onsdag den 11. december 2013

Hvil i fred

Jeg husker tydeligt, at jeg var taget ind til Strøget for at juleshoppe. Jeg gik konstant med telefonen lige i nærheden, så jeg ikke ville misse opkaldet. Et meget, meget vigtigt opkald, som jeg havde regnet med ville komme, men bare ikke hvornår. En beslutning der skulle tages. Følelser der var i klemme. Noget med etik og moral, et dilemma om "rigtig og forkert", i forhold til følelser og fornuft.

Lidt over en uge, så længe havde vi gået rundt, i en grå og sorgfuld verden. En verden hvor man nærmest kunne høre en knappenål falde til jorden. Efter en periode af smerte og uretfærdighed skete det.

Jeg havde været sygemeldt fra arbejdet i nogle dage, fordi det havde været en svær tid. Otte dage havde vi gået, i en tåge af uvished, sorg, smerte, ubehag. Vi ventede svar. Inderst inde var vi alle nok godt klar over, hvad det endelige svar ville være. Alle skaderne - det var slet ikke til at bære. 
Jeg husker tydeligt hvordan du bare lå der, helt stille. Du var så fin, uden særligt mange skræmmer i ansigtet. Dine hænder var hævede, hvilket var helt unormalt. Du som var så lang og tynd, med dine lange, tynde fingre. Jeg kan stadigvæk høre lyden af respiratoren, som fik dit bryst til at hæve og sænke sig. Det var nok det allermest ubehagelige. Alle apparaterne, der holdt dig i live, og som sørgede for at give besked, ved eventuelle ændringer. Det var en ambivalent følelse, at stå der på en stue, på intensiv, og bare se på dig. Vide, at du nok ikke engang kunne høre os, men alligevel talte vi til dig. Græd ved dit bryst eller din hånd, snakkede om gode ting, fortalte dig, om hvilken idiot du var. "Hvorfor?" Vi ville bare så gerne, for alt i verden, have dig tilbage. Og så lige ved juletid. Hele December blev fyldt med sorg.
Hele December og resten af vores liv blev fyldt med en smerte, der er så svær at slippe. For altid vil vi tænke på dig og hvordan vi mistede dig.

Den 11. December 2012 bevægede jeg mig ud af lejligheden og ned mod Strøget, i håb om at få tankerne lidt væk. Jeg var næsten lige ankommet der, da Mor hun ringede: "Hvor er du? Okay.. Du skal skynde dig, beslutningen er taget." Noget i den stil, sådan lød det fra hende. Jeg blev ulykkelig. Skyndte mig fra Strøget og ned til Nørreport station hvor jeg tog 6A til Rigshospitalet. Jeg kendte allerede vejen, for jeg havde været der et par gange, den foregående tid. Ulykkelig skyndte jeg mig op med elevatoren, til venteværelset hvor venner og veninder af min Morbror og Tante sad. Stemningen var presset, og det var ikke alle som jeg kendte. Jeg kan ikke huske så meget derfra, ikke andet end at Mormor, Morfar og min Tante kommer ind i rummet på et tidspunkt, efter en samtale med sygeplejersken/lægen.
Valget var taget. Det svære valg. Svært på mange måder. Nogen vil nok se ned på os, se ned på beslutningen, om valget af at slukke ham, på stuen. Men valget blev taget fordi vi ønskede at sige ordentligt farvel. Fordi vi ville være der, når hans hjerte ikke længere slog. Fordi vi ville afslutte denne svære tid, på en måde, som var bedst for os.
Så vi kunne sige farvel.
Mormor, Morfar, Tante, Mor og jeg gik ned på den stue han lå på. Her snakkede vi til ham. Jeg husker at Mormor og Mor stod sammen. Jeg havde stillet mig hen til Morfar. Min Tante var ved hans side.
Apparaterne blev slukket og slangen trukket ud. Det var en underlig følelse at se, at han ikke længere trak vejret. Kuldegysninger for gennem hans krop og det var rigtig ubehageligt at se, hvordan hans krop en sidste gang virkede levende - af sig selv. Vi græd så voldsomt. Tudede. Det var så forfærdeligt. "Hvorfor?" igen og igen lød spørgsmålet. "Hvorfor? Hvorfor os?"
(Selv den dag i dag er kan jeg høre mig selv spørge.)
Sygeplejersken trådte til side, men gik over til vinduet. Her åbnede hun vinduet, så hans sjæl, så fint kunne flyve af sted. Det var så smukt, og stadigvæk så forfærdeligt.
Til sidst valgte jeg at gå ud af stuen. Jeg kunne ikke klare det mere. Min Tante der lå hen over hans bryst og ventede, til det sidste hjerteslag stoppede. Min Mormor, Morfar og Mor, der alle stod derinde og græd af smerte.

I løbet af et splitsekund blev vores familie mindsket. I løbet af et splitsekund blev vores elskede Henrik taget fra os.
En uge jeg aldrig nogensinde vil genleve. En periode jeg aldrig nogensinde vil opleve igen. Det var det mest forfærdelige jeg nogensinde har været med til. At en af vore kære blev taget fra os. En uge i uvished, hvor håb og fortvivlelse var hverdagskost. Hvordan hele familien blev grå. At se min Morfar græde var noget af det der tog pusten fra mig. En mand jeg holder så meget af, og som altid har passet på os. Smerten i hans øjne. Tilbage stod vi, den 11. December 2012, med grå og forgrædte ansigter. Med et grædende farvel og en enorm svær beslutning, tog vi afsked med ham.

I dag er det 1 år siden. En dag, som jeg nok aldrig glemmer. Så mange følelser. Så mange tårer. Jeg forstår stadigvæk ikke hvorfor det skete, og jeg kommer aldrig til det. Uanset hvor meget jeg ønsker svar og retfærdighed, så nytter det ingenting. Det eneste jeg kan gøre er, at mindes min kære Morbror. Min Gudfar. Det eneste jeg kan gøre er, at være der for min familie.

Jeg er bare så glad for, at situationen er kommet så langt væk nu. For nu er han gået bort. Vi står ikke i dette følelseskaos på samme måde, som for et år siden. Nu kan vi kun tænke på, at vi er kommet et helt år videre. Vi er kommet helskindet videre. Vi lever videre på bedste vis. Er der for hinanden, støtter, lytter, hjælper. Vi lever  så godt vi kan - måske endda mere end det?
Mest af alt er jeg glad for, at min kære familie ikke er gået i stå. For det ønsker ingen af os. Ikke engang Henrik.

Et år er gået, og jeg ønsker kun at endnu flere vil gå. At vi en dag kan slappe af omkring denne forfærdelige juletid, hvor hele vores liv blev bremset hårdt op. Det er rart at vi nu kan leve et liv ved siden af. Tiden står ikke stille på samme, forfærdelige måde. 
Jeg sender tanker ud til alle der havde ham kær. Til alle hvis liv blev bremset hårdt op. Jeg sender tanker til venner, veninder, kone, børn, forældre, søster, niece. Jeg sender tanker til min familie, hans familie, hans venner og veninder, der alle har lidt, i denne svære tid.
Jeg synes vi har klaret det godt - i hvert fald det som jeg ved af. For altid vil du være i vores tanker Henrik. 

Hvil i fred.

tirsdag den 3. december 2013

Sørgmodig mærkedag

Den 3. December er en dato, der for altid vil lyse op, når jeg kigger i kalenderen. Den dag hvor min kære morbror blev ramt af en bil og derefter lå i kunstig koma, i en uge.
Den dag hvor faderen til mine to fætre blev taget fra dem, manden til min tante, broderen til min mor, sønnen til min mormor og morfar, min søsters og min morbror. Vores alle sammens Henrik.
Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham. Når jeg tænker på det at skrive, eller når jeg hører Band Of Horses eller Kings Of Leon. Når jeg ser en Spies-reklame, ser noget med Manchester United eller bare ser på mine fætre, min mormor og morfar eller min mor. Det smerter så dybt, og det vil altid være den værste følelse, i hele verden. Aldrig har jeg følt livet så uretfærdigt. En mand, jeg hele mit liv så, så meget op til. En mand der altid støttede mig i alt hvad jeg gjorde.
I dag er det et år siden, at hele vores liv vendte op og ned og for altid ville blive forandret. En følelse, der er meget svær at forstå, selv den dag i dag. Med tårer og gråd, med smerte og sorg. Jeg har på ingen måde lyst til at vende tilbage til den uge, hvor tiden stod stille. Og på den måde er jeg umådeligt glad for, at livet er gået videre. Nu kan jeg stå her og kigge tilbage på det, mindes det, med smerte og tårer, men slet ikke på samme måde. For nu er det aktuelt, at han aldrig mere vender tilbage, i fysisk form. Jeg er glad for, at vi ikke står i et kaos af håb og smerte. Hvor vi hver dag ventede svar på, om han nu overlever. Den tid er forbi, og vi arbejder med os selv og vores sorg, i forhold til den fakta, at han desværre ikke overlevede. Det er rart at have et gravsted at besøge, at have sange at græde til og minde os om, at han aldrig bliver glemt. Det er rart at have en familie at dele smerten med, og vide, at man ikke er alene.
Jeg synes dog stadigvæk at det er noget af det allermest uretfærdige. Jeg kan slet ikke se, hvorfor det skulle ske. Nogle dage har jeg endnu ikke helt forstået, at han aldrig kommer tilbage. Jeg forestiller mig bare at han er ude og erobre verden, som han til tider var. Kina, Australien, Nice, Canada (you name it). "Han kommer hjem igen" tænker jeg til tider. Men det er en stor løgn. Og når det så går op for mig, sådan helt og aldeles, så gør det ufatteligt ondt.
Til gengæld er smerten langt nemmere at tale om. Det er blevet lettere at snakke om savnet og manglen. Han lever videre igennem os alle sammen og de ting han formåede at gøre sig genkendelig i. Fodbolden, rejser, skriverier, musik, kaffe.. Han er i det hele. Alt det han holdt så meget af. Ikke mindst hans to skønne drenge. Min dejlige fætre. Det er så underligt og dog så meget lettere, i hvert fald for mig, i dag.
Men jeg tænker stadigvæk på min kære familie. Jeg prøver at forestille mig lige præcis den smerte, som de gennemgår.
Min søde mor, som har mistet sin lillebror. Tanken om at miste min søster, er ulidelig. Jeg kan slet ikke bære tanken. Eller tårerne på min morfars kinder, for et år siden. Den stærke mand, som jeg har så kær. Hvordan han brød sammen. Det er slet, slet ikke til at forstå, hvorfor han skulle - og stadigvæk skal - gennemgå så megen smerte. Lige så min elskede mormor. To mennesker der for altid vil have stor betydning for mig.
Jeg har stadigvæk ikke accepteret uretfærdigheden. For uanset hvad og hvordan jeg har prøvet at tolke det, er jeg stadigvæk så egoistisk, og mener at det slet ikke burde gå ud over os. Vi fortjener ikke at miste ham. Han betød så meget for os alle sammen.

Jeg husker stadigvæk den sidste besked jeg modtog fra ham. Omkring pasning af hans to dejlige drenge, i Januar måned. Jeg nåede aldrig at aftale mere, for så skete alt det her. Han nåede heller aldrig at videregive mit svar til hans kone. Så hurtigt gik det.
Jeg husker at han havde påbegyndt sin skønne musik-julekalender. Han nåede at få den 3. December med. Det er så underligt at tænke på. Vi snakkede meget om: Hvad han mon havde gemt som nr. 24? Det får vi aldrig svar på, men jeg er sikker på, at det ville have været noget virkelig dejligt.
Han var så dygtig til at skrive og formulere sig. Til at udtrykke sig både gennem musikken (dog andres), men også gennem ord. Noget som smittede umådeligt meget af på mig, i hvert fald det med ordene.
Han støttede mig i min foto-drøm og i mine skriverier. Han støttede mig i mine kreative sider. Han spurgte ofte ind til det, og omvendt støttede jeg også ham.
Da han fik sin første søn, blev jeg så rørt. Jeg skulle være kusine. Samtidig følte jeg, at jeg skulle være meget mere end det. Jeg følte det nærmest som om jeg skulle være noget kusine/faster. Han var bare så meget mere end en "onkel" eller en "morbror". Han var min gudfar, han var en lege-ven, en onkel, en slags storebror. Nok også fordi han var så ung.
Jeg tænker tit på de gange jeg kom derind for at besøge dem, og passe drengene. Hvordan han ofte spurgte "what kind of candy would you like?", fordi drengene ikke skulle forstå det. Eller måden han altid holdt min lillebror på håret, når han sagde "hej". Der er så mange minder, og jeg kan slet ikke forestille mig hvor mange, min tante må gennemleve. Hver dag. Og især ikke i denne ubehagelige tid, hvor uretfærdigheden skyllede ind over os, og vores liv bare blev forandret med ét.


I kirken blev denne sang spillet. Band Of Horses. Et af Henrik's yndlingssange. Et band jeg også har beskrevet i et tidligere blog-indlæg, sidste år. En meget smuk sang, som jeg har et opmuntrende, men også melankolsk forhold til. For det minder mig om stemningen i kirken, og ofte får jeg tårer i øjnene. Men jeg bliver også glad, og varm om hjertet. For så er han lidt tættere på.



torsdag den 28. november 2013

Snart weekend


Fredag betyder "jaaa", for så er det lige ved og næsten, før det er weekend. Det er dejligt!
Dagen er skudt i gang, med betaling af regninger. Det er lidt en ærgerlig følelse, at sende alle de dejlige penge, der så smukt stod på kontoen, langt væk. Men det er også en dejlig følelse, at have betalt det jeg skal. Senere skal jeg passe to drenge, hvilket jeg glæder mig til. Jeg har før passet dem, og de er ganske søde. Det bliver også rart med en anderledes fredag, end fest og ballade. Ja, og så kan jeg jo medbringe de 100 siders læsning jeg har for, til på mandag. (At organisere sit liv og skabe overblik har aldrig været min stærke side, sagde kvinden der har haft fri fra skole, i over én uge).
I morgen skal jeg have mit nye klædeskab - det bliver sååå godt! Tre skabslåger, spejl og to skuffer. Lækker, lækker! Bagefter skal jeg gøre brug af mit nye klædeskab, ved at putte mit tøj ind i det. Og til sidst tror jeg, at jeg skal gøre mig lidt fin, foran klædeskabet, da jeg skal til julefrokost med klassen. Det bliver dejligt!



Må alle have en dejlig fredag! Det er hårdt at være tidligt oppe, men nu er dagen startet og jeg skal først møde i skole klokken 09:25. Så jeg har dejligt med god tid! Jaaaa!


Carpe Diem!

Husmor anno 2013



Tænk engang, hvor er det længe siden at jeg har lavet noget helt fra bunden af. Det er nærmest pinligt! "Hvordan bager man overhovedet?" tænkte jeg, mens jeg stod og hældte ingredienserne sammen. Jeg havde først tænkt mig at bage en kage, men følte efter lidt tid, at det nok var for usundt. Selvom jeg personligt kører jeg ved ikke hvor meget chokolade ind, dagligt, så skulle det ikke være sådan. Nej, for det skal være lidt sundere, således at jeg ikke er alt for usund!


Jeg tjekkede på internettet (hurra, hvor er det skønt at have det!) hvad der skulle en pølsehornsdej, hvorefter jeg fandt min veninde's "Bananpandekage"-opskrift frem, for at se hvad mit kære hjem manglede dertil.
Op til fakta og købe de fornødne ingredienser og tilbage igen. En, to, tre så, så man lige mig blande ting sammen i en skål, og vupti! Så var der sgu noget der lignede dej. Det skulle så lige hæve en times tid, og i mens kunne jeg jo vaske tøj og blande pandekagedejen (som er uden sukker, yay!). 


Pandekagedej, mums

Jeg har dog ikke fået lavet pandekagerne færdige endnu. Jeg ved ikke om jeg skal gøre det i morgen tidlig, eller om det er noget jeg skal gøre senere i aften, således at de er klar til i morgen tidlig? Men dejen er klar og står i køleskabet. Jeg har også hørt, at den godt må trække lidt - så jeg satser på, at den er bedre, senere. Bom, bom. Så blev dejen til pølsehornene klar, og jeg gik i gang med at være ælte-mester og forme små, fine pølsehorn ud af det. Det var faktisk rigtig, rigtig sjovt! Så nu har jeg virkelig lyst til at bage boller, til en anden god gang. Det var SÅ hyggeligt at rulle små kugler, og laver lange pølser. Som jeg snoede rundt om (kyllinge)pølserne, bagefter. Jeg er faktisk en meget stolt person, netop nu. Blandt andet også fordi de blev så fine, i farven, de fine horn, da de kom ud af ovnen. Og fordi jeg synes de smager rigtig, rigtig godt, Med ketchup til! Mums, mums!





Alle billederne er taget med min iPhone, så de er ikke særligt fantastiske. Jeg er rigtig ærgerlig over, at mit kære Canon atter engang strejker. Det er lidt sørgeligt, synes jeg. Så jeg krydser fingre for, at det snart har hvilet længe nok, og derefter er klar-parat til flere billeder.
Indtil da må bloggen "nøjes" med disse iPhone billeder. Men hellere lidt, end slet intet. Så det er jo meget godt. Det er vel bare et spørgsmål om at være kræsen - kvalitet fremfor kvantitet. Ja, ja. Jeg er i hvert fald glad og tilfreds med resultatet af mine kundskaber i køkkenet. 1 - 0 til mig! (Jeg ved ikke lige mod hvem?)

Carpe Diem!

tirsdag den 26. november 2013

Morgen


Jeg har haft en rigtig dejlig, lang morgen. Jeg har nået at smøre madpakke, set Bones, drukket kaffe, spist morgenmad og skrevet en kærlig SMS, til dem jeg elsker mest her i livet.
Jeg skal senere til Zumba - hvilket jeg virkelig glæder mig til. Selvom jeg nok tænker "øv, hvor er det koldt og mørkt", når jeg skal cykle til Roskilde, for at danse. Men så kan jeg danse mig varm og glad der. Bagefter skal jeg hjem og lave aftensmad. Det skal nok blive en god dag.
Må alle andre få en dejlig dag. Det fortjener folket.
God morgen, god dag, god aften!

Carpe Diem!

Dagligdags Missejammer

Ja, min iPhone fungerer endelig igen. Så det er skønt og jeg kan tage billeder med den!
For nu har mit lækre Canon EOS 350D valgt at strejke. Æv, hvor er jeg ærgerlig. Men det er nu heldigt nok, at jeg har min smartphone til at tage billeder med. I stedet for. Dog har jeg valgt at bruge min Nokia lidt endnu.


Det er ganske sjovt at bruge en telefon, som har tastatur. Desuden er jeg en person, som nemt kommer til at benytte facebook, instagram, snapchat og andet smartphone-gejl, når jeg er ude. Derfor tror jeg det er ganske fornuftigt, at jeg prøver med en pause fra det her smartphone-liv i dagligdagen, eller i hvert fald bare når jeg er ude. Dog kan jeg godt savne det, at tage billeder i det fri. Men forhåbentligt kommer mit kære kamera til at virke, hurtigst muligt!

Indtil da må jeg fortsætte med mine iPhone billeder, som jeg desuden har brugt før, også. Det er blot følelsen af, at man mangler det, man ikke har. Og ved først "hvad det er værd", når man mister det. Haha.

Aftensmad's menuen bestod af: Kartofler, rødkål, smørsovs og medister. Julemedister, mhm!





Det var rigtig dejligt. Dansk, fedt og mættende. Mums!
Og så har jeg taget lidt billeder af min kære kat, som altid er så sød, så sød.
Det er simpelthen en lettelse hvordan hun en ikke mijawer højlydt, larmer og er irriterende, mere. Efter hun blev steriliseret, er hun sådan en god og nem kat. Det er fantastisk!

Hendes yndlingslegetøj er helt klart faktapose og en kugle lavet af sølvpapir. Hvilket er billigt legetøj! Så det er helt perfekt. Hun dribler rundt med den lille sølvkugle, og leger noget så fantastisk med sig selv.
Når jeg er her alene, lister hun sig op på computerens tastatur, eller på mit bryst. Så skal hun altså bare kæles! "Og det er NU, menneske!" haha.
Derudover så har jeg også valgt at give hende mad der er skræddersyet til steriliserede katte. Så hun ikke bliver alt, alt for fed. Men jeg kommer sørme til at 'tabe' leverpostejen på gulvet, i ny og næ.
Hvem kan stå for de skønne, grønne katteøjne?!

Kineser Mis

Hun er huslig!

Men vigtigst af alt: Hun er en glad, sød, kælen, legesyg kat. Og hun har endelig taget lidt på, men er ej heller for overvægtig. Hvilket jeg er meget, meget glad for!
Hun skal være med over alt, og jeg lever virkelig et katteejer-liv. Hun er min 'baby' og det kan der ikke laves om på. Jeg bliver også drillet med, at hun er "mors pige". Men sådan er det bare!
Jeg er nok en af de forfærdelige katteejere, men sådan er livet nu engang. Jeg er glad for min missekat!

Her kommer lige lidt billeder fra i løbet af November. Taget med mit Canon kamera.





Jeg beklager mit lidt rodede dagligdags-missejammer-indlæg, men det nok sådan jeg kommer til at skrive, til tider. Det er ofte lidt rodet og lettere uklart. Jeg er bare lidt et vrøvlehoved.
Jeg håber alligevel det giver lidt mening. Og at der er nogen, der gider læse hvad pokker jeg skriver.
Uanset hvad, så har jeg det ganske hyggeligt med min blog. Jeg er glad for den.

I morgen starter der en skoledag, for første gang i lang, lang tid.
Det bliver interessant.

Carpe Diem!

mandag den 25. november 2013

Kan en iPhone svømme?


Det tror jeg vidst ikke. Jeg tabte den ud af min hættetrøjelomme, og direkte ned i toilettet, da jeg ville rengøre det. Hvor kan man være dygtig! Så nu har jeg skilt den ad, prøvet at tørre den, mens jeg undersøgte gode råd på nettet. Jeg fandt denne guide. Der står at man skal putte den i en pose/skål med "rå" ris, i en uge! Jeg ved slet ikke om jeg kan undvære min telefon så længe?! Hvor afhængig kan man være..

Så nu har jeg lagt den dybt ned i en skål med ufærdige ris, mens jeg har fundet min gamle Nokia E51 frem. Det er noget anderledes at holde sådan en i hånden. Mest af alt fordi den ikke har de samme genveje, på samme måde. Dog har den et utroligt fint tastatur. Det er rart nok.




Jeg krydser fingre for, at den er klar allerede i morgen (som der stod i en anden guide jeg læste). "24 hours in a bowl of uncooked rice". Jeg krydser fingre! Indtil da må jeg nyde min computer og min nokia. De matcher også hinanden (sort og sort). Ha?

Det er nærmest uhyggeligt hvor meget sådan en smartphone kan betyde for en. Heldigvis er det ikke den jeg hører musik på. Der bruger jeg en gammel iPod, som heldigvis fungerer ganske godt. Bortset fra "hold"-knappen. Tak til internettet og guides, for stor hjælp i forhold til min telefon. Jeg krydser fingre og tæer, og håber på at den ikke har taget (vand)skade!

Carpe Diem - og sådan noget hæhæ!

onsdag den 20. november 2013

Evigt solskin


.. og alt det andet pjat. Jeg har simpelthen haft en af de bedste dage i mit liv. Jeg har været delvist flittig hjemme, danset Zumba og sunget så hjertet sang med, efterfølgende. 
Hermed kan jeg nu lægge mig til at sove, med et smil på læben og super glade tanker. Jeg har det godt!
Jeg glæder mig til atter en dag i morgen, hvor jeg igen, igen skal til Zumba og derefter overvejer at tage til ACA-møde. Nu må vi se hvad aftenen bringer.

Godnat til folket.
Carpe Diem

tirsdag den 19. november 2013

Nyt til stængerne


Så er jeg sgu blevet smart med mine ny-erhvervede Rascals bukser.
Jeg er ellevild og synes simpelthen de er så lækre at have på. Jeg oplevede dem for nyligt, da min veninde tillod mig at låne hendes. Jeg blev smask forelsket, og har siden prøvet at skaffe mig et par.
Jeg skaffede mig disse, brugt. Og de er så gode som ny!
Det er bare en luksus at have på. Jeg synes de fungerer til både pænt og afslappet. Det er super fedt!
Jeg er glad!

mandag den 18. november 2013

Tosomhed


Tosomhed.
To mennesker, som tilbringer tid sammen. Som er langt mere end venner.
Dog uden titel. For så langt er forholdet ikke nået. Eller det har i hvert fald ikke besluttet sig. Det er sådan lidt ømt, på en sød måde. Samtidig tror jeg også det er blevet lidt nemmere bare at lade være med, at putte en 'label' på. Det er næsten for fjollet. Eller som om der er en frygt i det. En frygt for at ødelægge det. I starten var frygten også for, at det blev for seriøst. Hvilket det jo så gjorde. Bom, bom.
Det samme sker jo så nok nu.
Det med frygten.
For jeg har ikke rigtig ville nævne det på bloggen. Netop på grund af frygten. Frygten for, at det blev helt virkeligt.

Jeg husker en gang hvor jeg glemte min make-up fjerner hjemme hos ham.
Han havde derefter stillet den på badeværelset. Der kom et hvin fra mig, uden lige - "Hvad laver den dér?!"
For vi var jo ikke noget. Vi var jo ikke et par. Der var ingen tosomhed der. Slet, slet ikke.
Så hvorfor skulle den nu stå dér. Ude på badeværelset?!

Straks blev den fjernet. Men nu står der så fint en tandbørste hjemme hos mig.
Ja, og der var en overgang også nogle ting hjemme hos ham.
Sådan har der været rykket lidt frem og tilbage i en periode.
Ganske hyggeligt. Ganske stille og roligt.

Det er virkelig kært og rart. Dejligt, sjovt, sødt. Jeg kan rigtig godt lide det.
Jeg kan rigtig godt lide ham.
Jeg synes virkelig at det er fantastisk.
Jeg vil ikke bytte det for noget.

Et kærestepar.

Det er underligt, men godt. Det er bare sådan det er.
Kærligt, varmt og dejligt.
Så kom det sgu på bloggen. Det med den kærlighed. Som er så irriterende. Forfærdelig underlig. Men nu er det her. På trods af, at jeg i lang tid ikke har ville skrive om det. På grund af mange ting. Ja, der har været mange grunde. Men det står her nu. Fordi jeg synes det skal.
Kærlighed er en dejlig effekt. Effekt af livet. På livet.
Jeg er forelsket og det er en følelse, som har gjort mig skør, men glad. Og jeg er stadigvæk glad.
Fantastisk!

torsdag den 31. oktober 2013

Torsdag

Min ende på Oktober.
Nogle ting jeg holder rigtig meget af er, at ting ikke skal passe sammen. I hvert fald ikke ting som tallerkener, bestik, glas med videre. Servicen i mit hjem må gerne være tilfældig, men fundet med lyst og med hjertet.




Derfor ser mine tallerkener sådan her ud. De er billige, købt forskellige steder, og helst så uens, som muligt. Den hvide med "blomster" på kostede 5 kroner i Kvickly, den med jordbær, den med manden med dragen og den med de grønne, ruderformede figurer på er fra Tiger og har cirka kostet 10-20 kr. stykket.
Jeg kan ikke huske hvor jeg købte den lyserøde.

Endvidere kan jeg virkelig godt lide farver, mønstre og hygge. Hvad er bedre end en "bordskåner" af 'porcelæn' (eller hvad det er?) i farver! Den har jeg valgt at bruge til små fyrfadslys. 



Den kostede også 10 kroner i Tiger.




Jeg har også købt et par lanterner (10 kr. stykket, Tiger), til min vindueskarm. Jeg følte lidt for at kigge derover og nyde lysenes beroligende skær og flammens ivrige bølgen frem og tilbage. Sammen med min karma-kat! Ih, hvor er det dejligt.



Ja, og så starter Movember jo lige om lidt, så her har jeg givet mit eget bud på et moustache!


Jeg synes selv det er et hyggeligt og sjovt påfund, med en dyb mening. Og så elsker jeg navnet 'Movemer'. Genialt fundet på, og hvis jeg var dreng støttede jeg gerne op omkring det!


Til sidst min lille Hera, som slapper af i lysenes skær, på sengen. Det er så dejligt at bo sammen med hende, min søde, lille, bløde, brummende pelsbold.

Alt i alt har jeg haft en meget, meget skøn dag. Vi har i skolen påbegyndt et nyt forløb/fag: DKK. Det var en interessant og hyggelig - ja meget inspirerende - undervisning vi havde, i dag. Jeg nød det i fulde drag. En meget genial lærer vi har, lige pt. Desuden synes jeg også klassen er en super klasse! Ja, og så har vi fået nye studiegrupper i dette forløb, som jeg synes virker ganske spændende. Det er rart med nye øjne, på nye emner. Selvom den anden studiegruppe også var rigtig fin!
Lige nu der nyder jeg mit valg fuldt ud. Jeg har hygget, leget og lært i dag. På bedste vis! Genert, aktiv og glad, som det interesserede barn. Det var for fedt! Jeg havde et smil på læben hele vejen hjem. Det er så rart, så rart.
Jeg er glad.

Carpe Diem!
And Happy Halloween of course!

fredag den 25. oktober 2013

Fredag, atter engang


Så blev jeg atter engang forført på sengekanten, af de lækre Tennessee mænd. Uf, hvor er de bare skønne at høre på!
Vågnede op i morges med en meget sammensnørret og irriterende, tarvelig hals. Jeg tænkte virkelig: Denne dag bliver aldrig god. Men efter et varmt bad, så føltes tingene bedre. Jeg tog i skole. Men kun til halv et, hvor jeg tog hjem igen. For at sove. For jeg var blevet ret så udmattet og træt. Men nu kører det okay på skinner, og jeg har lavet mig en kop (kamille)te med honning, i mit fine prinsesse-krus. Så det skal nok gå.
Jeg ser frem til en rar fredag i hvert fald, med Spotify og rent sengetøj. Hurra.

Herlig fredag til alle andre !

tirsdag den 22. oktober 2013

Energi og knald i låget!


Det er noget jeg lever meget med. Jeg har mange former for energi. Mange farver af energi, Og mange stemninger i forhold til energi. Jeg har positiv energi, men også negativ energi. Jeg skal lære at leve med begge dele - og elske begge dele lige højt. For energierne er en del af den jeg er. Men det kan virkelig være svært at leve med den negative energi. Især fordi jeg har så svært ved at styre den.
Jeg har let ved at blive glad ved ting. Jeg har let ved at forelske mig i ting. Jeg bliver meget nemt overvældet og sprudlende. Det er til tider lidt i overkanten med det høje humør og spralske sind. Men jeg har også denne her negative energi, som jeg meget ofte har svært ved at styre. Jeg kan blive sort som en tordensky. Jeg kan have lyst til at slå i puder, kaste med ting og råbe og skrige. Når jeg bliver rigtig gal. Det er pinligt! Jeg kan blive ih og åh så rasende. Jeg bliver nemt påvirket af dumme drømme, af dumme tanker og af dumme følelser. Jalousi, negativt selvværd, misforståelser og andet. Puha, hvor det er en elendighed til tider.
Egentlig er det fjollet. For jeg ved, at min energi er så ekstremt, at jeg egentlig burde dyrke motion. For det er noget der virkelig virker, på denne ustabile og meget voldsomme energi. Den vil gerne ud, og den er "kraftig". Men jeg er nogen gange for dum til, ikke at udføre det. 

Tager man f.eks. en dag som i dag, hvor jeg stod ud af sengen, (selvfølgelig) med det forkerte ben først. Der var simpelthen nogen der havde tisset på min sukkermad, og jeg var sur.
Alligevel tog jeg mig sammen. (Hurraaa!!) På trods af min dovenskab og klodsede ageren, fik jeg pakket en sportstaske. Men det var vitterligt en kamp at få pakket tasken. Så tabte jeg min shampoo, så gik jeg ind i dørkarmen. Jamen der var ikke det der ikke lige gik galt. Så kunne jeg ikke finde strømperne, jeg lige havde haft i hånden, og mit fitnesskort var også væk. (Fordi jeg på et eller andet tidspunkt havde været 'fornuftig' at lægge det væk, da jeg skulle i byen og ikke bruge det). Jamen jeg rendte rundt med hovedet under armen i en halv times tid, og temperamentet blev mere og mere hidsigt. Så skulle jeg sadle cyklen, men tasken gad ligesom ikke som jeg gad, i forhold til at cykle og have sportstasken på ryggen. (Suk!) Jeg kommer endelig op til fakta, hvor jeg liiiige skal stille cyklen, for at købe en banan og en flaske vand. Men jeg tumler rundt med min cykel (uden støtteben), lige ved en vandpyt, så jeg er ved at tabe min bæltetaske og vanter ned i den. Atter engang hidser jeg mig lidt op. Jeg kan nærmest mærke hvordan blodet bobler inden i. Og hvorfor? Det er jo bare små ting! Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor ting kan være så irriterende. Som en der sidder og prikker mig i hovedet i flere minutter. Æv! Men jeg får købt det jeg skal og får ompakket det hele. Hvorefter jeg sætter mig, faktisk meget behageligt!, op på cyklen, og drager mod Roskilde, med solskin (og solbriller).
Og hvilken dejlig tur! Iih hvor er det bare skønt med solskinsbelagte veje, blå himmel, 15 graders varme og en frisk cykeltur. Jeg kommer ind til fitnesscenteret hvor jeg får sat mine ting, klædt om, og ellers går i gang med det, som jeg nu lige føler for. Jeg træner omkring en time, i et behageligt tempo (et Misse tempo!), hvorefter jeg går i et varmt bad. Bagefter så træder jeg udenfor i det rigtig, dejlige solskinsvejr, spiser min banan, og nyder tilværelsen. 
I den tid jeg har trænet, har min hjerne ligesom ændret tankegang, og verden er pludselig ikke så stikkende og irriterende. Skyerne i mit hoved er drevet væk, og lader solen komme ind. Jeg begynder at føle mig glad og levende. Pragtfuldt! 
Med et trak jeg friskere luft ind, med et følte jeg mig fri. Jeg blev så meget gladere af at træne. Denne oplevelse gjorde også, at jeg faktisk ser frem til at træne, atter engang. Og jeg tror måske jeg presser mig selv for hårdt med at tænke: Du skal vælge holdtræning! 
For jeg kan ikke rigtig rumme tanken om, at skulle møde et sted, "til tiden". Så jeg tror jeg starter blidt ud, i mit eget tempo. Så må tiden vise, hvad der ellers skal ske. Men hvor er jeg glad for, at jeg cyklede der op. Hvor er jeg glad for, at jeg fik brugt min krop. Jeg fik svedt og jeg nød det. Kvalitetstid med mig selv. Aaah, hvor var det bare fantastisk! Jeg havde så mange levende tanker, hele vejen hjem på cyklen. 
Jeg tænkte over, hvor glad jeg er for, at være stoppet med at ryge. Hvor glad jeg er for, at mine negle vokser og vokser. Hvor glad jeg er for mit liv, i forhold til at jeg har et sted at bo, et sted, der er mit eget. Hvor jeg rent faktisk kan lukke døren, og være mig selv. Et sted, hvor min søde kat, Hera, også må bo. Et sted jeg kan rode og være missisk (at være mig.) Jeg er i gang med at tage en uddannelse, hvor jeg kan være udenfor og indenfor. I går så jeg en reklame i TV, som lød: "Får du nok D-vitamin?". Den fik mig til at tænke på, at jeg virkelig er glad for, at jeg er ved at uddanne mig til pædagog. For her får jeg lov til at være ude og inde, uanset vejr. Der er altid nogen der vil lege eller give dig en krammer. Og du kan altid være der for nogen. Jeg er virkelig glad for mit valg. Jeg glæder mig ved tanken om, at jeg faktisk har fundet noget, som jeg godt vil. Jeg elsker den aldersgruppe, jeg allerede arbejder med, og jeg håber på, at jeg en dag får et fast arbejde, i en institution, a la den jeg arbejder i, nu.
I det hele taget har jeg fået en ordentligt los i hjernen i dag, og jeg er faktisk rigtig glad for, at jeg gjorde det. 
Så efter en times træning og 6 kilometer på cyklen, drog jeg glædeligt hjem. Jeg spiste lidt mad og tog en (lang) lur. Og her til aften afsluttede jeg denne dejlige dag, med en aftentur i det varme oktobervejr. Hvor månen var så orange og med mønstre, så den nærmest lignede et græskar på hímlen. Hvor er det en perfekt måne, i sådan en oktober måned. Fantastisk! Så nu vil jeg slutte dagen helt af, med det sidste kig på lektierne, hvorefter jeg vil sove, og være klar-parat til fremlæggelse i morgen.



Carpe Diem!!

søndag den 20. oktober 2013

Træt og doven


Det giver jeg mig selv lov til at være, i dag.
Dog har jeg sat Hera i snor, således at der kan blive luftet rigtig godt ud, mens jeg vasker tøj over i fælles vaskerummet.


I går var jeg til koncert i Store Vega, hvor jeg hørte Lucy Love, og det var en ret så god koncert. Jeg er egentlig ikke fan af hende, men jeg blev inviteret med på grund af vundne billetter. Den mulighed ville jeg bestemt ikke takke nej tak til. Så jeg gjorde mig lidt fin i det, og drog derefter mod det Københavnske, hvor jeg fik et par øl og nød noget anderledes musik. Hun lavede et rigtig godt sceneshow, med dansere og udklædning. Det var rigtig godt! Laser-lys var der også, og en storm-trouper, der snart skal giftes, hoppede også et smut op på scenen. Intimt og hyggeligt, det var hvad det var.
Jeg er ret stor fan af Vega's intime stemning og afslappede måde at føre koncerter på. Jeg har før været til Foster The People og Kaisers Orchestra der, hvilket jeg virkelig også nød godt af! Ja, jeg er ret glad for det spillested.








Lucy Love - det var en rigtig god koncert og jeg hyggede mig virkelig meget. Så jeg er glad for invitationen. Det var en god måde at bruge min lørdag aften på.

Så mens jeg venter på at mit tøj bliver færdig, vil jeg nyde min lade og dovne holdning. Jeg synes sgu det er okay, at jeg ærlig talt ikke orker andet, end at være et dumt og dovent ungt menneske i dag.
I morgen står det atter på skole, hvor projektet skal afleveres, og hvor der skal planlægges fremlæggelse. Når projektet er fremlagt, slutter faget Pædagogik. Næste fag der påbegyndes er Dansk, Kultur og Kommunikation (DKK). Jeg ser frem til at opleve det. Det virker som et spændende, men tværfagligt fag. Interessant.
Jeg håber at alle andre gør lige hvad de har lyst til, sådan en grå dag som i dag. 


Carpe Diem!

torsdag den 17. oktober 2013

At få noget ud af livet


Jeg sidder her, en torsdag aften i min islandske sweater, natbukser, hyggestrømper og smager lidt på livet. For jeg skal sgu have noget ud af det, mens jeg lever. The Bucket List er en suveræn film, som jeg for nyligt har set. Den har smittet mig med livsbekræftende tanker. Jeg lever kun dette ene liv, og det skal jeg sgu have noget ud af. Jeg kan sove når jeg bliver gammel - men jeg skal også trække vejret, og leve i nuet. Én dag ad gangen.
Her til aften deltog jeg i noget meget givende, for mig selv. Noget jeg før har været med til, mens slet ikke på samme måde, som her til aften. Jeg har alt for længe gået og været 'missisk' (et selv-opfundet udtryk, der betyder at jeg er i et gråt og mystisk humør). Jeg har ondt af mig selv, ser ned på mig selv, kan ikke rigtig finde hoved og hale i min tilværelse. Jeg føler jeg konstant vælger forkert, eller at jeg bør løbe ad helvedes til. Til tider har jeg blot et behov for at stampe i gulvet som en eller anden forkælet møgunge, der ikke får sin vilje. Eller jeg har blot lysten til at grave mig helt ned under dynen (ja, og madrassen), hvor ingen kan se mig. Gemme mig væk fra sandheden og virkeligheden. Jeg har det ofte med at springe fra i sidste øjeblik, eller græde, når tingene ikke går som de skal. Det jeg har fundet ud af er, at jeg er et voksent barn.
Men det vil jeg ikke kun stemples for. For hvad så med Misse, eller Michelle? Datter, søster, veninde? Jeg er studerende, kollega, storesøster, lillesøster. Jeg er mange ting. Jeg er alt for mange ting, til tider. Men problemet er nok mest: Hvornår er jeg 'mig'?
Jeg ved ikke altid hvad vej jeg skal gå, eller hvad jeg skal tro på. Jeg kan stresse små situationer op, og flippe helt ud. Jeg kan mistolke hændelser og tænke "mig, mig, mig". For hvorfor går det ud over MIG? Jeg er en egoistisk, lille personlighed, der vil have, at jeg er det perfekte væsen, med perfekte egenskaber. Jeg vil kunne det hele. Stræber efter perfektion, men fejler oftest (ja, nærmest hver gang). Hvorefter jeg sørgmodigt og stortudende lægger mig i sengen, og giver op på mig selv og hele verden. For jeg fejlede jo - jeg var ikke perfekt. Jeg er ustruktureret. Jeg er elendig til at holde ro og orden i mit eget hjem. Jeg er elendig til at klare diverse simple opgaver. Men nej, faktisk er jeg det ikke. Og nu har jeg taget en bid af æblet og sprunget ud i en lyst til at leve.
F.eks. så er jeg så heldig, at jeg har en familie og venner der støtter godt op omkring mig. Samtidig har jeg en energi, som - når jeg ser positivt på livet - kan hjælpe mig vildt godt igennem tilværelsen.
Jeg er dygtig (hvis jeg virkelig vælger at tro på mig selv) med et kamera. Jeg kan tage billeder der ser godt ud. Jeg er nogenlunde klog og kløgtig. Især når jeg selv vil det.
Men jeg er også distræt. Jeg bliver lidt distraheret. Jeg elsker elektronik, bloggnig, facebook, instagram og andet gøgl, som skaber fokus, reklame og  ytrings muligheder.
Jeg har taget tyren ved hornene og sat mig for, at jeg skal dette hver torsdag. Jeg krydser fingre for, at jeg er kvinde for at holde det.


I dag har jeg været på arbejde, hvor jeg tur-retur har cyklet 14 kilometer. Bagefter tog jeg turen frem og tilbage, der i alt har været på 6 kilometer. Det vil sige jeg har cyklet små 20 kilometer i dag. Det har skabt noget plus-plus i min hjerne. Og nu har jeg sgu tænkt mig at stå tidligt op, og tage i fitness-center i morgen tidlig, før arbejdet. Hvorefter jeg vil holde weekend med maner! Og nyde at jeg skal sove længe lørdag, hvorefter jeg skal til Lucy Love koncert. Fordi jeg kan, fordi jeg er en heldig kartoffel, men også fordi jeg blot er et menneske. Med knald i låget og en dysfunktionel barndom, der har påvirket mit voksen-liv og dermed gjort mig til et voksent barn. Ligesom mange andre mennesker. Hvilket jeg fandt ud af, her til aften. Hvilket har efterladt mig med en sindsstemning af alt muligt. En forståelse af, hvorfor jeg er, som  jeg er. Men samtidig også en følelse af, at jeg er pisse træt af etiketter. For hvorfor skal jeg både være ramt af angst, stress, depression og være en barn af en dysfunktionel familie? Det er da bare pis og papir. Det er skide tarveligt, og det er ikke noget jeg skrev under på, ved fødslen.
Men jeg er den sensitive, ustabile, usikre, idiotiske, egoistiske, selvviske person, jeg nu engang er. Med rummelighed når overskuet er til det. Jeg er katteejer, jeg er studerende, jeg er arbejdende og jeg er en brokkerøv, som ønsker at have det godt. Og lige netop nu, denne torsdag aften, jamen der har jeg det faktisk godt. Jeg er elsket, jeg har et liv. Jeg har en lejlighed, jeg har min kat. Jeg har et arbejde, jeg har elektroniske ting i mit liv, som jeg føler mig glad ved. Jeg har en uddannelse og jeg har en fremtid. Jeg er noget og jeg er ved at blive til mere. Mest af alt, så er jeg sgu bare et menneske, der ikke kan meget mere, end mennesker som jeg selv, kan. Og det må jeg erkende og acceptere.
Uha, hvor er dette rodet. Men det er fordi min hjerne kører på højtryk, og jeg må indrømme at det sgu ikke er gennemlæst. Beklager for gentagelser. Men direkte splat er det jeg er bedst til. En lang køre, som ikke er gennemtænkt, men en her-og-nu-følelse.
Det er hvem jeg er. Jeg er en blogger og jeg er amatørfotograf. Jeg elsker at skrive, tegne og tage billeder. Jeg elsker at læse og se film. Jeg elsker at danse. Høre musik.
Ja, og så er jeg røgfri på 18. uge. Hvilket også er helt fantastisk og opløftende. Jeg er også i gang med at stoppe med neglebidderiet. Det vil faktisk sige, at jeg er ved at skabe selvdisciplin. Jeg er i gang med at skabe orden i mit liv. Kontrol. Neglebidning, rygning.. Ja, nu mangler jeg bare orden og lektielæsning. Men én ting ad gangen. Jeg skal lige klare det ene, før jeg kan klare det andet. Og jeg har da noget at være stolt af! 
Så nu vil jeg slutte denne aftens indlæg, i min islandske sweater. Med glæde i mit liv. Jeg er i dette øjeblik lykkelig. Velkommen til mig selv. Tak for i aften.

Carpe Diem!

mandag den 14. oktober 2013

torsdag den 3. oktober 2013

Grønt


Jeg er stor fan af farven grøn, hvilket vises tydeligt i mit hjem. Ikke i det store hele, men der er nogle små detaljer der udgør det. 
Blandt andet min fine stumtjener der lidt skal forestille et træ, og som er så rar at have. Den er desværre ikke så nem at se, når mit tøj hænger på den, men jeg synes simpelthen den er så fin, at den fortjener at blive vist frem.



Billedet er redigeret, da lyset var elendigt. Men det viser stadigvæk hvor fin stumtjeneren er.

Derudover har jeg min højt elskede (og alt for dyre) loftlampe, som jeg er vildt forelsket i. Det var kærlighed ved første blik, og derfor måtte jeg også bukker under for prisen. Den hænger fint ude i mit køkken nu, og lyser aften-tiden op. Wauw, hvor er jeg helt vild med den. Den er øm og i nogens øjne, nok også grim. Men jeg er forelsket i den, og vil altid være!



Før jeg flyttede for mig selv var jeg også ejer af et gammelt malet spisebord. Det var mørkegrønt og havde kostet 200 kroner i en genbrug. Jeg savner det til tider - det var så skønt og grønt!
Hjemme hos mine forældre står der også en mørkegrøn to-personers sofa, som jeg forhåbentligt får igen, en dag. De synes ikke selv om den, men jeg vil ikke af med den. Den er pragtfuld! Jeg har desværre ikke plads til den, her hvor jeg bor nu. Ellers var den også blevet en del af mit hjem.

Så har jeg i dag også købt mig en mørkegrøn jakke. 


Så nu er jeg forhåbentligt snart klar til vinterperiodens kolde stunder. Det bliver spændende at se, om den var pengene værd. Personligt synes jeg, at den er rigtig fin! Den har dog "pels" på hætten, hvilket jeg ikke er synderligt fan af. Heldigvis kan det tages af. Jeg må lige se det an. Jeg er i hvert fald glad for købet. Den kostede 550 kr. i Vero Moda. Det blev i stedet for den anden, lidt finere model, som jeg havde set på (og også skrevet om i et tidligere indlæg). Den kostede 800kr. og var lidt mere "elegant" og "damet". Men jeg synes nu den her er ret fin, billigere og virker mere.. Robust.




Til slut vil jeg bare give jer lidt af min Hera:



Som satte sig så fint, så fint ved siden af min skønne stumtjener. Hun er simpelthen en lille model-kat til tider. Skørt.

onsdag den 2. oktober 2013

With Canon, you can! Og andet rart.



Hvilket jeg inderligt tror på. Mit kæreste eje, mit Canon EOS 350D spejlrefleks har længe strækket, grundet alderdom. I dag forsøgte jeg at oplade batteriet, for derefter at tænde kameraet. Det viste sig sørme at virke! Jeg har læst mig lidt til, på google, at det ofte trænger til et hvil, i en længere periode. Og det har det så sandelig også fået nu, på omkring en måneds tid. Åh, men jeg har været fortvivlet. Min hobby er blevet stillet med mit sørgelig iPhone kamera, som er et fint substitut for billedtagning, men på sigt og i det hele taget, slet, slet ikke kan måle sig med mit Canon. Jeg ved godt, at det er en ældre sag, som jeg arbejder med, men det er sgu så fantastisk. Jeg er meget, meget glad for det, og synes ikke at kvaliteten er så ringe endda. Jeg skal have sparet sammen til et Canon 550D, som jeg har lidt i kikkerten, men indtil da er jeg bare super lykkelig over, at min old-school spejlrefleks med batteri grib, stadigvæk fungere. Vi bliver jo alle gamle og grå en dag, og må stille træskoene. Men jeg er ikke klar til at miste mit skønne, skønne kamera. Som jeg har fået af min kære far, faktisk.

Desværre holder batteriet ikke så lang tid ad gangen, så det skal lige lade lidt. Jeg forsøgte mig ellers med et efterårs tema, men batteriet gik ud midt i det hele. Jeg ved ikke, om det er fordi det ikke var ladet 100 % op, eller dets dage er talte. Men nu giver jeg det lige lidt ro, med mere opladning og pause. I mens vil jeg fordrive tiden med lidt New Girl. En serie, som jeg virkelig har forelsket mig i! Jeg er nået til Sæson 2, og det er bare skønt at følge med i. Jeg synes Zooey Deschanel er suveræn og enormt kær. Ja, og så er serien bare fuld af humor og harmoni. Jeg er generelt fan af de to søstre, Emily og Zooey Deschanel.


Jeg fulgte også meget med i serien Bones, en overgang, men har desværre ikke afsluttet den. Faktisk overvejer jeg at påbegynde den igen, snart. Men først skal jeg lige fuldende New Girl. 

Hvem kan andet end at elske Jess? 




mandag den 30. september 2013

Vaner


Så er der gået 4 måneder / 16 uger i mit liv som røgfri. Jeg er simpelthen så glad på mine vegne! Jeg har klaret det rigtig godt synes jeg selv. Ingen erstatnings substitutter, eller erstatnings nikotin. Jeg drømmer til tider, at jeg ryger en smøg, hvorefter jeg vågner op og har det elendigt. Men når jeg vågner og ved, at det bare var en drøm, så er jeg titusinde gange gladere! 

Videre i mit dårlig-vane-forløb har jeg klaret nogle uger uden neglebidning. Og jeg klarer den nogenlunde.


De får i hvert fald lov til at vokse og de har fået et mere girly look. Pink neglelak, så jeg rigtig kan føle mig feminin med mine ellers korte negle. Det er så godt! Jeg tror jeg er på vej ind i en ny fase i mit liv, hvor jeg tillader mig selv at vøre "fin". Det er en ret så mystisk oplevelse! Men det går ganske godt. 

Carpe Diem!