søndag den 28. april 2013

Hvad venter du egentlig på?



Her på det sidste har jeg haft en enorm uro, i forhold til mig selv. En uro, som har gjort, at jeg ikke rigtig vidste hvor mit rette element, egentlig er. Jeg har følt mig meget frustreret. Jeg har kedet mig absurd meget, og ikke været oprigtig lykkelig. Jeg har ikke haft en glædelig følelse, hverken ude eller hjemme.
Det eneste sted hvor jeg virkelig har haft det godt, var når jeg steg ud af toget, i Roskilde, på vej til arbejde. Ja, og så på arbejdet. Men hver gang vagten sluttede, og fødderne skulle vende mod København, blev de tungere. Jeg har ikke været inderligt glad og tilfreds, men mere bare haft sat en autopilot på. Det har været rigtig irriterende, og jeg har været træt, sur og tvær, uden grund. Alting har været forkert, og intet rigtig givet mening. Jeg har været misundelig på alle andres liv, og jeg har længtes efter noget, som jeg ikke rigtig kunne forklare. Men jeg tror at svaret er fred og frihed.
For et års tid siden lånte jeg en bog, af min bonus faster. Bogen er en coaching bog, skrevet af Sofia Manning. "Hvad Venter Du Egentlig På?" hedder den. Den handler om at vende frygt til personlig styrke. Jeg har endnu ikke læst den hundrede procent igennem, men jeg har åbnet den, med et sulten sind, bladret den igennem, til tider taget notater, sukket og lukket den igen. For hver gang jeg åbnede den, kom der en følelse af, at mit liv mangler indhold. Hver gang jeg åbnede den, følte jeg, at jeg ikke er lykkelig. Hver gang jeg læste nogle ting, tænkte jeg, at i forhold til mit liv nu-og-her, så kan intet af dette lade sig gøre. Spontaniteten kan ikke udleves, denne selv-lykke er uopnåelig. Jeg følte mig i det hele taget kedelig, lille og ulykkelig. Men ulykkelig på en flad måde. Det var/er ikke en helt-ned-i-kuld-kælderen-ulykkelig-følelse. Mere en hvor-er-jeg-ligeglad-med-mit-liv-ulykkelig. Helt og aldeles flad, og forladt for farver. Grå og flad. Uden smag eller liv. Jeg har længe kæmpet for, at dette skulle kunne lives op. At det skulle kunne fungerer, sammen med mit nuværende liv. I selskab med min kæreste, som et par, i Brønshøj. Dig og mig, og vi to. Dig, mig og kat. Men nej. Sådan kunne det ikke lade sig gøre. Og i takt med, at denne brændende følelse for, at gøre noget ved det hele, brændte jeg mere og mere sammen, inden i.



Nu er beslutningen taget. Med Sofia Mannings bog i baghovedet og solen i ansigtet, har jeg besluttet mig for at pakke mine ting sammen. Jeg skal tilbage til Roskilde, tilbage til den by der giver mig ro og glæde. Jeg skal tilbage til en mindre by, med færre mennesker. Jeg skal tilbage til der, hvor angsten ikke bliver så let påvirkelig. Tilbage til den by, der er større end mig, men stadigvæk ikke provokerende stor. Jeg glæder mig til at komme tilbage, til Boserup Skov, til Roskilde Havn, til Folkeparken. Jeg glæder mig til at være tættere på mit arbejde, jeg glæder mig til at søge ind på Roskilde Universitets Center (RUC), til næste sommer. Jeg glæder mig i det hele taget rigtig meget. Den ubehagelige klemme, der har siddet rundt om mit humør, den er løsnet. Jeg begynder at mærke glæden ved mig selv, igen.
Det sværeste for mig, lige nu, er at få pakket sammen. Eller det var det. Jeg har længe forsømt mit ansvar i forhold til, at Kalle og jeg har slået op. Jeg har længe forsømt mit ansvar overfor min kat. Jeg har længe udskudt pakke kaosset, og lukket øjnene. Men i nat sov jeg "hjemme". Jeg pakkede tre flyttekasser og fyldte en sæk med sko, hvorefter jeg spiste toast og ost, og smed mig i sengen. Her blev jeg overfaldet af min kat, som siden i går aftes ved en 22-tiden, har ligget oven på mig, med sine smukke spinde-lyde, bløde pels og kærlighed. Takket være en god nats søvn, katte-kæle-kærlighed og de kasser jeg fik fyldt i går, er mit urolige sind endnu mere klar på, at jeg skal have pakket det her hjem ned, hurtigst muligt.
Det bliver så godt, den dag jeg finder mit helt-helt eget. Min egen lejlighed, hvor jeg bare kan være mig selv. Jeg kan være Misse på højt plan, gøre dét jeg har brug for. Jeg savner at være alene, med mine kreative evner. Jeg savner at læse bøger, male, tegne, skrive. Jeg savner at ligge i sengen og lytte til (min egen) musik. I det hele taget savner jeg mig selv. Derfor bliver det godt for mig, langt om længe, at være mig. Jeg skal bo alene, ikke have nogen kæreste og bare slappe af. Udvikle mig selv.
Jeg så Into The Wild for nylig, hvilket også gav mig en stor lyst til, at rejse ud i verden. Slet ikke i forhold til hans (hovedrollens) principper, men bare det at udvikle sig selv, ved at skabe og modtage en anden opfattelse af verden, end den jeg allerede har. Jeg trænger til at komme ud, bredde vingerne og se verden, med andre briller på.
Men mit aller, aller første mål bliver, at bo alene. Det bliver rigtig hårdt, for jeg har altid været utryg og angsten har påvirket mig negativt, og i den forkerte retning. Men bare det, at jeg i dag sov i Brønshøj, har været en kæmpe stor ting, for min udvikling. Jeg nærmer mig følelsen af ansvar overfor mig selv. Det er så dejligt, som noget kan være. Og jeg glæder mig over, at jeg kan mærke energien i kroppen. Dette er den rigtige beslutning. Desværre er det uden Kalle. Desværre er det uden kærligheden til ham, som jeg i lang, lang tid har boet sammen med. Desværre er det et farvel, frem for et samarbejde. Men jeg kan mærke, at det er det rette. Og det holder mig oven vande. Det gør mig glad.


Carpe Diem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar