mandag den 31. december 2012

Slutningen

Nytårs aften eller nytårs aftens dag, er dagen hvor et kalenderår slutter, og hvor et andet påbegynder. Dommedag var blevet påkaldt, men hvordan skulle det egentlig forstås? For Mayaerne, tænker jeg, at det ikke var enden på alt liv, men nærmere en ny start. År 0.
På den led kan vi også kalde år 2013 for vores år 0. En ny start? Fra min personlige vinkel vil jeg kalde alt dette for en ny start. Idet min morbror gik bort den 11. December - fandens fødseldag. Og selvom denne dag, intet har med nogen tro at gøre, i forhold til betaling af renter og afdrag, så føler jeg, at det passer godt. For på fandens fødselsdag (i min overtro), blev min kære morbror nødt til at sove ind. Samtidig blev han kørt  ned, selv samme dag hvor min niece blev født. Livets cyklus.
Ikke nok med det, som blev min morbror begravet den dag, hvor "dommedag" blev lovet. På trods af, at troen på dommedag, ikke rigtig var der, men netop kalendercyklussen, der startede forfra. Ergo starten på noget nyt. Vores liv er ændret på én gang, hvilket altid vil kunne mærkes.

Denne sang får mig til at tænke på min lillesøster.
På den anden side giver den mig en mening, med min morbrors pludselige død.


Det er uforståeligt og ikke rigtig fattet endnu. På trods af, at han ikke deltog på sin egen mærkedag, og ej heller var til stede juleaften. Så har jeg endnu ikke forstået det. Men det er også på grund af alle disse chok-bølger der bliver ved med at mase sig på. Vi får aldrig Henrik tilbage og vi vil altid stå tilbage, med tilbagevendende smerte. Men inderst inde, så er han her. Det er jeg sikker på. Derfor er der også noget særligt ved, at hans liv endte på netop dette tidspunkt. Jeg ser på det, som noget smukt.
Og han vil følge os i den nye cyklus. År 0 er startet. År 0, fordi vores liv skal starte forfra. Vi skal lære at overleve på en utraditionel måde. Vi skal lære at leve videre, med en smerte så ubærlig. Hvilket ikke er til at fatte, men samtidig en vigtig påmindelse om, at ikke alting kan foregå på sædvanligvis.
At et menneske så smukt og godt, i vores positive optik, kan blive revet fra os så brat, er nærmest et mareridt. Men samtidig også livsbekræftende. Vi bliver nødt til at leve livet med større omtanke og næste kærlighed. Bagateller er fortid. Det handler om at springe ud i livet, med åbne arme og vidde vinger.
Jeg er sikker på, at der sker noget helt særligt. Om det så er en minimal ting for andre, så er det noget stort for hver enkel.

Men nu er det enden af endnu et år. Det blev enden af 2012 og alle har noget at sige, gøre eller lignende. Det er jo også en begivenhed, verden over, som bliver fodret. Det er en festivitas, som alle er en del af. Enten som baggrundsstøj eller frontfigur.
Vi samles i vores fineste puds, for enten at finde den eneste inde, drikke sig i hegnet, kysse vores elskede, springe ind i det nye år med vores familie/nærmeste, lykønske venner og veninder, feste natten lang, skyde fyrværkeri af, spray barberskum hist og her, med videre.
Nytårsaften er en sand festbombe, hvor man mikser alkohol og mordvåben på det vildeste. Cigarer, champagne og chokolade pryder aftenen. Alt i alt bliver det en vild aften med knald, brag og kulør. Det bliver for nogen det hyggeligste og en fest.

Alt i alt vil jeg bare ønske alle en enorm god dag, med lykke og glæde. Kærlighed og venskab. Endvidere håber jeg, at fornuften vinder over lysten således at man har hjernen med sig.
For er der noget jeg hader, så er det fyrværkeri.

Må Carpe Diem tages med ind i det nye år, med stor iver.
Må vi alle få en god start.
Vi byder dig velkommen, 1. Januar 2013. 

fredag den 28. december 2012

Endnu en smertens dag.

Den 3. December blev du kørt ned. Den 11. døde du. Den 21 blev der holdt bisættelse. Den 24. manglede vi dig, alle sammen. I dag, den 28. skulle du være fyldt 39.
.... 39 år, det er simpelthen så ufatteligt, dybt ubæreligt og meget umenneskeligt. Jeg kan slet ikke forstå det, på trods af, at jeg ved du ikke deltager hos mormor og morfar i dag. Det smerter i mit hjerte, at det fra nu af kun er Helene, Hugo og Osvald. Aldrig mere dig. Aldrig mere jer.
Tårerene triller, men det skal de have lov til, for sådan er det.

Jeg tænker på dig. imens Band Of Horses blæser ud af højtalerne på Nadjas værelse. Jeg venter på, at det hele blot er en drøm.
Jeg drømte om dig forleden. Om hele situationen. Du var blot forsvundet, fordi du var taget til et andet land, for at finde den perfekte julegave til Helene. Men da jeg vågnede, vidste jeg, at det hele var ønsketænkning. At du blot ikke var til at komme i kontakt med, ligesom dengang du rejste til Kina, med hende.

Smerten er ikke til at forstå, og jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal gøre af den. Jeg skriver i min dagbog for at komme i kontakt med dig. For at fortælle, at alting bliver godt.
Men jeg komme tættere på dig, når jeg hører den musik, som du elskede så højt. Og i dag skal jeg se dine sønner. Hvor tæt på kan jeg ellers komme? Ja, ud over min egen mor, eller mormor. Vi samles for at minde dig.

Det hele er uvirkeligt. Meget. Men jeg er sikker på, at hele min familie og jeg, nok skal få tilværelsen til at blive lettere. Vi har mistet vores eget kød og blod, så brat. Så ekstremt brat.
Jeg tænker tit på, hvor tragi-komisk det er, at dit liv stoppede med 70+ km i timen. Du gjorde noget af det, du elskede mest. Hørte musik, mens du løb. Kan det være en smukkere død? Ja, egentlig nok. Men vi alle var der. Vi så dig på hospitalet. Knugede din hånd, aede din kind, kyssede din kind, græd for dig.
Og da sygeplejersken lige så smukt åbnede vinduet, så din sjæl kunne flyve ud, var jeg rørt. Det var så fantastisk smukt.
Jeg er glad for, at jeg deltog til det sidste.
Må du passe godt på os alle sammen. Så skal vi nok sørge for at passe godt på hinanden. Dine sønner, din kone, dine forældre og søster.

Du vil altid være i vores hjerter. Du vil altid være i musikken, i minderne og i dine drenge.
Lad dem vokse op med en del af dig, i sig.

Og Henrik...
Jeg skal nok få skrevet en bog! Det lover jeg dig! Uanset hvor meget bog det end bliver, så er jeg nu blevet besat af tanken om, at færdiggøre et litterært værk.
Uanset hvor litterært det bliver. Uanset hvor klog jeg nogensinde kommer til at lyde, så vil jeg fuldende det værk, som du altid har støttet mig i, at få påbegyndt.

Tak.

lørdag den 22. december 2012

En lille, kærlig jul

Så blev det den 22. December. En dag hvor vi vil fejre jul hos min far og den side af min familie. Vi samles og glædes, med skinke, brunkartofler, grønlangkål, sovs og kartofler. Mmmhh!! Det er så skønt, at på trods af tragedien, så ser altin stadigvæk lyst ud. Stjernerne lyser endnu. I aften bliver en lille juleaften, med hygge, kærlighed, skønt selskab med videre. Uha, så er der jo også pengepungens mareridt: Gaverne! Jeg glæder mig tiæ den skønne hygge, sammen med Kalle, min søster, brødre og resten af familien. Må alle andre have en skøn 22. December! For det er jeg sikker på, at vi får. Vi mindes, savner, elsker og nyder.

Rigtig glædelig jul!
Carpe Diem

fredag den 21. december 2012

Afsked

Alting føles så underligt. Men samtidig så føles det hele allerede lettere. Dog stadigvæk utilgiveligt og uacceptabelt. For min morbror kommer aldrig tilbage. Mine fætre får aldrig deres far tilbage. Det er slet ikke til at forstå. Jeg ser på min mor, mormor og morfar. Jeg ser på familien. Smerten lyser klart og tydeligt. Men som præsten sagde.. Sorg er kærlighed, som man ikke længere kan komme af med. Jeg vil savne min morbror til evig tid. Familien er det eneste vi har tilbage af ham. Og hvilket fantastisk minde! Mine skønne, små fætre. Min vidunderlige mor, som fra nu af er "enebarn". Jeg kan slet ikke forestille mig, at miste min lillesøster. Hun er noget af det bedste! Men i denne smertens tid, der har vi hinanden.
Henrik har givet mig en masse redskaber - noget jeg aldrig nogensinde vil glemme. Han har været livsbekræftende. For mig er det endnu mere livsbekræftende nu. For på trods af død, sorg og enorm smerte, lægger jeg nu mærke til al den kærlighed der findes. Det er vidunderligt at tænke på, hvor meget familie egentlig betyder. Jeg elsker min familie ❤ højere ens højest!
Må dette ikke kun skabe sorg, fortvivlelse og smerte, men også skabe kærlighed, omsorg og positiv tænkning, om fremtiden.

 Hele dette indlæg virker nok lidt rodet. Jeg skriver på min telefon, da jeg synes jeg skulle skrive lidt, men ikke har nogen computer. Derfor undskylder jeg stavefejl.

Jeg føler med min familie, vennerne af Henrik og hans familie, og alle andre, som er i sorg. Må vi alle konme udnpå den anden side, mere lettede og glade. Men må vi også sørge, være bevægede og græde.
Det hele er uretfærdigt, men vi kan ikke ændre på det.
Tak for en smuk afsked. Morbror, du vil altid være elsket.

tirsdag den 18. december 2012

En stillestående morgen

Musikken toner ud af højtalerne på radioen, jeg har for en gang skyld sovet længe og jeg har okay med tid forude. Dog føler jeg ikke rigtig, at humøret passer til situationen. I går havde jeg en meget presset dag, hvilket nok skylder den kommende begivenhed. Min morbrors begravelse. Jeg har haft en rigtig god weekend. Fredag til mandag har gået rigtig godt og jeg har haft det skønt. Men nu synes jeg igen, at følelserne maser sig frem og det hele bliver en anelse sørgeligt. Jeg er inderligt ked af det. Selvfølgelig skal jeg ikke holde følelserne tilbage, eller prøve at ignorere tårerne. Men nu er der gået lidt tid, så jeg prøver at holde igen, så meget som muligt, indtil fredag. For hvis jeg kan få en nogenlunde stabil uge, med arbejde og hverdag, inden juleferien, så er jeg noget "sikkert" i mål. Jeg glæder mig virkelig til juleferien. Der er sket så mange ting, både positive og negative, som har sendt mit liv ud i en følelsesmæssig rutschebane.
Når jeg tænker på, at det virkelig er min morbror, som aldrig nogensinde kommer igen, presser tårerne sig atter på, og maven knuger sig sammen. Jeg er så forbandet vred! Det er så utilgiveligt, alt sammen, men der er ikke nogen at påføre skylden. Det bliver den sværeste begravelse, nogensinde, i hele mit liv. Det er den forkerte person der er gået bort. Det er så uvirkeligt, at netop han er taget fra os. At netop min morbror skulle ende i sådan en ulykke. Men det er jeg nok ikke den første der har tænkt. Nok heller ikke den sidste. Det er så underligt at skulle forholde sig til, aldrig nogensinde mere, at mærke ham fysisk. Aldrig nogensinde mere, at høre hans jokes, hans musikfortællinger, eller i det hele taget bare at have en samtale med ham.
Alting føles så langt væk og jeg kan faktisk ikke rigtig huske hvordan hans stemme lød. I det hele taget bare at skulle benævne ham i dato, smerter. Jeg bliver ved med at snakke om ham i nutid, når jeg taler om ham. Men alt dette laver bisættelsen nok om på. Åh, altså. Det kære liv. Det kan slutte noget så brat, uden nogen form for forberedelse. Kærligheden har sværere ved at slutte, hvorefter man står tilbage med et pokkers smertende sind. Men vi må være så stærke som vi kan, så sårbare som vi vil. Vi må være tro mod os selv, lytte til os selv, være der for hinanden og nyde hverdag, som var det den sidste.
Livet går videre, men nogen gange er det svært at se, hvordan pokker man selv skal kunne følge med.

mandag den 17. december 2012

iPhone 4s

Jeg er blevet den heldige ejer af en iPhone 4s. Jeg er glad! Legetøj - billeder. Dette oplæg er skrevt via min nye telefon. Så nu kan jeg også blogge på farten. Interessant. Men jeg er endnu ikke ferm med dette nye elektroniske redskab. Dog satser jeg på at blive det, snart. Der er ikke så meget andet at sige til det, egentig. Det er bare rart at have fået en "smart"telefon. Nemt! Jeg ønsker alle en god uge. Inden jul!! -- Michelle

torsdag den 13. december 2012

Sorg



Denne sang minder mig om dig. Jeg hørte den første gang hjemme hos mormor og morfar. Du ville vise mig noget musik, og du valgte denne sang. Dengang vidste jeg ikke hvad "funeral" betød, så jeg spurgte dig. Du svarede "begravelse". Tænk at det bliver din begravelse, der bliver den næste.
Det hele er så urimeligt. Jeg er så bitter og ked af det. Jeg er mildest talt ulykkelig. Vores familie er lammet i sorg. Jeg håber at tingene en dag bliver bedre, for dette er ikke til at bære. Kæreste Henrik, tak for alting. Må der en dag være en mening med din pludselige bortgang. Alt andet er utilgiveligt.

onsdag den 12. december 2012

12.12.12

Vågner op i håbet om, at alting er et absurd mareridt, men i virkeligheden er det en syret virkelighed. Der er ulideligt at tænke på, at han er væk.
Min mors lillebror, min mormor og morfars søn, mine fætres far... Så mange titler..  Så mange følelser. En bedste ven, en elsket søn/bror/mand, en sej far. Puha, hvor jeg synes tingene er mærkeligt, uretfærdige. Jeg savner ham.
Det er slet ikke til at forstå, at han ikke er her mere. Faktisk overhovedet ikke.
Jeg var der, da de besluttede sig for, ikke at holde ham i live længere. Hans krop var slet ikke selvstyrende længere. Det var så trist et øjeblik. For helvede hvor føler jeg det uretfærdigt. Jeg er så ked af det.
En dag så er har vi det nemmere omkring hele situationen. En dag kan vi snakke om ham, uden at græde. En dag så er der latter og glæde, igen. Lige nu er det bare så svært at forestille sig, at livet går videre. Og alligevel overhovedet ikke..

For mit i al sorgen og uroen, så går livet jo videre. Mit i fortvivlelsen og det sørgelige, så går dagene og der sker andre ting, man ikke lige tænker over.
F.eks. er det min anden lillebror Mads' fødselsdag. Han bliver 12 år i dag.



 Det er simpelthen så sejt!! 12 år den 12.12 2012. Jeg synes det er så fantastisk sejt og enormt fedt for ham!!
Så livet går jo videre. Der er andre der får fødselsdage og noget at fejre. Hvilket vi jo også kommer til.

 Ikke nok med det, så blev jeg jo også bonus-faster den 3. December.
Jeg er blevet "faster" - og jeg glæder mig så meget til at se den lille pige. Der er bare sket så meget, at det ikke rigtig har været overskueligt. Men det er så livsbekræftende, at selvom noget dør, så blomstrer noget andet. Jeg ved endnu ikke hvad hun skal hedde, men lille og sød ser hun ud!


Tænk at noget så lille bitte, kan vokse op. Hun er simpelthen så sød på de billeder, som min stedsøster uploader. Åh, hvor er det fantastisk. Min stedfar er blevet farfar. Min stedbror er blevet far og min stedsøster er blevet faster. Min mor er blevet bonus farmor og min søster og jeg er blevet bonus fastre. Åh, jamen livet er jo fantastisk samtidig! Det er så vidunderligt at tænke på.
Mit i sorgen er der også glæder. Mit i sorgen kan man også grine, le og glæde sig. Der er små og store glæder i livet, ligesom at der er små og store sorger.

En dag skal det hele nok blive lettere håndgribeligt. Lettere at forstå og håndtere. Lige nu lader jeg blot smerten bestemme. Lader tårerne få lov til at flyde. For uden dem, kan jeg ikke komme stærkere ud, på den anden side.

Jeg vil altid elske min morbror ufatteligt højt. Han var mit store forbillede.

tirsdag den 11. december 2012

Morbror

8 dage er gået, siden den tragiske ulykke sendte en bølge af passiv sorg hen over min familie. Aldrig havde jeg regnet med, at noget så syret kunne ske for os. Jeg har hørt om mange trafikulykke, hvor personer dør. Men aldrig har jeg følt sådan en smerte. Min elskede morbror ligger på Rigshospitalet med slanger og maskiner forbundet til sin krop.
Vi alle går med et håb dybt inde, men samtidig må vi også forholde os til døden. For den står og stirrer os lige ind i ansigtet. Det er skræmmende.
Min morbror er nok den person, jeg altid har set allermest op til. Jeg kan slet ikke sætte billederne af ham, minderne, sammen med den mand der ligger i hospitalssengen. Det er så uvirkeligt, ekstremt sørgeligt.
Jeg er vred. Hvordan helvede kunne det ske? Hvorfor fanden skulle det gå så galt. Det er det værste lort jeg nogensinde har oplevet. Jeg har oplevet meget død og ulykke i mit liv - og for nogen er det her nok ingenting. Men jeg har synes ikke at det er i orden. Aldrig har jeg kendt nogen, der elskede sit liv så højt, som han elskede sit. Jeg er inspireret af ham. Han er det mest livs inspirerende jeg nogensinde har set.
Wauw, hvor er han fantastisk. Min morbror anerkender mig. Han har opfordret mig til at skrive. Jeg kan huske hvordan han altid bad mig sende e-mails til ham, om mine skriverier. Hvad jeg havde formået at udføre. Jeg er så glad for, at han har taget så godt i mod min passion.
Er der nogen jeg vil udleve min drøm for, så er det ham.

Jeg tænker på de tider hvor han var ude at rejse. Hvordan jeg elskede at hente ham i lufthavnen. Eller alle de ferier vi har været sammen på. Dengang Hugo blev født - hvilken stolt kusine jeg er!!
Jeg elsker den mand og hans familie så inderligt højt. Jeg ser op til ham og jeg vil så gerne være som han. Han er fantastisk!

Det hele går i spåner nu. Det hele går i stå. Vi er fortvivlede, forvirrede og sidder bare i en afventende position. Hvilken vej skal vi gå? Hvad nu hvis han overlever, men bliver handicappet eller en grøntsag resten af sit liv? Hvad er det mest værdige for ham? Hvad ønsker vi selv?
Der er så mange etiske dilemmaer på spil samtidig. Jeg ved, at det han ønsker for os, er lykke.
Nu tænker jeg på den dag, jeg spontant besøgte ham, sammen med Kalle. Vi havde været på Assistens Kirkegården og jeg ringede til ham, for at høre om han var hjemme. Hvilket ham og hans kone var. Vi besøgte dem, spiste lidt frugt og drak kaffe. Hvor er jeg overdrevet lykkelig over, at vi tog den beslutning.
Noget andet er... Jeg har længe haft et problem med at flytte herind til København, Men noget af det der holdt mig oppe var, at han bor herinde.
Nu krakelerer det hele atter en gang. Jeg vil bare så gerne have ham tilbage. Åh, den sorg, den smerte. Den tilstand af passivitet. Hvad skal der blive af os?
Jeg har lovet ham, at uanset hvad, så skal vi nok komme videre. Men lige nu kan jeg ikke se hvordan.
Det er som om, at smerten skriger os ind i hovedet. Hver gang jeg erkender, at det virkelig er min morbror, der ligger der i sengen... Så går jeg i stå. Så presser tårerne sig på, og jeg har lyst til at smide mig på gulvet, som et skrigende barn. Jeg vil have min vilje, jeg vil have min morbror tilbage!!!!!!!

Jeg vil have flere ferier til de varme lande, jeg vil have flere fødselsdage. Jeg ønsker flere juleaftenener og julefrokoster. Du skal jo også se Nadja med studenterhuen på! Hvad med Hugs' første skoledag? Du har snart fødselsdag. Kan du ikke huske at jeg skrev til dig, at du bliver 40 om et år?!
Jeg mangler dig til at drille mig. Jeg savner dig til at give mig gode tips om skrivning eller hvordan du altid har givet mig gode bøger. Du har den fedeste musiksmag og du ser pisse sej ud! Kom nu tilbage til os. Vi savner dig.....








tirsdag den 4. december 2012

Den dag tiden stod stille


"Det sker aldrig for mig". Sådan følte jeg det, da min mor ringede i morges. Hun fortalte, at min (højt elskede!!!!) onkel, i går aftes blev kørt ned. Tilstanden er kritisk. Lige nu har jeg lyst til at ligge mig ned og bare græde. Græde, græde, græde. Jeg kan slet ikke forstå det. Han har det dårligt. Han ligger i koma, har brækket knoglerne i kroppen og har en ventil i kraniet. Hvordan helvede kunne det ske? Jeg elsker ham virkelig højt. Jeg har aldrig ønsket ham noget dårligt.
Egentlig ved jeg ikke hvorfor, men jeg har altid set ham som et af mine største lyspunkter, i mit liv. Han er min store guide i livet. Jeg ser op til ham.
Jeg håber inderligt, at alting kommer til at ende godt. For jeg vil ikke have, at der sker ham noget. Ikke mere negativt, end det er nu.
Jeg ønsker for hans familie - min kære tante og fætre -, at alting ender lykkeligt. Ligesom på film! Jeg forstår det endnu ikke. De gange hvor tanken når dybt, der springer tårerne frem. Jeg har grædt rigtig meget i dag.
Min søde mor, mormor og morfar har det også skidt. Det hele er noget værre lort, rent ud sagt.
Jeg er vred, frustreret, magtesløs. Jeg vil rigtig gerne ind og besøge ham, men han har ser ikke særlig godt ud. Jeg vil også gerne se min mor, men det har jeg heller ikke. Jeg tog på arbejde, for ligesom at få tankerne lidt væk. Men det er ikke blevet meget bedre. Suk. Jeg er så vred. Vred over, at det er sket.
En vrede, som ikke kan sendes ud på nogen... Jeg kan ikke rette min irritation på nogen som helst.
Det er det værste.
Jeg er led og ked af det. Det er pinefuldt. Især også fordi jeg ikke ved hvad der kommer til at ske. Lige nu står tiden helt stille og vi er alle forventningsfulde. Intet godt, intet dårligt. Bare helt stille. Det er sådan en stilhed, som nærmest skriger ind i ørerne på en. Den står helt oppe i ansigtet, og man kan ikke undgå den. Den smerter og hjertet jamrer.
Jeg er inderligt ked af det.
Kære onkel.
Jeg elsker dig!

søndag den 2. december 2012

Batman ♥



Min lillebror Mads har tegnet en rigtig sej Batman!
Faktisk måtte jeg slet ikke få den, men jeg blev så elle vild, at jeg måtte tegne ham en masse tegninger, for at modtage denne.
Jeg skal have anskaffet mig en ramme til den, sådan så det kan komme op og hænge. Jeg er virkelig, virkelig stolt! (Nu skal det lige siges, at min lillebror kun er fire år gammel).
En gang havde jeg kun en lillesøster, men drømte altid om en lillebror og en storebror.
I dag har jeg en storebror, tre lillebrødre, en søster og en lillesøster.
Kunne man være mere rig på familieforøgelse?


2. December. Og hvilken hygge!


Så blev det den anden December. Med sne, drenge-besøg, julestjerne, kalenderlys, kaffe, playstation spilleri, fotografering, julemusik m.v.
Mmm, det er lige sådan som jeg havde ønsket det. Rart, perfekt og dejligt. Vi glemte dog at købe pebernødder, men det kan være, at Kalle kan lokkes til at bage dem, i morgen. *Håber*.
I morgen starter hverdagen atter igen, og det bliver hyggeligt at se, hvad de små tænker om julen. Med de små, mener jeg vuggestue børnene. For de kan nok ikke huske sneen lige så godt, som deres storesøskende, eller de andre børn.
Jeg synes julestemningen har ramt mig anderledes i år. Meget mere hyggeligt. Rigtig med nusseri og charme. Det er herligt!
Som adventsgave har jeg overrasket Kalle med et krus. Ikke, at det er noget særligt, men jeg tænkte, at han nok aldrig har oplevet en genstand med sit navn på.
Derfor synes jeg, at han skulle overraskes med en krus, hvorpå der står Kalle.
Det er bestilt i Korsbæk butikken, i Roskilde.
En rigtig hyggelig (men dyr!) butik, i hjertet af Roskilde gågade. Meget charmerende og gammeldags, med alt muligt nips. Lige en butik for mit hjerte, men ikke for min økonomi. Dog valgte jeg alligevel, at bruge penge på Kalle.
Det er så dejligt med sne og julestemning. Jeg er helt vild med det!
Må det blive en god jul til alle.


Hera har også valgt at lade stemningen brede sig. Og for første gang i mit liv, er min forståelse for katte og garnnøgle blevet gjort til live. Jeg har endelig set en kat, lege med en garnnøgle. Det er da for kært! Min egen sødeste lille Hera.
Hun nyder også at slappe af, i soveværelsetsvinduet, med udsigt ud over gårdhaven og sneen. Hvor er det kært.

Derud over får I også en julestemnings sang med på vejen. Fra dengang jeg var barn!




lørdag den 1. december 2012

December!





Så er kalenderlyset købt. Det er jul! Jeg glæder mig til at fejre det med min familie.
Mormor, morfar, onkel, tante, mor, stedfar, fætre, lillebror og lillesøster.
Det bliver herligt.
Indtil juleaften, vil jeg nyde juledagene sammen med Kalle, i Brønshøj. Åh, hvor det er skønt.
Børnene i børnehaven er også med til at skabe den helt perfekte julestemning. I går blev der også pyntet op i børnehaven. Nisser, lyskæder, stjerner, hjerter og en sprællemand pryder den lille institution. Det er helt fantastisk! Jeg nyder virkelig tiden i børnehaven lige nu.
Jeg er meget hos de ældste, lige fortiden. Det er super dejligt at være sammen med dem. Jeg lærer rigtig meget af, hvordan man skal snakke med ældre børn. Børn med egen mening og forståelse. Det er rigtig sjovt at spørge dem, hvad de tænker om diverse ting.
F.eks. spurgte jeg en pige på 2½ om, hvad kærlighed er. Hun svarede: "Det er når mor er glad."
I går snakkede jeg også om julefarver med nogle af børnene. De forklarede hvilke farver de mener, er julefarver. Samtidig også, hvorfor de synes det.
Blandt andet er gul en julefarve, fordi julemanden har en klokke (som er gul).
Brun er en julefarve, fordi rensdyrene er brune. Så er der også rød, hvid og grøn. På grund af julemandens tøj og hue, skæg og sne og juletræet. Det er vildt spændende at se verden fra børnenes vinkel. På trods af, at de er manipuleret af familie og fjernsyn, synes jeg de har en god måde, at forklare tilværelsen på. Ud fra deres egen vinkel.
Livet er ganske sødt og rart.

Det er også vidunderligt at have første fridag, i lang tid. Jeg har haft weekender, men ikke rigtig slappet af. I hvert fald ikke på samme måde. Egentlig føler jeg, at jeg burde tage op og træne. Fordi jeg har taget alt for meget på.
Jeg spiser ekstremt usundt, rør mig aldrig, er doven og dvask og det hele er en nedadgående spiral.
Men bortset fra udseendet, så har jeg det godt. Og... Ja, det er vel okay?
Men jeg bliver lidt nedtrykt nogle dage, når jeg ser mig selv på billeder eller i spejlet. Og så er det vel egentlig bare om at få gjort noget ved det. Men samtidig så har jeg så svært ved at få sparket mig i gang.
Sådan er det lige nu og her.
Livet bliver gjort mere kompliceret, end hvad godt er, til tider. Skørt.

I hvert fald glædelig 1. December. Hvor er det skønt at det snart er 2013. Hvor er det vildt at året allerede er gået. Hvor er det underligt at der er sket så meget, på så kort tid. Og hvor er det underligt, at jeg "allerede" er færdig med gymnasiet. Jeg kan ikke helt forholde mig til det.
December kommer også til at flyve af sted. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Gaver fylder også en stor, stor del. Suk. Det er skisme da underligt alt sammen hehe.