag den 26. februar 2015

Farveknald og glad i låget - eller var farveglad og knald i låget?

Jeg må tilstå at jeg har fundet billedet på facebook - og aner intet om udgiver



Det er enten det jeg har brug for, eller sådan jeg føler mig - måske en god blanding? Jeg er ovenpå og virkelig tilfreds med livet, sådan som det er lige nu. Og med en ekstra hårfarvning i sigte, så tror jeg på, at jeg kan føle mig klar-parat til mere forår, mere sol, mange smil og gratis kram. Min indre "hippie" og selskabsfølelse er blomstret i takt med solens stråler. I dag slukkede gadelygterne klokken 06:48 og jeg var ovenud lykkelig over, at kunne se foråret (og sommeren) forenden af den mørke vintertunnel.
Der skal knald (på farverne) og fuld fart fremad.



Carpe Diem!

søndag den 22. februar 2015

En lilla kat


For første gang i over 1 år, har jeg farvet mit hår. Og jeg fandt ud af, at mit hår virkelig har groet og måtte erkende, at to hårfarver ikke er nok.. Nu må vi se om jeg skal købe en eller to mere.. Wow.
I denne forårskullertid har jeg virkelig brug for forandring og jeg er total energisk og livlig, så valget blev lilla. Jeg elsker det! Jeg glæder mig til at få det farvet en gang mere, så det dækker helt og er en mere kraftig lilla. Nu mangler jeg bare at få skrabet penge sammen til den tatovering jeg sådan drømmer om. Men der er lange udsigter til lige den, desværre.

Det er lækkert med et friskt pust og en farverig forandring. Jeg er også ved at finde det kulørte tøj frem herhjemme, så det hele ikke er sort i sort. Der skal knald på!

Carpe Diem

torsdag den 19. februar 2015

Uge 8 i billeder og fortællinger

Søndag var en underlig dag, hvor jeg på den ene side var super glad, men på den anden side lidt mut. Jeg tror jeg trænger til ferie. Sætte livet lidt på pause.
Så jeg googlede nogle forskellige billeder og faldt lidt i staver...
Jeg drømte om varme lande, blå vande og hvide strande. Jeg ønsker virkelig at komme langt, langt væk, hvor solen skinner og man får solbrændte kinder. Bare nyde en luksuriøs tilværelse for en stund og blive serviceret lidt. Men der mangler nogle penge i kassen og at tage dagene ud af kalenderen, før det kan lade sig gøre. Så indtil da må jeg drømme og eventuelt hænge dette billede op, på min ene væg herhjemme, indtil det kan blive realiseret.

Tirsdag var for mig en afslappet dag, med hyggetøj i Vuggehaven, omsorg og leg.
Vi har nemlig Vinterferie denne uge, i institutionen. Det er ikke så tydeligt i forhold til børnetallet, men alligevel lidt. Så jeg synes de børn der heller ikke har ferie, skal have lov til at blive pusse-nusset lidt ekstra om. Desuden er det luksus at arbejde med børn, for her kan du gå i lige det tøj du har lyst til, uden at nogen tænker videre over det...



Tirsdag eftermiddag var jeg barnepige for to lækre drenge. Og hvad var mere passende, end at servere pandekager til aftensmad, på denne pandekagedag? Mhmm..
Vi spiste endda nutella på dem. Luksus barnepige-aften!


Jeg får også løbet mere og mere og jeg føler mig mega sej. Mellem 4 og 8 kilometer pr. gang, så det er helt perfekt. Snart er benene klar til de 10 kilometer, som jeg så gerne vil nå op på. Det giver også langt mere overskud og bare det jeg kommer er sted, er perfekt.


Onsdag: Da jeg kom hjem, blev jeg mødt af en dejlig overraskelse i min postkasse. To tidligere beboere og m e g e t søde damer, her hvor jeg bor, havde lagt en fin lille (hemmelig) gave, i min postkasse. Tænk at blive positivt overrasket på sådan en helt almindelig onsdag. Det vakte så meget glæde og overskud, at jeg i dag havde lyst til at være en æ g t e lyserød kat!


Så i dag har jeg været nærmest l y s e r ø d fra top til tå!
Da jeg var yngre var lyserød en farve jeg afskyede noget så grusomt. Hvis min mor overhovedet overvejede at give mig lyserødt på, kunne hun godt glemme det. Jeg hadede farven! Den var P I G E T og irriterende og nej tak. Men i dag har jeg været iklædt mine spraglede bukser og lyserøde hættetrøje og jeg må tilstå, at farven har gjort mig super glad. Så flere farver på drengen tak!
Jeg har forårskuller og det er lækkert. Jeg er virkelig oven på i den her uge. Det er fedt!

Weekenden er endnu ikke hundrede procent planlagt og jeg tager den lidt, som den kommer. Men jeg skal i hvert fald være barnepige, igen lørdag. Dog for nogle andre drenge. Det skal nok blive spændende.

Carpe Diem!

tirsdag den 17. februar 2015

Carpe Diem mandag med nye bekendtskaber, the og fastelavnsboller


I går blev jeg inviteret til varm the og herligt selskab med nye bekendtskaber.
Efter flere ganges deltagelse i det lille projekt "Bedstemad", som vi holder her hvor jeg bor, er der kommet nye personligheder i min hverdag. Derudover er nye bekendtskaber også opstået, gennem den Bestyrelse, som jeg er blevet valgt ind i.
Da jeg er et meget socialt væsen, holder jeg meget af disse muligheder. Jeg er ikke super god til at være alene, så det er rart at have noget at lave, så jeg kan fylde mine behov op og nyde stilheden og alenetiden endnu bedre, når den så byder sig.



Udover godt selskab, bød aftenen også på varme fastelavnsboller, hvor glasuren flød, mens vi hyggesnakkede, henover den dampende the. 

Det hele startede med en besked: "Vil du drikke the" - jeg nyder dagene fortiden og jeg har meget at se til, men forårets kalden gør mig munter og jeg føler mere og mere, at jeg griber dagen.

Så Carpe Diem!