søndag den 31. august 2014

Blomstrende Mis

Lige fortiden lever jeg livet på en oprigtig Misse-måde. Den får hele armen i forhold til spontanitet og livet i frigear. Det er en fantastisk følelse. Jeg føler mig ret meget som mig selv, hvilket jeg synes, at jeg fortjener mere end nogen anden. Jeg er måske gået hen og blevet lidt se-på-mig-agtig og til tider selvfed, men jeg tror simpelthen jeg har brug for det. Jeg søger nogle gange lidt dybt efter svar på livets store spørgsmål. Og jeg er nok kommet til den konklusion, at så længe jeg følger min mavefornemmelse og gør, hvad jeg mener er rigtig, så kan det vel ikke gå helt galt. Jeg er begyndt at elske mig selv og det spejlbillede der viser sig, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg er i mere eller mindre grad begyndt at acceptere de "fejl og mangler" jeg har, men også at arbejde med de mere mentale tilstande. Så som temperament og at modtage kritik. Det kan virkelig være svært for en person, som bare så gerne vil være perfekt, at acceptere, at man ikke er det. Det er et issue, som jeg prøver at give plads til. Samtidig er jeg også begyndt at sige til mig selv: "Du ser altså godt ud i det tøj" eller "hvis andre kan, kan du også". For hvorfor skulle jeg have mindre lov til at bevæge mig frit i livet, end andre? Hvorfor skulle jeg være grimmere med cap end andre? Hvorfor kan jeg ikke løbe, hvis andre kan? Hvorfor, hvorfor, hvorfor..
Og det virker sgu. Et eller andet sted så har jeg ligesom fundet en eller anden følelse omkring mig selv. Jeg er også ved at overvinde den der grumme angst, som til tider finder vej op til overfladen. Måske er overvinde så meget sagt, men jeg accepterer mere følelsen, hvorefter jeg fortæller mig selv: "Hvorfor være angst, når du kan tage tyren ved hornene og gøre noget ved det?"
For eksempel blev der afholdt en 'Sommerfest' i Filosofparken, hvor jeg bor. En fest hvor jeg blev spurgt, om jeg ville deltage som fotograf. Hvilket jeg bestemt gerne ville! Da jeg kommer til festen kender jeg nogle stykker, men ikke alle. Men jeg øvede mig i at være åben og udadvendt. (Ja, for det er faktisk en kæmpe evne fra min side, men for bare nogle år siden var jeg slet ikke mødt op. Fordi jeg er ret så nervøst anlagt). Men jeg gav hånd og spurgte om navne og følte mig rigtig velkommen og selv ret imødekommende. Jeg nød  det! Og det er igen en af de der små sejrer, som jeg oplever. Og det er dem jeg lever ret højt på fortiden. Det er de små ting der ligesom er med til at danne mit helhedsbillede i mit liv. Det er så skønt. Jeg er flyvende. Endvidere er jeg også begyndt at synes det er rart at være ked af det ind i mellem. Det er okay at føle sig ensom! Og hvis jeg ikke vil føle mig ensom eller grave mig ned under dynen, hvad pokker kan jeg så gøre ved det?
Eventuelt rydde lidt op herhjemme og gøre det til et hyggeligt sted at være, ringe til en veninde/ven, gå tur med Hera, læse en bog, se en film you name it. Men ligesom "bekæmpe" mine negative følelser med konstruktive handlinger. Bare det at få gang i min dagbog og i bloggen igen, det er noget der gør underværker. Så det håber jeg på, at jeg bliver ved med.
Jeg ved godt det er noget af nogle romaner jeg har gang i fortiden. Men jeg ved bare, at jeg ligesom er i gang med noget større. Så derfor kommer der også mange ord på.
Jeg har det fantastisk og jeg vil gerne dele min utrolige udvikling med jer andre! Det har jeg brug for.

Carpe Diem!

P.s. så vil jeg lige dele et billede af to skønne billeder jeg har fået i studentergave.
Det var min kære far og stedmor der gav mig dem, og jeg synes simpelthen det er så sigende.
Jeg er selv en sensitiv person med en skrøbelig skal. En person der har ladet panik-angst, depression og stress fylde for meget. Med angst-anfald, ubehagelige øjeblikke og negative tanker. Det er ikke et liv jeg ønsker for nogen. Det er en smertefuld tid, som jeg kan se tilbage på, men jeg ser det nærmest kun udefra nu. For den person, dengang, det var ikke mig. Og selvom perioden var forholdsvis kortvarig, modsat mange andre. Og selvom perioden ikke endte negativt, men nærmere lykkeligt, så påvirkede jeg mig selv og mine nærmeste Det er en forfærdelig, magtesløs tilstand. Men jeg håber for alle, at de en dag kan give deres stress vinger, og lade den flyve. Og at de en dag forstår, at de er ædle perler. Det er så vigtigt at elske sig selv.
Det er det jeg er ved at lære nu. Jeg må godt rose mig selv for min tilstedeværelse og mine handlinger, uden at skulle slå mig selv i hovedet bagefter. For jeg er også noget værd. Og jeg er den eneste der kan give mig den helt rigtige anerkendelse og bekræftelse, som jeg virkelig har brug for. For i sidste ende er der ingen der passer bedre på mig, end mig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar