lørdag den 14. september 2013

Be free

Jonny Farrow

"Life is what happens to you while you're busy making other plans"- John Lennon

Dette er et af mine yndlings citater, for jeg synes det beskriver mit liv rigtig, rigtig meget.
Jeg vil så gerne leve livet og jeg "planlægger" det perfekte liv, hele tiden. Men hvad er egentlig det perfekte liv, hvis du slet ikke ænser det liv, der er her og nu?
Derfor ... !

Jeg forsøger at ændre mit liv ud fra hvem jeg er, frem for hvem jeg ønsker at være. Jeg har længe haft et billede af mig selv, som for nogle år siden blev nedbrudt, idet jeg blev deprimeret. Jeg har altid været klassens søde og pæne pige, der havde styr på sit liv, lavede sine lektier og så videre. Men hele dette billede af mig selv, som før i tiden egentlig var rigtig nok, er nu blevet ødelagt. Og jeg er ikke længere den samme, som før min depression. Der er sket mange ting i mit liv, det sidste lange stykke tid. Jeg har levet en stresset tilværelse, hvor jeg har prøvet at skubbe mine følelser og føling  på krop, så langt væk som muligt. Tiden skulle helst ikke stå stille - og nu skriver jeg i datid, hvilket egentlig er total skørt, for jeg har det stadigvæk sådan. Alenetid er ubehageligt, for "ensomheden" vælter ind over mig. Mit lave selvværd og frygten for at mærke mig selv har været så ekstrem, at jeg har prøvet at nå så meget som muligt, så jeg ikke behøvede at mærke mig selv. Men det liv vil jeg ændre på!
Jeg vil forsøge at gå en tur hver dag, hvor jeg kun er mig, uden påvirkning fra omverden. Jeg skal gå denne mediterende sansetur, for at mærke mig selv og min krop. Sætte hovedet sammen med kroppen. Tanker og følelser, forbundet med min krop og dens signaler. Det bliver et større projekt, men dog et projekt der er vigtigt. 

Jeg tror virkelig på, at 'skæbne' er noget rigtigt. Jeg er overtroisk, troende eller hvad man vælger at kalde det. Jeg tror på alternative hjælpemidler og diverse "skøre" ting og sager. Jeg er åben overfor det. Langt mere åben, end jeg er overfor medicin og andet gøgl. Dog skal jeg slet ikke spille hellig! For jeg startede på anti-depressiver i sommerstarten, 2011. Jeg vil så sige, at jeg havde forsøgt med psykologhjælp og lidt coaching ved den tid også. Men mit liv var så meget i underskud, at jeg ikke kunne klare den hjælp jeg fik, dengang. Derfor besluttede jeg mig - sammen med min mor - at påbegynde disse anti-depressiver, således at jeg fik mig en medical krykke. Så kunne jeg i det mindste rejse mig fra det store hul, som jeg var faldet ned i. Jeg vil også sige, at disse piller hjalp mig. Utrolig meget! Jeg kom meget, meget langt med disse. Så langt, at jeg faktisk begyndte at blive angst, når jeg ikke tog dem. Der valgte jeg simpelthen at stoppe på pillerne. For hvis jeg var blevet afhængig af dem, på den facon, at jeg blev angst når jeg ikke tog dem, så styrede de mig, og jeg styrede ikke dem. Samtidig var jeg også begyndt at savne mine oprigtige følelser. Så derfor ville jeg også gerne slippe for denne oste-klokke-boble, som jeg var havnet i.
Jeg er utrolig glad for min beslutning! Og det jeg vil sige med disse medikamenter, sammenblandet med alternative hjælpemidler, og så videre, er: At jeg mødte en munk i Ringsted by i dag.
Han fortalte at han prøver at hjælpe personer med en stresset hverdag, personer med angst, depression eller anden negativ (psykisk) lidelse, på vej til en sundere hverdag. (Sundere i den forstand, at man ikke er mentalt nedbrydende - sådan forstår jeg det).
Derfor støttede min veninde ham (og mig!), ved at købe en af hans bøger (som er på engelsk), for 29kr.
Og med dette vil jeg sige, at skæbnen atter engang viste sit ansigt. For jeg var i går til coaching. Omkring meditation og tanker. Omkring at mærke sin krop og finde sig selv. Jeg var til coaching for at få redskaber/værktøjer/midler til at klare mit temperament, min angst og nedbrydende følelser.
Coachingen handlede om at acceptere de dårlige sider og lade dem være der, ligeså meget, som de positive. For alle følelserne er en del af mig, og den jeg er! Dette betyder så pokkers meget for mig, at lære.
Så jeg føler mig godt på vej til en mere ægte mig. En der både kan rumme og acceptere sit store temperament, sin angst, jalousi, vrede, melankolske, hidsige, sørgelige, deprimerede følelser. Det er så vigtigt! For alle disse følelser er noget, som alle mennesker har i sig. Nogen på andre måder, end andre - og det er jo hvad der gør os så specielle og herlige! Derfor glæder jeg mig til, at kunne holde min vrede i hænde. Jeg glæder mig til at se min angst i øjnene, og vide, at det er okay. Følelserne må godt være der! De er mere end velkomne. 
Det bliver en utrolig svær tid for mig. Jeg har meget, som jeg skal lære. Men bare det at jeg kan se, at jeg har et problem, er vigtigt! Jeg skal acceptere, at jeg har det svært mentalt. Det er nedværdigende for mig at vide, at jeg rent faktisk er "syg". Det er ubehageligt at vide, at jeg ikke er rask (endnu). Men det er rart at, endelig at have overskuddet, til at ændre på dette liv. På dette billede af mig selv. Jeg glæder mig over det.

Pyyyyyhh.. Det var en af de lidt tungere og længere blogindlæg. Men det var rart at få ud. For det handler virkelig om at være lidt hippie og sige til sig selv: Du lever kun dette ene liv, og det handler om at være sig selv tro, og leve i nuet!

Med det vil jeg faktisk bare sige: Carpe Diem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar