tirsdag den 18. december 2012

En stillestående morgen

Musikken toner ud af højtalerne på radioen, jeg har for en gang skyld sovet længe og jeg har okay med tid forude. Dog føler jeg ikke rigtig, at humøret passer til situationen. I går havde jeg en meget presset dag, hvilket nok skylder den kommende begivenhed. Min morbrors begravelse. Jeg har haft en rigtig god weekend. Fredag til mandag har gået rigtig godt og jeg har haft det skønt. Men nu synes jeg igen, at følelserne maser sig frem og det hele bliver en anelse sørgeligt. Jeg er inderligt ked af det. Selvfølgelig skal jeg ikke holde følelserne tilbage, eller prøve at ignorere tårerne. Men nu er der gået lidt tid, så jeg prøver at holde igen, så meget som muligt, indtil fredag. For hvis jeg kan få en nogenlunde stabil uge, med arbejde og hverdag, inden juleferien, så er jeg noget "sikkert" i mål. Jeg glæder mig virkelig til juleferien. Der er sket så mange ting, både positive og negative, som har sendt mit liv ud i en følelsesmæssig rutschebane.
Når jeg tænker på, at det virkelig er min morbror, som aldrig nogensinde kommer igen, presser tårerne sig atter på, og maven knuger sig sammen. Jeg er så forbandet vred! Det er så utilgiveligt, alt sammen, men der er ikke nogen at påføre skylden. Det bliver den sværeste begravelse, nogensinde, i hele mit liv. Det er den forkerte person der er gået bort. Det er så uvirkeligt, at netop han er taget fra os. At netop min morbror skulle ende i sådan en ulykke. Men det er jeg nok ikke den første der har tænkt. Nok heller ikke den sidste. Det er så underligt at skulle forholde sig til, aldrig nogensinde mere, at mærke ham fysisk. Aldrig nogensinde mere, at høre hans jokes, hans musikfortællinger, eller i det hele taget bare at have en samtale med ham.
Alting føles så langt væk og jeg kan faktisk ikke rigtig huske hvordan hans stemme lød. I det hele taget bare at skulle benævne ham i dato, smerter. Jeg bliver ved med at snakke om ham i nutid, når jeg taler om ham. Men alt dette laver bisættelsen nok om på. Åh, altså. Det kære liv. Det kan slutte noget så brat, uden nogen form for forberedelse. Kærligheden har sværere ved at slutte, hvorefter man står tilbage med et pokkers smertende sind. Men vi må være så stærke som vi kan, så sårbare som vi vil. Vi må være tro mod os selv, lytte til os selv, være der for hinanden og nyde hverdag, som var det den sidste.
Livet går videre, men nogen gange er det svært at se, hvordan pokker man selv skal kunne følge med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar