tirsdag den 29. maj 2012

Familie (lang)

Familie er noget, som jeg tænker, at ingen kan være foruden. Der er bare nogle ting her i verden, som vægter rigtig, rigtig højt. Som flere gange skilsmissebarn, har jeg mange familier på bagen. For familie er ikke kun den man har, af egne gener. Eget kød og blod.
Familie er mange ting. Det kan lige så være en nær ven af familien, som altid har været der. En reserve-onkel eller ekstra mormor. Hvem ved..


Når man har prøvet at have flere bedsteforældre, fædre og mødre, begynder man at tænke over, hvad det egentlig vil sige, det der familie.
Man overvejer også, hvordan ens egen familie skal være. Vil man gerne byde det samme som man selv er blevet budt? Eller har det, man har været budt, været godt nok? Hvad er en rigtig familie, og skal man lade alt af kød og blod stå sig lige så nær, som dem der er ekstra? Der er rigtig, rigtig mange måder at anse familie på.
Som skilsmissebarn og barn af skilsmissebørn virker det hele meget lettere at tage stilling til. For der er mange ting der går på kryds og tværs, hvilket kun gør det lettere at håndtere når nogen i familien bliver skilt - og når der kommer nye til. Ekstra-kusiner, ekstra-søskende, dobbelt op på forældrene og bedsteforældrene. Eller reserve for dem, man aldrig har haft.
Det er en helt anden verden til tider, når man skal forklare for andre, hvor mange søskende man egentlig har. For nogen er det, at have stedbrødre blot et påhæng som hører sig til. For andre kan de vægte lige så højt, som ens søskende af ægte kød og blod. Så er der også de gange hvor der kommer nye til. Halvsøskende. Det er en helt anden type søskende.




Familie - om den enten er skæv, stor, lille, sammensat, rent kød og blod, halveret eller andre mærkværdige måder, en familie kan forekomme på, mener jeg, at den kan have lige stor betydning.
Som jeg snakkede med min stedfars søster om, så bestemmer man nemlig selv, hvem man vil have inde i sin inderste kerne.
Vi mennesker - som hun forklarede - kan virke, ligesom løg. Vi har det yderste lag, som alle lægger mærke til. Det er et lag, som man kan pille af. Nogen kan endda pille helt ind til det inderste lille "løg". Det er her, man selv befinder sig, og eventuelt sin allernærmeste.
Men denne allernærmeste behøver ikke at være et familie-medlem. Det kan være den man selv mener - eller slet ingen.
Jeg har set og oplevet mange særlige familier. Både erhvervet dem på egen base, men også hos venner og veninder. Jeg har set, hørt og lagt mærke til mange ting. Og jeg synes, at disse input man nu får med, er særligt interessante.
F.eks. har jeg været så fascineret af familie og nummeret i søskenderækken (førstefødte, enebarn, mellembarn osv.), at jeg lånte en bog på Ringsted Bibliotek: Dit Nummer I Søskenderækken af Kevin Leman. Jeg synes den er rigtig interessant læsning og giver gode muligheder for forståelse af, hvorfor nogen mennesker reagerer som de gør.
Der er så meget psykologi rundt omkring, og rigtig mange ting kan analyseres. Dog! Lige en advarsel til mig selv, også, er det ikke alting der skal analyseres. I hvert fald synes jeg bare, at det er spændende at tænke over, hvilke ting der kommer med i rygsækken. Hvorfor man eventuelt agerer og er, som man er, på grund af social arv og angst.
Der er så mange ting, man kan gøre og vælge, ikke at gøre. Det hele handler om valg og livet, i mine øjne, er ganske filosofisk og psykologisk.
Man kan lære noget nyt hver dag. Søger man svar og spørger man, er der stor chance for, at blive det klogere.


Nu ender det, som mange af mine tekster ender med... Vandfald af tanker.
Men på sin vis er det også ganske godt. For jeg elsker at skrive og forklare. Jeg kan godt lide at fortælle om mine tanker og idéer, om denne verden.
Jeg har et meget psykologisk aspekt af folk og den verden vi lever i. Jeg bruger oftest det som forklaring på, hvorfor folk reagerer som de gør.
Det er ikke altid at jeg har ret. Faktisk fejler jeg også ganske ofte. Men er der noget der fanger min interesse, er det psykiske lidelser, og måder hvorpå disse kan afvikles.


Jeg har én lillesøster og en halvlillebror. Jeg har to stedsøskende på min mors side og to stedsøskende på min fars side. Udover det, så har jeg en masse kusiner og fætre på min fars side og en masse kusiner og én fætter på min mors (+ stedfars) side.
Der er rigtig meget at se til, med to store familier. Og ofte er vi omkring 24 til en fødselsdag - og så er der også fuldt hus.
Derfor er det også mærkeligt at se familier, hvor der nærmest kun er en far, mor, farmor og to børn. Samtidig er det også helt fantastisk og fascinerende. Jeg synes virkelig om, at se hvordan mennesker er forskellige. Gennem familie, status med videre.
Men alt dette kan jeg blogge videre om, en helt anden gang.
Jeg kan godt forstå hvis der er meget at læse....



1 kommentar:

  1. Hej Misse søde skat. Fantatisk godt indlæg her på bloggen. Ja det er et stort emne som du sikkert kunne skrive meget mere om. Som din far er det skønt at følge med i dine tanker og se dem på tekst. Et skal du vide, jeg elsker dig af hele mit hjerte og jeg er rigtigt stolt af dig❤��

    SvarSlet