tirsdag den 13. november 2012

Forandring Fryder

Dagen i dag er gået. Det har været en god dag. Med arbejde (hvor jeg lukkede), og derefter rejsen hjem. Brønshøj - det er nu lækkert!
Der er ikke så meget at skrive, andet end at jeg lever.

Jeg er begyndt at skrive dagbog. En slags journal/dagbog/notesbog. Der er ikke så meget ved den, andet end at jeg har det godt med den. Jeg skriver tanker ned omkring fortid, nutid og fremtid. Det er interessant. Det bruger jeg meget af togturen på. Reflektering, filosofering, undren, tankespind med videre. Faktisk er det rigtig godt. Især for min indre følelse. Jeg tænker tit på det store spørgsmål. Spørgsmålet om livet. Også det den store tanke omkring tid. Tid er relativt, anderledes og foranderligt. Livet er en kæmpemæssig modellervoks klump, som alle prøver at forme, eller ikke at forme, efter bedste evne. Hvad er vigtigst for en selv? Hvad er målet?
Jeg tænker over hvad jeg har været igennem. Mange ting synes jeg faktisk. På trods af mit "korte" liv. Jeg har levet i 21 og et halvt år. Det er efter min mening lang tid, men hvor lang tid er det egentlig? Eftersom at tiden er endeløs og noget vi måler, vejer og vægter højt. Samtidig med, at det faktisk er ingenting. Minutterne, timerne, dagene, månederne, årerne går. Går og går og går. Man kommer længere og længere væk fra det der engang var.
På den ene siden er det ganske godt. Faktisk fornuftigt, ville nogen mene. For jeg har det bedre og får det bedre, jo længere tid der går. Men stadigvæk indhenter fortiden en. Den blusser op. Der kommer savn, tårer og frygt. Frygten for at savne det alt for meget, men samtidig også frygten for at glemme det. Eller at miste den tid og det liv der engang var.
Det sværeste for mig er, at sige farvel. Give slip og komme videre. Og jeg tror det er en ting jeg har med i bagagen. En frygt for at miste, fordi jeg så tit har måtte give slip. Uden selv at have kontrollen. Jeg kan godt lide at have kontrollen - men hvem kan ikke det? Eller hvad? For nogen kan godt lide at give slip. Flyde med, uden at vide hvorhen. Eller blot gribe chancen eller løbe risikoen. Men jeg har altid været forsigtig. Endnu en last?
Last. Skelletter i skabet. Bagage. Rygsæk. Suk, der er så mange synonymer for alt det der findes. Tankerne. Det store helvede, som man slet ikke kan rydde op i.
Jeg har rigtig mange ting, som jeg skal have dannet overblik over. Jeg vil gerne leve et liv, hvor jeg er stolt af mig selv. Ikke har noget at skjule overfor min familie. Jeg vil gerne elske mig selv, højt. Jeg vil gerne gøre ting her i livet, som gør mig glad. Det at være stolt af sig selv, er vigtigt for mig. For jeg har ikke været stolt af mig selv i meget, meget lang tid. Men det føler jeg mere og mere, at jeg kan blive nu. Nu hvor jeg vokser med opgaven. Min opgave er, at passe på mig selv. Se mig selv i øjnene hver dag, og vide, at jeg kan stå ved det.
Jeg vil ikke være provokatør, jeg vil være livsnyder. Hvorfor skal alting handle om at gøre en forskel? Hvis nu forskellen ligger i, slet ikke at gøre en forskel. Eller hvordan skal hele dette mysterium mon forklares?
Jeg lyder nok kedelig. Men jeg er blevet mere "kedelig". Der er kommet ro på drengen og det er noget jeg kan lide. Ikke alle de vilde fester, hvor man beruser sig for at glemme hverdagen. Den anden verden er forlængst pakket sammen. Jeg hiver den frem, som et minde eller en drøm. Men jeg tager det ikke på. Jeg ser på det, beundrer det og tænker, at det er sundt at have med. Som en del af livet og udviklingen. Det er noget jeg kan tage og føle på, mens jeg ser mig selv vokse. Vokse mig stor og stærk.
Endvidere er jeg også taknemmelig over mange ting. F.eks. over min mors måde at håndtere mig på, da jeg var allermest syg.
Da livet var for svært at leve, og det eneste der bandt mig til det, var navlestrengen. Min kærlighed til dem der har lært mig at leve. At min mor skar igennem og sørgede for medicinal behandling og besøgte mig med positive ord. Eller kontaktede mig dagligt. Rosende ord, at jeg var noget værd. Er noget værd. At hun elsker mig og er stolt af mig. Hun er en af de mange grunde. Nok den største, ud over min egen fornuft og viljestyrke, til, at jeg er kommet så langt.
Men alt i alt har jeg mange at takke. Venner, bekendte, og andre mennesker, der har holdt mig ud i min fortvivlelse. Set til mig, været der for mig eller blot holdt ud af være i samme lokale som jeg.
Hold på dit liv og ånd dit vejr. For til tider går tingene skævt, men bøtten vender. I hvert fald for nogen - og jeg er den nogen.
Det er nu lækkert nok, det dersens liv!
Carpe Diem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar