onsdag den 22. maj 2013

Livet lever videre

Onsdag. Og hvilken onsdag!
Der er overhovedet ikke sket noget specielt, andet end arbejde fra 8:15-15:45. Efter det tog jeg hjem til mine forældre, hvor jeg snakkede og hyggede med dem, spiste aftensmad og slappede lidt af på min søsters værelse. Så gik jeg i bad og bagefter ud på mit værelse, for at rydde lidt op og gøre klar til arbejdsdagen i morgen. Jeg fik lige smurt en hurtig rugbrøds-klap-sammen i farten, samt tømt opvaskeren. Der blev da også støvsuget lidt på værelset og skaffet forlængerledning, så jeg kan have mobilen ved sengen. Det er ganske hyggeligt med lidt mobilspil, sms og så videre, inden jeg skal sove. På trods af, at der også er Hera i sengen.
Forleden nat sov hun på mit bryst hele natten. På den ene side var det super hyggeligt, men det er ikke fedt med kæleri klokken lort om natten, når man skal op klokken 5..

Jeg har også modtaget mit sygesikringsbevis, så nu er jeg officielt borger i Ringsted. Det er et skridt frem mod alt muligt. Føler jeg..
Ikke nok med det, så følger der også et "donor-kort" med, som jeg sidder og overvejer voldsomt.
Først og fremmest skal det siges at jeg er stor fan af donere. Især fordi det kan redde rigtig mange liv! Både bloddonor og organdonor. Jeg synes det er en smuk tanke. Generelt er jeg meget glad for idéen om, at hjælpe sine medmennesker.
Til gengæld har jeg nu min elskede morbror i baghovedet.. Han lå i koma og det eneste der holdt ham i live var respirator. Derfor var han oplagt organdonor, netop på grund af hans friske organer. Men valget blev et nej, fra min families side af, selvom min morbror nok havde ønsket andet. Fordi vi, i vores egoistiske sind, ønskede at have den sidste tid, sammen med ham. Ellers var han blevet taget fra os, endnu mere før tid, end hvad hele hændelsen i forvejen var.
Det kan godt være, at det er en lam undskyldning. Men aldrig har jeg oplevet noget så specielt, som da respiratoren blev slukket og sygeplejersken åbnede vinduet, så hans sjæl kunne flyve ud.
Denne underlige, sørgelige stemning, idet hans hjerte holdt op med at slå.
Jeg vil ikke tage mit sidste øjeblik fra min familie. Samtidig med vil jeg gerne redde liv. Så det er et enormt stort dilemma. Selvom jeg godt ved, at der er valget: "Min fulde tilladelse forudsætter mine pårørendes accept".
Jeg skal tænke over det, selvom du ikke ved hvilken dag der bliver din sidste. Men som jeg lærte af en veninde, så hedder det ikke "farvel", men på "gensyn", i alle tilfælde. Så det er også noget jeg vil huske på.

I hvert fald har jeg kun at sige, at jeg føler, at livet går som det skal. Jeg er på rette vej og det hele virker positivt. Jeg synes der er mange ting der virker lettere, og mit humør er godt. Så jeg føler, at jeg har taget den rigtige beslutning!
Må alle andre få lidt positivisme ind i deres liv.

Min uge i blandede iPhonebilleder:










Søsterhygge på mcD med burgere og is. Godt med chokoladesovs!
Kaffe på arbejdet og flot mælkebøtte på turen hjem. Kæleri med min søde, lille kat, Hera. Rigtig kælenussepotte! Mine spekulationer i donering, ugens regnvejr.
Ja, og så fest i Folkeparken, Roskilde. Mit gymnasium havde sidste skoledag, så jeg måtte deltage. Sidste år var det mig der rendte rundt, udklædt, i parken. I år var jeg bare en fuld idiot, som skar min fod på en mast dåse, dansede rundt og fik skum på tøjet. Det var kanon hyggeligt!

Carpe Diem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar