onsdag den 11. december 2013

Hvil i fred

Jeg husker tydeligt, at jeg var taget ind til Strøget for at juleshoppe. Jeg gik konstant med telefonen lige i nærheden, så jeg ikke ville misse opkaldet. Et meget, meget vigtigt opkald, som jeg havde regnet med ville komme, men bare ikke hvornår. En beslutning der skulle tages. Følelser der var i klemme. Noget med etik og moral, et dilemma om "rigtig og forkert", i forhold til følelser og fornuft.

Lidt over en uge, så længe havde vi gået rundt, i en grå og sorgfuld verden. En verden hvor man nærmest kunne høre en knappenål falde til jorden. Efter en periode af smerte og uretfærdighed skete det.

Jeg havde været sygemeldt fra arbejdet i nogle dage, fordi det havde været en svær tid. Otte dage havde vi gået, i en tåge af uvished, sorg, smerte, ubehag. Vi ventede svar. Inderst inde var vi alle nok godt klar over, hvad det endelige svar ville være. Alle skaderne - det var slet ikke til at bære. 
Jeg husker tydeligt hvordan du bare lå der, helt stille. Du var så fin, uden særligt mange skræmmer i ansigtet. Dine hænder var hævede, hvilket var helt unormalt. Du som var så lang og tynd, med dine lange, tynde fingre. Jeg kan stadigvæk høre lyden af respiratoren, som fik dit bryst til at hæve og sænke sig. Det var nok det allermest ubehagelige. Alle apparaterne, der holdt dig i live, og som sørgede for at give besked, ved eventuelle ændringer. Det var en ambivalent følelse, at stå der på en stue, på intensiv, og bare se på dig. Vide, at du nok ikke engang kunne høre os, men alligevel talte vi til dig. Græd ved dit bryst eller din hånd, snakkede om gode ting, fortalte dig, om hvilken idiot du var. "Hvorfor?" Vi ville bare så gerne, for alt i verden, have dig tilbage. Og så lige ved juletid. Hele December blev fyldt med sorg.
Hele December og resten af vores liv blev fyldt med en smerte, der er så svær at slippe. For altid vil vi tænke på dig og hvordan vi mistede dig.

Den 11. December 2012 bevægede jeg mig ud af lejligheden og ned mod Strøget, i håb om at få tankerne lidt væk. Jeg var næsten lige ankommet der, da Mor hun ringede: "Hvor er du? Okay.. Du skal skynde dig, beslutningen er taget." Noget i den stil, sådan lød det fra hende. Jeg blev ulykkelig. Skyndte mig fra Strøget og ned til Nørreport station hvor jeg tog 6A til Rigshospitalet. Jeg kendte allerede vejen, for jeg havde været der et par gange, den foregående tid. Ulykkelig skyndte jeg mig op med elevatoren, til venteværelset hvor venner og veninder af min Morbror og Tante sad. Stemningen var presset, og det var ikke alle som jeg kendte. Jeg kan ikke huske så meget derfra, ikke andet end at Mormor, Morfar og min Tante kommer ind i rummet på et tidspunkt, efter en samtale med sygeplejersken/lægen.
Valget var taget. Det svære valg. Svært på mange måder. Nogen vil nok se ned på os, se ned på beslutningen, om valget af at slukke ham, på stuen. Men valget blev taget fordi vi ønskede at sige ordentligt farvel. Fordi vi ville være der, når hans hjerte ikke længere slog. Fordi vi ville afslutte denne svære tid, på en måde, som var bedst for os.
Så vi kunne sige farvel.
Mormor, Morfar, Tante, Mor og jeg gik ned på den stue han lå på. Her snakkede vi til ham. Jeg husker at Mormor og Mor stod sammen. Jeg havde stillet mig hen til Morfar. Min Tante var ved hans side.
Apparaterne blev slukket og slangen trukket ud. Det var en underlig følelse at se, at han ikke længere trak vejret. Kuldegysninger for gennem hans krop og det var rigtig ubehageligt at se, hvordan hans krop en sidste gang virkede levende - af sig selv. Vi græd så voldsomt. Tudede. Det var så forfærdeligt. "Hvorfor?" igen og igen lød spørgsmålet. "Hvorfor? Hvorfor os?"
(Selv den dag i dag er kan jeg høre mig selv spørge.)
Sygeplejersken trådte til side, men gik over til vinduet. Her åbnede hun vinduet, så hans sjæl, så fint kunne flyve af sted. Det var så smukt, og stadigvæk så forfærdeligt.
Til sidst valgte jeg at gå ud af stuen. Jeg kunne ikke klare det mere. Min Tante der lå hen over hans bryst og ventede, til det sidste hjerteslag stoppede. Min Mormor, Morfar og Mor, der alle stod derinde og græd af smerte.

I løbet af et splitsekund blev vores familie mindsket. I løbet af et splitsekund blev vores elskede Henrik taget fra os.
En uge jeg aldrig nogensinde vil genleve. En periode jeg aldrig nogensinde vil opleve igen. Det var det mest forfærdelige jeg nogensinde har været med til. At en af vore kære blev taget fra os. En uge i uvished, hvor håb og fortvivlelse var hverdagskost. Hvordan hele familien blev grå. At se min Morfar græde var noget af det der tog pusten fra mig. En mand jeg holder så meget af, og som altid har passet på os. Smerten i hans øjne. Tilbage stod vi, den 11. December 2012, med grå og forgrædte ansigter. Med et grædende farvel og en enorm svær beslutning, tog vi afsked med ham.

I dag er det 1 år siden. En dag, som jeg nok aldrig glemmer. Så mange følelser. Så mange tårer. Jeg forstår stadigvæk ikke hvorfor det skete, og jeg kommer aldrig til det. Uanset hvor meget jeg ønsker svar og retfærdighed, så nytter det ingenting. Det eneste jeg kan gøre er, at mindes min kære Morbror. Min Gudfar. Det eneste jeg kan gøre er, at være der for min familie.

Jeg er bare så glad for, at situationen er kommet så langt væk nu. For nu er han gået bort. Vi står ikke i dette følelseskaos på samme måde, som for et år siden. Nu kan vi kun tænke på, at vi er kommet et helt år videre. Vi er kommet helskindet videre. Vi lever videre på bedste vis. Er der for hinanden, støtter, lytter, hjælper. Vi lever  så godt vi kan - måske endda mere end det?
Mest af alt er jeg glad for, at min kære familie ikke er gået i stå. For det ønsker ingen af os. Ikke engang Henrik.

Et år er gået, og jeg ønsker kun at endnu flere vil gå. At vi en dag kan slappe af omkring denne forfærdelige juletid, hvor hele vores liv blev bremset hårdt op. Det er rart at vi nu kan leve et liv ved siden af. Tiden står ikke stille på samme, forfærdelige måde. 
Jeg sender tanker ud til alle der havde ham kær. Til alle hvis liv blev bremset hårdt op. Jeg sender tanker til venner, veninder, kone, børn, forældre, søster, niece. Jeg sender tanker til min familie, hans familie, hans venner og veninder, der alle har lidt, i denne svære tid.
Jeg synes vi har klaret det godt - i hvert fald det som jeg ved af. For altid vil du være i vores tanker Henrik. 

Hvil i fred.

tirsdag den 3. december 2013

Sørgmodig mærkedag

Den 3. December er en dato, der for altid vil lyse op, når jeg kigger i kalenderen. Den dag hvor min kære morbror blev ramt af en bil og derefter lå i kunstig koma, i en uge.
Den dag hvor faderen til mine to fætre blev taget fra dem, manden til min tante, broderen til min mor, sønnen til min mormor og morfar, min søsters og min morbror. Vores alle sammens Henrik.
Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham. Når jeg tænker på det at skrive, eller når jeg hører Band Of Horses eller Kings Of Leon. Når jeg ser en Spies-reklame, ser noget med Manchester United eller bare ser på mine fætre, min mormor og morfar eller min mor. Det smerter så dybt, og det vil altid være den værste følelse, i hele verden. Aldrig har jeg følt livet så uretfærdigt. En mand, jeg hele mit liv så, så meget op til. En mand der altid støttede mig i alt hvad jeg gjorde.
I dag er det et år siden, at hele vores liv vendte op og ned og for altid ville blive forandret. En følelse, der er meget svær at forstå, selv den dag i dag. Med tårer og gråd, med smerte og sorg. Jeg har på ingen måde lyst til at vende tilbage til den uge, hvor tiden stod stille. Og på den måde er jeg umådeligt glad for, at livet er gået videre. Nu kan jeg stå her og kigge tilbage på det, mindes det, med smerte og tårer, men slet ikke på samme måde. For nu er det aktuelt, at han aldrig mere vender tilbage, i fysisk form. Jeg er glad for, at vi ikke står i et kaos af håb og smerte. Hvor vi hver dag ventede svar på, om han nu overlever. Den tid er forbi, og vi arbejder med os selv og vores sorg, i forhold til den fakta, at han desværre ikke overlevede. Det er rart at have et gravsted at besøge, at have sange at græde til og minde os om, at han aldrig bliver glemt. Det er rart at have en familie at dele smerten med, og vide, at man ikke er alene.
Jeg synes dog stadigvæk at det er noget af det allermest uretfærdige. Jeg kan slet ikke se, hvorfor det skulle ske. Nogle dage har jeg endnu ikke helt forstået, at han aldrig kommer tilbage. Jeg forestiller mig bare at han er ude og erobre verden, som han til tider var. Kina, Australien, Nice, Canada (you name it). "Han kommer hjem igen" tænker jeg til tider. Men det er en stor løgn. Og når det så går op for mig, sådan helt og aldeles, så gør det ufatteligt ondt.
Til gengæld er smerten langt nemmere at tale om. Det er blevet lettere at snakke om savnet og manglen. Han lever videre igennem os alle sammen og de ting han formåede at gøre sig genkendelig i. Fodbolden, rejser, skriverier, musik, kaffe.. Han er i det hele. Alt det han holdt så meget af. Ikke mindst hans to skønne drenge. Min dejlige fætre. Det er så underligt og dog så meget lettere, i hvert fald for mig, i dag.
Men jeg tænker stadigvæk på min kære familie. Jeg prøver at forestille mig lige præcis den smerte, som de gennemgår.
Min søde mor, som har mistet sin lillebror. Tanken om at miste min søster, er ulidelig. Jeg kan slet ikke bære tanken. Eller tårerne på min morfars kinder, for et år siden. Den stærke mand, som jeg har så kær. Hvordan han brød sammen. Det er slet, slet ikke til at forstå, hvorfor han skulle - og stadigvæk skal - gennemgå så megen smerte. Lige så min elskede mormor. To mennesker der for altid vil have stor betydning for mig.
Jeg har stadigvæk ikke accepteret uretfærdigheden. For uanset hvad og hvordan jeg har prøvet at tolke det, er jeg stadigvæk så egoistisk, og mener at det slet ikke burde gå ud over os. Vi fortjener ikke at miste ham. Han betød så meget for os alle sammen.

Jeg husker stadigvæk den sidste besked jeg modtog fra ham. Omkring pasning af hans to dejlige drenge, i Januar måned. Jeg nåede aldrig at aftale mere, for så skete alt det her. Han nåede heller aldrig at videregive mit svar til hans kone. Så hurtigt gik det.
Jeg husker at han havde påbegyndt sin skønne musik-julekalender. Han nåede at få den 3. December med. Det er så underligt at tænke på. Vi snakkede meget om: Hvad han mon havde gemt som nr. 24? Det får vi aldrig svar på, men jeg er sikker på, at det ville have været noget virkelig dejligt.
Han var så dygtig til at skrive og formulere sig. Til at udtrykke sig både gennem musikken (dog andres), men også gennem ord. Noget som smittede umådeligt meget af på mig, i hvert fald det med ordene.
Han støttede mig i min foto-drøm og i mine skriverier. Han støttede mig i mine kreative sider. Han spurgte ofte ind til det, og omvendt støttede jeg også ham.
Da han fik sin første søn, blev jeg så rørt. Jeg skulle være kusine. Samtidig følte jeg, at jeg skulle være meget mere end det. Jeg følte det nærmest som om jeg skulle være noget kusine/faster. Han var bare så meget mere end en "onkel" eller en "morbror". Han var min gudfar, han var en lege-ven, en onkel, en slags storebror. Nok også fordi han var så ung.
Jeg tænker tit på de gange jeg kom derind for at besøge dem, og passe drengene. Hvordan han ofte spurgte "what kind of candy would you like?", fordi drengene ikke skulle forstå det. Eller måden han altid holdt min lillebror på håret, når han sagde "hej". Der er så mange minder, og jeg kan slet ikke forestille mig hvor mange, min tante må gennemleve. Hver dag. Og især ikke i denne ubehagelige tid, hvor uretfærdigheden skyllede ind over os, og vores liv bare blev forandret med ét.


I kirken blev denne sang spillet. Band Of Horses. Et af Henrik's yndlingssange. Et band jeg også har beskrevet i et tidligere blog-indlæg, sidste år. En meget smuk sang, som jeg har et opmuntrende, men også melankolsk forhold til. For det minder mig om stemningen i kirken, og ofte får jeg tårer i øjnene. Men jeg bliver også glad, og varm om hjertet. For så er han lidt tættere på.