onsdag den 27. august 2014

Et lille visit


Iført leopardstrømpebukser, sort kjole/top, hættetrøje, cap og lilla hummelsko drog jeg mod det københavnske landskab med musik i ørene. Jeg tog ind til Nørreport, en station jeg har det rigtig ambivalent med. For jeg elsker at komme til Nørreport, idet den er tæt på Strøget og på Nørrebro. Jeg elsker den del af København, fordi jeg har rigtig mange minder der.
 Et af mine største minder og tilhørsforhold til Nørrebro-delen af København, er min kære morbror. Han flyttede for mange, mange år siden til København og der var noget skønt ved at rejse derind, for at besøge ham. Så derfor blev jeg også nødt til at besøge ham i mandags, med en kop kaffe fra 7/11 og holde ham ajourført med mit liv.
Så jeg bevægede mig fra Nørreport til Assistens Kirkegården blandt en masse mennesker, hvilket jeg egentlig ikke synes særlig godt om. For jeg synes ærlig talt at København er en stressende by, med alt for mange mennesker og lyde og indtryk, i forhold til min lille, sensitive krop.
Alligevel er der noget helt fantastisk ved København.
Jeg bliver fortryllet, h v e r gang jeg kommer til Søerne og Peblinge Drosseringen, for det er så skønt, så kønt, så fantastisk. Den måde solens stråler forgylder vandet, folk der løber, svaner der svømmer, mennesker der cykler, går tur (med deres kære), aftaler der skal holdes, spontane beslutninger med videre. Det er så smukt at se det liv der summer forbi en, ligesom man selv har et mål.

Da jeg kom til Assistens Kirkegården og gik gennem stierne ned mod min morbros gravsted, mærkede jeg også det fantastiske liv, som København indebærer. Alt det liv udenfor kirkegårdens murer, findes også inden for murene. Det er smukt på sin helt unikke måde.
Tænk at der på Nørrebro er et sted hvor liv og død mødes på så fint et sted, med så stor kontrast til hinanden. Det er så fascinerende og bekræftende, synes jeg.
Legende børn, forelskede kærestepar, par med barnevogn, ældre der snakker om træerne og kirkegården, børn der græder, hundeluftere og løbere. Der er så meget forskelligt liv, nyt som gammelt, på dette ellers livsløse sted.
Da jeg kommer ned til min morbrors grav, sidder der to gutter med en smøg i munden og en øl i hånden. Deres cykler er parkeret bag dem og de sidder der på græsset og snakker om simple hverdagsting. Griner ind i mellem. Jeg siger pænt "hej" og sætter mig to meter længere henne, ved min morbrors grav.
Jeg slukker for min musik og sidder bare stille. Lytter lidt til deres snak omkring forskellige ting. Fodbold tror jeg vidst nok noget af det handlede om. Imens pakker jeg de ting ud, som jeg har tænkt mig at give til Henrik.



En globus for hans berejste tid. Australien, Nice, Kina you name it.
Et H for hans forbogstav, et bogstav for han skriverier. Et H for helhed og for hjerte. For i vores hjerter vil han for altid være gemt og aldrig glemt.
Og i mens jeg sad der i parken og lyttede til de to gutter der skålede med deres afdøde kammeraet "trommeslageren", til barnegråd, skridt fra løberne, summen fra folk der snakkede med videre, tænkte jeg på Henrik som person.
Hvordan det så smukt passer til ham at ligge lige der, i den bydel han boede i. På Assistens Kirkegården hvor folk kommer og går, hvor to fyre kan sætte sig og ryge en smøg og drikke en øl med deres afdøde kammeraet, hvor børn fra de omkringliggende lejligheder kan få lov til at løbe og lege, hvor kærestepar kan gå en tur blandt tronende træer og grønt græs.
Det emmer af Henrik og det er helt fantastisk. Så mange forskellige nationaliteter, gøremål, drømme og tanker. Så mange forskellige mennesker.

Da fyrene gik,åbnede jeg mere op.Jeg nød at lytte til dem, men jeg blev også lidt flov og turde ikke rigtig tænke over Henrik-situationen.
Hvad nu hvis de så mig græde? Eller hørte jeg snakkede for mig selv?
Jeg har haft rigtig svært ved at snakke til Henrik, når andre har været til stede. Hvorfor, det ved jeg ikke rigtig og jeg tænker rigtig meget over det. For der er så mange andre der gør det. Men jeg tror det er fordi, at jeg ikke vil have, at andre hører hvad jeg tænker.
Hvilket virker fjollet, når jeg normalt snakker som et vandfald, samt blogger. Men i den her situation har det været lidt anderledes. Også når jeg har været ved hans grav med andre. Eller da han lå på Rigshospitalet. Jeg ville ikke have, at andre skulle høre - måske endda blande sig? - i mine tanker og ord til ham.

Så da fyrene var gået, sad jeg og snakkede med ham. Fortalte om hvad der er sket i mit liv det seneste stykke tid, mens jeg drak af min kaffekop fra 7/11 og lyttede til de omkringværende lyde. Det var så skønt.

Lidt efter forlod jeg Henrik og kirkegården. Og jeg glæder mig allerede til at besøge ham igen. For det er så dejligt befriende at sidde der og fortælle ham om ens tanker og idéer. Ens beslutninger og mål. Ens drømme.
Men jeg gik også derfra med en frustreret følelse af savn og afmagt.
For er der noget jeg for altid vil hade og sørge over, er det tabet af verdens bedste morbror.
Da jeg sad der og snakkede til hans gravsted og så på de fine ting, som andre har lagt, tænkte jeg på hvilken dejlig person han var. Og at jeg altid vil være stolt af, at han var min morbror. Jeg vil altid være stolt af, at jeg har set op til ham. Jeg har altid været glad for ham og han har betydet rigtig, rigtig meget for mig.

2 kommentarer:

  1. Det kan være det med hormonerne, men jeg sidder altså med tårer efter det indlæg. Virkelig fint skrevet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Louise. Altid rart med komplimenter.

      Det er også noget der betyder noget, så derfor er det også rart at berette om.

      Slet