torsdag den 20. november 2014

Temperamentsfulde Misse - en pinlig sandhed


Advarsel!
Selvhad og brok:


For jeg er faktisk lidt træt af mig selv. Træt af at jeg ikke kan acceptere nogle ting som de er. Men også træt af, at jeg ikke kan holde min kæft. Hvor er gaffa-tapen, når jeg har allermest brug for den?
Hvor er forstanden?

Det er uhyggeligt hvordan jeg til tider graver min egen grav. Og jeg bliver bare ved, graver den større og større. "Nu burde du holde din kæft og give albuerum", "træk lige vejret!!"- men det sker ikke, og inden jeg har set mig om, er det, der var på vej mod noget positivt, vendt til det komplet modsatte og jeg har blot hældt mere benzin på bålet. Jeg står bare og ser det brænde mere og mere intenst. Stort og flot. Det er så uudholdeligt, at jeg overvejer at smide mig selv på det. Et spinkelt håb om, at smerten til sidst holder op af sig selv. Måske bliver smerten så ekstrem, at jeg ikke længere mærker den.
Det er forfærdeligt. Det er forfærdeligt at være sådan en hidsigprop. Det er forfærdeligt, ikke at lytte til min indre stopklods. Jeg hader det mere end noget andet. Mit temperament. Jeg er min egen værste fjende og jeg er kommet galt af sted, M A N G E gange. Jeg har brændt mig noget så frygteligt. Det er som om jeg ikke lærer af mine fejl En anelse sadomasochistisk. Jeg hader det. Jeg hader mig selv for det her. Det her ulmende, ukontrollerede, sure, bitre, dumme, missiske, konflikt-baserede humør, som er lige til at lukke op og s**** i...

"Stop dig selv!", "lad være med at fortsætte", "luk samtalen her".. Ååååh, det er et helvede... Og jeg bliver bare så ked af det, over at jeg ikke kan styre mig selv. Det er en ubehagelig følelse, ikke at have selvkontrol og bare være en eller anden idiot. Jeg bliver skuffet over mig selv. Så skuffet, at jeg derefter komme i en fase hvor jeg fortryder og går i total panik!
Hvorefter panikken bliver til noget intenst og undskyldende l o r t, som INGEN gider at høre på. Det er lige så slemt og irriterende, som raserianfaldet. Og jeg kommer bestemt heller ikke nogle vegne med den opførsel. Så bliver jeg flov og jeg har bare lyst til at grave mig dybt, dybt ned, i den grav jeg selv har gravet, med mine bare næver. En grav af negativitet og stupiditet. Det er så latterligt!

Jeg har bare brug for at fortælle om min mindre stolte og virkelig sørgelige side af mig selv. For jeg har et temperament uden lige og kan blive stik modsat den jeg gerne vil være og den, de fleste egentlig kender mig for. Jeg kan blive forfærdelig, stortude, ryste af raseri og faktisk slet ikke kontrollere den jeg er, det jeg siger og hvordan jeg handler, når jeg når der ud. Jeg kommer nærmest i en helt anden tilstand, hvor bevidstheden er et land hvis navn, INGEN kan udtale eller har hørt om. Jeg black-outer nærmest.
S U K. Det er noget værre møg.

Men det er desværre sådan jeg er - og faktisk altid har været? - jeg prøver ihærdigt at komme det til livs og tackle det. Indtil videre er det gået ad helvedes til. Jeg er en elendighed og lige pt den værste udgave af mig selv.
Knap så Carpe Diem - ret meget røv og nøgler!

1 kommentar:

  1. Ved du hvad... Jeg har også været verdens største hidsigprop. Og sygeligt, psykopatisk jaloux. Ikke bare på kærester, men også på venner/veninder. Jeg har kastet med ting, smadret porcelæn, råbt, skreget, grædt. Både offentligt og i hjemmet. Været så ude af den, at jeg var totalt ligeglad med om folk så mig på den måde. Hvordan jeg skabte mig. Indtil for et par år siden græd jeg næsten dagligt. Der var altid et eller andet jeg kunne køre mig selv op over. Tit var det bare ting jeg digtede inde i hovedet. Det havde intet hold i sig.

    Det bundede i et ekstremt dårligt selvværd. Jeg var sikker på Mads smuttede hvert øjeblik det skulle være (der var så mange andre smukke kvinder, som ville have ham, så hvorfor skulle han blive hos mig?), og ellers så havde han i hvert fald en masse kørende ved siden af. Jeg var også sikker på, at alle mine venner helt sikkert hellere ville hænge ud med andre end mig, snakkede om mig bag min ryg. Ja, jeg kunne blive ved...

    Men for nogle år siden var det som om det hele stille og roligt begyndte at falde på plads i mit hoved. Jeg begyndt stille og roligt at finde mig til rette i min egen krop. Finde mig til rette med den jeg så i spejlet. Forstå at Mads faktisk kom tilbage, hver gang. Også selvom han havde været ude blandt smukke kvinder. Jeg fandt venner som virkelig ville mig og ud af at (mange af) de gamle venner altså også blev ved med at være der. . Jeg fandt ro.

    Jeg siger ikke at jeg aldrig bliver tosset, ude af den, ser rødt, mærker en snert af jalousi. Men det er SÅ sjældent det sker, og jeg er blevet så meget bedre til at få mig selv ned igen, hvis tankerne begynder at melde sig. Det jeg prøver at sige er, at der nok skal komme en tid, hvor du lærer at kontrollere alle de følelser, som nu får lov til at kontrollere dig. Du virker allerede til at være nået rigtig langt og til at være i kontakt med dig selv. Men husk at du stadig er ung og stadig er ved at finde ud af livet. Det hele skal nok falde på plads for dig.

    Sidst vil jeg bare anbefale dig lidt litteratur, som i hvert fald jeg hjulpet mig godt på vej. 'Nuets kraft', af Eckhart Tolle, eventuelt også 'Du bliver hvad du tænker', af Jørgen Svenstrup og sidst Dalai Lama 'kunsten at leve lykkeligt'. Alle har jeg personligt haft gavn af. Måske de også vil hjælpe dig.

    Men vigtigst af alt - du må ikke være for hård ved dig selv. Det værste du kan gøre er at slå dig selv oven i hovedet. Prøv at styr tankestrømmen, vær opmærksom på hvornår følelser begynder at vælte ind. Det kan være du begynder at se et mønster og derved bliver klogere på at kunne kontrollere dem.

    Pøj pøj med det hele og kram fra mig.

    SvarSlet