torsdag den 23. januar 2014

Praktik forude!


I dag føler jeg mig ovenpå.
I skolen er vi i gang med at udarbejde læringsmål i forhold til den kommende praktik, som starter i næste uge. Jeg har haft stress-drømme, ticks ved det ene øje, pulsen har banket og det har kløet på min hals. De dejlige symptomer på "angsten" er vendt tilbage. Men jeg lægger mærke til dem og agerer derefter. Den eneste grund til denne "angst" er fordi, at jeg skal starte et nyt sted. Ikke bare som en "medhjælper", men som en praktikant der skal vise sit værd. Sit værd i forhold til uddannelsen.
"Er det, dét du vil måles på?" spurgte læreren i går. "Måles på" tænkte jeg. Hvad vil jeg egentlig gerne måles på? For jeg vil jo 'bare' gerne være pædagog. I dag bed jeg mærke i, at den 31. Januar er der præcis 3 år til jeg er færdiguddannet. Tiden er allerede fløjet af sted siden September, og jeg er stadigvæk utrolig glad for mit valg af uddannelse. Det er fedt nok at mærke, at man skal arbejde lidt hurtigere nu, bruge sin hjerne og udarbejde nogle gode læringsmål, samt skrive en større opgave (alene), på 8-10 sider. Det er NU det bliver seriøst. (Eller mere seriøst?) Det er nu jeg skal måles, vurderes, vejes og ses an. Og jeg ved at jeg kan gøre det rigtig godt! Men derfor stiller jeg også for store krav til mig selv. Hvilket til tider kan være en kæp i hjulet. Jeg er en person der ikke altid kan lave kladder. Jeg vil have færdige resultater, så snart jeg begynder at udarbejde noget. Men det er ikke altid løsningen. Der skal tit modelleres lidt med opgaven, før den bliver rigtig god. Det er en ting jeg skal arbejde med. Accepten af, at "Rom ikke blev bygget på én dag." Dog er det rart at vide, at "alle veje fører til Rom..."

Praktikstedet.
Det virker til at være et rigtig godt sted. Et sted jeg hurtigt finder min plads i. Rollen som praktikant bliver interessant, og jeg tror ikke jeg kunne have ønsket mig et bedre sted, som 1. praktik. Min vejleder er rigtig flink og udadvendt. Han er imødekommende, og på mit niveau. Det er fantastisk!
Så uanset hvor meget denne "angst" prikker til mig og giver mig hurtigere hjertebanken, ticks og andet, så er jeg i gode hænder. Jeg har en fantastisk klasse, med godt samarbejde, søde mennesker der lytter og hjælper.
Det er fantastisk at være på rette spor og føle, at ens liv går i den rigtige retning. Jeg er utrolig nervøs for praktikken, men jeg ved, at det hele nok skal gå. Jeg har erhvervserfaring, en fantastisk holdlærer, en spændende vejleder og venner, klassekammerater og familie - ja og AH - som enorm god støtte. Jeg har aldrig været mere tilpas.
Så derfor: Praktik og skavanker kom an-ton! For jeg er klar, parat til praktik-start. Det bliver fedt, spændende, givende, konstruktivt, udfordrende, interessant, anderledes, sjovt, ubehageligt, følelsesladet.... Ja, der kommer til at foregå mange, mange ting. Ting, som jeg til tider selv er herre over, men som jeg til tider også skal have arbejdet mere med. En proces i mit liv, som ikke kun udvikler mig fagligt, bogligt og uddannelsesmæssigt, men også giver mig nye situationer, erfaringer og andet med i min rygsæk, fremover. Ud i fremtiden.
Jeg er spændt!

I dag er jeg ovenpå. I dag er jeg glad. I dag skinner solen indefra, hvilket er dejligt. Jeg har fået smag for læringsmålene, jeg har fået vasket tøj, jeg har lavet aftensmad, kælet med min kat, nyder livet, nyder AH, nyder hjemmet.
Jeg er tryg ved mine følelser - selv de angst-lignende. Og jeg tror det er dét der gør mig allermest glad. At jeg tillader ticks'ne at være tilstede. At jeg tillader den summen, prikken, kløen og stikken på halsen, at være der. At jeg trækker vejret og arbejder videre, selvom det bobler i brystet og/eller hjertet banker lidt hurtigere. For jeg kan genkende det og ved netop hvorfor det er her. Jeg kan snakke højt om det. I dag sad jeg og var generet af mit tick ved øjet. Det var lidt ubehageligt. Men så sagde jeg det højt. Sagde, at "jeg er nervøs for praktikken". Og det var som om, at da jeg sagde det højt. Da jeg satte ord på den fysiske reaktion i min krop... Så blev det mere reelt og mere overskueligt. Det var ikke så "farligt". Det er fantastisk at kende sin krop så godt efterhånden.
Nogen vil nok tænke: "ticks - det har jeg sgu hele tiden, og det er skide normalt!"
Men når man har været der hvor jeg har været, så er det sgu rart ikke at gemme noget så "basalt" som ticks væk. Det er rart at erkende det og anerkende sig selv og sin krop. Både det mentale, men også det fysiske. Det er et enormt skridt på vejen, for mig, som menneske. Det er et enormt skridt på vejen, for mig, som person. Derfor er jeg (blandt andet) også glad i dag.
Ja og så lavede jeg god wok-mad, som der er nok tilovers af, til madpakken. Tænk at så lidt kan gøre så meget. Hurra for torsdag, hurra for pædagoguddannelsen, hurra for livet, og hurra for de mennesker der er omkring mig. Dem jeg holder så pokkers meget af.

Carpe Diem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar