tirsdag den 11. juni 2013

Et halvt år

Jeg sidder i min egen verden, med tanker omkring fremtid. Bolig, kat, uddannelse, økonomi. Jeg stresser mig selv totalt op, indtil det pludselig går op for mig, at min morbrors hjerte, for et halvt år siden, stoppede med at slå.

Det satte pludselig en klods i hjulet på mig, og jeg sidder nu tilbage med en klump i halsen.
Her har jeg så travlt med at komme videre, at jeg helt har glemt alt om tid og sted. Ikke, at jeg skal sidde og være total melankolsk og indelukket. Ikke, at jeg skal sørge for at stoppe op og gøre noget ud af denne halvårs "mærkedag".
Men da jeg pludselig indser det, er det virkelig som om, at jeg selv går lidt i stå. For hvorfor pokker have så travlt? Hvorfor skændes om diverse ting og sager? Hvorfor knokle så hårdt for at komme videre?
Hvorfor-spørgsmålene popper op i mit hoved og jeg bliver faktisk ret så sørgmodig. For det er virkelig trist at tænke på, at for et halvt år siden stod jeg inde på Rigshospitalet, sammen med min mormor, morfar, tante og mor, og så på min morbror i hospitalssengen. Han lå der, med respirator.
Sygeplejersken der venligt tager slangen ud af ham, og hvordan hans hjerte banker for aller sidste gang.
Det er simpelthen så modbydeligt og jeg er rigtig trist ved tanken.

Det får mig bare til at fortryde, at jeg ikke altid lever i nuet. Jeg har så mange drømme om fremtiden og følelser forbundet med fortiden. Men hvad med nuet? Det er vigtigt at mærke efter og leve, lige nu og her, fremfor at tage hvert hjørne i 4. gear.
Jeg er simpelthen elendig til at slappe af... Og det irriterer mig grænseløst.
Ikke nok med det, så er det også fordi min hverdag befinder sig i Roskilde. Jeg har meget travlt med at komme der til.
Jeg vil gerne samle min hverdag, ét sted. Nu hvor jeg arbejder der, men også har søgt ind på uddannelse. Jeg vil også rigtig gerne have Hera til Roskilde, sådan så vi ligesom kan være sammen hver dag.
Og jeg vil gerne bare have mit eget sted at bo. Det vil være rigtig dejligt.

Ja der er nok ikke så meget andet at skrive, end at jeg faktisk lidt selv har glemt "Carpe Diem". Tænk at en dato og min afdøde morbror skulle minde mig om det.
Jeg synes det er svært at være menneske til tider. Jeg ville ønske, at jeg var en smule bedre til det. Men jeg tror sgu jeg gør det ret godt alligevel. På det følelsesmæssige plan.
For følelser, dem har jeg sørme mange af! Så det kan i hvert fald ikke være dér jeg fejler. Nok nærmere strukturen og måden hvorpå de kommer til udtryk. Stærke følelser kan også være en hæmning.

Min kære morbror. Ja, og hans familie. Og min familie.
Det er så besynderligt, hvordan det hele bare ikke er, som det bør være. Jeg har stadigvæk ikke helt forstået at det virkelig har ændret min lille familie så voldsomt. Jeg synes stadigvæk det er dybt uretfærdigt. Alligevel kan jeg tage mig selv i, at stå og savne ham, og overveje at sende ham en SMS. Det er ikke altid at jeg forstår, at han rent faktisk er væk for evigt. Det gør ondt. Og den smerte, den kan ikke sætte sig fast, som så mange andre velkendte følelser. Det er frustrerende. Jeg tror det er derfor, at jeg til tider skubber den væk. Fordi den ikke er til at få styr på. Den gør mig urolig. Døden gør mig bange. Og det vil den nok altid gøre, på trods af, at der alligevel er nogle stykker i min familie, der er døde.
Men dette har rykket i min grundvold. Jeg er røstet. Jeg forstår det slet ikke! Det er så uretfærdigt. Og jeg kan stadigvæk huske det hele, så tydeligt. Den 4. December, 2012. Min mor ringer mig op og fortæller, at min morbror er blevet kørt ned. At det er alvorligt. Hele min verden gik i stå. Det føltes som flere timer, på trods af, at det nok kun tog 10 minutter fra opkaldet begyndte, til jeg lagde på. Det stikker i brystet og tårerne presser sig på. Den uretfærdighed. Det hele er så uhåndgribeligt. Men det bliver lettere og lettere, jo længere væk vi kommer. Til gengæld, nu hvor jeg ser tilbage på det hele, så er et halvt år ikke så meget. Et halvt år, der på en eller anden måde har føltes som meget længere tid. Især i starten. Smerten.
Jeg forstår det stadigvæk ikke. Jeg tvivler på, om jeg nogensinde kommer til det. *Suk*

Ingen kommentarer:

Send en kommentar