mandag den 13. januar 2014

Refleksion

"Don't cry because it's over, smile because it happened"

Til tider tænker jeg på fortiden. Ser den for mig som en billedbog af, med mit liv, malet som et eventyr. Alt det jeg har oplevet. Så kommer savnet op i mig og jeg bliver en anelse melankolsk. Ja, jeg bliver missisk.
Missisk - et udtryk jeg bruger om mig selv, når jeg er mut, hvilket jeg kan være i mere eller mindre grad. Men det er en følelse, som jeg nyder at være i, på en eller anden måde. For så kommer jeg lidt tættere på mig selv.
I dag har jeg egentlig ikke været så mut, men nærmere lysten til at reflektere lidt over mig selv, og mit eget liv.

Forleden dag åbnede jeg min minde-kasse, hvori jeg har gemt jeg ved ikke hvor meget skrammel. Breve, kort, noter, billeder, festival-armbånd, tegninger.. you name it. Alt muligt, som har haft betydning for mig, gennem tiden. Jeg besluttede mig for, at jeg ville lave en "Misses-minde-væg", over min seng. Blandt andet fordi jeg synes det er hyggeligt, personligt og en anelse barnligt!

 Iblandt de mange ting lå også gamle breve, som egentlig kun gør mig missisk, når jeg kigger på dem.
Jeg fandt en lille notesbog hvori der stod noget, fra en gammel tid. En tid, som ikke længere hører nutiden til. Men da AH prøvede at åbne notesbogen, blev jeg helt "panisk". For det var fortiden, der pludselig sneg sig ind på nutiden. Så jeg rev siden ud og krøllede den sammen. Efter AH var gået, blev jeg enig med mig selv om, at fortiden er fortid. At den altid vil være i mine minder, men den behøver ikke længere være der i fysisk form. Gennem breve/kort, skriftlige udtryk.
Det er på tide at slippe den helt. Det nytter ikke noget at have den hængende, som en grå regnvejrssky.

Så jeg fandt de andre breve, tillod mig at læse dem én sidste gang, og glædede mig over, at jeg ikke længere var fanget i noget, der smerter så meget.
Jeg blev taknemmelig over mit mod. Stolt af mig selv over, at jeg endelig var kommet så langt, at jeg kan sige "farvel".


I dag kom tankerne op i mig igen. Fortid er fortid, og det hører sig som sådan ikke nutiden til. Ikke hvis det skal forværre nutiden og skabe smerte. Jeg er glad for min fortid, for det har været med til at gøre mig, til den jeg er i dag. Og jeg er utrolig glad for, at være nået hertil. Jeg er vokset med rollen som mig, og jeg er lykkelig. Lige nu og her er jeg virkelig lykkelig. Intet er overdrevet eller falsk. Intet er ekstremt.
Jeg har det rigtig godt med det hele, som det er netop nu.
For jeg kan se mig selv i øjnene. Jeg er glad for livet. Ikke på en kunstig måde, men på en helt og aldeles oprigtig måde.
Ingen medicin til at holde mig ovenvande.
Kun mig selv og mit, til tider, glade sind. Dagbogskriverier, musik, tegninger, film, snakke og gå-ture. Jeg håber på at det bliver ved sådan her. Men alt i alt, så er jeg glad - ja lykkelig - netop nu.


Efter lidt dagbogsskrivning blev jeg ligesom klar over, at man på et eller andet tidspunkt kommer helt videre. Lige så gør ens fortid. Og man kommer videre, uden hinanden.
Jeg drømte også om det. Om at give slip og sige "tak for alt". Hvilket gav mig en ro i sindet. "Det er okay".
Så med et smil på læben og en følelse af, at en meget tung byrde er kommet af mine skuldre, kan jeg trække vejret meget lettere.

Jeg er glad for den person jeg er. Jeg er glad for det liv jeg lever. Den vej jeg har valgt at gå. Jeg er glad for min fortid. Jeg kunne aldrig være nået så langt, uden den. Uden al den smerte, som den førte med sig. Jeg er blevet stærkere og mere sikker på mine valg.
Jeg er glad for depressionen, glad for tidligere forhold, glad for teenage-ture og alle de gange jeg er flyttet. Glad for skilsmisserne, begravelserne, glad for fødslerne, bryllupperne og barnedåbene. Jeg er glad for alt det jeg har oplevet.

I mit noget så korte liv føler jeg, at jeg har oplevet meget. Nok til at kunne reflektere over det, og være glad for det liv, den hverdag og det "selv", som er her og nu.

Hastværk er lastværk.
Jeg har ikke travlt og jeg nyder, at jeg ikke har det.
Det er slut med overdrevenhed og ekstreme situationer. Ting tager den tid, som ting ta'r. Det er perfekt som det er, nu og her.
Lige nu og her er jeg en pige, en kommende kvinde. Jeg er snart et år ældre, end jeg var for et år siden. Jeg er på vej mod titlen som pædagog. Men jeg nyder virkelig vejen dertil. Jeg har ikke travlt. Jeg er glad.
Jeg er katteejer, jeg er storesøster, datter, veninde. Jeg er mig.
Og jeg er stolt af det!
Jeg er bare så glad for, at jeg er oven på. Og jeg er glad for, at jeg er noget så langt.
Det er sejr i sig selv, at kunne "snakke højt" om det.

Carpe Diem!

5 kommentarer:

  1. Mega sejr! Og jeg ser hvad du mener om at liv kan ligne hinanden på mange punkter uden overhovedet at have mødtes før.
    Jeg får kun mere lyst til at kende dig efter sådan et indlæg!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er virkelig en mega sejr, og jeg er så glad for at berette om den. Tak for det søde kompliment. Verden er slet ikke så stor og grum, som den nogen gange synes at være!

      Slet
  2. Du er så sej <3 Kærlighed hele vejen frøken Mis :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak sødeste dig. Jeg er virkelig også glad. Glad for at kunne være glad på andres vegne og unde dem den bølge af sejr og lykke, som de selv rider. Jeg er tænker også tit på dig, i forhold til hele denne rejse. Kærlighed til dig også, Sarah-sød! VI er seje <3

      Slet
  3. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet