torsdag den 21. februar 2013

Sidste nyt!

Det er længe siden, at jeg sidst har skrevet et indlæg. Nok fordi jeg ikke rigtig føler. at jeg har haft det største overskud. Energiniveauet har ikke været særlig højt, hvilket har ført til dovne tider på sofaen, surmuleri i krogene og højtryk på arbejdet. Jeg arbejder stadigvæk i børnehave/vuggestuen i Roskilde, hvilket resulterer i halvanden times offentlig transportkørsel, om dagen.
Det er ikke fordi jeg har noget at klage over. Slet ikke! Jeg får mad hver dag, jeg har et sted at sove, jeg har råd til både transport, mad og ballade. Men jeg har bare ikke været munter.
Det er nok en god kombination af min morbrors død, de mørke tider og trætheden der slår til, når jeg endelig er hjemme.
En dag som i dag, hvor solen skinnede på arbejdet og hele turen hjem, musikken flød i mine ører og jeg havde lyst til at smile til alle, gav mig en lysere aften.
Nu er mørket igen faldet på, men jeg er glad. Og det er for mig det vigtigste lige nu.

Der er også andre ting som medvirker i min positivitet. F.eks. har min mor sendt mig en sød SMS, jeg har fået en rar kommentar fra en læser og så var det bare en super dejlig dag, i Børnehaven i dag.
Denne uge har det været vinterferie, i min institution. Der har ikke været mange børn eller voksne at gøre godt med - hvilket gør alting anderledes og mere intimt. Det er rart at arbejde i et, positivt, forandret miljø. Det bliver først hårdt i næste uge, hvor alle børn stortset er fuldtalligt igen.

Forleden købte jeg mig også en ny jakke. En jakke jeg synes er meget, meget lækker. Det er godt nok en sommerjakke, men med et par trøjer indenunder, så går det jo nok. Samtidig købte jeg også en skjorte, som jeg har valgt at returnerer. Jeg brød mig ikke særlig godt om den, og den sad ikke så godt på mig. Følte jeg.
Så jeg fik pengene tilbage, hvorefter jeg tænkte:"hmm, måske skulle jeg tjekke H&M ud (igen, igen, igen)." Så det gjorde jeg. Jeg fandt en cardigan som jeg tidligere har kigget på, i grøn og sort. Jeg var total vild med den, den dag, men følte ikke rigtig, at pengepungen talte for. Derfor valgte jeg fra. I dag så jeg den så, til 50 %. Jeg blev simpelthen nødt til at slå til! Så den røg direkte ned i godteposen, og hjemad gik jeg.

Derudover synes jeg ikke rigtig der er sket så meget. Mit job er lidt mere "blivende" end først antaget, da de står og mangler vikarer. Og de er åbenbart glade for mig. Det går jeg i hvert fald ud fra. Jeg er også meget glad for at arbejde sammen med dem, så det er jo win-win.

Min fremtid i forhold til studiesøgning er gået lidt i stå. Jeg vil rigtig gerne søge ind på RUC, men jeg tror alligevel at jeg springer fra denne gang. Jeg kan mærke at jeg endnu står og kigger, fra dørkarmen af, og ikke helt tør springe til. Jeg ved ikke om jeg kommer til at fortryde det. Kalle siger, at jeg bare skal søge, og altid kan sige nej. Hvilket også er rigtigt nok! Men jeg har brug for flere oplevelser og mere erfaring i forhold til nogle ting. Jeg er ikke helt "voksen" nok, til at studerer. Sådan tænker jeg. Men jeg ved, at jeg passer ind. Det er lige mig de mangler! Det er bare ikke mig, som den jeg er i dag.
For eksempel vil jeg meget, meget gerne søge frivilligt arbejde - og det skal ikke være en hastesag, men ren nydelse.
Jeg skulle have været til informationsmøde sidste weekend, men endte desværre i en grim omgang bræksyge (for anden gang på en måned, cirka). Derfor sprang jeg fra. Så det skal jeg have tilmeldt mig, igen, og derefter håber jeg på at kunne hjælpe med lektier eller være besøgsven, i nær fremtid.

Det var lidt fra den jamrende fløj. Det sidste nye! Jeg håber på, at jeg får taget nogle billeder af både jakke og cardigan, som jeg kan lægge op. Ja, og nogle andre billeder af alt det der sker, lige fortiden.
Jeg har bare ikke haft lysten til noget som helst, men jeg er tilbage.

Og det føles godt!!

Carpe Diem
I er alle fantastiske!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar