tirsdag den 4. december 2012

Den dag tiden stod stille


"Det sker aldrig for mig". Sådan følte jeg det, da min mor ringede i morges. Hun fortalte, at min (højt elskede!!!!) onkel, i går aftes blev kørt ned. Tilstanden er kritisk. Lige nu har jeg lyst til at ligge mig ned og bare græde. Græde, græde, græde. Jeg kan slet ikke forstå det. Han har det dårligt. Han ligger i koma, har brækket knoglerne i kroppen og har en ventil i kraniet. Hvordan helvede kunne det ske? Jeg elsker ham virkelig højt. Jeg har aldrig ønsket ham noget dårligt.
Egentlig ved jeg ikke hvorfor, men jeg har altid set ham som et af mine største lyspunkter, i mit liv. Han er min store guide i livet. Jeg ser op til ham.
Jeg håber inderligt, at alting kommer til at ende godt. For jeg vil ikke have, at der sker ham noget. Ikke mere negativt, end det er nu.
Jeg ønsker for hans familie - min kære tante og fætre -, at alting ender lykkeligt. Ligesom på film! Jeg forstår det endnu ikke. De gange hvor tanken når dybt, der springer tårerne frem. Jeg har grædt rigtig meget i dag.
Min søde mor, mormor og morfar har det også skidt. Det hele er noget værre lort, rent ud sagt.
Jeg er vred, frustreret, magtesløs. Jeg vil rigtig gerne ind og besøge ham, men han har ser ikke særlig godt ud. Jeg vil også gerne se min mor, men det har jeg heller ikke. Jeg tog på arbejde, for ligesom at få tankerne lidt væk. Men det er ikke blevet meget bedre. Suk. Jeg er så vred. Vred over, at det er sket.
En vrede, som ikke kan sendes ud på nogen... Jeg kan ikke rette min irritation på nogen som helst.
Det er det værste.
Jeg er led og ked af det. Det er pinefuldt. Især også fordi jeg ikke ved hvad der kommer til at ske. Lige nu står tiden helt stille og vi er alle forventningsfulde. Intet godt, intet dårligt. Bare helt stille. Det er sådan en stilhed, som nærmest skriger ind i ørerne på en. Den står helt oppe i ansigtet, og man kan ikke undgå den. Den smerter og hjertet jamrer.
Jeg er inderligt ked af det.
Kære onkel.
Jeg elsker dig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar