fredag den 7. juni 2013

Nedsmeltning og irriterende baggrundsfarve!

Så blev det endelig fredag, og med en arbejdsuge med 9 timer, er jeg mere eller mindre slet ikke forpustet. Alligevel stresser jeg - for hver fridag = færre penge til mig. Så jeg sidder lidt med håret i postkassen og stresser over, hvordan pokker jeg for mit liv til at køre på skinner.
Selvværddet fejler ingenting. Jeg har det rigtig godt med mig selv som person, men det er mere "privatlivet" og hele kassen, som ikke rigtig er på plads.
Jeg bor hjemme, hvilket er ganske fint, men der mangler ligesom bare noget. Jeg har ikke rigtig den der "hej jeg hedder Michelle, og dette er mit liv" - følelse.
Jeg har mere en lettere rodet fornemmelse. Oven i hatten, eller oven i følelsen af at bo i en rygsæk og blandt flyttekasser, så forbruger jeg også meget, meget mere. Min økonomi er flydende og pengene svømmer langt, langt væk.

Det er nok fordi jeg egentlig ikke rigtig har noget fast at forholde mig til.

Jeg bor, som skrevet mange gange før, hjemme. Hjemme hos min mor og stedfar. Det er sgu lidt teenage agtigt, og i den sammenhæng så flyver pengene også rundt, som hvis det var en teenagers. Jeg tager på druk og kommer kun lige hjem og siger "hej/dav", æder, sover, får vasket tøj og skrider igen. Intet seriøst. Det er fint nok, men jeg keeeeder mig bare hjemme. Jeg mangler "mit eget". Og jeg glæder mig sådan til at finde en lejlighed, hvor jeg kan bo. Et sted, hvor jeg kan kalde det "mit". Det bliver rigtig godt.
Samtidig er der også lidt omsorgssvigt i forhold til Hera. Hun er meget alene, netop fordi jeg ikke er hjemme på daglig basis. Endvidere så er Ringsted heller ikke rigtig stedet, hvor jeg føler mig tilpas Det er en fin nok by, men jeg hader at skulle rejse fra Roskilde. Jeg glæder mig sådan til at finde mig en bolig, hvor jeg kan tulle rundt og være mig. Det bliver fantastisk! Jeg har kontaktet nogle boligselskaber i forhold til, hvor hurtigt jeg kan få anskaffet mig et sted at bo.

Oven i det alt sammen, så har jeg jo søgt ind på Pædagog Uddannelsen, og forleden fik jeg en mail med dette svar:
"Kære Michelle. Vi har vurderet din ansøgning til 53132 - Pædagoguddannelsen og kan oplyse, at din ansøgning opfylder adgangskravene til uddannelsen."
Det gjorde mig lidt mere, end bare glad. For så er jeg, på papiret, godkendt til uddannelsen. Hvilket er rigtig, rigtig godt. Jeg glæder mig til at komme i gang med en uddannelse, selvom det betyder, at jeg ryger direkte tilbage til SU'en og papirarbejdet, fremfor fritid og ingen lektier. Men jeg tror sgu jeg har brug for at komme lidt i gang, igen. Jeg mangler lidt et mål med mit liv. Så nu har jeg sagt "ja" til pædagoguddannelsen, og den 30. juli får jeg svar. Hip hip, hurra!
Jeg krydser virkelig fingre for, at jeg bliver godkendt. Så har jeg noget at se frem til, og noget at rette min dovne krop, efter.
Samtidig sker der også andre ting. Jeg har sagt ja til at være handicaphjælper for en pige på 2 år. Dette kommer til at foregå hver uge. I går aftes aftalte jeg med moderen, at jeg i hvert fald skal svømme med hende, én ugedag, hver uge. Jeg glæder mig! Det bliver rigtig spændende at komme i gang med. Pigen er ikke voldsomt handicappet og hun kan faktisk rigtig mange ting, selv. Så egentlig er mit arbejde i dette, blot at motiverer hende, sørge for at strække hendes muskler ud, sørge for at hun bruger sin krop rigtigt og udvikler sin hånd/arm og fod/ben. Det er noget jeg har prøvet før, så det er som sådan ikke et problem.

Til gengæld spekulerer jeg i, om pigen og jeg kan finde ud af, at samarbejde. For hun er en bestemt og viljestærk pige, som har sine egne holdninger - og det er jeg sikker på, også kan bringe hende langt. Men jeg håber også bare, at vi i udviklingen, kan forblive gode venner, sådan så det ikke bliver en "kamp" imellem os.
I hvert fald ser jeg meget frem til jobbet. Jeg tror det bliver rigtig godt - og meget berigende for både hende og jeg. For på trods af, at hun "kun" er 2 år gammel, så har hun også meget at lære mig. Og vi kan sikkert udvikle os sammen.
Jeg synes også der er noget fantastisk i, at jeg bliver en del af hendes fremtidige udvikling. Og denne store del, i hendes liv, vil jeg gerne gøre godt. Så på den måde har jeg også noget vigtigt, at give videre. Jeg skal være et godt eksempel. Og jeg tror virkelig, at jeg har brug for, at være noget for nogen.


Angående det, at være noget for nogen, så har jeg heller ikke rigtig været så meget for min familie, her på det sidste. Hvilket jeg også er enormt ærgerlig over. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har ligesom sneget mig uden om familie-tamtam'et. Jeg har droppet lidt det fulde fokus på familieorienteringen, hvilket jeg faktisk skammer mig en smule over.
For jeg kan så godt lide min familie og jeg er rigtig, rigtig glad for dem alle sammen. Hver og en. Jeg har bare ikke haft det store overskud. Jeg har drukket mine fridag væk og gemt mig lidt her og der. Nok fordi jeg endelig er i gang med, at skulle finde mig selv og den jeg er. Eftersom at mine rammer blev splittet ad, da Kalle og jeg slog op, har der ikke rigtig været så meget fast og sikkert. Der har ikke rigtig været den der "her er jeg" følelse.
Alligevel er jeg gladere end glad. For jeg kan mærke, at jeg har løsnet en byld inde i mig selv. Jeg er begyndt at vågne op. Nu skal jeg bare lige mande mig op, og tage livet seriøst, igen. Så skal det hele nok gå.

Jeg har fået bestilt tid til min læge, jeg har bestilt tid til Hera (hun skal til dyrlæge), jeg har ringet til min mormor og morfar, for at aftale hygge-aften med dem. Jeg skal nok se min gymnasieklasse i weekenden, jeg er hjemme nu, og skal lige som lidt lege med min lillebror i haven. Så på den måde prøver jeg at samle op på nogle andre vigtige værdier, i mit liv. Det sociale, uden alt for meget druk og flugt.

Pyyyh, for en smørre. Jeg tror nogen gange jeg samler hele mit liv, inde i mit hoved, hvorefter det får lov til at eksploderer i en stor, kaotisk paddehats-lignende virvars tornado. Hvilket er frygteligt. Men jeg kommer så småt videre med tingene, som jeg tænker, skriver og føler.
Lige fra smerte i brystet, angst i kroppen, tårer i øjnene, til smil, latter og en rar varme, som spreder sig i hele kroppen. Tja, jeg vil nok altid være ret så sensitiv og fuld af tanker og virvar. Men det er nok bare sådan jeg arbejder bedst - på højtryk. Pludselig falder jeg sammen og ånder lettet ud, med en følelse af indre fred.
Det er rart.

God weekend!


Carpe Diem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar