onsdag den 11. december 2013

Hvil i fred

Jeg husker tydeligt, at jeg var taget ind til Strøget for at juleshoppe. Jeg gik konstant med telefonen lige i nærheden, så jeg ikke ville misse opkaldet. Et meget, meget vigtigt opkald, som jeg havde regnet med ville komme, men bare ikke hvornår. En beslutning der skulle tages. Følelser der var i klemme. Noget med etik og moral, et dilemma om "rigtig og forkert", i forhold til følelser og fornuft.

Lidt over en uge, så længe havde vi gået rundt, i en grå og sorgfuld verden. En verden hvor man nærmest kunne høre en knappenål falde til jorden. Efter en periode af smerte og uretfærdighed skete det.

Jeg havde været sygemeldt fra arbejdet i nogle dage, fordi det havde været en svær tid. Otte dage havde vi gået, i en tåge af uvished, sorg, smerte, ubehag. Vi ventede svar. Inderst inde var vi alle nok godt klar over, hvad det endelige svar ville være. Alle skaderne - det var slet ikke til at bære. 
Jeg husker tydeligt hvordan du bare lå der, helt stille. Du var så fin, uden særligt mange skræmmer i ansigtet. Dine hænder var hævede, hvilket var helt unormalt. Du som var så lang og tynd, med dine lange, tynde fingre. Jeg kan stadigvæk høre lyden af respiratoren, som fik dit bryst til at hæve og sænke sig. Det var nok det allermest ubehagelige. Alle apparaterne, der holdt dig i live, og som sørgede for at give besked, ved eventuelle ændringer. Det var en ambivalent følelse, at stå der på en stue, på intensiv, og bare se på dig. Vide, at du nok ikke engang kunne høre os, men alligevel talte vi til dig. Græd ved dit bryst eller din hånd, snakkede om gode ting, fortalte dig, om hvilken idiot du var. "Hvorfor?" Vi ville bare så gerne, for alt i verden, have dig tilbage. Og så lige ved juletid. Hele December blev fyldt med sorg.
Hele December og resten af vores liv blev fyldt med en smerte, der er så svær at slippe. For altid vil vi tænke på dig og hvordan vi mistede dig.

Den 11. December 2012 bevægede jeg mig ud af lejligheden og ned mod Strøget, i håb om at få tankerne lidt væk. Jeg var næsten lige ankommet der, da Mor hun ringede: "Hvor er du? Okay.. Du skal skynde dig, beslutningen er taget." Noget i den stil, sådan lød det fra hende. Jeg blev ulykkelig. Skyndte mig fra Strøget og ned til Nørreport station hvor jeg tog 6A til Rigshospitalet. Jeg kendte allerede vejen, for jeg havde været der et par gange, den foregående tid. Ulykkelig skyndte jeg mig op med elevatoren, til venteværelset hvor venner og veninder af min Morbror og Tante sad. Stemningen var presset, og det var ikke alle som jeg kendte. Jeg kan ikke huske så meget derfra, ikke andet end at Mormor, Morfar og min Tante kommer ind i rummet på et tidspunkt, efter en samtale med sygeplejersken/lægen.
Valget var taget. Det svære valg. Svært på mange måder. Nogen vil nok se ned på os, se ned på beslutningen, om valget af at slukke ham, på stuen. Men valget blev taget fordi vi ønskede at sige ordentligt farvel. Fordi vi ville være der, når hans hjerte ikke længere slog. Fordi vi ville afslutte denne svære tid, på en måde, som var bedst for os.
Så vi kunne sige farvel.
Mormor, Morfar, Tante, Mor og jeg gik ned på den stue han lå på. Her snakkede vi til ham. Jeg husker at Mormor og Mor stod sammen. Jeg havde stillet mig hen til Morfar. Min Tante var ved hans side.
Apparaterne blev slukket og slangen trukket ud. Det var en underlig følelse at se, at han ikke længere trak vejret. Kuldegysninger for gennem hans krop og det var rigtig ubehageligt at se, hvordan hans krop en sidste gang virkede levende - af sig selv. Vi græd så voldsomt. Tudede. Det var så forfærdeligt. "Hvorfor?" igen og igen lød spørgsmålet. "Hvorfor? Hvorfor os?"
(Selv den dag i dag er kan jeg høre mig selv spørge.)
Sygeplejersken trådte til side, men gik over til vinduet. Her åbnede hun vinduet, så hans sjæl, så fint kunne flyve af sted. Det var så smukt, og stadigvæk så forfærdeligt.
Til sidst valgte jeg at gå ud af stuen. Jeg kunne ikke klare det mere. Min Tante der lå hen over hans bryst og ventede, til det sidste hjerteslag stoppede. Min Mormor, Morfar og Mor, der alle stod derinde og græd af smerte.

I løbet af et splitsekund blev vores familie mindsket. I løbet af et splitsekund blev vores elskede Henrik taget fra os.
En uge jeg aldrig nogensinde vil genleve. En periode jeg aldrig nogensinde vil opleve igen. Det var det mest forfærdelige jeg nogensinde har været med til. At en af vore kære blev taget fra os. En uge i uvished, hvor håb og fortvivlelse var hverdagskost. Hvordan hele familien blev grå. At se min Morfar græde var noget af det der tog pusten fra mig. En mand jeg holder så meget af, og som altid har passet på os. Smerten i hans øjne. Tilbage stod vi, den 11. December 2012, med grå og forgrædte ansigter. Med et grædende farvel og en enorm svær beslutning, tog vi afsked med ham.

I dag er det 1 år siden. En dag, som jeg nok aldrig glemmer. Så mange følelser. Så mange tårer. Jeg forstår stadigvæk ikke hvorfor det skete, og jeg kommer aldrig til det. Uanset hvor meget jeg ønsker svar og retfærdighed, så nytter det ingenting. Det eneste jeg kan gøre er, at mindes min kære Morbror. Min Gudfar. Det eneste jeg kan gøre er, at være der for min familie.

Jeg er bare så glad for, at situationen er kommet så langt væk nu. For nu er han gået bort. Vi står ikke i dette følelseskaos på samme måde, som for et år siden. Nu kan vi kun tænke på, at vi er kommet et helt år videre. Vi er kommet helskindet videre. Vi lever videre på bedste vis. Er der for hinanden, støtter, lytter, hjælper. Vi lever  så godt vi kan - måske endda mere end det?
Mest af alt er jeg glad for, at min kære familie ikke er gået i stå. For det ønsker ingen af os. Ikke engang Henrik.

Et år er gået, og jeg ønsker kun at endnu flere vil gå. At vi en dag kan slappe af omkring denne forfærdelige juletid, hvor hele vores liv blev bremset hårdt op. Det er rart at vi nu kan leve et liv ved siden af. Tiden står ikke stille på samme, forfærdelige måde. 
Jeg sender tanker ud til alle der havde ham kær. Til alle hvis liv blev bremset hårdt op. Jeg sender tanker til venner, veninder, kone, børn, forældre, søster, niece. Jeg sender tanker til min familie, hans familie, hans venner og veninder, der alle har lidt, i denne svære tid.
Jeg synes vi har klaret det godt - i hvert fald det som jeg ved af. For altid vil du være i vores tanker Henrik. 

Hvil i fred.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar