torsdag den 11. december 2014

To år siden

....  og savnet bliver ikke mindre. Blot anderledes og lettere at håndtere. I hvert fald i dagligdagen.
Det er så uvirkeligt, det smertehelvede vi alle sammen befandt os i.
Tænk at det i dag, er to år siden. To år!
Når jeg ser sådan på det, så er tiden virkelig fløjet af sted...

Jeg husker det alt for tydeligt. Mor lovede at ringe, hvis der blev taget nogle beslutninger eller skete noget. Jeg havde telefonen på lyd, med vibration og lige ved hånden!  Jeg var taget ind til Strøget for at julehygge og for at komme lidt væk, hjemmefra. For at få luft. Pludselig ringede telefonen. Det var mor. Jeg skulle skynde mig til hospitalet, for beslutningen var taget. Mit hjerte hamrede af sted og det var nærmest ikke til at holde gråden tilbage. Tankerne i mit hoved fløj rundt. Jeg synes det var et mareridt at vente på 6A ved Nørreport Station. Sidde blandt andre mennesker, der var intetanende om min situation og det følelseshelvede jeg befandt mig i. Den smerte min krop holdt på. Jeg husker at jeg dér kunne ruten fra hovedindgangen og op til hans stue. Ind ad svingdørene, med elevatoren op og videre ind ad en dør, ind til nogle rum på højre hånd. Venteværelser. Jeg kan huske den underlige stemning der var, da jeg træder ind. Det var så ubehageligt. Folk jeg holder af, der sidder i venteværelset. I venteposition til vores alle sammens Henriks død. Det var surrealistisk og ubegribeligt. En situation jeg ikke vil byde min værste fjende.

Folk der på skift gik mellem venteværelset og hans stue, for at sige et sidste farvel. Jeg havde skrevet et brev til ham, som jeg gerne ville læse højt for ham. Et sidste, personligt farvel. En afsked. Lidt alenetid. Men jeg nåede det ikke, for pludselig gik det hele så stærkt og vi skulle alle sammen samles inde på stuen, for at fjerne apparaterne. Min kære morbror, der var så fantastisk frisk, livlig, klog, sød, sjov, fornuftig, som lå der med maskiner til at holde sig i live. Og nu skulle han aldrig mere trække vejret....
Jeg husker tydeligt hvordan vi stod inde på stuen og så på ham, ligge der, uden maskinernes ubehagelige lyde. Det hele var slut nu. Nu levede han ikke længere.
Sygeplejersken der åbnede et vindue, så hans sjæl kunne flyve væk.
Et kor af gråd og hulken.
Et så sørgeligt minde.
Men hvor er jeg glad for, at jeg var der. Jeg er så glad for, at jeg fik sagt farvel til ham.

Så i morges valgte jeg at tænde et lys for Henrik og dem omkring mig, der lider samme afsavn. Følelsen af, at en person bliver revet væk fra en er så utilgivelig og ubegribelig. Jeg kommer aldrig til at acceptere det...
Når jeg tænker på Henrik i dagligdagen, minder savnet mig om det samme savn, fra da jeg var lille.
Jeg tænker på ham, som om han er ude at rejse. For rejse det var noget han gjorde. En sand eventyrlysten person, der oplevede verden. Når han var væk længere tid ad gangen, var savnet stærkest, men han var jo et eller andet sted derude. Jeg husker tydeligt den gang han var i Australien og jeg var så ulykkelig, fordi det var omkring min fødselsdag og at han derfor ikke kunne deltage. Men på grund af et eller andet, som jeg stadigvæk ikke helt er klar over hvad er, men jeg har altid tænkt det som det var på grund af min fødselsdag (selvhøjtidelig lille barn!), så kom han hjem alligevel. Jeg var den lykkeligste, lille pige!

Den lykkefølelse er så fjern nu, for nu kommer han aldrig tilbage og følelsen af savn er stærkere og mere smertefuld, end nogensinde før. Det er hjerteskærende og jeg forstår slet ikke HVORFOR. Dette "hvorfor" vil for altid runge højt og tydeligt og hjemsøge mig, resten af mit liv, som et andet genfærd. Det er forfærdeligt at miste en man har kær. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den smerte, min kære familie må befinde sig i. Især ikke min tante, fætre, mor, mormor eller morfar, der alle har haft ham i deres liv på helt andre måder, end jeg har. Men når mit savn er så smertefuldt, må deres være endnu mere smertefuldt. Det er en ubegribelig og ubeskrivelig følelse, at miste en man har kær. Jeg tror aldrig nogensinde vi vil komme os over det. Egentlig håber jeg aldrig nogensinde, at vi vil det. Jeg ønsker for altid at blive mindet om ham, gennem vores fælles minder om ham, men også ord, musik og tanker. Jeg vil aldrig, nogensinde glemme ham. Derfor er det dejligt med mærkedage hvor smerten kan få lov til, at komme til udtryk. Særlige dage at lade savnet blomstre op. For selvom det gør ondt. Selvom jeg langt hellere ville have ham her, hos os, hos hans børn og familie, så er jeg glad for, at vi i det mindste har noget at samle os om. Mærkedage hvor vi kan mindes. Lige såvel hans gravsted, hvor man kan tilbringe tid, enten alene eller med andre. Ligesom da vi pyntede op, den 1. Advent, hvilket jeg synes var så skønt.
Derudover er jeg også glad for alle de minder jeg har og billeder til at huske ham og minderne.
Det betyder så meget for mig, at kunne tage dem frem ind i mellem og tænke tilbage på alle de dejlige minder vi havde sammen. Alle sammen.


Henrik vil i vores hjerter for altid være gemt og jeg vil altid elske ham for hans sjove, glade og skønne personlighed. En person jeg for altid vil se op til.

"When Someone You Love Becomes Memory,
Memory Becomes Treasure"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar