lørdag den 21. september 2013

Så tæt på, og alligevel slet ikke...

... Sådan havde jeg det i går. For der følte jeg virkelig, at jeg skulle til at begrave min søde, lille kat.

Jeg skulle i går afleverer Hera hos dyrlægen, velvidende, at hun kun skulle steriliseres. Men jeg tog delvist fejl. For jeg snakker med dyrlægen omkring hendes vægt og størrelse, og dyrlægen synes det er lidt alarmerende, at hun ikke er større. Dyrlægen mente også, at hendes muskelmasse på bagbenene ikke var optimal. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og vi blev enige om, at hun skulle undersøges, før der blev foretaget en sterilisering af hende.
Jeg gik fra dyrlægen en halv time efter, med et sørgmodigt hjerte og var nærmest grædefærdig. Tænk hvis hun ikke skulle med mig hjem fra dyrlægen? Med sygdomme som "blærebetændelse", "sukkersyge", "orm" eller eventuelt noget med nyrerne, kunne jeg ikke rigtig forestille mig, at hun kom levende derfra. Heldigvis ringede dyrlægen - som lovet ! - lidt senere. Hun fortalte, at prøverne de havde foretaget, var negative. Jeg blev simpelthen så glad, lige indtil dyrlægen siger: "Men hun har fåtal af hvide blodlegemer, så vi vil gerne tage teste hende for FIV (katte-aids) og leukæmi." Atter engang får jeg hjertebanken. Aldrig i mit liv har jeg været så nervøs. Jeg elsker jo min lille kat så utrolig højt, og hvorfor skulle hun nu fejle alverdens ting og sager, når jeg egentlig bare synes, at hun virker sund og rask?! Ja, hun er alt, alt for tynd, og jeg prøver virkelig at fede hende op. Men hun er en meget livlig kat, hun er en glad, god og sød kat. Jeg går bare med telefonen på mig, hele dagen, og venter og venter på, at jeg får et opkald fra dyrlægen. Endelig! Klokken 14:30 cirka, har jeg modtaget et opkald fra dyrlægen om, at Hera er blevet undersøgt, og prøverne viste negativ. Derfor havde de steriliseret hende, og hun var nu ved at vågne. Så jeg skynder mig til dyrlægen, hvor jeg modtager en meget sød og meget træt kat. Hun sidder i sit bur, musestille, med de største pupiller, og kigger tåget rundt. Jeg er bare så lykkelig over, at hun ikke skulle aflives.
Jeg var bare ikke klar på, allerede at skulle miste hende. Hun er en møg hamrende forkælet kat, der må mange ting. Hun er min behårede datter, og sådan er det. Jeg er så glad for hende, og jeg har slet ikke lyst til at tænke på, hvis hun ikke var der mere. Så jeg er bare lettet ved tanken om, at hun er rask, er blevet vaccineret, øremærket og steriliseret. Det er rart at vide, at hun i det hele taget er god nok.
Bortset fra alle de dumme prøver og hendes immunforsvar, så fik jeg at vide, at hun havde nogle meget fine tænder. Ingen tandsten. Hurra! Det er da rart at vide. Så nu skal hun bare fedes op, så hun kan få lidt sul på kroppen. Min egen lille kat!
Tænk at så mange forskellige følelser kan komme på så kort tid. Ulykkelighed, sorg, frustreret, magtesløs, ked af det, fortvivlet.. Blandet med kærlighed, glæde, lykke og jubel. Alt sammen på grund af et sødt, lille firbenet væsen, med pels og knurrehår. Jeg er bare så glad for, at det ikke var et farvel. Det var en dyr fornøjelse, men sådan må det være. For nu ved jeg, at hun er blevet tjekket, og at hun er inde i systemet. Hvilket er en beroligende tanke.
Koste hvad det koste skal. Jeg er bare glad for, at jeg stadigvæk har hende hos mig. Søde, lille dyr.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar