søndag den 25. august 2013

Snøftende tanker

Jeg sidder så stille og kigger på skyerne, på den så fint lyseblå himmel. Mit i tankerne, kommer der tanker om min kære morbror. Jeg savner ham så forfærdeligt meget. Nogen dage går det rigtig godt, ja faktisk har det gået ganske enkelt her på det sidste.
Men denne uges tid der er gået, med sygdom og følelserne helt uden på, der har tårerne fået frit løb. For første gang i lang, lang tid. Det er som om jeg helt har glemt hvor ondt det stadigvæk kan gøre.
Jeg tænker på ham, i forhold til hans ældste søn der næsten lige er startet i 0 klasse.
Hvordan tingene virker så uvirkeligt. Jeg er sikker på, at han ville have været en pave stolt far.
Jeg venter på hans facebook opdateringer, på hans SMS'er eller på de indlæg han burde poste på sin ROCKVILLE blog. Jeg synes det hele virker så dybt ulykkeligt og utilgiveligt. Jeg kan stadigvæk ikke forstå, at min kære morbror skulle dø.
Jeg har haft en god periode, det første halve års tid. Men jeg kan mærke, at jo tættere på December vi kommer, jo mere gåsehud får jeg.
Det føles forfærdeligt at skulle nærme sig den forfærdeligt tunge måned, der normalt er fyldt med omsorg, kærlighed, gaver, fjollerier, sjov, hygge og familie-tam-tam.
Men jeg kan ikke se hvordan det hele nogensinde skal blive "normalt" igen. Jeg synes det er så latterligt tragisk. Jeg vil for alt i verden have ham tilbage igen. Han skal tilbage i rollen som manden til min tante, faderen til mine fætre, lillebroderen til min mor, sønnen af mine bedsteforældre og min og min søsters morbror. Jeg synes det er så uretfærdigt, og tænk at sådan en smerte kan føles lige så tung og gennemborende. Det virker så underligt.
Jeg forstår slet ikke hvordan det kan være så tæt på, og alligevel så langt væk. Jeg kunne godt bruge en ny tur i kirke, hvor vi alle græd.. Og mindes den mand, som jeg altid har set så meget op til.

Det er både rart at savne ham så meget. For han var en mand af meget stor betydning. Men det gør også ondt, for det er så uretfærdigt tidligt, at han skulle forsvinde ud af vores liv, i sin fysiske tilstand. Det gør mig så ondt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar