fredag den 1. februar 2013

Jeg tænker på dig hver dag.




Der går ikke én eneste dag, uden at jeg tænker på ham. Min morbror. På søndag er det to måneder siden, at ulykken fandt sted. Det er snart to måneder siden, at han gik bort. I dag blev hans urne sat i jorden. I morgen skal jeg besøge hans gravsted. Jeg savner ham. Der er så mange ting, der minder mig om ham. Jeg ser noget af ham, i mange ting. F.eks. så jeg en film med en færdselsulykke i dag. Jeg begyndte at græde. Der skal ikke særlig meget til. Med det i tankerne, kan jeg ikke lade være med, at tænke på, at min kære mormor, og søde tante har en masse følelser på spil i deres sind. Sorgen. Den ubehagelige magtesløshed, som fylder deres hverdag.
Jeg har fundet nogle gamle billeder af ham og jeg. Det er så smukt. Hvordan livet var så.. livligt. Hvordan vi levede, som om december 2012 aldrig ville komme. Hvordan pokker kunne det ske? Jeg forstår det slet ikke. Det er et eller andet sted smukt, hvordan døden er nær. Hvordan vi ikke ved, hvad der sker i morgen. Jeg er så ulykkelig, når tankerne omkring hans fravær fylder mit liv. Det giver mig sådan en mavepuster. Jeg føler mig umådelig forladt, ensom og ved siden af mig selv. Hvad pokker skal der ske nu?
Nogle gange tænker jeg på, hvilket forfærdeligt menneske jeg er, at jeg blot lever videre. Som om intet er hændt. Samtidig roser jeg mig selv, for at komme videre. Jeg synes det er stærkt. Det er et stort dilemma, og jeg kan ikke altid rumme det. Glæden og sorgen, der flyder sammen. Glæden ved livet, men også sorgen ved det samme. Det er en stor pærevælling, som smerter dybt inde i hjertet. Det er en uhåndgribelig følelse, som jeg ikke kan placere nogen steder. Jeg vil bare have ro. Men allerhelst vil jeg have ham tilbage i mit liv. Min kære morbror. Hans smil, hans skøre personlighed, kloge ord. Den måde han altid kunne hjælpe. Musik, blogging, lektier, min interesse i skrivning.
Det hele virker så underligt og håbløst.

Dog er det hele også rart. For ærlig talt. Jeg har det godt. Jeg arbejder, jeg har et sted at bo, jeg hygger mig herhjemme. Kalle og jeg har det dejligt, og Hera trives skønt. Vi har vores eget lille hjem. Vores egen lille familie. Vi har det trygt og godt. Og det kan jeg lide! Jeg mindes blot min kære morbror. Jeg har hele min familie i hovedet, hver dag.
Det er en følelsesmæssig kamp. Det handler om overlevelse. Forstand og følelser i én. Livet er skørt. Nærmest et objekt. Noget man kan tage og føle på. Samtidig med, er det en gåde. Der er så megen filosofi. Jeg kan slet ikke begribe det.
I al fald så er det kærligheden der gør båndet stærkt. Jeg har min kærlighed og den er jeg lykkelig over.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar