torsdag den 20. november 2014

Temperamentsfulde Misse - en pinlig sandhed


Advarsel!
Selvhad og brok:


For jeg er faktisk lidt træt af mig selv. Træt af at jeg ikke kan acceptere nogle ting som de er. Men også træt af, at jeg ikke kan holde min kæft. Hvor er gaffa-tapen, når jeg har allermest brug for den?
Hvor er forstanden?

Det er uhyggeligt hvordan jeg til tider graver min egen grav. Og jeg bliver bare ved, graver den større og større. "Nu burde du holde din kæft og give albuerum", "træk lige vejret!!"- men det sker ikke, og inden jeg har set mig om, er det, der var på vej mod noget positivt, vendt til det komplet modsatte og jeg har blot hældt mere benzin på bålet. Jeg står bare og ser det brænde mere og mere intenst. Stort og flot. Det er så uudholdeligt, at jeg overvejer at smide mig selv på det. Et spinkelt håb om, at smerten til sidst holder op af sig selv. Måske bliver smerten så ekstrem, at jeg ikke længere mærker den.
Det er forfærdeligt. Det er forfærdeligt at være sådan en hidsigprop. Det er forfærdeligt, ikke at lytte til min indre stopklods. Jeg hader det mere end noget andet. Mit temperament. Jeg er min egen værste fjende og jeg er kommet galt af sted, M A N G E gange. Jeg har brændt mig noget så frygteligt. Det er som om jeg ikke lærer af mine fejl En anelse sadomasochistisk. Jeg hader det. Jeg hader mig selv for det her. Det her ulmende, ukontrollerede, sure, bitre, dumme, missiske, konflikt-baserede humør, som er lige til at lukke op og s**** i...

"Stop dig selv!", "lad være med at fortsætte", "luk samtalen her".. Ååååh, det er et helvede... Og jeg bliver bare så ked af det, over at jeg ikke kan styre mig selv. Det er en ubehagelig følelse, ikke at have selvkontrol og bare være en eller anden idiot. Jeg bliver skuffet over mig selv. Så skuffet, at jeg derefter komme i en fase hvor jeg fortryder og går i total panik!
Hvorefter panikken bliver til noget intenst og undskyldende l o r t, som INGEN gider at høre på. Det er lige så slemt og irriterende, som raserianfaldet. Og jeg kommer bestemt heller ikke nogle vegne med den opførsel. Så bliver jeg flov og jeg har bare lyst til at grave mig dybt, dybt ned, i den grav jeg selv har gravet, med mine bare næver. En grav af negativitet og stupiditet. Det er så latterligt!

Jeg har bare brug for at fortælle om min mindre stolte og virkelig sørgelige side af mig selv. For jeg har et temperament uden lige og kan blive stik modsat den jeg gerne vil være og den, de fleste egentlig kender mig for. Jeg kan blive forfærdelig, stortude, ryste af raseri og faktisk slet ikke kontrollere den jeg er, det jeg siger og hvordan jeg handler, når jeg når der ud. Jeg kommer nærmest i en helt anden tilstand, hvor bevidstheden er et land hvis navn, INGEN kan udtale eller har hørt om. Jeg black-outer nærmest.
S U K. Det er noget værre møg.

Men det er desværre sådan jeg er - og faktisk altid har været? - jeg prøver ihærdigt at komme det til livs og tackle det. Indtil videre er det gået ad helvedes til. Jeg er en elendighed og lige pt den værste udgave af mig selv.
Knap så Carpe Diem - ret meget røv og nøgler!

søndag den 16. november 2014

Livet er smukt!

Endnu en gang kan jeg afslutte en dag, med et smil på læben. Jeg har haft en dag, der har givet mig følelsen af, at råbe "livet er smukt!"
For efter en tur på plejehjemmet, hvor jeg oplevede en masse ældre og to kvinder der skabte en fantastisk stemning, med skøn sang og dejlig klang, har jeg fået en stærkere følelse af lykke.
Jeg blev ramt af en særlig følelse, som jeg rigtig godt kan lide, da salen med de ældre begyndte at summe og synge med på tonerne. Det var så smukt og jeg blev så glad. Da jeg kom hjem igen, fik jeg besøg af en gammel ven i gamle klæder. Min (første) roommate, som jeg havde en helt speciel tid med. Vi spiste aftensmad sammen og sludrede i flere timer, over kaffe, te og chokolade. Det var så utroligt hyggeligt. Vi krammede farvel og han steg på toget, hvorefter jeg bevægede mig ud i det regnfulde blæsevejr. Jeg smilede hele vejen hjem til min hybel. Og nu sidder jeg her, med en dejlig følelse af lykke i kroppen.
For jeg har det godt.
Jeg har det virkelig godt!
Jeg er så glad over den jeg er og hvor jeg er.
Faktisk er jeg nok tættere på at være lykkelig, end nogensinde før. Hvilket kan være en helt utopisk følelse for mig, oven på alle de negative følelser jeg har gennemlevet i gennem tiden.
Men jeg har det godt. Jeg har ja-hatten på og jeg lever et liv, jeg er glad for. Jeg gør ting der er opbyggende, hvilket jeg ikke vidste jeg var i stand til. Jeg gør det der gør mig glad.
Jeg vil ikke sige at mit liv er perfekt - og bliver det mon nogensinde det? - men jeg har det virkelig godt, her hvor jeg er. Der er faldet en eller anden form for ro over mig.

Livet er smukt!

(Selvom jeg da kan drømme mig langt, langt væk. Ja, og drømmene er vigtige at have, for de holder en i gang. Men når det så er sagt, og selvom jeg blot er en 23 årig pædagogstuderende, der bor alene med min kat, så har jeg det utroligt godt!)

Carpe Diem!

lørdag den 15. november 2014

Drømme


Drømme....
Det at drømme er en vigtig egenskab og en fantastisk mulighed. For drømme koster ingenting og med drømme kan du komme vidt omkring. Jeg elsker at drømme!
Drømme... Dem har jeg rigtig mange af - til tider lidt for mange - og det kan give pludselige lyster, kriblen i fingrene, mærkelige tendenser og skøre idéer. Jeg kan sidde og surfe på det kære internet, som jeg faktisk er en ret stor fan af, hvorefter jeg pludselig har fået forskellige kasketter på. Så arbejder jeg med kommunikation og PR, efterfulgt af at være fotograf, noget større i forhold til forskning af pædagogik, sociologi og psykologi og jeg skal gi' dig skal jeg. Jeg kan det hele og jeg vil det hele! Jeg har forfattet bøger, hvor der på ryggen står "M. M", jeg har skrevet og illustreret mine egne børnebøger, tegnet tegninger og været kreativ.
Jeg kan drømme om mange ting, men primært handler det om noget inden for det humanistiske felt. Til tider har jeg ikke nok i det eller den jeg er, og jeg vil meget mere. Jeg er sulten og har blod på tanden. Et klik rundt med jobsøgning og pludselig har jeg fået arbejde på Grønland, med de svært stillede børn. Jeg drømmer videre og er måske i gang med, at forske i store sager og kommer med nye begreber, teorier og idéer. Drømmene vokser sig større og større. Ja, det er nærmest pinligt at vågne op af drømmene og mærke, at jeg egentlig kun er en 23 årig teenage-agtig tøs, der er i gang med en pædagoguddannelse, med alt for meget selvstudie og en rygrad som en vingummibamse. En - hvad skal jeg kalde mig selv? - pige? Med lyst til alkohol og fest, en der elsker kaffe, fed mad og shopping og i det hele taget ikke er særlig voksen. På trods af drømme om Villa, Volvo og Vovhund og æggestokke der skriger, når jeg er sammen med de små pus i vuggestuen. At jeg bare er en "kvinde" i en alt for lille lejlighed, der roder alt for meget, sammen med min kat. I det hele taget er jeg en plat og knap så kontrastfuld udgave af mine store, farverige drømme, men jeg kan drømme! Og jeg elsker mine drømmer og skribler ofte løs i min dagbog, omkring alt det jeg gerne vil og alt det jeg kan. Jeg hader til tider mig selv, for at gøre mig til den værste udgave, af mig selv. For når jeg vågner fra mit dagdrømmeri, bliver jeg ofte ærgerlig over, at jeg har drømt så højt og flot om mange ting, men alt for langt væk fra virkeligheden og nutiden. Alligevel så elsker jeg at drømme mig væk og forestille mig at være forfatter for min egen klumme eller male verden i mine farver, med mine ord og påvirke med mine talenter. For inderst inde tror jeg på, at jeg er meget mere og kan meget mere, end det jeg egentlig viser. Jeg skal bare lige finde vejen derhen, lære at bruge mig selv rigtigt og ind til da, så vil jeg drømme videre i dampen af min sorte kaffe, bag min lysene computerskærm.

Carpe Diem!

Politik, smørrebrød og fair trade kaffe


"Åh, ååååh...."
Sådan en følelse havde jeg lidt, da jeg torsdag formiddag fandt ud af, at "nu er det nu! Jeg skal rent faktisk lege fotograf for en dag!" Jeg blev for noget tid siden, arrangeret af Frivilligcenteret Roskilde,  til at være fotograf i forbindelse med deres projekt. Jeg er kommet i kontakt med dem, gennem med nogle arrangementer, her hvor jeg bor. Jeg fik afprøvet mine (knap så gode) fotografiske evner af. Det er rart at vide, at der ikke er nogle der dømmer nogen, idet jeg ikke bliver betalt for mit arbejde. Så uanset hvor dårligt resultatet bliver, så er det okay. Jeg kan mærke at jeg, i forhold til det tekniske, har lang vej endnu. Men det var en rigtig spændende dag i forhold til programmet, men også i forhold til at fange de relevante øjeblikke, og jeg kom da vidt omkring!



Det blev blandt andet til smørrebrød med Roskildes borgmester (efter at have fulgt et mere eller mindre stramt program, i forhold til at nå omkring mange af Ældre Motions forskellige aktiviteter, til borgerne (60+) i Roskilde Kommune)



og bagefter drak jeg Fair Trade kaffe og spiste hjemmebagte cookies med politikeren Daniel Prehn, mens der blev talt om Fair Trade og betydningen af samme.

Det har nok været min allermest engagerede oplevelse, i forhold til politik, n o g e n s i n d e.
For skal ret være ret, så er jeg på ingen måde politisk orienteret. Det kan være en pinlig erkendelse, når man sidder og lytter til politisk snak.
Men jeg har fået en på opleveren - og ikke kun fotografisk.
For jeg er kommet ind under huden i forhold til frivilligt arbejde og vigtigheden i det. Hvordan nogle organisationer og tiltag ikke kan løbe rundt, uden "os frivillige". Hvor stor en betydning, det frivillige arbejde har og hvor at værdien i arbejdet og resultatet, for det det meste, er vigtigere end kroner og øer. 
Ældre Motion i Roskilde virker til at have en stor betydning for de ældre, i forhold til det sociale, men også kropslige for de ældre borgere i Roskilde Kommune.

De har et fællesskab, et sammenhold men de nyder også at bruge deres krop og være aktive.
For dem har det en enorm betydning for deres helbred, men også det at komme ud og ikke "bare kukkelure" derhjemme. Jeg synes det var meget spændende at få lov til at se, hvad der egentlig er af aktiviteter og muligheder, for de ældre, i Roskilde Kommune. Det er jo ikke noget jeg til dagligt spekulerer mig så meget i. Men jeg føler mig en oplevelse rigere. Igen er jeg glad for ja-hatten og de muligheder jeg skaber for mig selv, og min egen udvikling.

Blandt andet gjorde jeg selv det her frivilligt og jeg blev meget tilfreds med selve oplevelsen. For hvor tit kan man sige, at man har spist smørrebrød med to ældre herre og borgmesteren?
Jeg fik også lov til at opleve Karibu - en Fair Trade butik i Roskilde - og høre omkring vigtigheden i det frivillige arbejde, men også få information omkring Fair Trade og økologi. Det var ret interessant og jeg blev så forelsket i den fine butik.





En stemning af jul


Det er ved at blive vinter. Det er blevet et rigtigt hyggevejr og tid til uldsokker, sweater og varm kakao med flødeskum. Der er et eller andet dejligt ved denne årstid, på trods af de mørke morgener og aftener. For det er snart jul og jeg glæder mig mere og mere til at få pyntet op og komme i ordentlig julestemning. Jeg tænker på at anskaffe mig et lille træ med en lille lyskæde, til at stille ude foran min hoveddør. Det bliver så skønt! Ja, for at være rigtig skør kattedame tænker jeg også, at både Hera og jeg skal have en sok og at hun skal have en kattekalender. (Hvis jeg da kan finde sådan en!) Jeg glæder mig i det hele taget bare rigtig meget til julen i år. Min julestemningsfølelse er også kommet noget tidligere end den plejer - og jeg kan ganske godt lide det! 

Måske skyldes denne stemning af jul også stærkere, efter en dejlig eftermiddag i selskab med søde P. Vi besluttede os for at julehygge en smule med indkøbte Jødekager og ingredienser til lækre havregrynskugler. Jeg fandt nogle grimme julemandsstearinlys frem og pludselig lugtede der lidt af jul og kaffe over det lille bord, i min lille hybel, Det var en herlig fornemmelse og derfor kan jeg ikke andet, end glæde mig til mere jul og mere stemning.

Carpe Diem!



Forbrugerkat

Ups!
Jeg er kommet til at bruge penge...


En sort blondekjole fra H&M til 200 kroner. Jeg er så f o r e l s k e t i den, at den måtte hapses med hjem til skabet og gemmes, til jeg en dag mener at den skal i brug. Uanset hvad var det livsnødvendigt at købe den nu!


 Støvler fra Føtex til 179 kroner. Simple og billige og jeg synes faktisk de er ret fede!


Ny mascara og en ny læbestift, til at pifte den grå hverdag lidt på.
Jeg er skeptisk i forhold til mascaraen, men læbestiften synes jeg er noget så y n d i g!


fredag den 7. november 2014

Et godt øje for billeder


Jeg får tit sætningen "du skal da ikke være pædagog, men fotograf!" kastet i ansigtet, hvilket jeg bliver ganske stolt af at høre. Det er dejligt at vide, at folk synes godt om ens kreative kunnen og jeg er virkelig glad for at bruge et kamera. Jeg kan fordybe mig fuldstændig i billedredigering og jeg elsker at håndtere og lege med motiver og lys. Desværre har jeg ikke et studie eller gode midler, i forhold til at skyde modeller. Men nu er jeg blevet kontaktet af en kvinde, gennem Frivilligcenteret Roskilde, som gerne vil hjælpe mig med at udvikle mine evner. "Du har et godt øje for billeder" skrev hun til mig i en e-mail. Ja, så må det jo snart være rigtigt nok alt sammen, siden flere og flere roser mig for mine 'evner'.
Det at "blive opdaget" af en anden fotograf og at få ros af vedkommende, det sætter jeg enormt stor pris på. Jeg glæder mig til at prøve mig selv af, sammen med hende. Jeg er så taknemmelig over, at hun gerne vil hjælpe mig med at udvikle mig, for det betyder at jeg har et "talent" som kan arbejdes videre på. Denne chance vil jeg bestemt ikke lade gå til spilde, så jeg har takket pænt "ja tak" med det største smil på mine læber. Jeg har altid været enormt fascineret af billeder og den måde de bliver skabt på. Da jeg fik mit første kamera skød jeg tusindevis af billeder (et gammelt sony digitalkamera). Jeg elsker også engangskamerarer, da jeg synes der er noget charmerende ved de håndholdte billeder. Derudover er jeg latterligt forelsket i polaroidkamera. Da jeg fik FujiFilm instax mini 8 i julegave, blev jeg ovenud lykkelig. Det er godt nok en smule dyrt i drift (kontra et spejlrefleks/digitalkamera), men det er så kært og yderst charmerende. En dag anskaffer jeg mig et stort og lækkert polaridkamera med de dyre film til. En dag, når jeg er rig nok!
Min far har altid taget mange billeder og jeg er nok blevet inspireret af hans knipserier, hvilket jeg bestemt er glad for at være blevet. Han havde et Canon EOS 350D, som han lånte til mig (på ubestemt tid). Men da det begyndte at leve sit eget liv, købte jeg mit Canon EOS 700D til mig selv, i fødselsdagsgave. Det har taget mig rigtig lang tid at lære det at kende, og jeg synes til tider det lever lidt sit eget liv. Men vi skal bare lige blive gode venner og lære hinanden bedre at kende, tænker jeg.
Så nu prøver vi at arbejde sammen i tide og utide, på godt og ondt og jeg er bestemt ikke ked af det. På baggrund af min glæde ved at blogge og min kærlighed til kameraet, valgte jeg at oprettet en facebookprofil til mine billeder.

Når folk 'liker' et billede på min profil eller spørger om jeg ikke vil fotografere dem (i forhold til en fødselsdagsgave, eller lignende) så føler jeg det som et enormt kompliment. Fordi det må jo betyde at det jeg gør, langt hen ad vejen, er godt nok. Hvilket gør mig stolt af mig selv.
Jeg er stort set selvlært i forhold til alt det jeg kan. Jeg har læst mig til ting på nettet og spurgt folk til råds, men jeg har aldrig været på et kursus eller lignende. Men jeg tænker at det kunne være rigtig fornuftigt at komme i gang med et kursus og lære omkring opsætning, indstillinger med videre.
Jeg drømmer om en dag, at få mig mit eget ministudie, hvor jeg kan skyde modeller og lege med lys. Det bliver lækkert - og hvis jeg bare bliver ved med at tro på drømmen, så skal den nok blive til virkelighed! Indtil da så øver jeg mig på min stakkels kat, til familie-kom-sammen, fester og hvad jeg ellers lige bliver tilbudt. Jeg håber på at blive rigtig god, en dag, men lige nu synes jeg der er lang vej. Især fordi pengene er så små. Men indtil videre går det da den rigtige vej - og tro kan flytte bjerge! Det har jeg i hvert fald hørt.

Med en god portion drømme og et drys Carpe Diem skal jeg nok komme langt. Indtil videre så øver jeg mig så godt jeg kan!

torsdag den 6. november 2014

Singlemis og CrazyCatLady



Her er vi. Hera og jeg. Det er os der bor her og det er os der bestemmer.
Jeg er ved at få smag for singlelivet, hvilket er en ret anderledes følelse, for mit vedkommende.
Da jeg stort set har haft en kæreste altid (ikke den samme), så er det helt underligt ikke at have lyst til at være i et parforhold.
Men her på det sidste, er Hera og jeg er så småt begyndt at have vores egne rutiner. Blandt andet med puttetid om morgenen, så snart væggeuret ringer. Eller når hun holder mig med selskab, mens jeg roder med computeren. Jeg kan ret godt lide at gå alene i seng. Det at vågne op alene, uden at skulle være social med andre lige fra morgenstunden, er også blevet en sand favorit. Jeg er generelt bare blevet rigtig glad for mine rutiner og alenetid. I det hele taget bare det, ikke at skulle være noget for nogen, i mit eget hjem, det kan jeg utroligt nok, godt lide. Jeg havde virkelig aldrig, nogensinde forestillet mig, at jeg ville blive glad for at sige det!

Jeg elsker bare at have min hybel for mig selv og gøre lige hvad det passer mig. når det passer mig. Det at rode som det passer mig, lade opvasken stå en dag for længe, at rydde op i tide og utide, spise mad når jeg lige har lyst, hvor jeg har lyst, drikke af mælkekartonen... Ja, hele det der "ungliv" og "singleliv" det passer mig sgu egentlig rigtig godt. Lige nu vil jeg slet ikke bytte det for noget. Jeg forsøger at lære, at være alene og jeg synes det går ganske udmærket. Jeg føler ikke for, at være "nogens" lige nu. Selvom jeg er en kæmpe tryghedsnarkoman og et rigtigt selskabsdyr, så kan jeg mærke, at mange af de sociale behov nok skal blive dækket godt ind i form af fællesspisning, venindehygge, arrangementer med Frivilligcenteret Roskilde (hvor mine fotosysler også kan komme til udtryk), samt skolen, arbejdet og den kommende praktik.
Ja, i det hele taget siger jeg ret meget "ja" til mange (små) projekter, hvilket føles rigtig godt. Dette sker også meget mere nu, fordi jeg på en eller anden måde føler mig rigtig fri til at kunne gøre det.
Jeg skal ikke rigtig tage stilling til andre end mig selv, i forhold til min hverdag.
Jeg føler lidt jeg har fundet en eller anden form for ro, som jeg glæder mig til vokser sig større og større.
Så hurra for sololivet og at være enlig CrazyCatLady! Jeg tror slet heller ikke, at jeg ville kunne klare denne alenetid lige så godt, hvis ikke det var for min spindetrolds herlige selskab. (Bare vent, jeg rammer nok en mur på et tidspunkt, hvor jeg tuder over at være ene og alene. Og så kommer der et indlæg om det. Men det er vigtigt med kontraster her i livet! Desuden er jeg glad og tilfreds lige nu.)


Carpe Diem!