tirsdag den 11. juni 2013

Et halvt år

Jeg sidder i min egen verden, med tanker omkring fremtid. Bolig, kat, uddannelse, økonomi. Jeg stresser mig selv totalt op, indtil det pludselig går op for mig, at min morbrors hjerte, for et halvt år siden, stoppede med at slå.

Det satte pludselig en klods i hjulet på mig, og jeg sidder nu tilbage med en klump i halsen.
Her har jeg så travlt med at komme videre, at jeg helt har glemt alt om tid og sted. Ikke, at jeg skal sidde og være total melankolsk og indelukket. Ikke, at jeg skal sørge for at stoppe op og gøre noget ud af denne halvårs "mærkedag".
Men da jeg pludselig indser det, er det virkelig som om, at jeg selv går lidt i stå. For hvorfor pokker have så travlt? Hvorfor skændes om diverse ting og sager? Hvorfor knokle så hårdt for at komme videre?
Hvorfor-spørgsmålene popper op i mit hoved og jeg bliver faktisk ret så sørgmodig. For det er virkelig trist at tænke på, at for et halvt år siden stod jeg inde på Rigshospitalet, sammen med min mormor, morfar, tante og mor, og så på min morbror i hospitalssengen. Han lå der, med respirator.
Sygeplejersken der venligt tager slangen ud af ham, og hvordan hans hjerte banker for aller sidste gang.
Det er simpelthen så modbydeligt og jeg er rigtig trist ved tanken.

Det får mig bare til at fortryde, at jeg ikke altid lever i nuet. Jeg har så mange drømme om fremtiden og følelser forbundet med fortiden. Men hvad med nuet? Det er vigtigt at mærke efter og leve, lige nu og her, fremfor at tage hvert hjørne i 4. gear.
Jeg er simpelthen elendig til at slappe af... Og det irriterer mig grænseløst.
Ikke nok med det, så er det også fordi min hverdag befinder sig i Roskilde. Jeg har meget travlt med at komme der til.
Jeg vil gerne samle min hverdag, ét sted. Nu hvor jeg arbejder der, men også har søgt ind på uddannelse. Jeg vil også rigtig gerne have Hera til Roskilde, sådan så vi ligesom kan være sammen hver dag.
Og jeg vil gerne bare have mit eget sted at bo. Det vil være rigtig dejligt.

Ja der er nok ikke så meget andet at skrive, end at jeg faktisk lidt selv har glemt "Carpe Diem". Tænk at en dato og min afdøde morbror skulle minde mig om det.
Jeg synes det er svært at være menneske til tider. Jeg ville ønske, at jeg var en smule bedre til det. Men jeg tror sgu jeg gør det ret godt alligevel. På det følelsesmæssige plan.
For følelser, dem har jeg sørme mange af! Så det kan i hvert fald ikke være dér jeg fejler. Nok nærmere strukturen og måden hvorpå de kommer til udtryk. Stærke følelser kan også være en hæmning.

Min kære morbror. Ja, og hans familie. Og min familie.
Det er så besynderligt, hvordan det hele bare ikke er, som det bør være. Jeg har stadigvæk ikke helt forstået at det virkelig har ændret min lille familie så voldsomt. Jeg synes stadigvæk det er dybt uretfærdigt. Alligevel kan jeg tage mig selv i, at stå og savne ham, og overveje at sende ham en SMS. Det er ikke altid at jeg forstår, at han rent faktisk er væk for evigt. Det gør ondt. Og den smerte, den kan ikke sætte sig fast, som så mange andre velkendte følelser. Det er frustrerende. Jeg tror det er derfor, at jeg til tider skubber den væk. Fordi den ikke er til at få styr på. Den gør mig urolig. Døden gør mig bange. Og det vil den nok altid gøre, på trods af, at der alligevel er nogle stykker i min familie, der er døde.
Men dette har rykket i min grundvold. Jeg er røstet. Jeg forstår det slet ikke! Det er så uretfærdigt. Og jeg kan stadigvæk huske det hele, så tydeligt. Den 4. December, 2012. Min mor ringer mig op og fortæller, at min morbror er blevet kørt ned. At det er alvorligt. Hele min verden gik i stå. Det føltes som flere timer, på trods af, at det nok kun tog 10 minutter fra opkaldet begyndte, til jeg lagde på. Det stikker i brystet og tårerne presser sig på. Den uretfærdighed. Det hele er så uhåndgribeligt. Men det bliver lettere og lettere, jo længere væk vi kommer. Til gengæld, nu hvor jeg ser tilbage på det hele, så er et halvt år ikke så meget. Et halvt år, der på en eller anden måde har føltes som meget længere tid. Især i starten. Smerten.
Jeg forstår det stadigvæk ikke. Jeg tvivler på, om jeg nogensinde kommer til det. *Suk*

mandag den 10. juni 2013

Mandag

Spotify's radiokanal "Indie" flyder gennem mine, ellers kedelige, computerhøjtalere. Jeg nyder afslapningen, oven på en lang weekend. Arbejde i morgen.. Et varmt bad gør godt, oven på en varm dag. Jeg har nydt den i selskab med nogle flinke mennesker, mens jeg har prøvet at sluge solens stråler til min blege ud, som forhåbentlig bliver brunere, og brunere med tiden. Jeg nyder sommerens komme og jeg glæder mig over, at det er så godt vejr lige fortiden. Det er skønt at kunne bevæge sig frit omkring, uden alt for meget tøj på. Hvilken glædes følelse!
Der er ikke så meget andet at berette. Nyder livet!

Carpe Diem!


fredag den 7. juni 2013

Nedsmeltning og irriterende baggrundsfarve!

Så blev det endelig fredag, og med en arbejdsuge med 9 timer, er jeg mere eller mindre slet ikke forpustet. Alligevel stresser jeg - for hver fridag = færre penge til mig. Så jeg sidder lidt med håret i postkassen og stresser over, hvordan pokker jeg for mit liv til at køre på skinner.
Selvværddet fejler ingenting. Jeg har det rigtig godt med mig selv som person, men det er mere "privatlivet" og hele kassen, som ikke rigtig er på plads.
Jeg bor hjemme, hvilket er ganske fint, men der mangler ligesom bare noget. Jeg har ikke rigtig den der "hej jeg hedder Michelle, og dette er mit liv" - følelse.
Jeg har mere en lettere rodet fornemmelse. Oven i hatten, eller oven i følelsen af at bo i en rygsæk og blandt flyttekasser, så forbruger jeg også meget, meget mere. Min økonomi er flydende og pengene svømmer langt, langt væk.

Det er nok fordi jeg egentlig ikke rigtig har noget fast at forholde mig til.

Jeg bor, som skrevet mange gange før, hjemme. Hjemme hos min mor og stedfar. Det er sgu lidt teenage agtigt, og i den sammenhæng så flyver pengene også rundt, som hvis det var en teenagers. Jeg tager på druk og kommer kun lige hjem og siger "hej/dav", æder, sover, får vasket tøj og skrider igen. Intet seriøst. Det er fint nok, men jeg keeeeder mig bare hjemme. Jeg mangler "mit eget". Og jeg glæder mig sådan til at finde en lejlighed, hvor jeg kan bo. Et sted, hvor jeg kan kalde det "mit". Det bliver rigtig godt.
Samtidig er der også lidt omsorgssvigt i forhold til Hera. Hun er meget alene, netop fordi jeg ikke er hjemme på daglig basis. Endvidere så er Ringsted heller ikke rigtig stedet, hvor jeg føler mig tilpas Det er en fin nok by, men jeg hader at skulle rejse fra Roskilde. Jeg glæder mig sådan til at finde mig en bolig, hvor jeg kan tulle rundt og være mig. Det bliver fantastisk! Jeg har kontaktet nogle boligselskaber i forhold til, hvor hurtigt jeg kan få anskaffet mig et sted at bo.

Oven i det alt sammen, så har jeg jo søgt ind på Pædagog Uddannelsen, og forleden fik jeg en mail med dette svar:
"Kære Michelle. Vi har vurderet din ansøgning til 53132 - Pædagoguddannelsen og kan oplyse, at din ansøgning opfylder adgangskravene til uddannelsen."
Det gjorde mig lidt mere, end bare glad. For så er jeg, på papiret, godkendt til uddannelsen. Hvilket er rigtig, rigtig godt. Jeg glæder mig til at komme i gang med en uddannelse, selvom det betyder, at jeg ryger direkte tilbage til SU'en og papirarbejdet, fremfor fritid og ingen lektier. Men jeg tror sgu jeg har brug for at komme lidt i gang, igen. Jeg mangler lidt et mål med mit liv. Så nu har jeg sagt "ja" til pædagoguddannelsen, og den 30. juli får jeg svar. Hip hip, hurra!
Jeg krydser virkelig fingre for, at jeg bliver godkendt. Så har jeg noget at se frem til, og noget at rette min dovne krop, efter.
Samtidig sker der også andre ting. Jeg har sagt ja til at være handicaphjælper for en pige på 2 år. Dette kommer til at foregå hver uge. I går aftes aftalte jeg med moderen, at jeg i hvert fald skal svømme med hende, én ugedag, hver uge. Jeg glæder mig! Det bliver rigtig spændende at komme i gang med. Pigen er ikke voldsomt handicappet og hun kan faktisk rigtig mange ting, selv. Så egentlig er mit arbejde i dette, blot at motiverer hende, sørge for at strække hendes muskler ud, sørge for at hun bruger sin krop rigtigt og udvikler sin hånd/arm og fod/ben. Det er noget jeg har prøvet før, så det er som sådan ikke et problem.

Til gengæld spekulerer jeg i, om pigen og jeg kan finde ud af, at samarbejde. For hun er en bestemt og viljestærk pige, som har sine egne holdninger - og det er jeg sikker på, også kan bringe hende langt. Men jeg håber også bare, at vi i udviklingen, kan forblive gode venner, sådan så det ikke bliver en "kamp" imellem os.
I hvert fald ser jeg meget frem til jobbet. Jeg tror det bliver rigtig godt - og meget berigende for både hende og jeg. For på trods af, at hun "kun" er 2 år gammel, så har hun også meget at lære mig. Og vi kan sikkert udvikle os sammen.
Jeg synes også der er noget fantastisk i, at jeg bliver en del af hendes fremtidige udvikling. Og denne store del, i hendes liv, vil jeg gerne gøre godt. Så på den måde har jeg også noget vigtigt, at give videre. Jeg skal være et godt eksempel. Og jeg tror virkelig, at jeg har brug for, at være noget for nogen.


Angående det, at være noget for nogen, så har jeg heller ikke rigtig været så meget for min familie, her på det sidste. Hvilket jeg også er enormt ærgerlig over. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har ligesom sneget mig uden om familie-tamtam'et. Jeg har droppet lidt det fulde fokus på familieorienteringen, hvilket jeg faktisk skammer mig en smule over.
For jeg kan så godt lide min familie og jeg er rigtig, rigtig glad for dem alle sammen. Hver og en. Jeg har bare ikke haft det store overskud. Jeg har drukket mine fridag væk og gemt mig lidt her og der. Nok fordi jeg endelig er i gang med, at skulle finde mig selv og den jeg er. Eftersom at mine rammer blev splittet ad, da Kalle og jeg slog op, har der ikke rigtig været så meget fast og sikkert. Der har ikke rigtig været den der "her er jeg" følelse.
Alligevel er jeg gladere end glad. For jeg kan mærke, at jeg har løsnet en byld inde i mig selv. Jeg er begyndt at vågne op. Nu skal jeg bare lige mande mig op, og tage livet seriøst, igen. Så skal det hele nok gå.

Jeg har fået bestilt tid til min læge, jeg har bestilt tid til Hera (hun skal til dyrlæge), jeg har ringet til min mormor og morfar, for at aftale hygge-aften med dem. Jeg skal nok se min gymnasieklasse i weekenden, jeg er hjemme nu, og skal lige som lidt lege med min lillebror i haven. Så på den måde prøver jeg at samle op på nogle andre vigtige værdier, i mit liv. Det sociale, uden alt for meget druk og flugt.

Pyyyh, for en smørre. Jeg tror nogen gange jeg samler hele mit liv, inde i mit hoved, hvorefter det får lov til at eksploderer i en stor, kaotisk paddehats-lignende virvars tornado. Hvilket er frygteligt. Men jeg kommer så småt videre med tingene, som jeg tænker, skriver og føler.
Lige fra smerte i brystet, angst i kroppen, tårer i øjnene, til smil, latter og en rar varme, som spreder sig i hele kroppen. Tja, jeg vil nok altid være ret så sensitiv og fuld af tanker og virvar. Men det er nok bare sådan jeg arbejder bedst - på højtryk. Pludselig falder jeg sammen og ånder lettet ud, med en følelse af indre fred.
Det er rart.

God weekend!


Carpe Diem!

tirsdag den 4. juni 2013

Juni

.. måned er startet, og hvilken start! Jeg afsluttede Maj måned og sprang ind i Juni, med en ordentlig omgang Distortion, som også kan ses på min anden blog. Det har været en rigtig god, og forlænget weekend. Der er blevet drukket, festet, hørt musik og "leget", hvortil denne sang nok lidt har været min "temasang" for denne uges tid:


Jeg har nydt det hele rigtig, rigtig meget, med mange mennesker, som jeg har lært bedre at kende, samt dem jeg holder af.
Endvidere har der også været plads til afslapning, da min arbejdsuge endnu ikke har startet, og min 7. fridag påbegyndes i morgen. Det er skønt med fritid og afslapning. Jeg laver ikke så mange konstruktive ting, fortiden. Dog betyder det også, at der er det mindre guld, til at klinge i lommen. (Æv, æv!)
Bortset fra færre penge, så har jeg det rigtig godt.

I dag var jeg hjemme og vaske tøj, kæle med min kat, samt sidde i Lunden i Ringsted og nyde en sandwich.


Her fik jeg pyntet mine (fine) hvide sko, med sommerblomster. Det fik mig til at føle mig en smule piget - men sommerlig! Det er virkelig dejligt hvordan solen er begyndt at skinne, og varmen luner godt. Jeg elsker hvordan folk forholder sig udendørs, og hvordan det summer, fordi temperaturen sørger for, at vi kan forholde os udenfor. 
Jeg glæder mig rigtig meget til selve "sommerferien". Endvidere er det også snart studentertid. Det bliver rart at se alle mine venner og veninder, med deres nyudklækkede tid og titel, som student anno 2013.

Ikke nok med det, så har jeg en lille ting, som jeg gerne vil vise! I dag, i Ringsted, så jeg en dunk hvorpå der stod "knofedt". Som lille troede jeg altid, at knofedt kunne fås på dåse, i det lokale supermarked, indtil jeg fandt ud af, at det hele handlede om 'hårdt arbejde'. I dag blev min barndomsoverbevisning bekræftet!



Så kan det godt være jeg er en smule mærkelig, eller barnlig stadigvæk, men jeg finder det ganske morsomt, faktisk. Samtidig tænker jeg også: Hvorfor er der ikke nogen der har fundet på, noget før? Og er der mon egentlig det? Tja, hvad ved jeg. I hvert fald gjorde det mig temmelig begejstret, at der endelig findes "knofedt på dåse". Egentlig er der ikke så meget mere at fortælle.
Jeg er bare blevet elendig til at blogge, fordi jeg ikke rigtig giver mig selv tid til at sætte mig ned, og berette om noget som helst. Men bortset fra det, så er det vel også bare et tegn på, at jeg har andre ting at se til. I hvert fald har jeg det fantastisk godt, og jeg hygger mig!


Her er lidt pyntebilleder fra den seneste tid, taget med iPhone (i hvert fald nogle af dem!)


Sovende Hera baby

Søerne - KBH

Distortion - taget med mit store kamera

Grill i Fælledparken

Kære Heras ansigt

Mig, til min søsters 18 års fødselsdag

Disko dasko til søsters 18 års

Lettere beruset lillesøster til 18 års


Forår i Roskilde

At babysitte - det er nemt nok, når barnet sover