torsdag den 17. oktober 2013

At få noget ud af livet


Jeg sidder her, en torsdag aften i min islandske sweater, natbukser, hyggestrømper og smager lidt på livet. For jeg skal sgu have noget ud af det, mens jeg lever. The Bucket List er en suveræn film, som jeg for nyligt har set. Den har smittet mig med livsbekræftende tanker. Jeg lever kun dette ene liv, og det skal jeg sgu have noget ud af. Jeg kan sove når jeg bliver gammel - men jeg skal også trække vejret, og leve i nuet. Én dag ad gangen.
Her til aften deltog jeg i noget meget givende, for mig selv. Noget jeg før har været med til, mens slet ikke på samme måde, som her til aften. Jeg har alt for længe gået og været 'missisk' (et selv-opfundet udtryk, der betyder at jeg er i et gråt og mystisk humør). Jeg har ondt af mig selv, ser ned på mig selv, kan ikke rigtig finde hoved og hale i min tilværelse. Jeg føler jeg konstant vælger forkert, eller at jeg bør løbe ad helvedes til. Til tider har jeg blot et behov for at stampe i gulvet som en eller anden forkælet møgunge, der ikke får sin vilje. Eller jeg har blot lysten til at grave mig helt ned under dynen (ja, og madrassen), hvor ingen kan se mig. Gemme mig væk fra sandheden og virkeligheden. Jeg har det ofte med at springe fra i sidste øjeblik, eller græde, når tingene ikke går som de skal. Det jeg har fundet ud af er, at jeg er et voksent barn.
Men det vil jeg ikke kun stemples for. For hvad så med Misse, eller Michelle? Datter, søster, veninde? Jeg er studerende, kollega, storesøster, lillesøster. Jeg er mange ting. Jeg er alt for mange ting, til tider. Men problemet er nok mest: Hvornår er jeg 'mig'?
Jeg ved ikke altid hvad vej jeg skal gå, eller hvad jeg skal tro på. Jeg kan stresse små situationer op, og flippe helt ud. Jeg kan mistolke hændelser og tænke "mig, mig, mig". For hvorfor går det ud over MIG? Jeg er en egoistisk, lille personlighed, der vil have, at jeg er det perfekte væsen, med perfekte egenskaber. Jeg vil kunne det hele. Stræber efter perfektion, men fejler oftest (ja, nærmest hver gang). Hvorefter jeg sørgmodigt og stortudende lægger mig i sengen, og giver op på mig selv og hele verden. For jeg fejlede jo - jeg var ikke perfekt. Jeg er ustruktureret. Jeg er elendig til at holde ro og orden i mit eget hjem. Jeg er elendig til at klare diverse simple opgaver. Men nej, faktisk er jeg det ikke. Og nu har jeg taget en bid af æblet og sprunget ud i en lyst til at leve.
F.eks. så er jeg så heldig, at jeg har en familie og venner der støtter godt op omkring mig. Samtidig har jeg en energi, som - når jeg ser positivt på livet - kan hjælpe mig vildt godt igennem tilværelsen.
Jeg er dygtig (hvis jeg virkelig vælger at tro på mig selv) med et kamera. Jeg kan tage billeder der ser godt ud. Jeg er nogenlunde klog og kløgtig. Især når jeg selv vil det.
Men jeg er også distræt. Jeg bliver lidt distraheret. Jeg elsker elektronik, bloggnig, facebook, instagram og andet gøgl, som skaber fokus, reklame og  ytrings muligheder.
Jeg har taget tyren ved hornene og sat mig for, at jeg skal dette hver torsdag. Jeg krydser fingre for, at jeg er kvinde for at holde det.


I dag har jeg været på arbejde, hvor jeg tur-retur har cyklet 14 kilometer. Bagefter tog jeg turen frem og tilbage, der i alt har været på 6 kilometer. Det vil sige jeg har cyklet små 20 kilometer i dag. Det har skabt noget plus-plus i min hjerne. Og nu har jeg sgu tænkt mig at stå tidligt op, og tage i fitness-center i morgen tidlig, før arbejdet. Hvorefter jeg vil holde weekend med maner! Og nyde at jeg skal sove længe lørdag, hvorefter jeg skal til Lucy Love koncert. Fordi jeg kan, fordi jeg er en heldig kartoffel, men også fordi jeg blot er et menneske. Med knald i låget og en dysfunktionel barndom, der har påvirket mit voksen-liv og dermed gjort mig til et voksent barn. Ligesom mange andre mennesker. Hvilket jeg fandt ud af, her til aften. Hvilket har efterladt mig med en sindsstemning af alt muligt. En forståelse af, hvorfor jeg er, som  jeg er. Men samtidig også en følelse af, at jeg er pisse træt af etiketter. For hvorfor skal jeg både være ramt af angst, stress, depression og være en barn af en dysfunktionel familie? Det er da bare pis og papir. Det er skide tarveligt, og det er ikke noget jeg skrev under på, ved fødslen.
Men jeg er den sensitive, ustabile, usikre, idiotiske, egoistiske, selvviske person, jeg nu engang er. Med rummelighed når overskuet er til det. Jeg er katteejer, jeg er studerende, jeg er arbejdende og jeg er en brokkerøv, som ønsker at have det godt. Og lige netop nu, denne torsdag aften, jamen der har jeg det faktisk godt. Jeg er elsket, jeg har et liv. Jeg har en lejlighed, jeg har min kat. Jeg har et arbejde, jeg har elektroniske ting i mit liv, som jeg føler mig glad ved. Jeg har en uddannelse og jeg har en fremtid. Jeg er noget og jeg er ved at blive til mere. Mest af alt, så er jeg sgu bare et menneske, der ikke kan meget mere, end mennesker som jeg selv, kan. Og det må jeg erkende og acceptere.
Uha, hvor er dette rodet. Men det er fordi min hjerne kører på højtryk, og jeg må indrømme at det sgu ikke er gennemlæst. Beklager for gentagelser. Men direkte splat er det jeg er bedst til. En lang køre, som ikke er gennemtænkt, men en her-og-nu-følelse.
Det er hvem jeg er. Jeg er en blogger og jeg er amatørfotograf. Jeg elsker at skrive, tegne og tage billeder. Jeg elsker at læse og se film. Jeg elsker at danse. Høre musik.
Ja, og så er jeg røgfri på 18. uge. Hvilket også er helt fantastisk og opløftende. Jeg er også i gang med at stoppe med neglebidderiet. Det vil faktisk sige, at jeg er ved at skabe selvdisciplin. Jeg er i gang med at skabe orden i mit liv. Kontrol. Neglebidning, rygning.. Ja, nu mangler jeg bare orden og lektielæsning. Men én ting ad gangen. Jeg skal lige klare det ene, før jeg kan klare det andet. Og jeg har da noget at være stolt af! 
Så nu vil jeg slutte denne aftens indlæg, i min islandske sweater. Med glæde i mit liv. Jeg er i dette øjeblik lykkelig. Velkommen til mig selv. Tak for i aften.

Carpe Diem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar