tirsdag den 3. december 2013

Sørgmodig mærkedag

Den 3. December er en dato, der for altid vil lyse op, når jeg kigger i kalenderen. Den dag hvor min kære morbror blev ramt af en bil og derefter lå i kunstig koma, i en uge.
Den dag hvor faderen til mine to fætre blev taget fra dem, manden til min tante, broderen til min mor, sønnen til min mormor og morfar, min søsters og min morbror. Vores alle sammens Henrik.
Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham. Når jeg tænker på det at skrive, eller når jeg hører Band Of Horses eller Kings Of Leon. Når jeg ser en Spies-reklame, ser noget med Manchester United eller bare ser på mine fætre, min mormor og morfar eller min mor. Det smerter så dybt, og det vil altid være den værste følelse, i hele verden. Aldrig har jeg følt livet så uretfærdigt. En mand, jeg hele mit liv så, så meget op til. En mand der altid støttede mig i alt hvad jeg gjorde.
I dag er det et år siden, at hele vores liv vendte op og ned og for altid ville blive forandret. En følelse, der er meget svær at forstå, selv den dag i dag. Med tårer og gråd, med smerte og sorg. Jeg har på ingen måde lyst til at vende tilbage til den uge, hvor tiden stod stille. Og på den måde er jeg umådeligt glad for, at livet er gået videre. Nu kan jeg stå her og kigge tilbage på det, mindes det, med smerte og tårer, men slet ikke på samme måde. For nu er det aktuelt, at han aldrig mere vender tilbage, i fysisk form. Jeg er glad for, at vi ikke står i et kaos af håb og smerte. Hvor vi hver dag ventede svar på, om han nu overlever. Den tid er forbi, og vi arbejder med os selv og vores sorg, i forhold til den fakta, at han desværre ikke overlevede. Det er rart at have et gravsted at besøge, at have sange at græde til og minde os om, at han aldrig bliver glemt. Det er rart at have en familie at dele smerten med, og vide, at man ikke er alene.
Jeg synes dog stadigvæk at det er noget af det allermest uretfærdige. Jeg kan slet ikke se, hvorfor det skulle ske. Nogle dage har jeg endnu ikke helt forstået, at han aldrig kommer tilbage. Jeg forestiller mig bare at han er ude og erobre verden, som han til tider var. Kina, Australien, Nice, Canada (you name it). "Han kommer hjem igen" tænker jeg til tider. Men det er en stor løgn. Og når det så går op for mig, sådan helt og aldeles, så gør det ufatteligt ondt.
Til gengæld er smerten langt nemmere at tale om. Det er blevet lettere at snakke om savnet og manglen. Han lever videre igennem os alle sammen og de ting han formåede at gøre sig genkendelig i. Fodbolden, rejser, skriverier, musik, kaffe.. Han er i det hele. Alt det han holdt så meget af. Ikke mindst hans to skønne drenge. Min dejlige fætre. Det er så underligt og dog så meget lettere, i hvert fald for mig, i dag.
Men jeg tænker stadigvæk på min kære familie. Jeg prøver at forestille mig lige præcis den smerte, som de gennemgår.
Min søde mor, som har mistet sin lillebror. Tanken om at miste min søster, er ulidelig. Jeg kan slet ikke bære tanken. Eller tårerne på min morfars kinder, for et år siden. Den stærke mand, som jeg har så kær. Hvordan han brød sammen. Det er slet, slet ikke til at forstå, hvorfor han skulle - og stadigvæk skal - gennemgå så megen smerte. Lige så min elskede mormor. To mennesker der for altid vil have stor betydning for mig.
Jeg har stadigvæk ikke accepteret uretfærdigheden. For uanset hvad og hvordan jeg har prøvet at tolke det, er jeg stadigvæk så egoistisk, og mener at det slet ikke burde gå ud over os. Vi fortjener ikke at miste ham. Han betød så meget for os alle sammen.

Jeg husker stadigvæk den sidste besked jeg modtog fra ham. Omkring pasning af hans to dejlige drenge, i Januar måned. Jeg nåede aldrig at aftale mere, for så skete alt det her. Han nåede heller aldrig at videregive mit svar til hans kone. Så hurtigt gik det.
Jeg husker at han havde påbegyndt sin skønne musik-julekalender. Han nåede at få den 3. December med. Det er så underligt at tænke på. Vi snakkede meget om: Hvad han mon havde gemt som nr. 24? Det får vi aldrig svar på, men jeg er sikker på, at det ville have været noget virkelig dejligt.
Han var så dygtig til at skrive og formulere sig. Til at udtrykke sig både gennem musikken (dog andres), men også gennem ord. Noget som smittede umådeligt meget af på mig, i hvert fald det med ordene.
Han støttede mig i min foto-drøm og i mine skriverier. Han støttede mig i mine kreative sider. Han spurgte ofte ind til det, og omvendt støttede jeg også ham.
Da han fik sin første søn, blev jeg så rørt. Jeg skulle være kusine. Samtidig følte jeg, at jeg skulle være meget mere end det. Jeg følte det nærmest som om jeg skulle være noget kusine/faster. Han var bare så meget mere end en "onkel" eller en "morbror". Han var min gudfar, han var en lege-ven, en onkel, en slags storebror. Nok også fordi han var så ung.
Jeg tænker tit på de gange jeg kom derind for at besøge dem, og passe drengene. Hvordan han ofte spurgte "what kind of candy would you like?", fordi drengene ikke skulle forstå det. Eller måden han altid holdt min lillebror på håret, når han sagde "hej". Der er så mange minder, og jeg kan slet ikke forestille mig hvor mange, min tante må gennemleve. Hver dag. Og især ikke i denne ubehagelige tid, hvor uretfærdigheden skyllede ind over os, og vores liv bare blev forandret med ét.


I kirken blev denne sang spillet. Band Of Horses. Et af Henrik's yndlingssange. Et band jeg også har beskrevet i et tidligere blog-indlæg, sidste år. En meget smuk sang, som jeg har et opmuntrende, men også melankolsk forhold til. For det minder mig om stemningen i kirken, og ofte får jeg tårer i øjnene. Men jeg bliver også glad, og varm om hjertet. For så er han lidt tættere på.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar