fredag den 9. maj 2014

En aften på Nørrebronx

Her sidder jeg så, med en lånt, hvid mac og nyder en aften, på Nørrebro. Jeg må jo nok tilstå, at jeg altid vil være en anelse småforelsket i det Københavnske. Nørrebro især. Der er noget ved farverne, stilen og karakteren over bydelen og menneskelivet. Derudover er jeg også m e g a forelsket i min tante's lejlighed. Størrelsen, beliggenheden og indretningen. Jeg drømmer om en dag, selv at bo så fint. Med hvide gulve, hvidt loft, stort køkken og et stenkast til Assistenskirkegården. Dette er mit favoritsted i København. Jeg er ikke særlig vild med det inderste af København, og heller ikke det yderst. Men lige her, mellem kebab, blomster og børn, der synes jeg er her noget så skønt. De små gader, Sankt Hans Torv, Nørrebrogade, Assistenskirkegården, Søerne (som jo er tættere på Nørreport, men stadigvæk skønne!) Det er virkelig dejligt. Samt den røde plads ved Nørrebro St., som jeg egentlig ikke er helt sikker på, om hedder "Den Røde Plads", eller om det er noget andet. Eller om det overhovedet er noget, eller bare mig der kalder den for det. Men i hvert fald synes jeg den er så fin. Med alt det røde og de regnbuefarvede cykelstativer. Det er også et kønt område. Ja, og Balders Plads med. Men jeg er ikke Københavner i hjertet. Slet, slet ikke. Jeg er til fred og ro og intimitet. Hvilket der med garanti også finders her, men jeg har bare ikke fundet det endnu. Eller kigget ordentligt efter. Men hvis jeg kunne bo i en lejlighed som denne, så ville jeg med garanti flytte. Med det samme. Ja, og hvis Hera kunne følge med. Og pengene rakte så langt. Ha, der er mange elementer på spil. Først og fremmest økonomi og stabilitet. Derudover skal jeg slet ikke flytte lige nu, men alligevel er der altid drømme - og dem har jeg mange af. Til tider alt for mange!
Men når jeg sidder her med et fint krus kaffe, i en sofa på Nørrebro, med denne hvide mac der matcher de hvide gulve og mit hvide krus, så føler jeg mig som en stilet Københavner, der hellere skulle skrive lange klummer eller noveller, i stedet for at studere til pædagog.
Hvilket er en gammel drøm. At være klummeskriver og drikke kaffe på Caféer, mens jeg kigger på hverdagen der suser forbi mit vindue, i alle mulige former og farver. På cykel, i bil, på gåben. Fine folk og flotte fæ. Skønhed og ømhed i os, støj og larm, men med farverige kostumer og smukke udstrålinger, på alle mulige, mærkelige måder. Selv de sortklædte er farverige. Det er nok bare mit romantiske billede af København. Men jeg ville skrive om dem alle sammen. Betragte folk på de små gadecaféer og nyde deres ansigtsudtryk og kropssprog, hvorefter jeg ville nedskrive fortællinger om dem og opdigte et liv, en hverdag, måske en krise, om dem. Uden at de vidste at det var om dem, men bare fordi det var muligt.
Ja, sådan sidder jeg og drømmer netop nu, mens jeg sidder i denne grå sofa, på Nørrebro. Med udsigt til andre lejligheder, hvor der er lys i vinduerne. Jeg kan høre mennesker og biler på gaden. Det kære byliv lever livligt og det er skønt. I hvert fald nu, hvor jeg er leger, at jeg er Københavner.
Det er så fint, så fint. Og hvor er jeg bare slet ikke Københavner, men blot en pige fra landet, der ikke ved bedre end tryghed og nærhed i sit lille samfund, som ikke er meget bredere, end fra Brugsen, til skolen og til Hjem.
Nu løb det hele lidt af med mig, men det er vel også blogging. Sådan at berette om sine tanker og følelser, sin mindre forelskelse i noget alternativt, dog er det en kortvarig flirt - for det langvarige forhold hører sig det intime til. Småtteriet, med hjemmesko, morgenkåbe, et stort krus kaffe og en huskat, ikke en racekat. Jeps, jeg er bestemt ikke Københavner, men blot en pige fra Roskilde. Det vil jeg nok være i lang tid endnu - og nok aldrig mere Københavner, end at jeg kan tage toget h j e m igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar