lørdag den 13. december 2014

Forkælelse af meow


Jeg er kommet til at forkæle mig selv.
Jeg har l æ n g e gerne ønsket mig huen med katteøre, men været så uheldig ikke at kunne finde den.
Men i dag var den der, i H&M. Så den måtte straks med mig hjem!

I samme, heldige stund fandt jeg denne finde "MEOW"-pung som er purrfect!
Jeg er ellers ikke rigtig fan af store punge, men jeg forelskede mig fluks i denne.



Som afslutning på juleshopping spiste jeg flødeskumskage og drak kaffe med min søde lillesøster.


En god måde at holde weekend. Dejligt med lidt selvforkælelse!

torsdag den 11. december 2014

To år siden

....  og savnet bliver ikke mindre. Blot anderledes og lettere at håndtere. I hvert fald i dagligdagen.
Det er så uvirkeligt, det smertehelvede vi alle sammen befandt os i.
Tænk at det i dag, er to år siden. To år!
Når jeg ser sådan på det, så er tiden virkelig fløjet af sted...

Jeg husker det alt for tydeligt. Mor lovede at ringe, hvis der blev taget nogle beslutninger eller skete noget. Jeg havde telefonen på lyd, med vibration og lige ved hånden!  Jeg var taget ind til Strøget for at julehygge og for at komme lidt væk, hjemmefra. For at få luft. Pludselig ringede telefonen. Det var mor. Jeg skulle skynde mig til hospitalet, for beslutningen var taget. Mit hjerte hamrede af sted og det var nærmest ikke til at holde gråden tilbage. Tankerne i mit hoved fløj rundt. Jeg synes det var et mareridt at vente på 6A ved Nørreport Station. Sidde blandt andre mennesker, der var intetanende om min situation og det følelseshelvede jeg befandt mig i. Den smerte min krop holdt på. Jeg husker at jeg dér kunne ruten fra hovedindgangen og op til hans stue. Ind ad svingdørene, med elevatoren op og videre ind ad en dør, ind til nogle rum på højre hånd. Venteværelser. Jeg kan huske den underlige stemning der var, da jeg træder ind. Det var så ubehageligt. Folk jeg holder af, der sidder i venteværelset. I venteposition til vores alle sammens Henriks død. Det var surrealistisk og ubegribeligt. En situation jeg ikke vil byde min værste fjende.

Folk der på skift gik mellem venteværelset og hans stue, for at sige et sidste farvel. Jeg havde skrevet et brev til ham, som jeg gerne ville læse højt for ham. Et sidste, personligt farvel. En afsked. Lidt alenetid. Men jeg nåede det ikke, for pludselig gik det hele så stærkt og vi skulle alle sammen samles inde på stuen, for at fjerne apparaterne. Min kære morbror, der var så fantastisk frisk, livlig, klog, sød, sjov, fornuftig, som lå der med maskiner til at holde sig i live. Og nu skulle han aldrig mere trække vejret....
Jeg husker tydeligt hvordan vi stod inde på stuen og så på ham, ligge der, uden maskinernes ubehagelige lyde. Det hele var slut nu. Nu levede han ikke længere.
Sygeplejersken der åbnede et vindue, så hans sjæl kunne flyve væk.
Et kor af gråd og hulken.
Et så sørgeligt minde.
Men hvor er jeg glad for, at jeg var der. Jeg er så glad for, at jeg fik sagt farvel til ham.

Så i morges valgte jeg at tænde et lys for Henrik og dem omkring mig, der lider samme afsavn. Følelsen af, at en person bliver revet væk fra en er så utilgivelig og ubegribelig. Jeg kommer aldrig til at acceptere det...
Når jeg tænker på Henrik i dagligdagen, minder savnet mig om det samme savn, fra da jeg var lille.
Jeg tænker på ham, som om han er ude at rejse. For rejse det var noget han gjorde. En sand eventyrlysten person, der oplevede verden. Når han var væk længere tid ad gangen, var savnet stærkest, men han var jo et eller andet sted derude. Jeg husker tydeligt den gang han var i Australien og jeg var så ulykkelig, fordi det var omkring min fødselsdag og at han derfor ikke kunne deltage. Men på grund af et eller andet, som jeg stadigvæk ikke helt er klar over hvad er, men jeg har altid tænkt det som det var på grund af min fødselsdag (selvhøjtidelig lille barn!), så kom han hjem alligevel. Jeg var den lykkeligste, lille pige!

Den lykkefølelse er så fjern nu, for nu kommer han aldrig tilbage og følelsen af savn er stærkere og mere smertefuld, end nogensinde før. Det er hjerteskærende og jeg forstår slet ikke HVORFOR. Dette "hvorfor" vil for altid runge højt og tydeligt og hjemsøge mig, resten af mit liv, som et andet genfærd. Det er forfærdeligt at miste en man har kær. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den smerte, min kære familie må befinde sig i. Især ikke min tante, fætre, mor, mormor eller morfar, der alle har haft ham i deres liv på helt andre måder, end jeg har. Men når mit savn er så smertefuldt, må deres være endnu mere smertefuldt. Det er en ubegribelig og ubeskrivelig følelse, at miste en man har kær. Jeg tror aldrig nogensinde vi vil komme os over det. Egentlig håber jeg aldrig nogensinde, at vi vil det. Jeg ønsker for altid at blive mindet om ham, gennem vores fælles minder om ham, men også ord, musik og tanker. Jeg vil aldrig, nogensinde glemme ham. Derfor er det dejligt med mærkedage hvor smerten kan få lov til, at komme til udtryk. Særlige dage at lade savnet blomstre op. For selvom det gør ondt. Selvom jeg langt hellere ville have ham her, hos os, hos hans børn og familie, så er jeg glad for, at vi i det mindste har noget at samle os om. Mærkedage hvor vi kan mindes. Lige såvel hans gravsted, hvor man kan tilbringe tid, enten alene eller med andre. Ligesom da vi pyntede op, den 1. Advent, hvilket jeg synes var så skønt.
Derudover er jeg også glad for alle de minder jeg har og billeder til at huske ham og minderne.
Det betyder så meget for mig, at kunne tage dem frem ind i mellem og tænke tilbage på alle de dejlige minder vi havde sammen. Alle sammen.


Henrik vil i vores hjerter for altid være gemt og jeg vil altid elske ham for hans sjove, glade og skønne personlighed. En person jeg for altid vil se op til.

"When Someone You Love Becomes Memory,
Memory Becomes Treasure"

mandag den 8. december 2014

En af de dage....

En af de dage, der egentlig hedder mandag med stort M.
En af de dage, hvor man ikke kan huske, hvor man har lagt sin jakke og sine sko, En af de dage hvor man går ind på personalestuen, når man egentlig skulle på toilettet.
En af de dage, hvor man går med hovedet under armen, hvilket nok skyldes en weekend på langs. En af de dage, hvor man får utroligt meget information, på ganske kort tid.
En af de dage, hvor selv kassen i Fakta strækker og skaber irritation og forvirring.
Atter en gang er det mandag. Atter en gang er en uge begyndt og jeg havde allermest lyst til lasagne, men jeg endte med syltetøjsmadder og mazarintærter - UPS...
Sådan en dag har jeg i dag.
Alligevel smiler jeg stort og er gladere end glad. Alligevel har jeg lyst til at kramme hele verden, trøste og sige, at det hele nok skal gå. Alligevel har jeg lyst til at smile til alt og alle.
For jeg er virkelig glad i låget i dag!

Masser af positiv energi og carpe diem har fundet sted.
Blandt andet fordi jeg har fået taget hul på studielivets kompleksiteter og fundet gnisten frem, i forhold til at læse. Jeg kan pludselig se en mening med mit valg af uddannelse.
Det hele er hvad man gør det til. Og jeg har gjort det til noget dumt og negativt, i en længere periode. Men den periode er vidst slut nu.
Efter at have haft vejledning, med en rigtig god vejleder, satte det pludselig gang i maskineriet og førstesalen har tænkt m a n g e tanker, lige siden. Måske er det også derfor, at jeg ikke kunne huske hverken fra eller til - og sådan er det.
Men jeg glæder mig allerede til at observere lidt mere i morgen og komme i gang med læsning af teori og sammenkoble det med praksis. Det er spændende at arbejde - og at lære!
Atter en gang har jeg også været heldig med praktikstedet.
Jeg er faktisk utroligt glad for mit praktiksted og jeg bliver gladere og gladere, for hver dag der går. Det er nogle skønne unger, søde kollegaer og meget flinke og interesserede forældre, jeg møder i min hverdag. Jeg er glad med glad på - og så gør det ikke noget med dårlig kost, træthed og en hjerne af grød (i hvert fald for nu....)
Carpe Diem!

mandag den 1. december 2014

1. Søndag i Advent


Nu nærmer julen sig, hvilket jeg atter engang må sige, er en ambivalent tid.
Men jeg har det meget bedre i forhold til at tage hul på "julemåneden", end jeg havde sidste år. I går, den 1. Søndag i Advent, drog min mor, søster, stedfar, lillebror og jeg mod København. Her skulle vi mødes med min tante og fætre, for at pynte min onkels gravsted og skabe julestemning. Det var en hyggelig begivenhed og slet ikke så sørgelig, som jeg kunne have frygtet. Vi fik sat et lille juletræ ved hans grav, hvorpå vi hængte julekugler og snakkede lidt. Vi lagde også gran rundt om gravstedet. Jeg håber på, at det er en tradition vi kan fortsætte. Da vi var færdige og kulden begyndte at bide lidt hårdere, vente vi næserne hjemad. Her sludrede vi videre, bryggede kaffe og satte æbleskiver over, mens drengene legede og spillede på iPads. Jeg lavede et puzzlespil med min yngste fætter.
Det var en sød afslutning og jeg nød lige at se lidt til min københavnske familie.