torsdag den 21. august 2014

Tunge, men taknemmelige torsdag

Så er jeg tilbage på pinden. Håber jeg da. Men nu skal jeg ikke love for meget.
Sidder herhjemme med de lækre Arctic Monkey boys i øregangen og nyder en soloaften (dog med Hera). Så faktisk er jeg slet ikke så solo, som jeg til tider føler mig. Men ensomheden kan komme snigende og følelsen af tab og tristhed glider ind over mig, som en fæl skygge, når skyerne går for solen.

Solotiden har varet cirka én måneds tid og jeg er begyndt at finde mig selv i det her kære (katte)liv.
Det er aldrig nemt at tage en beslutning om at ende noget. Og jeg har ikke lyst til at gå så meget i dybden med det her. Dog vil jeg alligevel skrive, at jeg er glad for beslutningen. For jeg har mange ting i mig selv, som jeg slås med. Der er meget jeg skal lære om mig selv og som jeg skal finde ud af, ved mig selv. Derfor er det godt for mig, at finde mig selv. Hvordan jeg skal finde mig selv, det ved jeg ikke. Men jeg har reflekteret over rigtig mange ting, og jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg på bedste vis bliver glad for mig selv, for den jeg er, og det jeg udretter.

Det er vigtigt for mig, at kunne se mig selv i øjnene og stå ved den jeg er. Hele livet er én lang læringsprocess og jeg bliver nok aldrig helt klog på hvem jeg er, hvorfor jeg er den jeg er, hvad jeg gerne vil med mit liv og hvordan jeg vil gøre det. Men lige nu føler jeg, at jeg har fundet en sti som virker rigtig for mig.
Da jeg fik mit 10-tal til "eksamen" i uge 26, fik jeg en enorm stor succesoplevelse og jeg var så stolt af mig selv. Jeg vidste bare, at ved at tage pædagoguddannelsen, har jeg fundet min rette hylde. Jeg kan være stolt af, at jeg næsten helt selv har skaffet det 10-tal. Primært mig selv.
Jeg snakkede og snakkede til den "eksamen" som aldrig før, uden at være angst. Jeg troede på mig selv og mine holdninger og jeg viste, at jeg er et reflekterende individ. Og det er jeg! Jeg udvikler mig i processen og lærer ved at mærke og opleve. Smage på livet.
Og det er det jeg har tænkt mig at gøre. Smage på livet og tage mit eget liv i egne hænder. Gøre noget for mig selv!

Jeg er begyndt at løbe (startede i uge 30) og har stort set løbet hver anden dag, lige siden. Jeg kan løbe lidt over 3 kilometer uden stop, hvilket jeg for bare to måneder siden, A L D R I G havde forestillet mig om mig selv. Og selvom det for nogen nok er "småting", så er det en kæmpe milepæl i mit liv. Jeg har valgt at sige til mig selv: "Hvis andre kan, kan du også!"
Jeg har virkelig erkendt, at jeg skal løfte mig selv op, fremfor at gemme mig og ryge ned i det forfærdelige hul, jeg engang var i. (Min depression for nogle år tilbage, som jeg desværre stadigvæk har nogle mén fra, men i n t e t i forhold til tanker og følelser, dengang).
Der er ikke nogen andre der roser dig for de ting du gerne vil roses for - med mindre du gør dem opmærksom på det. Der er ingen andre til at klappe dig på skulderen eller give dig den indre stolthedsfølelse. Du er din egen og du bliver nødt til at være glad for dig selv, og elske dig selv, før du kan elske andre.
Det er blandt andet med disse ord, at jeg prøver at skabe en hverdag for mig selv. Jeg prøver at vokse med rollen som individ. Skabe en identitet der er 'mig'.

Kært barn har mange navne, men at finde den indre, æ g t e 'mig'-følelse, det kan være svært. Men jeg har fat i den lange ende lige fortiden. Og sådan skal jeg blive ved med at have det.
Jeg skal acceptere, at det er okay at være ked af det. Det er helt okay at have en øv-dag eller at være mut, melankolsk og missisk. Det er okay at være træt og tvær.
Lige så vel som det er okay at være på den grønne græn, overdrevet manisk og latterligt legesyg. For jeg er lidt af det hele og mest af alt, er jeg nok bare underlig. Hvilket også er noget, at jeg med tiden skal lære at være stolt af, fremfor flov over.
Og det begynder alt sammen, i en alder af 23 år og nogle måneder, at give mere og mere mening for mig. Jeg er virkelig begyndt at se på mig selv, med de øjne, som jeg gerne vil se mig selv med. Dog er det altid rart med andres perspektiv. På trods af, at det der med at få at vide, når man gør noget galt eller har handlet forkert i en given situation, det kan gøre rigtig ondt i stoltheden. For jeg vil bare så gerne være perfekt. Men for helvede hvor er det en idiotisk tanke at tro, at det perfekte ikke indeholder det uperfekte.

Og med denne lange smøre af underlige tanker og noget der eventuelt løb lidt for løbsk, sluttede Arctic Monkeys med at fyre skønne toner og lækker klang af i min øregang.
Så derfor vil jeg takke af for i dag.

Godnat.

Carpe Diem!

2 kommentarer:

  1. Sødeste Misse. Jeg blev sgu glad af det her indlæg. Eller, måske er glad det forkerte ord, men håbefuld måske? Håbefuld på dine vegne, for du er på vej et rigtigt godt sted hen, sådan som jeg læser det.
    Du er sød, klog, skæg og helt din egen, bliv ved med det, det går skidegodt for dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Sødeste Louise.
      Jeg synes ellers at jeg svarede dig på din noget så fine kommentar. Men jeg må have drømt det, eller også har netværket drillet. I hvert fald tusinde, tusinde tak for dine tanker og medfølende sind. Det er rart at føle sig forstået og måske 'heppet' på. Så tak, tak, tak!

      Slet