fredag den 28. december 2012

Endnu en smertens dag.

Den 3. December blev du kørt ned. Den 11. døde du. Den 21 blev der holdt bisættelse. Den 24. manglede vi dig, alle sammen. I dag, den 28. skulle du være fyldt 39.
.... 39 år, det er simpelthen så ufatteligt, dybt ubæreligt og meget umenneskeligt. Jeg kan slet ikke forstå det, på trods af, at jeg ved du ikke deltager hos mormor og morfar i dag. Det smerter i mit hjerte, at det fra nu af kun er Helene, Hugo og Osvald. Aldrig mere dig. Aldrig mere jer.
Tårerene triller, men det skal de have lov til, for sådan er det.

Jeg tænker på dig. imens Band Of Horses blæser ud af højtalerne på Nadjas værelse. Jeg venter på, at det hele blot er en drøm.
Jeg drømte om dig forleden. Om hele situationen. Du var blot forsvundet, fordi du var taget til et andet land, for at finde den perfekte julegave til Helene. Men da jeg vågnede, vidste jeg, at det hele var ønsketænkning. At du blot ikke var til at komme i kontakt med, ligesom dengang du rejste til Kina, med hende.

Smerten er ikke til at forstå, og jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal gøre af den. Jeg skriver i min dagbog for at komme i kontakt med dig. For at fortælle, at alting bliver godt.
Men jeg komme tættere på dig, når jeg hører den musik, som du elskede så højt. Og i dag skal jeg se dine sønner. Hvor tæt på kan jeg ellers komme? Ja, ud over min egen mor, eller mormor. Vi samles for at minde dig.

Det hele er uvirkeligt. Meget. Men jeg er sikker på, at hele min familie og jeg, nok skal få tilværelsen til at blive lettere. Vi har mistet vores eget kød og blod, så brat. Så ekstremt brat.
Jeg tænker tit på, hvor tragi-komisk det er, at dit liv stoppede med 70+ km i timen. Du gjorde noget af det, du elskede mest. Hørte musik, mens du løb. Kan det være en smukkere død? Ja, egentlig nok. Men vi alle var der. Vi så dig på hospitalet. Knugede din hånd, aede din kind, kyssede din kind, græd for dig.
Og da sygeplejersken lige så smukt åbnede vinduet, så din sjæl kunne flyve ud, var jeg rørt. Det var så fantastisk smukt.
Jeg er glad for, at jeg deltog til det sidste.
Må du passe godt på os alle sammen. Så skal vi nok sørge for at passe godt på hinanden. Dine sønner, din kone, dine forældre og søster.

Du vil altid være i vores hjerter. Du vil altid være i musikken, i minderne og i dine drenge.
Lad dem vokse op med en del af dig, i sig.

Og Henrik...
Jeg skal nok få skrevet en bog! Det lover jeg dig! Uanset hvor meget bog det end bliver, så er jeg nu blevet besat af tanken om, at færdiggøre et litterært værk.
Uanset hvor litterært det bliver. Uanset hvor klog jeg nogensinde kommer til at lyde, så vil jeg fuldende det værk, som du altid har støttet mig i, at få påbegyndt.

Tak.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar