lørdag den 13. december 2014

Forkælelse af meow


Jeg er kommet til at forkæle mig selv.
Jeg har l æ n g e gerne ønsket mig huen med katteøre, men været så uheldig ikke at kunne finde den.
Men i dag var den der, i H&M. Så den måtte straks med mig hjem!

I samme, heldige stund fandt jeg denne finde "MEOW"-pung som er purrfect!
Jeg er ellers ikke rigtig fan af store punge, men jeg forelskede mig fluks i denne.



Som afslutning på juleshopping spiste jeg flødeskumskage og drak kaffe med min søde lillesøster.


En god måde at holde weekend. Dejligt med lidt selvforkælelse!

torsdag den 11. december 2014

To år siden

....  og savnet bliver ikke mindre. Blot anderledes og lettere at håndtere. I hvert fald i dagligdagen.
Det er så uvirkeligt, det smertehelvede vi alle sammen befandt os i.
Tænk at det i dag, er to år siden. To år!
Når jeg ser sådan på det, så er tiden virkelig fløjet af sted...

Jeg husker det alt for tydeligt. Mor lovede at ringe, hvis der blev taget nogle beslutninger eller skete noget. Jeg havde telefonen på lyd, med vibration og lige ved hånden!  Jeg var taget ind til Strøget for at julehygge og for at komme lidt væk, hjemmefra. For at få luft. Pludselig ringede telefonen. Det var mor. Jeg skulle skynde mig til hospitalet, for beslutningen var taget. Mit hjerte hamrede af sted og det var nærmest ikke til at holde gråden tilbage. Tankerne i mit hoved fløj rundt. Jeg synes det var et mareridt at vente på 6A ved Nørreport Station. Sidde blandt andre mennesker, der var intetanende om min situation og det følelseshelvede jeg befandt mig i. Den smerte min krop holdt på. Jeg husker at jeg dér kunne ruten fra hovedindgangen og op til hans stue. Ind ad svingdørene, med elevatoren op og videre ind ad en dør, ind til nogle rum på højre hånd. Venteværelser. Jeg kan huske den underlige stemning der var, da jeg træder ind. Det var så ubehageligt. Folk jeg holder af, der sidder i venteværelset. I venteposition til vores alle sammens Henriks død. Det var surrealistisk og ubegribeligt. En situation jeg ikke vil byde min værste fjende.

Folk der på skift gik mellem venteværelset og hans stue, for at sige et sidste farvel. Jeg havde skrevet et brev til ham, som jeg gerne ville læse højt for ham. Et sidste, personligt farvel. En afsked. Lidt alenetid. Men jeg nåede det ikke, for pludselig gik det hele så stærkt og vi skulle alle sammen samles inde på stuen, for at fjerne apparaterne. Min kære morbror, der var så fantastisk frisk, livlig, klog, sød, sjov, fornuftig, som lå der med maskiner til at holde sig i live. Og nu skulle han aldrig mere trække vejret....
Jeg husker tydeligt hvordan vi stod inde på stuen og så på ham, ligge der, uden maskinernes ubehagelige lyde. Det hele var slut nu. Nu levede han ikke længere.
Sygeplejersken der åbnede et vindue, så hans sjæl kunne flyve væk.
Et kor af gråd og hulken.
Et så sørgeligt minde.
Men hvor er jeg glad for, at jeg var der. Jeg er så glad for, at jeg fik sagt farvel til ham.

Så i morges valgte jeg at tænde et lys for Henrik og dem omkring mig, der lider samme afsavn. Følelsen af, at en person bliver revet væk fra en er så utilgivelig og ubegribelig. Jeg kommer aldrig til at acceptere det...
Når jeg tænker på Henrik i dagligdagen, minder savnet mig om det samme savn, fra da jeg var lille.
Jeg tænker på ham, som om han er ude at rejse. For rejse det var noget han gjorde. En sand eventyrlysten person, der oplevede verden. Når han var væk længere tid ad gangen, var savnet stærkest, men han var jo et eller andet sted derude. Jeg husker tydeligt den gang han var i Australien og jeg var så ulykkelig, fordi det var omkring min fødselsdag og at han derfor ikke kunne deltage. Men på grund af et eller andet, som jeg stadigvæk ikke helt er klar over hvad er, men jeg har altid tænkt det som det var på grund af min fødselsdag (selvhøjtidelig lille barn!), så kom han hjem alligevel. Jeg var den lykkeligste, lille pige!

Den lykkefølelse er så fjern nu, for nu kommer han aldrig tilbage og følelsen af savn er stærkere og mere smertefuld, end nogensinde før. Det er hjerteskærende og jeg forstår slet ikke HVORFOR. Dette "hvorfor" vil for altid runge højt og tydeligt og hjemsøge mig, resten af mit liv, som et andet genfærd. Det er forfærdeligt at miste en man har kær. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den smerte, min kære familie må befinde sig i. Især ikke min tante, fætre, mor, mormor eller morfar, der alle har haft ham i deres liv på helt andre måder, end jeg har. Men når mit savn er så smertefuldt, må deres være endnu mere smertefuldt. Det er en ubegribelig og ubeskrivelig følelse, at miste en man har kær. Jeg tror aldrig nogensinde vi vil komme os over det. Egentlig håber jeg aldrig nogensinde, at vi vil det. Jeg ønsker for altid at blive mindet om ham, gennem vores fælles minder om ham, men også ord, musik og tanker. Jeg vil aldrig, nogensinde glemme ham. Derfor er det dejligt med mærkedage hvor smerten kan få lov til, at komme til udtryk. Særlige dage at lade savnet blomstre op. For selvom det gør ondt. Selvom jeg langt hellere ville have ham her, hos os, hos hans børn og familie, så er jeg glad for, at vi i det mindste har noget at samle os om. Mærkedage hvor vi kan mindes. Lige såvel hans gravsted, hvor man kan tilbringe tid, enten alene eller med andre. Ligesom da vi pyntede op, den 1. Advent, hvilket jeg synes var så skønt.
Derudover er jeg også glad for alle de minder jeg har og billeder til at huske ham og minderne.
Det betyder så meget for mig, at kunne tage dem frem ind i mellem og tænke tilbage på alle de dejlige minder vi havde sammen. Alle sammen.


Henrik vil i vores hjerter for altid være gemt og jeg vil altid elske ham for hans sjove, glade og skønne personlighed. En person jeg for altid vil se op til.

"When Someone You Love Becomes Memory,
Memory Becomes Treasure"

mandag den 8. december 2014

En af de dage....

En af de dage, der egentlig hedder mandag med stort M.
En af de dage, hvor man ikke kan huske, hvor man har lagt sin jakke og sine sko, En af de dage hvor man går ind på personalestuen, når man egentlig skulle på toilettet.
En af de dage, hvor man går med hovedet under armen, hvilket nok skyldes en weekend på langs. En af de dage, hvor man får utroligt meget information, på ganske kort tid.
En af de dage, hvor selv kassen i Fakta strækker og skaber irritation og forvirring.
Atter en gang er det mandag. Atter en gang er en uge begyndt og jeg havde allermest lyst til lasagne, men jeg endte med syltetøjsmadder og mazarintærter - UPS...
Sådan en dag har jeg i dag.
Alligevel smiler jeg stort og er gladere end glad. Alligevel har jeg lyst til at kramme hele verden, trøste og sige, at det hele nok skal gå. Alligevel har jeg lyst til at smile til alt og alle.
For jeg er virkelig glad i låget i dag!

Masser af positiv energi og carpe diem har fundet sted.
Blandt andet fordi jeg har fået taget hul på studielivets kompleksiteter og fundet gnisten frem, i forhold til at læse. Jeg kan pludselig se en mening med mit valg af uddannelse.
Det hele er hvad man gør det til. Og jeg har gjort det til noget dumt og negativt, i en længere periode. Men den periode er vidst slut nu.
Efter at have haft vejledning, med en rigtig god vejleder, satte det pludselig gang i maskineriet og førstesalen har tænkt m a n g e tanker, lige siden. Måske er det også derfor, at jeg ikke kunne huske hverken fra eller til - og sådan er det.
Men jeg glæder mig allerede til at observere lidt mere i morgen og komme i gang med læsning af teori og sammenkoble det med praksis. Det er spændende at arbejde - og at lære!
Atter en gang har jeg også været heldig med praktikstedet.
Jeg er faktisk utroligt glad for mit praktiksted og jeg bliver gladere og gladere, for hver dag der går. Det er nogle skønne unger, søde kollegaer og meget flinke og interesserede forældre, jeg møder i min hverdag. Jeg er glad med glad på - og så gør det ikke noget med dårlig kost, træthed og en hjerne af grød (i hvert fald for nu....)
Carpe Diem!

mandag den 1. december 2014

1. Søndag i Advent


Nu nærmer julen sig, hvilket jeg atter engang må sige, er en ambivalent tid.
Men jeg har det meget bedre i forhold til at tage hul på "julemåneden", end jeg havde sidste år. I går, den 1. Søndag i Advent, drog min mor, søster, stedfar, lillebror og jeg mod København. Her skulle vi mødes med min tante og fætre, for at pynte min onkels gravsted og skabe julestemning. Det var en hyggelig begivenhed og slet ikke så sørgelig, som jeg kunne have frygtet. Vi fik sat et lille juletræ ved hans grav, hvorpå vi hængte julekugler og snakkede lidt. Vi lagde også gran rundt om gravstedet. Jeg håber på, at det er en tradition vi kan fortsætte. Da vi var færdige og kulden begyndte at bide lidt hårdere, vente vi næserne hjemad. Her sludrede vi videre, bryggede kaffe og satte æbleskiver over, mens drengene legede og spillede på iPads. Jeg lavede et puzzlespil med min yngste fætter.
Det var en sød afslutning og jeg nød lige at se lidt til min københavnske familie.




  

torsdag den 20. november 2014

Temperamentsfulde Misse - en pinlig sandhed


Advarsel!
Selvhad og brok:


For jeg er faktisk lidt træt af mig selv. Træt af at jeg ikke kan acceptere nogle ting som de er. Men også træt af, at jeg ikke kan holde min kæft. Hvor er gaffa-tapen, når jeg har allermest brug for den?
Hvor er forstanden?

Det er uhyggeligt hvordan jeg til tider graver min egen grav. Og jeg bliver bare ved, graver den større og større. "Nu burde du holde din kæft og give albuerum", "træk lige vejret!!"- men det sker ikke, og inden jeg har set mig om, er det, der var på vej mod noget positivt, vendt til det komplet modsatte og jeg har blot hældt mere benzin på bålet. Jeg står bare og ser det brænde mere og mere intenst. Stort og flot. Det er så uudholdeligt, at jeg overvejer at smide mig selv på det. Et spinkelt håb om, at smerten til sidst holder op af sig selv. Måske bliver smerten så ekstrem, at jeg ikke længere mærker den.
Det er forfærdeligt. Det er forfærdeligt at være sådan en hidsigprop. Det er forfærdeligt, ikke at lytte til min indre stopklods. Jeg hader det mere end noget andet. Mit temperament. Jeg er min egen værste fjende og jeg er kommet galt af sted, M A N G E gange. Jeg har brændt mig noget så frygteligt. Det er som om jeg ikke lærer af mine fejl En anelse sadomasochistisk. Jeg hader det. Jeg hader mig selv for det her. Det her ulmende, ukontrollerede, sure, bitre, dumme, missiske, konflikt-baserede humør, som er lige til at lukke op og s**** i...

"Stop dig selv!", "lad være med at fortsætte", "luk samtalen her".. Ååååh, det er et helvede... Og jeg bliver bare så ked af det, over at jeg ikke kan styre mig selv. Det er en ubehagelig følelse, ikke at have selvkontrol og bare være en eller anden idiot. Jeg bliver skuffet over mig selv. Så skuffet, at jeg derefter komme i en fase hvor jeg fortryder og går i total panik!
Hvorefter panikken bliver til noget intenst og undskyldende l o r t, som INGEN gider at høre på. Det er lige så slemt og irriterende, som raserianfaldet. Og jeg kommer bestemt heller ikke nogle vegne med den opførsel. Så bliver jeg flov og jeg har bare lyst til at grave mig dybt, dybt ned, i den grav jeg selv har gravet, med mine bare næver. En grav af negativitet og stupiditet. Det er så latterligt!

Jeg har bare brug for at fortælle om min mindre stolte og virkelig sørgelige side af mig selv. For jeg har et temperament uden lige og kan blive stik modsat den jeg gerne vil være og den, de fleste egentlig kender mig for. Jeg kan blive forfærdelig, stortude, ryste af raseri og faktisk slet ikke kontrollere den jeg er, det jeg siger og hvordan jeg handler, når jeg når der ud. Jeg kommer nærmest i en helt anden tilstand, hvor bevidstheden er et land hvis navn, INGEN kan udtale eller har hørt om. Jeg black-outer nærmest.
S U K. Det er noget værre møg.

Men det er desværre sådan jeg er - og faktisk altid har været? - jeg prøver ihærdigt at komme det til livs og tackle det. Indtil videre er det gået ad helvedes til. Jeg er en elendighed og lige pt den værste udgave af mig selv.
Knap så Carpe Diem - ret meget røv og nøgler!

søndag den 16. november 2014

Livet er smukt!

Endnu en gang kan jeg afslutte en dag, med et smil på læben. Jeg har haft en dag, der har givet mig følelsen af, at råbe "livet er smukt!"
For efter en tur på plejehjemmet, hvor jeg oplevede en masse ældre og to kvinder der skabte en fantastisk stemning, med skøn sang og dejlig klang, har jeg fået en stærkere følelse af lykke.
Jeg blev ramt af en særlig følelse, som jeg rigtig godt kan lide, da salen med de ældre begyndte at summe og synge med på tonerne. Det var så smukt og jeg blev så glad. Da jeg kom hjem igen, fik jeg besøg af en gammel ven i gamle klæder. Min (første) roommate, som jeg havde en helt speciel tid med. Vi spiste aftensmad sammen og sludrede i flere timer, over kaffe, te og chokolade. Det var så utroligt hyggeligt. Vi krammede farvel og han steg på toget, hvorefter jeg bevægede mig ud i det regnfulde blæsevejr. Jeg smilede hele vejen hjem til min hybel. Og nu sidder jeg her, med en dejlig følelse af lykke i kroppen.
For jeg har det godt.
Jeg har det virkelig godt!
Jeg er så glad over den jeg er og hvor jeg er.
Faktisk er jeg nok tættere på at være lykkelig, end nogensinde før. Hvilket kan være en helt utopisk følelse for mig, oven på alle de negative følelser jeg har gennemlevet i gennem tiden.
Men jeg har det godt. Jeg har ja-hatten på og jeg lever et liv, jeg er glad for. Jeg gør ting der er opbyggende, hvilket jeg ikke vidste jeg var i stand til. Jeg gør det der gør mig glad.
Jeg vil ikke sige at mit liv er perfekt - og bliver det mon nogensinde det? - men jeg har det virkelig godt, her hvor jeg er. Der er faldet en eller anden form for ro over mig.

Livet er smukt!

(Selvom jeg da kan drømme mig langt, langt væk. Ja, og drømmene er vigtige at have, for de holder en i gang. Men når det så er sagt, og selvom jeg blot er en 23 årig pædagogstuderende, der bor alene med min kat, så har jeg det utroligt godt!)

Carpe Diem!

lørdag den 15. november 2014

Drømme


Drømme....
Det at drømme er en vigtig egenskab og en fantastisk mulighed. For drømme koster ingenting og med drømme kan du komme vidt omkring. Jeg elsker at drømme!
Drømme... Dem har jeg rigtig mange af - til tider lidt for mange - og det kan give pludselige lyster, kriblen i fingrene, mærkelige tendenser og skøre idéer. Jeg kan sidde og surfe på det kære internet, som jeg faktisk er en ret stor fan af, hvorefter jeg pludselig har fået forskellige kasketter på. Så arbejder jeg med kommunikation og PR, efterfulgt af at være fotograf, noget større i forhold til forskning af pædagogik, sociologi og psykologi og jeg skal gi' dig skal jeg. Jeg kan det hele og jeg vil det hele! Jeg har forfattet bøger, hvor der på ryggen står "M. M", jeg har skrevet og illustreret mine egne børnebøger, tegnet tegninger og været kreativ.
Jeg kan drømme om mange ting, men primært handler det om noget inden for det humanistiske felt. Til tider har jeg ikke nok i det eller den jeg er, og jeg vil meget mere. Jeg er sulten og har blod på tanden. Et klik rundt med jobsøgning og pludselig har jeg fået arbejde på Grønland, med de svært stillede børn. Jeg drømmer videre og er måske i gang med, at forske i store sager og kommer med nye begreber, teorier og idéer. Drømmene vokser sig større og større. Ja, det er nærmest pinligt at vågne op af drømmene og mærke, at jeg egentlig kun er en 23 årig teenage-agtig tøs, der er i gang med en pædagoguddannelse, med alt for meget selvstudie og en rygrad som en vingummibamse. En - hvad skal jeg kalde mig selv? - pige? Med lyst til alkohol og fest, en der elsker kaffe, fed mad og shopping og i det hele taget ikke er særlig voksen. På trods af drømme om Villa, Volvo og Vovhund og æggestokke der skriger, når jeg er sammen med de små pus i vuggestuen. At jeg bare er en "kvinde" i en alt for lille lejlighed, der roder alt for meget, sammen med min kat. I det hele taget er jeg en plat og knap så kontrastfuld udgave af mine store, farverige drømme, men jeg kan drømme! Og jeg elsker mine drømmer og skribler ofte løs i min dagbog, omkring alt det jeg gerne vil og alt det jeg kan. Jeg hader til tider mig selv, for at gøre mig til den værste udgave, af mig selv. For når jeg vågner fra mit dagdrømmeri, bliver jeg ofte ærgerlig over, at jeg har drømt så højt og flot om mange ting, men alt for langt væk fra virkeligheden og nutiden. Alligevel så elsker jeg at drømme mig væk og forestille mig at være forfatter for min egen klumme eller male verden i mine farver, med mine ord og påvirke med mine talenter. For inderst inde tror jeg på, at jeg er meget mere og kan meget mere, end det jeg egentlig viser. Jeg skal bare lige finde vejen derhen, lære at bruge mig selv rigtigt og ind til da, så vil jeg drømme videre i dampen af min sorte kaffe, bag min lysene computerskærm.

Carpe Diem!

Politik, smørrebrød og fair trade kaffe


"Åh, ååååh...."
Sådan en følelse havde jeg lidt, da jeg torsdag formiddag fandt ud af, at "nu er det nu! Jeg skal rent faktisk lege fotograf for en dag!" Jeg blev for noget tid siden, arrangeret af Frivilligcenteret Roskilde,  til at være fotograf i forbindelse med deres projekt. Jeg er kommet i kontakt med dem, gennem med nogle arrangementer, her hvor jeg bor. Jeg fik afprøvet mine (knap så gode) fotografiske evner af. Det er rart at vide, at der ikke er nogle der dømmer nogen, idet jeg ikke bliver betalt for mit arbejde. Så uanset hvor dårligt resultatet bliver, så er det okay. Jeg kan mærke at jeg, i forhold til det tekniske, har lang vej endnu. Men det var en rigtig spændende dag i forhold til programmet, men også i forhold til at fange de relevante øjeblikke, og jeg kom da vidt omkring!



Det blev blandt andet til smørrebrød med Roskildes borgmester (efter at have fulgt et mere eller mindre stramt program, i forhold til at nå omkring mange af Ældre Motions forskellige aktiviteter, til borgerne (60+) i Roskilde Kommune)



og bagefter drak jeg Fair Trade kaffe og spiste hjemmebagte cookies med politikeren Daniel Prehn, mens der blev talt om Fair Trade og betydningen af samme.

Det har nok været min allermest engagerede oplevelse, i forhold til politik, n o g e n s i n d e.
For skal ret være ret, så er jeg på ingen måde politisk orienteret. Det kan være en pinlig erkendelse, når man sidder og lytter til politisk snak.
Men jeg har fået en på opleveren - og ikke kun fotografisk.
For jeg er kommet ind under huden i forhold til frivilligt arbejde og vigtigheden i det. Hvordan nogle organisationer og tiltag ikke kan løbe rundt, uden "os frivillige". Hvor stor en betydning, det frivillige arbejde har og hvor at værdien i arbejdet og resultatet, for det det meste, er vigtigere end kroner og øer. 
Ældre Motion i Roskilde virker til at have en stor betydning for de ældre, i forhold til det sociale, men også kropslige for de ældre borgere i Roskilde Kommune.

De har et fællesskab, et sammenhold men de nyder også at bruge deres krop og være aktive.
For dem har det en enorm betydning for deres helbred, men også det at komme ud og ikke "bare kukkelure" derhjemme. Jeg synes det var meget spændende at få lov til at se, hvad der egentlig er af aktiviteter og muligheder, for de ældre, i Roskilde Kommune. Det er jo ikke noget jeg til dagligt spekulerer mig så meget i. Men jeg føler mig en oplevelse rigere. Igen er jeg glad for ja-hatten og de muligheder jeg skaber for mig selv, og min egen udvikling.

Blandt andet gjorde jeg selv det her frivilligt og jeg blev meget tilfreds med selve oplevelsen. For hvor tit kan man sige, at man har spist smørrebrød med to ældre herre og borgmesteren?
Jeg fik også lov til at opleve Karibu - en Fair Trade butik i Roskilde - og høre omkring vigtigheden i det frivillige arbejde, men også få information omkring Fair Trade og økologi. Det var ret interessant og jeg blev så forelsket i den fine butik.





En stemning af jul


Det er ved at blive vinter. Det er blevet et rigtigt hyggevejr og tid til uldsokker, sweater og varm kakao med flødeskum. Der er et eller andet dejligt ved denne årstid, på trods af de mørke morgener og aftener. For det er snart jul og jeg glæder mig mere og mere til at få pyntet op og komme i ordentlig julestemning. Jeg tænker på at anskaffe mig et lille træ med en lille lyskæde, til at stille ude foran min hoveddør. Det bliver så skønt! Ja, for at være rigtig skør kattedame tænker jeg også, at både Hera og jeg skal have en sok og at hun skal have en kattekalender. (Hvis jeg da kan finde sådan en!) Jeg glæder mig i det hele taget bare rigtig meget til julen i år. Min julestemningsfølelse er også kommet noget tidligere end den plejer - og jeg kan ganske godt lide det! 

Måske skyldes denne stemning af jul også stærkere, efter en dejlig eftermiddag i selskab med søde P. Vi besluttede os for at julehygge en smule med indkøbte Jødekager og ingredienser til lækre havregrynskugler. Jeg fandt nogle grimme julemandsstearinlys frem og pludselig lugtede der lidt af jul og kaffe over det lille bord, i min lille hybel, Det var en herlig fornemmelse og derfor kan jeg ikke andet, end glæde mig til mere jul og mere stemning.

Carpe Diem!



Forbrugerkat

Ups!
Jeg er kommet til at bruge penge...


En sort blondekjole fra H&M til 200 kroner. Jeg er så f o r e l s k e t i den, at den måtte hapses med hjem til skabet og gemmes, til jeg en dag mener at den skal i brug. Uanset hvad var det livsnødvendigt at købe den nu!


 Støvler fra Føtex til 179 kroner. Simple og billige og jeg synes faktisk de er ret fede!


Ny mascara og en ny læbestift, til at pifte den grå hverdag lidt på.
Jeg er skeptisk i forhold til mascaraen, men læbestiften synes jeg er noget så y n d i g!


fredag den 7. november 2014

Et godt øje for billeder


Jeg får tit sætningen "du skal da ikke være pædagog, men fotograf!" kastet i ansigtet, hvilket jeg bliver ganske stolt af at høre. Det er dejligt at vide, at folk synes godt om ens kreative kunnen og jeg er virkelig glad for at bruge et kamera. Jeg kan fordybe mig fuldstændig i billedredigering og jeg elsker at håndtere og lege med motiver og lys. Desværre har jeg ikke et studie eller gode midler, i forhold til at skyde modeller. Men nu er jeg blevet kontaktet af en kvinde, gennem Frivilligcenteret Roskilde, som gerne vil hjælpe mig med at udvikle mine evner. "Du har et godt øje for billeder" skrev hun til mig i en e-mail. Ja, så må det jo snart være rigtigt nok alt sammen, siden flere og flere roser mig for mine 'evner'.
Det at "blive opdaget" af en anden fotograf og at få ros af vedkommende, det sætter jeg enormt stor pris på. Jeg glæder mig til at prøve mig selv af, sammen med hende. Jeg er så taknemmelig over, at hun gerne vil hjælpe mig med at udvikle mig, for det betyder at jeg har et "talent" som kan arbejdes videre på. Denne chance vil jeg bestemt ikke lade gå til spilde, så jeg har takket pænt "ja tak" med det største smil på mine læber. Jeg har altid været enormt fascineret af billeder og den måde de bliver skabt på. Da jeg fik mit første kamera skød jeg tusindevis af billeder (et gammelt sony digitalkamera). Jeg elsker også engangskamerarer, da jeg synes der er noget charmerende ved de håndholdte billeder. Derudover er jeg latterligt forelsket i polaroidkamera. Da jeg fik FujiFilm instax mini 8 i julegave, blev jeg ovenud lykkelig. Det er godt nok en smule dyrt i drift (kontra et spejlrefleks/digitalkamera), men det er så kært og yderst charmerende. En dag anskaffer jeg mig et stort og lækkert polaridkamera med de dyre film til. En dag, når jeg er rig nok!
Min far har altid taget mange billeder og jeg er nok blevet inspireret af hans knipserier, hvilket jeg bestemt er glad for at være blevet. Han havde et Canon EOS 350D, som han lånte til mig (på ubestemt tid). Men da det begyndte at leve sit eget liv, købte jeg mit Canon EOS 700D til mig selv, i fødselsdagsgave. Det har taget mig rigtig lang tid at lære det at kende, og jeg synes til tider det lever lidt sit eget liv. Men vi skal bare lige blive gode venner og lære hinanden bedre at kende, tænker jeg.
Så nu prøver vi at arbejde sammen i tide og utide, på godt og ondt og jeg er bestemt ikke ked af det. På baggrund af min glæde ved at blogge og min kærlighed til kameraet, valgte jeg at oprettet en facebookprofil til mine billeder.

Når folk 'liker' et billede på min profil eller spørger om jeg ikke vil fotografere dem (i forhold til en fødselsdagsgave, eller lignende) så føler jeg det som et enormt kompliment. Fordi det må jo betyde at det jeg gør, langt hen ad vejen, er godt nok. Hvilket gør mig stolt af mig selv.
Jeg er stort set selvlært i forhold til alt det jeg kan. Jeg har læst mig til ting på nettet og spurgt folk til råds, men jeg har aldrig været på et kursus eller lignende. Men jeg tænker at det kunne være rigtig fornuftigt at komme i gang med et kursus og lære omkring opsætning, indstillinger med videre.
Jeg drømmer om en dag, at få mig mit eget ministudie, hvor jeg kan skyde modeller og lege med lys. Det bliver lækkert - og hvis jeg bare bliver ved med at tro på drømmen, så skal den nok blive til virkelighed! Indtil da så øver jeg mig på min stakkels kat, til familie-kom-sammen, fester og hvad jeg ellers lige bliver tilbudt. Jeg håber på at blive rigtig god, en dag, men lige nu synes jeg der er lang vej. Især fordi pengene er så små. Men indtil videre går det da den rigtige vej - og tro kan flytte bjerge! Det har jeg i hvert fald hørt.

Med en god portion drømme og et drys Carpe Diem skal jeg nok komme langt. Indtil videre så øver jeg mig så godt jeg kan!

torsdag den 6. november 2014

Singlemis og CrazyCatLady



Her er vi. Hera og jeg. Det er os der bor her og det er os der bestemmer.
Jeg er ved at få smag for singlelivet, hvilket er en ret anderledes følelse, for mit vedkommende.
Da jeg stort set har haft en kæreste altid (ikke den samme), så er det helt underligt ikke at have lyst til at være i et parforhold.
Men her på det sidste, er Hera og jeg er så småt begyndt at have vores egne rutiner. Blandt andet med puttetid om morgenen, så snart væggeuret ringer. Eller når hun holder mig med selskab, mens jeg roder med computeren. Jeg kan ret godt lide at gå alene i seng. Det at vågne op alene, uden at skulle være social med andre lige fra morgenstunden, er også blevet en sand favorit. Jeg er generelt bare blevet rigtig glad for mine rutiner og alenetid. I det hele taget bare det, ikke at skulle være noget for nogen, i mit eget hjem, det kan jeg utroligt nok, godt lide. Jeg havde virkelig aldrig, nogensinde forestillet mig, at jeg ville blive glad for at sige det!

Jeg elsker bare at have min hybel for mig selv og gøre lige hvad det passer mig. når det passer mig. Det at rode som det passer mig, lade opvasken stå en dag for længe, at rydde op i tide og utide, spise mad når jeg lige har lyst, hvor jeg har lyst, drikke af mælkekartonen... Ja, hele det der "ungliv" og "singleliv" det passer mig sgu egentlig rigtig godt. Lige nu vil jeg slet ikke bytte det for noget. Jeg forsøger at lære, at være alene og jeg synes det går ganske udmærket. Jeg føler ikke for, at være "nogens" lige nu. Selvom jeg er en kæmpe tryghedsnarkoman og et rigtigt selskabsdyr, så kan jeg mærke, at mange af de sociale behov nok skal blive dækket godt ind i form af fællesspisning, venindehygge, arrangementer med Frivilligcenteret Roskilde (hvor mine fotosysler også kan komme til udtryk), samt skolen, arbejdet og den kommende praktik.
Ja, i det hele taget siger jeg ret meget "ja" til mange (små) projekter, hvilket føles rigtig godt. Dette sker også meget mere nu, fordi jeg på en eller anden måde føler mig rigtig fri til at kunne gøre det.
Jeg skal ikke rigtig tage stilling til andre end mig selv, i forhold til min hverdag.
Jeg føler lidt jeg har fundet en eller anden form for ro, som jeg glæder mig til vokser sig større og større.
Så hurra for sololivet og at være enlig CrazyCatLady! Jeg tror slet heller ikke, at jeg ville kunne klare denne alenetid lige så godt, hvis ikke det var for min spindetrolds herlige selskab. (Bare vent, jeg rammer nok en mur på et tidspunkt, hvor jeg tuder over at være ene og alene. Og så kommer der et indlæg om det. Men det er vigtigt med kontraster her i livet! Desuden er jeg glad og tilfreds lige nu.)


Carpe Diem!


tirsdag den 28. oktober 2014

Fællesskabsfølelse og ja-hat


Fortiden har jeg haft en rigtig nedturs-følelse og et dyk ned i mørket, hvor selvværd, selvtillid og glæde ikke har passet helt så godt sammen.
Jeg har ikke set nogen mening med studiet og generelt været enormt negativ, mut og trist. Jeg har manglet nogle ting i min hverdag, for at føle mig "hel". Jeg er en meget social person og en rigtig tryghedsnarkoman, hvilket blandt andet har gjort mig rastløs efter bruddet med min ekskæreste. Men jeg er begyndt at tage initiativ til ting eller have ja-hatten på i forhold til arrangementer og idéer i hverdagen, hvilket giver mig fornyet energi og en dejlig følelse i kroppen.



Her til aften blev der, gennem Frivilligcenteret Roskilde, afholdt et arrangement kaldet "Bedstemad". Vi var ganske få unge og lige så mange gamle, der sammen skulle handle ind og lave aftensmad. Menuen stod på Frikadeller med Stuvet Hvidkål. 



Det var et hyggeligt tiltag med plads til humor og madlavningsfærdigheder, hvilket vi alle nød godt af.  Det endte endda med en nogenlunde planlagt "næste gang" med diskussioner omkring menu'en og gode holdninger omkring, hvad der gør dette godt. At det ikke er maden der i sig selv skal være det vigtige element, men fællesskabet og det at lære hinanden at kende, på kryds og tværs af aldre, kulturer og baggrunde.


Dog skal det lige siges, at maden var værd at komme efter og det gjorde bestemt også hyggen, meget mere hyggelig!


Jeg er simpelthen så glad for at være med til at etablere noget fællesskab (i hvert fald i nogen grad) her hvor jeg bor. Endvidere er jeg også glad for at være kommet i kontakt med Frivilligcenteret Roskilde, blandt andet som fotograf, men også som en person, der er med til at få andre folk med.

I den anledning har jeg også tilmeldt mig et nyt projekt kaldet "Buddy Ordning" (som indtil videre er så nyt, at der stadigvæk er en masse planlægning i gang). Kort sagt handler det om at hjælpe andre unge, med at socialisere sig. Det vigtigste element i dette er, at finde fælles interesserer og ud fra dette, etablere et bekendtskab. Jeg synes det er et projekt der lyder yderst interessant og et tiltag, som jeg gerne vil hjælpe på benene, støtte og skabe opmærksomhed omkring. Derfor har jeg fortiden optur over alle de ting der blomstrer op omkring mig. Jeg prøver at have "ja-hatten" på, fordi jeg kan mærke, at det giver et boost til mig (i min hverdag).
Endvidere rykker det også i nogle ting i mig, i forhold til min personlige udvikling, mit syn på mig selv og det jeg føler, at jeg står for. Så alt i alt er jeg godt tilfreds med den vej tingene går.
Jeg er begyndt at føle mig oppe igen, efter at have været nede og vende. Det er virkelig dejligt at gøre hvad man vil, med sit liv.
Jeg er begyndt at føle, at jeg har rigtig mange kompetencer og egenskaber, som der bør komme til udtryk. Så derfor håber jeg på, at jeg kan få gang i en masse ting. Dog uden at få for mange jern i ilden, på én gang.

Efter i dag blev nogle af os enige om, at det der fælles spisning jo er ret så hyggeligt og alt for undervurderet. Især fordi vi bor så tæt på hinanden. Så det er noget vi vil forsøge os med, "bare os unge".


Her var lige lidt Carpe Diem følelse og glædes energi i forhold til mig selv og min tilværelse.
Utroligt som ens verden kan vende på en tallerken. Hurra for livet og for Carpe Diem!

tirsdag den 14. oktober 2014

Missisk


Missisk.
Smådeprimeret.
Skoletræt.
Livstræt.
Ligeglad.
Sur.
Glad.
Legesyg.
Aktiv.
Humørsvingninger.

Lige fortiden er jeg bare en underlig snegl som savner og mangler alting, men ikke gider nogen eller noget og alligevel ønsker det hele på min egen facon. Det er træls og jeg er træls og jeg er i et humør, som ikke hjælper noget på nogen.
Jeg er følsom og egoistisk og jeg føler at jeg har brug for omsorg og samtidig gider jeg slet ikke have det eller nogen.
Jeg har lyst til at græde, drikke kaffe og skrive dagbog. Jeg har lyst til at grave mig ned. Alligevel glæder jeg mig til at komme i skole i morgen, tage et bad og gøre mig klar, blive klogere og møde mennesker.
Jeg er en stor modsigelse og dét er kompliceret. Jeg er kompliceret. Det er træls.

Jeg tror det er årstiden. Mørket der lægger sig tungt over mig. Morgenerne der er mørke og gør, at jeg ikke magter tage ud og løbe. Aftenerne der indbyder til gaming og kakao eller bare serier under dynen. Jeg gider slet ingenting og alligevel vil jeg gerne blive klogere.

Det er en stor, forvirrende følelse. Men den har været der før. Jeg hader den bare.

Er der andre der har samme slags mærkelige følelse?
Måske også på denne tid af året?
Post-sommerferie-skolestarts-jeg-ved-ikke-hvad-jeg-skal-gøre-ved-mig-selv-følelse.....


søndag den 5. oktober 2014

Lørdags løjer



Min søster kom forbi ved middagstid lørdag, hvor hun hjalp til med mine muffins. I mens kom der dejligt besøg ind ad døren og vi tilbragte hinandens selskab, sammen med Oktobersolens dejlige stråler. Vi gik alle tre ned til søen og hyggede med en skør app omkring "havens fugle", mens vi kiggede på ænderne der pludselig ville gøre os selskab. 



Og som altid skulle min søster og jeg lige have en søster-selfie, som i dette tilfælde blev en søster-solskins-selfie. Min søster drog videre ud i landet, mens vi udførte planen for dagen:

Der var nemlig mulighed for at klappe og kæle med de smukke Skotske Højlandskvæg som bor herude, hvilket vi glædelig tog til! Det er faktisk min yndlingsko (på grund af deres søde udseende!)



Om aftenen havde jeg besluttet mig for at lave limabønnedeller/butterbeansdeller til aftensmad. Opskriften er fundet her.
Da jeg i forvejen havde 'das Autocitron' valgte jeg ikke at købe en citron og har derfor ikke brugt citronskal i dejen. Endvidere har jeg brugt en grøn peberfrugt, i stedet for en rød.
Så brugte jeg også to fed hvidløg, fremfor et og solsikkeolie i stedet for rapsolie. Jeg dryssede også med lidt cayennepeber for at give dem en lidt mere spicy smag - og jeg kogte hverken hvidløg eller løg.



Tilbehøret til dellerne var rodfrugter jeg har stegt i ovnen i en time ved 200 grader med solsikkeolie og timian. Jeg lavede også hummus (første forsøg nogensinde) som også blev utroligt lækkert og jeg havde i det hele taget et rigtig god følelse omkring min madlavning den aften. I mens rodfrugterne var i ovnen og dejen til dellerne var på vej til at stå en time i køleskabet, kontaktede min lillesøster og gode ven mig. Så i stedet for at være to til middag, var vi fire og det var en fantastisk hyggelig aften!

Jeg fulgte ikke opskriften hundrede procent, i forhold til hummusen, da jeg ikke havde alle ingredienser. Men den blev tilpas krydret i smagen og fik en dejlig konsistens.

Jeg brugte ikke  chilipulver, chili, spidskommen eller tahin. Til gengæld tilføjede jeg cayennepeber for at give det en lidt krydret smag.


Jeg er virkelig blevet inspireret til at lave flere ting fra bunden af, i forhold til mad. Derudover har jeg haft fantastisk selskab af søde mennesker og nydt min weekend fuldt ud.

Carpe Diem!

Misses Muffins



Så er der sukkerchok på bloggen.
Billederne er lidt blandede telefon- og kamerabilleder (beklageligvis).
Et lille indlæg om mine blomstrende kokke-kunstskaber og Misses Muffins.

Jeg begav mig ud på dybt vand i går, da jeg forsøgte mig som husmor med hjemmebag.
Det var super spændende at komme i gang og jeg må sige, at jeg er blevet ret bidt af det.

Jeg startede ugen ud med hjemmelavede boller og en snyde-kage med hakkede hasselnødder og mandler i. Efter den vellykkede snyde-kage tænkte jeg, at jeg ville lave noget helt fra bunden. Og hvad var en bedre idé end muffins. Så kunne mine fine silikone-muffins-forme også blive vist frem!

Jeg har udviklet min interesse i forhold til at bruge mine evner i køkkenet, og selvom jeg ikke er den bedste i et køkken, så synes jeg at denne weekend har bevist, at jeg ikke er helt så ringe endda!

Den opskrift jeg har brugt til muffins er fundet her og jeg synes de var ret lækre! 


Det er første gang i lang, lang tid at jeg har bagt fra bunden af. Dermed også enormt lang tid siden, at jeg har forsøgt mig med vandbad. Ingen kom til skade under hændelsen - min kat lever i bedste velgående - og vandbadet lykkedes. Så alt i alt et godt forsøg med bagning fra bunden.



Det hele blev mikset sammen til en lækker dej som jeg glædede mig til at smage det bagte resultat af!



Det passede med, at da kagerne kom ud af ovnen, trådte lillesøster ind ad døren. Hun synes det var ganske hyggeligt og ville meget gerne deltage i at putte snyde-frosting (Dr. Oetkers chokolademousse) på. Det endte med at ligne små muldvarper med hundelort på hovedet, hvilket vi hyggede os meget godt med. Men lækkert var det!



Det færdige resultat af mine chokolademuffins med chokoladestykker i.

Jeg fik lokket min søde lillesøster til at lege fotograf - og det var både kagerne og mig selv der stod model.

Her kan I også se min nye nederdel som jeg købte forleden og viste frem på Instagram.







tirsdag den 30. september 2014

Tirsdags tastaturtrykkeri

Jeg ønsker mig helt enormt meget de her New Balance sko. Derfor har jeg sendt en e-mail til min søde moar, med et billede af de lækre sko. Forhåbentlig kan mine fødder være flyvende efter juleaften.


Derudover kom jeg til at forkæle mig selv alt, alt for meget med den her nye mascara. 


Jeg glæder mig til at afprøve den i morgen tidlig.
Det tog mig ret lang tid at vælge mascaraen, da jeg er blevet ganske kræsen hvad det angår. Men jeg tog mig til sidst sammen og valgte denne, som blev anbefalet af en anden.
L'Oreal Volume Million Lashes - Excess hedder den.

Her til eftermiddag gik jeg også i gang med at bage to portioner af den bolledejsopskrift, som jeg også brugte til min fødselsdag. Jeg har endnu ikke smagt dem, men udseendet er ret så lovende vil jeg lige sige!



Det var lige lidt træt tirsdags tastaturtrykkeri.

Carpe Diem!

torsdag den 25. september 2014

Et træt og gråt indlæg



Det er blevet efterår med stort E og jeg kan virkelig mærke hvordan mørket, blæsevejret og kulden trænger ind under huden på mig. Humøret har det sidste stykke tid været ganske dalenede. Måske er det en slags vinter-depri der er på vej? (*suk*)
I hvert fald glæder jeg mig allerede til sol og sommer. Men mest af alt glæder jeg mig til lønningsdagen på tirsdag, for denne her måned har været rigtig hård i forhold til ny computer, ny telefon og nye løbesko.
Jeg har været rigtig træt i forhold til skolen og faktisk slet ikke gidet at være specielt aktivt deltagende. Jeg synes meget af det jeg laver fortiden virker formålsløst og jeg kan ikke rigtig fornemme hvad jeg hundrede procent skal bruge det til. Samtidig så virker det heller ikke som om, at seminaret har styr på noget som helst, tja og jeg er nok bare negativ med et ekstra lag negativ ovenpå. Det er mega surt at have det sådan her og jeg håber på at blive opmuntret i forbindelse med det næste forløb (fra uge 42).

Jeg har også haft en enorm stor lyst til at trøstespise dagene væk med masser af chokolade. Løbeturene har ikke været de helt vilde, fordi jeg synes det er blevet rigtig, rigtig koldt og mørkt om morgenen, huden synes mere uren (det kan jeg takke chokoladen for), maven mere buttet (igen chokoladen) og kroppen mere slap (for meget chokolade, for lidt løb).
Brokke, brokke, brokke..
For der synes også at være lidt mere drama på privatfronten, end der længe har været. Det gør mig også bare træt. Energiniveauet er ved at nå bunden og jeg er bare en møflet og muggen.

Men jeg har glædet mig over at have selvstudiedag i dag, hvor jeg startede dagen med en telefonsamtale med en dejlig veninde, spillede The Sims, drak kaffe og hyggede lidt om mig selv. Jeg har nemlig sovet helt til klokken halv elleve!
Bagefter besluttede jeg mig for, at jeg skulle bevæge mig lidt udenfor. Så jeg tog mit spejlrefleks i hånden og drog ud på en fire kilometer fototur i de dejlige omgivelser. Her blev jeg mødt af søde får, skønne køer, lækker natur, solskin, ænder og blæsevejr. Jeg fik også snakket lidt i telefon med min søde moar. Så da jeg kom hjem redigerede jeg billederne - hvilket er alt, alt for længe siden, at jeg har siddet og nørklet med det. Desværre.

Der kom blandt andet dette blogindlægsbillede ud af det.

Så det er ikke alting der er helt skidt. Senere skal jeg observere unge mennesker på InterPool i Roskilde, i forhold til emnet "Unge og Seksualitet", sammen med min studiegruppe. Det bliver også ganske underholdende og interessant.

I morgen skal jeg fejre min dejlige barndomsveninde P, da hun blev 23 år i denne uge.
Lørdag skal jeg til Mørkøv Kræmmermarked sammen med en sød studieveninde, hvilket jeg også glæder mig til.
Så alt i alt er alting ikke gråt i gråt, men bare falmet lidt i farven. Jeg har bare svært ved at få kontrasterne helt frem og gøre hverdagen spændende og levende. Men det kommer nok snart tilbage til mig igen. Indtil da...

Carpe Diem