søndag den 31. august 2014

Blomstrende Mis

Lige fortiden lever jeg livet på en oprigtig Misse-måde. Den får hele armen i forhold til spontanitet og livet i frigear. Det er en fantastisk følelse. Jeg føler mig ret meget som mig selv, hvilket jeg synes, at jeg fortjener mere end nogen anden. Jeg er måske gået hen og blevet lidt se-på-mig-agtig og til tider selvfed, men jeg tror simpelthen jeg har brug for det. Jeg søger nogle gange lidt dybt efter svar på livets store spørgsmål. Og jeg er nok kommet til den konklusion, at så længe jeg følger min mavefornemmelse og gør, hvad jeg mener er rigtig, så kan det vel ikke gå helt galt. Jeg er begyndt at elske mig selv og det spejlbillede der viser sig, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg er i mere eller mindre grad begyndt at acceptere de "fejl og mangler" jeg har, men også at arbejde med de mere mentale tilstande. Så som temperament og at modtage kritik. Det kan virkelig være svært for en person, som bare så gerne vil være perfekt, at acceptere, at man ikke er det. Det er et issue, som jeg prøver at give plads til. Samtidig er jeg også begyndt at sige til mig selv: "Du ser altså godt ud i det tøj" eller "hvis andre kan, kan du også". For hvorfor skulle jeg have mindre lov til at bevæge mig frit i livet, end andre? Hvorfor skulle jeg være grimmere med cap end andre? Hvorfor kan jeg ikke løbe, hvis andre kan? Hvorfor, hvorfor, hvorfor..
Og det virker sgu. Et eller andet sted så har jeg ligesom fundet en eller anden følelse omkring mig selv. Jeg er også ved at overvinde den der grumme angst, som til tider finder vej op til overfladen. Måske er overvinde så meget sagt, men jeg accepterer mere følelsen, hvorefter jeg fortæller mig selv: "Hvorfor være angst, når du kan tage tyren ved hornene og gøre noget ved det?"
For eksempel blev der afholdt en 'Sommerfest' i Filosofparken, hvor jeg bor. En fest hvor jeg blev spurgt, om jeg ville deltage som fotograf. Hvilket jeg bestemt gerne ville! Da jeg kommer til festen kender jeg nogle stykker, men ikke alle. Men jeg øvede mig i at være åben og udadvendt. (Ja, for det er faktisk en kæmpe evne fra min side, men for bare nogle år siden var jeg slet ikke mødt op. Fordi jeg er ret så nervøst anlagt). Men jeg gav hånd og spurgte om navne og følte mig rigtig velkommen og selv ret imødekommende. Jeg nød  det! Og det er igen en af de der små sejrer, som jeg oplever. Og det er dem jeg lever ret højt på fortiden. Det er de små ting der ligesom er med til at danne mit helhedsbillede i mit liv. Det er så skønt. Jeg er flyvende. Endvidere er jeg også begyndt at synes det er rart at være ked af det ind i mellem. Det er okay at føle sig ensom! Og hvis jeg ikke vil føle mig ensom eller grave mig ned under dynen, hvad pokker kan jeg så gøre ved det?
Eventuelt rydde lidt op herhjemme og gøre det til et hyggeligt sted at være, ringe til en veninde/ven, gå tur med Hera, læse en bog, se en film you name it. Men ligesom "bekæmpe" mine negative følelser med konstruktive handlinger. Bare det at få gang i min dagbog og i bloggen igen, det er noget der gør underværker. Så det håber jeg på, at jeg bliver ved med.
Jeg ved godt det er noget af nogle romaner jeg har gang i fortiden. Men jeg ved bare, at jeg ligesom er i gang med noget større. Så derfor kommer der også mange ord på.
Jeg har det fantastisk og jeg vil gerne dele min utrolige udvikling med jer andre! Det har jeg brug for.

Carpe Diem!

P.s. så vil jeg lige dele et billede af to skønne billeder jeg har fået i studentergave.
Det var min kære far og stedmor der gav mig dem, og jeg synes simpelthen det er så sigende.
Jeg er selv en sensitiv person med en skrøbelig skal. En person der har ladet panik-angst, depression og stress fylde for meget. Med angst-anfald, ubehagelige øjeblikke og negative tanker. Det er ikke et liv jeg ønsker for nogen. Det er en smertefuld tid, som jeg kan se tilbage på, men jeg ser det nærmest kun udefra nu. For den person, dengang, det var ikke mig. Og selvom perioden var forholdsvis kortvarig, modsat mange andre. Og selvom perioden ikke endte negativt, men nærmere lykkeligt, så påvirkede jeg mig selv og mine nærmeste Det er en forfærdelig, magtesløs tilstand. Men jeg håber for alle, at de en dag kan give deres stress vinger, og lade den flyve. Og at de en dag forstår, at de er ædle perler. Det er så vigtigt at elske sig selv.
Det er det jeg er ved at lære nu. Jeg må godt rose mig selv for min tilstedeværelse og mine handlinger, uden at skulle slå mig selv i hovedet bagefter. For jeg er også noget værd. Og jeg er den eneste der kan give mig den helt rigtige anerkendelse og bekræftelse, som jeg virkelig har brug for. For i sidste ende er der ingen der passer bedre på mig, end mig selv.

torsdag den 28. august 2014

Sidste torsdag i August


Dette indlæg står nok ret meget i kontrast til gårsdagens indlæg om Henrik.
For i dag, har dagen stået på selvstudie, hvor jeg blandt andet har læst om børns seksualitet. Dette er et fag der er kommet på skemaet, efter den nye pædagoguddannelse, hvilket jeg er enormt tilfreds med.
Så jeg startede dagen med en lille tornado i lejligheden, hvor jeg ryddede op, støvsugede og vaskede op. Bagefter placerede jeg mig foran min miniatureomodel af en computer, med en kop sort kaffe og en skål pære/banan skyr med ISIS' chokoladeknas og mandler i. Det gjorde den ellers dovne krop i hopla humør og jeg fik læst lidt på lektien.

Og på bordet kan ses min nye smarte telefon, som jeg har erhvervet mig. Jeg er simpelthen blevet så træt af min iPhone og hele det styresystem. Det er ganske lækkert og nemt, og jeg vil sige at mange af de apps der findes, ofte er langt bedre på iPhone, end android. Men jeg er virkelig blevet forelsket i mini-udgaven af HTC one M8 aka HTC one mini 2. Jeg synes den størrelse er nogenlunde tilpas, men skal da vænne mig til størrelsesforskellen. Derudover er jeg så glad for at have fået en større skærm. Endvidere har den 13 mp kamera, hvilket er en betydelig forskel fra min iPhone 4s. Lyden er også god. Så jeg er rigtig godt tilfreds. Ja, og så er den hurtigere end min nuværende computer (som forresten er noget jeg også skal have sparet op til.. Altså computer!)



Ja, der har været gang i kameraet herhjemme, hvor jeg har fået taget lidt billeder til bloggen. Men godt nok ikke så mange. Dette indlæg er nok blevet lidt rodet i forhold til et egentlig tema. Men det tegner nok et ret godt billede af mig som person. Jeg har svært ved at sidde stille - der skal ske noget!

Så her sidder jeg og skribler løs med min kaffekop og DABradioen på fuld skrue. Det er fantastisk skønt! Jeg må jo tilstå at jeg er lidt af en poptøs, som elsker at skråle med på klichéfyldte pladdersange, der ofte gentager sig selv og bliver træls i længden. Sådan nogle sange som bliver spillet på popFM eller TheVoice. Men jeg synes nu det er hyggeligt. Og sådan foregår det også lige nu.

Så vil jeg også lige fortælle, at jeg skal til København i eftermiddag med min søde veninde P. Vi skal ind til storbyen og spise aftensmad sammen, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. I den anledning har jeg iført mig dette sæt tøj:





Jeg er hoppet i en leopard-agtig jumpsuit-halløjsa som min lillesøster har foræret mig, hvilket jeg bestemt ikke er ked af! Mærket er TÜLIN - AY og for mig ret så ukendt.
Så har jeg også taget mine second-hand New Balance sko på og blazer-jakke fra H&M. Halskæden er vidst nok også fra H&M eller Gina Tricot (jeg kan aldrig huske hvor pokker jeg køber de smykker henne, men de kommer ofte med hjem, når de er på tilbud).
Tasken er en jeg har arvet af en ekskærestes familiemedlem fra Schweiz, som jeg forelskede mig hovedkulds i. Der ramte han sgu plet. For den er ganske missisk!
Jeg har endnu ikke ordnet hår eller lagt make-up, så derfor får i mig helt natural! Tænker at tilføje rød læbestift som kan matche min røde taske. Bare fordi.
Ellers er jeg bare klar-parat til venindehygge med aftensmad i København. Det bliver en fornøjelse at tilbringe aftenen i hendes selskab!

onsdag den 27. august 2014

Et lille visit


Iført leopardstrømpebukser, sort kjole/top, hættetrøje, cap og lilla hummelsko drog jeg mod det københavnske landskab med musik i ørene. Jeg tog ind til Nørreport, en station jeg har det rigtig ambivalent med. For jeg elsker at komme til Nørreport, idet den er tæt på Strøget og på Nørrebro. Jeg elsker den del af København, fordi jeg har rigtig mange minder der.
 Et af mine største minder og tilhørsforhold til Nørrebro-delen af København, er min kære morbror. Han flyttede for mange, mange år siden til København og der var noget skønt ved at rejse derind, for at besøge ham. Så derfor blev jeg også nødt til at besøge ham i mandags, med en kop kaffe fra 7/11 og holde ham ajourført med mit liv.
Så jeg bevægede mig fra Nørreport til Assistens Kirkegården blandt en masse mennesker, hvilket jeg egentlig ikke synes særlig godt om. For jeg synes ærlig talt at København er en stressende by, med alt for mange mennesker og lyde og indtryk, i forhold til min lille, sensitive krop.
Alligevel er der noget helt fantastisk ved København.
Jeg bliver fortryllet, h v e r gang jeg kommer til Søerne og Peblinge Drosseringen, for det er så skønt, så kønt, så fantastisk. Den måde solens stråler forgylder vandet, folk der løber, svaner der svømmer, mennesker der cykler, går tur (med deres kære), aftaler der skal holdes, spontane beslutninger med videre. Det er så smukt at se det liv der summer forbi en, ligesom man selv har et mål.

Da jeg kom til Assistens Kirkegården og gik gennem stierne ned mod min morbros gravsted, mærkede jeg også det fantastiske liv, som København indebærer. Alt det liv udenfor kirkegårdens murer, findes også inden for murene. Det er smukt på sin helt unikke måde.
Tænk at der på Nørrebro er et sted hvor liv og død mødes på så fint et sted, med så stor kontrast til hinanden. Det er så fascinerende og bekræftende, synes jeg.
Legende børn, forelskede kærestepar, par med barnevogn, ældre der snakker om træerne og kirkegården, børn der græder, hundeluftere og løbere. Der er så meget forskelligt liv, nyt som gammelt, på dette ellers livsløse sted.
Da jeg kommer ned til min morbrors grav, sidder der to gutter med en smøg i munden og en øl i hånden. Deres cykler er parkeret bag dem og de sidder der på græsset og snakker om simple hverdagsting. Griner ind i mellem. Jeg siger pænt "hej" og sætter mig to meter længere henne, ved min morbrors grav.
Jeg slukker for min musik og sidder bare stille. Lytter lidt til deres snak omkring forskellige ting. Fodbold tror jeg vidst nok noget af det handlede om. Imens pakker jeg de ting ud, som jeg har tænkt mig at give til Henrik.



En globus for hans berejste tid. Australien, Nice, Kina you name it.
Et H for hans forbogstav, et bogstav for han skriverier. Et H for helhed og for hjerte. For i vores hjerter vil han for altid være gemt og aldrig glemt.
Og i mens jeg sad der i parken og lyttede til de to gutter der skålede med deres afdøde kammeraet "trommeslageren", til barnegråd, skridt fra løberne, summen fra folk der snakkede med videre, tænkte jeg på Henrik som person.
Hvordan det så smukt passer til ham at ligge lige der, i den bydel han boede i. På Assistens Kirkegården hvor folk kommer og går, hvor to fyre kan sætte sig og ryge en smøg og drikke en øl med deres afdøde kammeraet, hvor børn fra de omkringliggende lejligheder kan få lov til at løbe og lege, hvor kærestepar kan gå en tur blandt tronende træer og grønt græs.
Det emmer af Henrik og det er helt fantastisk. Så mange forskellige nationaliteter, gøremål, drømme og tanker. Så mange forskellige mennesker.

Da fyrene gik,åbnede jeg mere op.Jeg nød at lytte til dem, men jeg blev også lidt flov og turde ikke rigtig tænke over Henrik-situationen.
Hvad nu hvis de så mig græde? Eller hørte jeg snakkede for mig selv?
Jeg har haft rigtig svært ved at snakke til Henrik, når andre har været til stede. Hvorfor, det ved jeg ikke rigtig og jeg tænker rigtig meget over det. For der er så mange andre der gør det. Men jeg tror det er fordi, at jeg ikke vil have, at andre hører hvad jeg tænker.
Hvilket virker fjollet, når jeg normalt snakker som et vandfald, samt blogger. Men i den her situation har det været lidt anderledes. Også når jeg har været ved hans grav med andre. Eller da han lå på Rigshospitalet. Jeg ville ikke have, at andre skulle høre - måske endda blande sig? - i mine tanker og ord til ham.

Så da fyrene var gået, sad jeg og snakkede med ham. Fortalte om hvad der er sket i mit liv det seneste stykke tid, mens jeg drak af min kaffekop fra 7/11 og lyttede til de omkringværende lyde. Det var så skønt.

Lidt efter forlod jeg Henrik og kirkegården. Og jeg glæder mig allerede til at besøge ham igen. For det er så dejligt befriende at sidde der og fortælle ham om ens tanker og idéer. Ens beslutninger og mål. Ens drømme.
Men jeg gik også derfra med en frustreret følelse af savn og afmagt.
For er der noget jeg for altid vil hade og sørge over, er det tabet af verdens bedste morbror.
Da jeg sad der og snakkede til hans gravsted og så på de fine ting, som andre har lagt, tænkte jeg på hvilken dejlig person han var. Og at jeg altid vil være stolt af, at han var min morbror. Jeg vil altid være stolt af, at jeg har set op til ham. Jeg har altid været glad for ham og han har betydet rigtig, rigtig meget for mig.

torsdag den 21. august 2014

Tunge, men taknemmelige torsdag

Så er jeg tilbage på pinden. Håber jeg da. Men nu skal jeg ikke love for meget.
Sidder herhjemme med de lækre Arctic Monkey boys i øregangen og nyder en soloaften (dog med Hera). Så faktisk er jeg slet ikke så solo, som jeg til tider føler mig. Men ensomheden kan komme snigende og følelsen af tab og tristhed glider ind over mig, som en fæl skygge, når skyerne går for solen.

Solotiden har varet cirka én måneds tid og jeg er begyndt at finde mig selv i det her kære (katte)liv.
Det er aldrig nemt at tage en beslutning om at ende noget. Og jeg har ikke lyst til at gå så meget i dybden med det her. Dog vil jeg alligevel skrive, at jeg er glad for beslutningen. For jeg har mange ting i mig selv, som jeg slås med. Der er meget jeg skal lære om mig selv og som jeg skal finde ud af, ved mig selv. Derfor er det godt for mig, at finde mig selv. Hvordan jeg skal finde mig selv, det ved jeg ikke. Men jeg har reflekteret over rigtig mange ting, og jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg på bedste vis bliver glad for mig selv, for den jeg er, og det jeg udretter.

Det er vigtigt for mig, at kunne se mig selv i øjnene og stå ved den jeg er. Hele livet er én lang læringsprocess og jeg bliver nok aldrig helt klog på hvem jeg er, hvorfor jeg er den jeg er, hvad jeg gerne vil med mit liv og hvordan jeg vil gøre det. Men lige nu føler jeg, at jeg har fundet en sti som virker rigtig for mig.
Da jeg fik mit 10-tal til "eksamen" i uge 26, fik jeg en enorm stor succesoplevelse og jeg var så stolt af mig selv. Jeg vidste bare, at ved at tage pædagoguddannelsen, har jeg fundet min rette hylde. Jeg kan være stolt af, at jeg næsten helt selv har skaffet det 10-tal. Primært mig selv.
Jeg snakkede og snakkede til den "eksamen" som aldrig før, uden at være angst. Jeg troede på mig selv og mine holdninger og jeg viste, at jeg er et reflekterende individ. Og det er jeg! Jeg udvikler mig i processen og lærer ved at mærke og opleve. Smage på livet.
Og det er det jeg har tænkt mig at gøre. Smage på livet og tage mit eget liv i egne hænder. Gøre noget for mig selv!

Jeg er begyndt at løbe (startede i uge 30) og har stort set løbet hver anden dag, lige siden. Jeg kan løbe lidt over 3 kilometer uden stop, hvilket jeg for bare to måneder siden, A L D R I G havde forestillet mig om mig selv. Og selvom det for nogen nok er "småting", så er det en kæmpe milepæl i mit liv. Jeg har valgt at sige til mig selv: "Hvis andre kan, kan du også!"
Jeg har virkelig erkendt, at jeg skal løfte mig selv op, fremfor at gemme mig og ryge ned i det forfærdelige hul, jeg engang var i. (Min depression for nogle år tilbage, som jeg desværre stadigvæk har nogle mén fra, men i n t e t i forhold til tanker og følelser, dengang).
Der er ikke nogen andre der roser dig for de ting du gerne vil roses for - med mindre du gør dem opmærksom på det. Der er ingen andre til at klappe dig på skulderen eller give dig den indre stolthedsfølelse. Du er din egen og du bliver nødt til at være glad for dig selv, og elske dig selv, før du kan elske andre.
Det er blandt andet med disse ord, at jeg prøver at skabe en hverdag for mig selv. Jeg prøver at vokse med rollen som individ. Skabe en identitet der er 'mig'.

Kært barn har mange navne, men at finde den indre, æ g t e 'mig'-følelse, det kan være svært. Men jeg har fat i den lange ende lige fortiden. Og sådan skal jeg blive ved med at have det.
Jeg skal acceptere, at det er okay at være ked af det. Det er helt okay at have en øv-dag eller at være mut, melankolsk og missisk. Det er okay at være træt og tvær.
Lige så vel som det er okay at være på den grønne græn, overdrevet manisk og latterligt legesyg. For jeg er lidt af det hele og mest af alt, er jeg nok bare underlig. Hvilket også er noget, at jeg med tiden skal lære at være stolt af, fremfor flov over.
Og det begynder alt sammen, i en alder af 23 år og nogle måneder, at give mere og mere mening for mig. Jeg er virkelig begyndt at se på mig selv, med de øjne, som jeg gerne vil se mig selv med. Dog er det altid rart med andres perspektiv. På trods af, at det der med at få at vide, når man gør noget galt eller har handlet forkert i en given situation, det kan gøre rigtig ondt i stoltheden. For jeg vil bare så gerne være perfekt. Men for helvede hvor er det en idiotisk tanke at tro, at det perfekte ikke indeholder det uperfekte.

Og med denne lange smøre af underlige tanker og noget der eventuelt løb lidt for løbsk, sluttede Arctic Monkeys med at fyre skønne toner og lækker klang af i min øregang.
Så derfor vil jeg takke af for i dag.

Godnat.

Carpe Diem!

onsdag den 13. august 2014

Stilhed før storm

Endnu engang har der været stille på bloggen. Dette har været på grund af eksamen, en computer der blev tøsesur og skred, tosomhed der blev til ensomhed og sommerferie. Så der er sket rigtig, rigtig mange ting de sidste par måneder. Dette vil der komme lidt om i et senere indlæg, som måske virker klichéfyldt.

Men hej og velkommen tilbage til mig. Jeg glæder mig til at få startet op igen. Der har bare ikke været den helt store energi omkring skriveriet på bloggen, fordi der har været delvist tryk på. Samtidig synes jeg også det er kedeligt at berette uden billeder. Men min lille computer kan heldigvis godt få overført billeder og redigerer dem. Så jeg er ikke helt fortabt! Og i morgen er det torsdag og atter en dag i børnehaven, hvilket jeg glæder mig til.

I må have det godt indtil næste indlæg (som forhåbentligt er lige om hjørnet!)

Carpe Diem!