tirsdag den 31. juli 2012

Brækket psyke


http://browse.deviantart.com/?qh=&section=&q=fear#/d37teev

Jeg har i længere tid haft frygt og depression som særlig påvirkning af mit liv, mine reaktioner og mine handlinger. Jeg har været egoistisk, har haft svært ved at føle mig god nok, og min verden har handlet om, hvor meget alle andre kan - i forhold til mig.
Jeg har følt mig indebrændt, bitter og hadsk, samtidig med, at jeg intet har følt. Jeg har set folk dø og selv haft alvorlige tanker derom. Min familie har lidt under det, idet jeg har haft aggressive reaktioner, og i det hele taget negative følelser omkring livet.
Jeg har nærmest været ligeglad med dem der er omkring mig. Familiemedlemmer som skolekammerater. Alle har stået i vejen for mig, alting har været sløret for mig. Jeg har følt mig ensom og alene omkring alting. Intet kunne få smilet frem, i hvert fald ikke det ægte. Jeg har været nærtagende, sårbar og ked af det. Jeg har grædt i flere timer. Angsten er kommet, når jeg var alene. Stilheden gjorde mine tanker tydeligere - og jeg var min egen værste fjende. Jeg kunne nedlægge mig selv, blot ved at gå i baglås. Tanke efter tanke ødelagde jeg mit selvværd og mit syn på verden. Jeg ville bare gerne dø, men turde ikke. For jeg elskede dog min familie nok til, at jeg ikke ville såre dem mere. Jeg følte mig nytteløs og lige gyldig. Samtidig vidste jeg, at min mor knoklede for mig og mit humør. Hun har kæmpet en brag kamp for at vende det hele. Jeg er sikker på, at det værste der kan ske for en forælder, er, når barnet har det skidt. Jeg har haft det skidt. Hver dag i flere år, og det er kun vokset og vokset. Men nu.. Nu kan jeg se en fantastisk ændring. Jeg kan godt nyde regnvejrsdage og tage i mod kritik. Der er dage hvor nedturen kommer. Hvor alting er håbløst og uoverskueligt. Hvor jeg er magtesløs overfor mig selv. Heldigvis ikke i samme grad, som før. Det er blevet bedre og jeg smiler til verden. Jeg ser positivt på mange ting, i forhold for blot et år siden. Jeg har ændret mig den rigtige vej, men samtidig kan jeg godt mærke, at der er lang vej igen.



Jeg nyder at jeg kan overskue min familie. Jeg nyder at høre fra dem. Jeg elsker at besøge dem og prøver at give mig tid til det, fremfor bare at komme, for at være der. Jeg har også lettere ved at være mentalt til stede, og bliver ikke lige så hurtig angst, panisk eller tvær. Det er en fantastisk følelse, at kunne nyde sine søskendes selskab. Jeg har savnet det gamle jeg - faktisk havde jeg helt glemt hvordan det var, indtil jeg kom ud af det. Jeg troede ikke på, at jeg var anderledes. Jeg kunne ikke forstå hvorfor alle var vrede på mig, når det nu var deres skyld, alt sammen.
De opførte sig jo ikke ordenligt, de var sure og de forstod ikke noget som helst. De så ned på mig, holdte mig uden for, spurgte aldrig ind til mig.
Så fandt jeg ud af, at jeg skubbede folk væk, ved at behandle dem dårligt. Jeg skældte dem altid ud, roste dem aldrig for noget, var konstant sur, brokkede mig, var ked af det. Jeg viste aldrig den sande lykke, eller var tro mod deres venskab.
Det har alt sammen ændret sig, og nu tør mine venner lave jokes med mig, uden at jeg mistolker det, tager det personligt eller bliver vred. Det er så rart at være menneske igen, fremfor en angst genstand der sidder i hjørnet og er vred på hele verden.
Nøj hvor har jeg hadet verden, men ikke længere. Nu er det som om at solen skinner, selv når det regner. Det er som om at det ikke er verdens undergang, hvis jeg ikke kan finde ud af at lægge tøj sammen. Det gør ikke det helt store, når batteriet går ud i fjernbetjeningen, eller hvis der er tre beskidte kopper at vaske op.
Men nu skal jeg heller ikke lyde helt kureret - for der er stadigvæk dage hvor det ubehagelige vender tilbage, hvor alting er sort og trist. Hvor jeg bare har lyst til at gemme mig under dynen, fordi jeg ikke vil ud i det store rum. Fordi alting er så krævende, uoverskueligt og for meget. Tankerne omkring mig selv fylder og jeg kan ikke se hvordan jeg skal kunne være glad, når jeg har det sådan. Til gengæld er jeg blevet bedre til at sige: Nej tak, i stedet for at være med, uden at være mentalt til stede. Det sætter jeg stor pris på - ved mig selv.

Til sidst kan jeg kun tanke venner, veninder, psykologer, forældre, søskende med videre, for deres enorme tålmodighed, hjælpsomhed og kærlighed.
Uden alt det, var jeg nok ikke kommet videre, og så ville jeg nok være på randen til seriøs selv skade og andre ubehagelige ting.
Det er så vigtigt at tale med andre omkring sine indre følelser - når det virkelig brænder på. Det vigtigste er bare at finde folk, der har overskud til at lytte og være der for en.
Ellers så bliver det en ond cirkel, hvor man lukker folk ude, fordi man fylder for meget. Ens ego bliver for vigtigt - for man kan ikke selv overskue deres problemer. Det er slet ikke lige så vigtigt - synes man, når man står i situationen.

Men der er en vej ud. Der er mange. Man skal blot finde den, man mener, passer til sig selv.
Coaching er for mig en god vej. Ikke så ofte, men ganske godt. Jeg skal helt sikkert coaches mere igennem tiden.
Må alle med en brækket psyke, komme videre og få en tilfredsstillende tilværelse. Ikke mellemtilfreds, men fuldt ud tilfreds - være lykkelig, som man kan det bedst selv. Ikke på andres bekostninger, men for sin helt egen skyld.




1 kommentar: