onsdag den 6. marts 2013

Udvikling







Jeg har i rigtig lang tid været i tvivl om, hvem jeg er. Hvem jeg egentlig er.
I en lang periode har jeg været voldsomt deprimeret, med tvangstanker, selvmordstanker, jeg har været pessimist og aldrig rigtig mærket solen. Jeg har været på flugt fra mig selv, men også mine nærmeste.
Den tid er mere eller mindre forbi. Jeg er begyndt at slappe mere og mere af. Dog har der også været en lang periode, efter bruddet med min ekskæreste, hvor jeg har taget afstand til en del mennesker. En blanding af frygt og hensyn har i den periode fyldt mit sind. Jeg har ikke følt mig til rette, eller velplaceret i mit liv. Jeg har fundet nye stier, men ikke den rigtige. Hvilket også har skabt splid og sorg, i mit sind. Jeg har følt mig fravalgt, hvor jeg nok egentlig selv har været den skyldige. Jeg har været sårbar og følsom. Enormt sensitiv. Men det er som om, at bøtten er vendt. Jeg ser fremad, og deler verden, i forhold til min egen optik. Jeg ser lysere på nogle ting, men andre ting er stadigvæk mørke.


I løbet af de sidste par uger, er der nogle brikker der er faldet  på plads. Dette ydmyge hensyn, som jeg længe har været styret af, er ligesom på vej væk. Jeg sætter næsen fremad, i forhold til egne ønsker og behov. Samtidig går jeg op i at lærer, at jeg ikke er den eneste der har ret. Min egoisme - den negative side - er på vej til at tage sig lidt sammen. Således, at jeg ligesom føler mig som et bedre menneske.
Det er sjovt hvordan man hele tiden skal lærer, at være der for sig selv. "Du er din egen bedste ven". Samtidig med, er der denne hård/fine balance, hvorledes at verden ikke skal handle om en selv. Det er spøjst. Men hele livet igennem vil der vel være denne balance. Og balance er netop nøgleordet.

Fra vi er små handler det om balance. Udvikling. Vi skal lærer at gå. Jeg er i gang med at lærer at gå, på ny. Det er enormt spændende.
Jeg er begyndt at indse, at mine egne beslutninger er de rigtige, for mig. Det er egentlig hvad det handler om. Hvordan er jeg mig selv, mest tro? Hvordan pokker sørger jeg for, at jeg kan se mig selv i øjnene hver morgen?
I starten troede jeg faktisk, at det var spørgsmålet om "enten, eller". Men nu har jeg fundet ud af, at det er spørgsmålet om, om jeg vil det eller ej. For hvad er inderst inde rigtigt for mig?
Jeg har haft en virkelig god samtale med min veninde. Den startede ud med, at hun spurgte mig: "hvad har tippet vægtskålen ?"
Og for at være helt og aldeles ærlig, så vidste jeg det ikke rigtig. Jeg sad og læste hendes besked flere gange. For hvad har egentlig gjort, at jeg nu tør det, jeg ikke turde før?
Det er nok min følelse af frihed. Jeg er sikker på mig selv, og det jeg gør. Jeg tør stå ved mig selv.
Jeg har været væk fra det, som gjorde mig usikker og lille. Jeg har været uden for, set tingene i et nyt perspektiv. Noget jeg længe har haft kært, gjorde mig til min fjende. Ikke kun mig selv, men hele situationen. Jeg har været vred og såret. Men nok mest fordi, jeg ikke har taget mig sammen. Tiden heler alle sår, eller sørger for, at gøre skaden lettere acceptabel. Jeg har i hvert fald indset, at jeg kan lærer at leve med det.
Alt dette, oven i min morbrors død har gjort, at jeg føler mig stærkere. Jeg er kommet ud på den anden side.
I starten skulle jeg have hjælp, blandt andet af psykolog, coach og medicin. Men nu er det som om, at jeg ikke behøver det. For jeg er stærk som den jeg er. Intet har været en fejltagelse. Hverken bruddet med min ekskæreste, medicinen eller at jeg valgte mit "gamle liv" fra.
Jeg valgte det fra, for at komme væk. Få hele mit liv på afstand. Men jeg har savnet de mennesker, som jeg i min udvikling, har forladt. Jeg har følt mig forladt, af hensyn til min ekskæreste, men samtidig har jeg heller ikke været modig nok til, at stå ved mig selv og melde mig ind igen. Det gør jeg nu.
Jeg er mig selv meget taknemmelig, for den tilstand jeg befinder mig i, netop nu.
Jeg føler mig sej.
Hvilket er en god selvfølelse.
Derudover kan jeg også takke min søde, søde kæreste for, at han har været der.
For hans liv har påvirket mit liv, i en retning, som jeg ser mig selv i. Hvilket er enormt skønt.
Der er bare en masse selvudviklende ting, som prikker til mig fortiden. Jeg tænker over hverdagen og mit liv, generelt. Men det vigtigste af det hele er, at jeg faktisk ikke har travlt. Jeg skal ikke indhente noget, jeg har hele livet. Det er perfekt!



Jeg tror sågar, at jeg er begyndt at kunne jordbinde mine drømme. Jeg har altid været spirituel og knap så videnskabeligt tænkende. Jeg tyr til begge dele, men jeg er meget psykologisk og filosofisk tænkende, hvorved mit liv også er styret af disse retninger.
Men min kæreste, som er meget naturvidenskabelig, hjælper mig på vej.
For jeg tror, at vores to forskellige personligheder og livssyn gør, at vi skaber en balance og en dynamik, sammen.
Det skaber også en fantastisk ro i mig. Ikke desto mindre, så har vi også en vidunderlig evne, sammen. Vi kan tale om alting - skabe drømme sammen - velvidende, at disse ikke behøver at blive til noget. Vi har tanker og idéer, som ikke er farlige at bringe på bane.
Vi kan acceptere hinanden og leve med hinanden, til trods for vores forskellighed. Denne accept gør mig også flyvende. Samtidig med, at jeg ved, hvad jeg ønsker af mit liv. Hvilken type person, jeg nok egentlig er.
Jeg elsker følelsen af, at jeg har nogle drømme at gå efter, samtidig med, at jeg er fleksibel overfor ændringer. Jeg har mål og drømme, men ikke beslutninger eller konklusioner, på alting.
Det er lækkert.
Jeg er glad.

Carpe Diem!




P.S. jeg ved IKKE HVORFOR den skal lave det dumme baggrundsfarve. Det skete efter jeg kopierede min venindes spørgsmål ind. :-(

2 kommentarer:

  1. Baggrundsfarven styrer! Jeg sad lige og tænkte på, hvordan du havde gjort at hele fremstillingen får det til at ligne lidt et gækkebrev, hvilket vel er meget tidssvarende. Forår. Håbets grønne farve.

    Balance. 'Både og' i stedet for 'enten/eller.'
    Proces, ikke mål.

    En fornøjelse at blive delagtiggjort i dine refleksioner og udvikling :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er jeg glad for at høre det! Det er faktisk rigtigt. Gækkebreve er virkelig også fantastiske! Hehe.. Jeg savner helt den tid, hvor man sendte gækkebreve. Det kan være jeg skal udfordre mig selv lidt, og komme i gang.

      Tak for dit svar omkring min "enten/eller" situation - jeg havde slet ikke tænkt på formuleringen "både/og". Hvor godt!
      For det hele er vitterligt en proces. Jeg håber på, at jeg kommer længere med dette emne.

      Tak for din støtte. Det er altid rart at høre fra en læser. Det gør mig glad inden i.

      God weekend.

      Slet