tirsdag den 11. december 2012

Morbror

8 dage er gået, siden den tragiske ulykke sendte en bølge af passiv sorg hen over min familie. Aldrig havde jeg regnet med, at noget så syret kunne ske for os. Jeg har hørt om mange trafikulykke, hvor personer dør. Men aldrig har jeg følt sådan en smerte. Min elskede morbror ligger på Rigshospitalet med slanger og maskiner forbundet til sin krop.
Vi alle går med et håb dybt inde, men samtidig må vi også forholde os til døden. For den står og stirrer os lige ind i ansigtet. Det er skræmmende.
Min morbror er nok den person, jeg altid har set allermest op til. Jeg kan slet ikke sætte billederne af ham, minderne, sammen med den mand der ligger i hospitalssengen. Det er så uvirkeligt, ekstremt sørgeligt.
Jeg er vred. Hvordan helvede kunne det ske? Hvorfor fanden skulle det gå så galt. Det er det værste lort jeg nogensinde har oplevet. Jeg har oplevet meget død og ulykke i mit liv - og for nogen er det her nok ingenting. Men jeg har synes ikke at det er i orden. Aldrig har jeg kendt nogen, der elskede sit liv så højt, som han elskede sit. Jeg er inspireret af ham. Han er det mest livs inspirerende jeg nogensinde har set.
Wauw, hvor er han fantastisk. Min morbror anerkender mig. Han har opfordret mig til at skrive. Jeg kan huske hvordan han altid bad mig sende e-mails til ham, om mine skriverier. Hvad jeg havde formået at udføre. Jeg er så glad for, at han har taget så godt i mod min passion.
Er der nogen jeg vil udleve min drøm for, så er det ham.

Jeg tænker på de tider hvor han var ude at rejse. Hvordan jeg elskede at hente ham i lufthavnen. Eller alle de ferier vi har været sammen på. Dengang Hugo blev født - hvilken stolt kusine jeg er!!
Jeg elsker den mand og hans familie så inderligt højt. Jeg ser op til ham og jeg vil så gerne være som han. Han er fantastisk!

Det hele går i spåner nu. Det hele går i stå. Vi er fortvivlede, forvirrede og sidder bare i en afventende position. Hvilken vej skal vi gå? Hvad nu hvis han overlever, men bliver handicappet eller en grøntsag resten af sit liv? Hvad er det mest værdige for ham? Hvad ønsker vi selv?
Der er så mange etiske dilemmaer på spil samtidig. Jeg ved, at det han ønsker for os, er lykke.
Nu tænker jeg på den dag, jeg spontant besøgte ham, sammen med Kalle. Vi havde været på Assistens Kirkegården og jeg ringede til ham, for at høre om han var hjemme. Hvilket ham og hans kone var. Vi besøgte dem, spiste lidt frugt og drak kaffe. Hvor er jeg overdrevet lykkelig over, at vi tog den beslutning.
Noget andet er... Jeg har længe haft et problem med at flytte herind til København, Men noget af det der holdt mig oppe var, at han bor herinde.
Nu krakelerer det hele atter en gang. Jeg vil bare så gerne have ham tilbage. Åh, den sorg, den smerte. Den tilstand af passivitet. Hvad skal der blive af os?
Jeg har lovet ham, at uanset hvad, så skal vi nok komme videre. Men lige nu kan jeg ikke se hvordan.
Det er som om, at smerten skriger os ind i hovedet. Hver gang jeg erkender, at det virkelig er min morbror, der ligger der i sengen... Så går jeg i stå. Så presser tårerne sig på, og jeg har lyst til at smide mig på gulvet, som et skrigende barn. Jeg vil have min vilje, jeg vil have min morbror tilbage!!!!!!!

Jeg vil have flere ferier til de varme lande, jeg vil have flere fødselsdage. Jeg ønsker flere juleaftenener og julefrokoster. Du skal jo også se Nadja med studenterhuen på! Hvad med Hugs' første skoledag? Du har snart fødselsdag. Kan du ikke huske at jeg skrev til dig, at du bliver 40 om et år?!
Jeg mangler dig til at drille mig. Jeg savner dig til at give mig gode tips om skrivning eller hvordan du altid har givet mig gode bøger. Du har den fedeste musiksmag og du ser pisse sej ud! Kom nu tilbage til os. Vi savner dig.....








Ingen kommentarer:

Send en kommentar